6.a fra Hjallerup skole er Danmarks klogeste 6. klasse

0

Efter at have ryddet al modstand af vejen i både den lokale og regionale dyst, var det tid for den landsdækkende finale. Hjallerups lokale helte havde hjemmebane i Hjallerup Kulturhus i finalen, som blev afviklet mandag den 7. februar.

Æren om at kunne kalde sig Danmarks klogeste 6. klasse, samt et beløb på hele 10.000 kr. var på spil.  Ni 6. klasser fra hele landet dystede via livestream om titlen og de endte med at Hjallerup skoles 6.a løb med det hele.

I finalen var det Sofia, Nanna, Sofie,  Mads og Frederik, som var blevet valgt til at skulle repræsentere klassen. 

Torsdag den 15. februar kom borgmester Mikael Klitgaard forbi Hjallerup skole for at overrække de 10.000 kr. til klassen. Udover 1. præmien havde borgmesteren et gavekort på 500 kr. med fra kommunen samt kagemand til hele skolen, som blev delt ud i frokostpausen.

FAKTA
Smart Parat Svar er en national læse- og vidensquiz, som har været en årlig begivenhed siden 2005 og udgør en spændende udfordring for 6. klasses elever i hele landet. Quizzen foregår i tæt samarbejde med landets skoler og børnebiblioteker, og spørgsmålene dækker over forskellige emner som politik, tegneserier, musik og computerspil.

Quizzen udfordrer ikke kun børnenes viden, hukommelse og evne til at tænke hurtigt. Deres evne til at samarbejde kommer også på prøve. Det kræver et godt og bredt sammensat hold, hvor det er en fordel med forskellige spidskompetencer. 

SEB

Udsigt til Rema 1000 i Dronninglund

0

Dronninglund: Tredje gang er lykkens gang.
Siden 2017 har dagligvarekæden Rema 1000 undersøgt mulighederne for at etablere en forretning i Dronninglund, men de placeringer, som kæden anser som de optimale, er to gange blevet afvist af Brønderslev Kommune, fordi placeringerne ligger udenfor et vedtaget centerområde i Dronninglund.

Nu ser det imidlertid ud til at det vil lykkes butikskæden at opføre en butik i byen, dog på en helt tredje placering og denne gang indenfor det vedtagede centerområde.

Rema 1000 har ønske om at etablere en butik på 1.200 kvm og desuden en parkeringsplads med 95 pladser i forbindelse med butikken.

Der er dog stadig mange detaljer, der ikke er på plads, så ingen ved hvornår butikken opføres eller hvornår den åbner, men nu er der i hvert fald opnået enighed mellem dagligvarekæden og Brønderslev kom­mune, så der er basis for, at projektet kan komme videre, skriver Nordjyske.

KØH2

Dine brugte briller kan blive til borde og bøjler

0

Hjallerup Optik lancerer nyt bæredygtigt koncept
Fra februar måned kan borgerne i Hjallerup være med til at forhindre ressourcespild og bidrage til et nyt upcyclingkoncept, når de besøger Hjallerup Optik. Ved at indlevere deres udtjente briller i butikken, kan de give materialerne nyt liv: Brillerne genfødes nemlig som bøjler, borde, spejle og andet stilfuldt butiksinventar.

Det nye initiativ, som Hjallerup Optik er en del af, hedder Bellinger House Circle. Målet at forlænge levetiden for brugte briller via cirkulært forbrug og dermed spare planeten for unødigt CO2-spild.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi lever af at sælge briller og linser, men vi vil gerne være med til at sikre, at de aflagte briller ikke ender som en spildt ressource. Vi vil gøre alt, vi kan, for at råvarerne kan få nyt liv, når brillerne er udtjente; så vi forlænger brilleproduktets livscyklus, siger Rikke Mersholm.

En bedre verden kræver samarbejde
Undersøgelser viser, at hele 78% af befolkningen lægger ansvaret for bæredygtighed over på virksomhederne. Det ansvar vil Hjallerup Optik gerne påtage sig og håber samtidig, projektet vil inspirere kunderne til at deltage aktivt i skabelsen af en renere verden.

– De cirka 6 millioner gamle brillestel, vi danskere har liggende, hober sig op i skuffer eller ender på forbrændingen. Glas, plastik, metal – hele molevitten! Det er et kæmpe spild. Med det nye initiativ kan kunderne komme ind i vores butik og opleve deres kasserede briller i en helt ny form. Ressourcerne kan bruges igen og igen – for det mest fantastiske er, at materialet kan smeltes om helt op til 8-9 gange uden at miste sine egenskaber, forklarer Rikke Mersholm begejstret og laver et lille regnestykke:

– En brille sidder i gennemsnit 3-4 år på brugerens næse. Hvis den fx lever videre i 2 år som hhv. bord, spejl eller andre produkter op til 8 gange, får brillens materiale i alt minimum 20 års levetid i stedet for at lande på lossepladsen.

Fra skrald til skat
Den bæredygtige cyklus begynder, når kunderne indleverer deres brugte briller i butikken.

– Vi tager imod alle slags briller; også solbriller, læsebriller og nytårsbriller. Og det er super nemt og uforpligtende: Man lægger bare sine briller i en genbrugsboks her i butikken og går igen. Vi håber, borgerne vil hjælpe os, så vi sammen kan passe endnu bedre på jordens ressourcer. Hver brille tæller, understreger hun.

Butikkens eget skrald får også nyt liv
Udover gamle briller lægger Hjallerup Optik selv spildprodukter fra butikken i genbrugsboksen – f.eks. kontaktlinsepakker og demo-linser, dvs. plastikglas fra stel, der udstilles i butikken. Alt videregives til Bellinger House Circle, hvor brillerne bliver skilt ad, og materialerne bliver sorteret og efterfølgende genbrugt i skabelsen af nye produkter som for eksempel bakker, bøjler, spejle, standere og displays. De produkter kan Hjallerup Optik købe tilbage og bruge i butikken, så cirklen bliver fuldendt.

Alt fra sortering af materialer til skabelsen af det nye butiksinventar foregår i samarbejde med Bellinger House Circles leverandør, der tager et socialøkonomisk ansvar ved at hjælpe socialt udsatte i Danmark tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvad med Afrika?
Hjallerup Optik indsamler stadig briller til Afrika og tredjeverdenslande. Alle indleverede briller, der egner sig til at blive genbrugt af andre, bliver – præcis som de plejer – sendt videre til Syn for Sagen, som er en frivillig organisation, der flere gange om året rejser ud i tredjelandene og hjælper svagtseende til et bedre syn.

– Men ikke alle styrker egner sig til at blive genbrugt af andre. Op til 10% af de briller, kunderne afleverer hos os, kan genbruges i Afrika. De resterende indleverede briller bliver videregivet til Bellinger House Circle, som genbruger materialerne fra brillerne på nye måder, forklarer Rikke Mersholm.

SEB

24 timers event med midnatsgudstjeneste i Hjallerup Idrætscenter

0

24 timers event med midnatsgudstjeneste i Hjallerup Idrætscenter

Weekenden inden vinterferien den 17. og 18. februar holder foreningen ”24 Timer i Hjallerup”
sit traditionelle event med rigtig mange aktiviteter, hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro. Det er især i Hjallerup Idrætscenter, aktiviteterne finder sted.
Sidste år var Hjallerup Kirke med og tilbød forskellige aktiviteter. Der var inviteret til midnatsgudstjeneste, hvor sognepræst Marie Kirketerp tog udgangspunkt i sangen ”Linedanser”. I år indbyder Hjallerup Kirke igen til midnatsgudstjeneste i hallen, og sognepræsten glæ­der sig til at være med igen. Denne gang vil hendes prædiken handle om mod til at være den, man er, og hun vil tage udgangspunkt i temaet fra Andreas Odbjergs sangtekst: Hvad skal verden med sådan en som mig?

I tredje strofe lyder teksten:
Nogle gange tænker jeg –
Hvad skal verden med så­dan en som mig?
Jeg ved ikke hvor jeg ender…

Det er melankolske toner og tanker, som nok er velkendte hos mange unge mennesker. Men i omkvædet bevæger vi os fra mol til dur med ordene: 

Jeg var et mirakel fra den dag, jeg blev født. 
Vent og se, jeg skal nok få styr på det! 

Den korte midnatsgudstjeneste vil ifølge sognepræsten blive en anderledes og stemningsfuld gudstjeneste, hvor der fx er mulighed for at man kan sidde på puder på gulvet og bare nyde stemningen. Og samtidig er der selvfølgelig sat stole op til alle, der sidder bedst sådan, forsikrer sognepræsten. 

Pianist Martin Bruun-Jensen spiller sangene på klaver, og hans datter Nora Bruun-Jensen synger for. Vi håber, at folk i alle aldre har lyst til at være med til at skabe et stemningsfuldt øjeblik og synge med på kendte sange og salmer sent lørdag aften. Da det er en gudstjeneste, er begivenheden gratis at deltage i og alle kan deltage, uanset om man i øvrigt medvirker ved 24 timer. 

ES

Omkring 200 deltog i Fastelavnsgudstjenesten i Kulturhuset

0

Fastelavns søndag blev igen traditionen tro holdt som en børnegudstjeneste i Hjallerup Kulturhus, hvor mange familier med børn kom for at deltage i gudstjenesten. Børnene var udklædte i fantasifulde dragter.
”Vi er glade for, at kirken kan blive ved med at fastholde den tradition, selvom fastelavn måske ikke fylder helt så meget, som det gjorde tidligere.  

Børn kommer udklædte til gudstjenesten, og undervejs prøver vi at få alle børn på scenen, så vi kan se de mange forskellige fantasifulde udklædninger,” fortæller sognepræst Marie Kirketerp, der i sin prædiken lagde vægt på forskelligheden.

”Vi ser det glædelige i, at vi som mennesker er forskellige; for der kan være stor rigdom at hente deri. Tænk, hvis vi alle var ens. Det ville ikke fungere. Hvis vi alle var bagere, kunne vi spise en masse fastelavnsboller, men der ville ikke være nogen til at passe på de syge.

Udfordringen for os som mennesker kan være at se hinanden rigtigt. Det gør vi bedst, når vi ser med kærlighedens øjne. Det er netop sådan, Gud ser os. Ja, med kærlighedens øjne bliver vi set, som vi er, bag alle vores masker,” fortsatte sognepræsten og fortalte et eventyr om kongen og blomsterpigen, skrevet af Søren Kierkegaard.
Marie Kirketerp fik et forældrepar til at spille kongen og blomsterpigen. Kongen blev udstyret med en almindelig hue i stedet for kongekronen, og blomsterpigen med et tørklæder. Nu var de på samme plan og kunne mødes.

”Kongen blev forelsket i blomsterpigen, men måtte lægge al magt og pragt af sig for at møde pigen som et almindeligt menneske for at vinde hendes hjerte. Sådan er det også med Gud. Han kom til os som et menneske, mødte os ikke med magt, men med kærlighed,” sluttede sognepræsten.

Igennem gudstjenesten blev der sunget flere kendte sange, som børnene kunne lave bevægelser til. Alle børn var på scenen for at vise deres flotte kostumer frem og samtidig synge med på en af sangene. Det blev en festlig gudstjeneste med mange forskellige indslag, som både børn og forældre var optaget af.

Efter gudstjenesten var der tøndeslagning med flere forskellige tønder. Børnene blev inddelt efter alder, og et par forældre blev udtaget til at stå for de forskellige tønder, som De grønne Spejdere havde malet rigtig flotte. Der blev kåret konger og dronninger efterfølgende. Gudstjenesten sluttede med fastelavnsboller, kaffe og saft.
”Vi håber, at alle fik fastelavnsboller. Bageren kunne heldigvis hurtig skaffe lidt ekstra, så jeg håber, at der var boller til alle,” sluttede sognepræsten og takker for den store interesse for arrangementet.

ES

Popluær genbrugsbutik er genåbnet

0

Tirsdag den 6. februar blev den grønne løber rullet ud, da Købmandsgårdens Genbrug åbnede dørene til deres helt nyistandsatte butik på Nørregade 7 i Dronninglund.

Efter måneders ihærdigt arbejde fra både frivillige og håndværkere, er genbrugsbutikken i Dronninglund nu forvandlet til en moderne og attraktiv destination for genbrugsshoppere anno 2024. 

Fra december måned har butikkens dedikerede hold af frivillige og håndværkere knoklet for at gennemføre en omfattende totalrenovering. Resultatet er en ny og flot butik, med nyt inventar blandet med lidt genbrugt for at bibeholde genbrugstanken også i indretningen. Varerne har fået nye pladser og bliver præsenteret på mere indbydende måder.

Den grønne løber var rullet ud
Butikken afholdt reception en time inden dørene blev officielt åbnet, hvor både nye og gamle frivillige fik set den nye flotte butik. Genåbningen blev fejret til den store guldmedalje med musik og bobler og den grønne løber blev rullet ud for at byde velkommen til alle de fremmødte. Talere inkluderede bl.a. butiksleder Bente Rasmussen, sognepræst Rune Thomassen og Bitten Schjødt Kjær, forstander på Dronninglund Efterskole.

Bente Rasmussen rettede en særlig tak til de frivillige, som har været afgørende for butikkens genåbning: ”Det vigtigste er jer frivillige, for uden jer ville der ikke være nogen butik. I har været en kæmpe hjælp i denne proces. Vi har skabt en butik og et rum, der er rart at være i – både for os frivillige og for vores kunder, og det håber vi virkelig, at de kan mærke.”

Butikkens ledergruppe besluttede, at åbningsdagen skulle falde sammen med vintergækkenes fremkomst. Denne blomst symboliserer håbet og forventningen til det kommende forår. Butiksleder Bente Rasmussen delte denne tanke: ”Vores butik handler netop om at bringe håb til mennesker rundt omkring i verden, som ikke lever med samme privilegier som vi gør.” Smukke vintergækker blev derfor også en del af dekorationen på det festlige bord, der prydede butikken under åbningsfejringen.

Kø langt nede af gaden
”Vi åbner først kl. 14”. Sådan lød det adskillige gange tirsdag eftermiddag fra personalet. 

Interessen for genåbningen var stor, og allerede inden åbningstidspunktet kl. 14.00 stod der en lang kø af glade kunder ned ad Nørregade, ivrige efter at træde ind i den nyrenoverede butik. Bente Rasmussen, som har været en del af butikken fra starten, klippede den røde silkesnor og bød de mange spændte kunder velkommen.

De mange besøgende blev mødt af et imponerende udvalg af nye varer og hjemmebag fra de friske frivillige. Bentes barnebarn, som selv elsker genbrug, var også en del af det hjælpsomme team bag disken. Der røg mange fine nye varer over salgsdisken, og over 100 besøgende var da også forbi indenfor den første åbningstime. 

Over 100 besøgende lagde vejen forbi indenfor den første åbningstime, hvilket overvældede butiksleder Bente Rasmussen: ”Jeg er helt overvældet. Vi havde ikke turde håbe på, at der kom så mange, men det er skønt, at vi kan trække folk til sådan en eftermiddag.”

Købmandsgårdens Genbrug i Dronninglund er nu klar til at byde både gamle og nye kunder velkommen. 

Plads til flere på holdet
I butikken forventer de at få endnu flere kunder i butikken efter genåbningen. Derfor står de også klar til at byde nye frivillige kollegaer velkommen på holdet. Genbrugsbutikken tilbyder forskellige opgaver, der matcher alles talenter og interesser, såsom sortering, vurdering, prissætning, handy-opgaver, klargøring af varer, dekoration, markedsføring og mere. ”At være frivillig i en genbrugsbutik handler ikke kun om at ekspedere kunder – der er noget for enhver smag. Alle talenter er velkomne – store som små. Man skal endelig komme forbi og høre mere, hvis man er nysgerrig” siger butikkens udviklingskonsulent Tom Sand Egeskov.

CA

VendsysselCup 2024 på hjemmebane

0

Svømmeklubben Søhesten har haft en herlig weekend i egen hal. Der blev svømmet stærkt, lavet nye personlige rekorder og vist meget god ny teknik. Svømmestævnet havde indledende og finaleafsnit, hvor der for alvor blev skruet op for musik og lys – sammen med de øvrige klubber blev der skabt en super god stemning i hallen. Svømmerne har taget flere medaljer og pokaler med hjem, og derudover blev der, som altid, hygget og grinet meget. Foto: Privat

Bliv klogere på befolkningen i Brønderslev kommune

0

Har familierne i Brønderslev Kommune flere eller færre penge mellem hænderne end familier i resten af Danmark? 

Hvor stor en del af kommunens befolkning er midaldrende? 

Hvor mange pendler dagligt til arbejde – og hvor langt?  

Og hvordan står det egentlig til med Folkekirkens medlemstal heroppe i vores del af landet?   

Det og meget andet kunne kirkerne i Brønderslev Provsti godt tænke sig at blive klogere på. Derfor har Brønderslev Provsti bestilt en såkaldt provstiprofil hos Kirkefondet. Provstiprofilen er en rapport, som er lavet på baggrund af de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Rapporten beskæftiger sig med befolkningsudviklingen i Brønderslev Kommune på mange forskellige områder. Bl.a. er der kigget på udviklingen i børnetallet, forskellige typer af husstande, uddannelsesniveau, flyttehyppighed og husstands­indkomster. Brønderslev Provsti har en forventning om, at rapporten skal gøre det nemmere for kirkerne at overskue både muligheder og udfordringer i tiden, der kommer. 

Den 28. februar sidst på eftermiddagen præsenterer Sille Fusager fra Kirkefondet den nye provstiprofil for Brønderslev provsti. Det foregår i Brønderslev Sognegård. 

Red.

Så sker det snart – 24 timer i Hjallerup – 24 timers event

0

Hvad sker? Jo, det er tid til 24 timer i Hjallerup, 24 timers event. Dette arrangement finder sted i weekenden den 17.-18. februar. Der er åbningstaler i hal A, og derefter er aktiviteterne klar til start. 

Det er ikke kun i selve idrætscenteret der er aktivitet, men i fitnesscenteret på Søndergade hos Keep Fit, er der også mange hold i gang, også i arkaden ved det nye dansestudio Dance 4 life kan man være med. Her er der mange forskellige hold. For at nævne nogle af dem, så er det pardans, zumba, rytmik for børn, crossdance og meget mere. 

I kælderen under Hjallerup skole er skydebanerne åbne – her kan man prøve at skyde, og de aktive skytter skal prøve kræfter med mange skud over de 24 timer.

I selve idrætscenteret er svømmehallen helt booket op, her deltager klubber fra Auning, Aalborg, Aabybro, Brønderslev, Søhesten, og den sidste bane har 24 timer foreningen til deres egne svømmere. I hal A finder man Linedance og alle de kreative aktiviteter som patchwork, strikke/hækling og strikkeklubbens salgsbod. Der vil i år være en plads, hvor alle er velkomne til at komme og lave deres eget kort – her kan man få hjælp af den søde frivillige kortdame. Lige ved siden af kommer Pia V. med alle hendes Hama perler, der vil være rig mulighed for at lave alle mulige designs. Pia vil her guide og stå klar med strygejernet. 

I hal A finder man også en stor lotteribod med mange flotte gevinster, som er sponseret af en masse erhvervsdrivende fra lokalområdet og fra det ganske land.

Jesper fra Hjallerup skakklub kommer med diverse brætspil og spiller i hal A fra – alle er velkomne til at komme og spille med, det koster lidt at deltage, men det går til Julemærkehjemmet i Hobro. 

I lokalet bag scenen finder I alle spinningscyklerne og løbebåndene – her er der fest i alle 24 timer, og det sørger en stor håndfuld energiske instruktører for. 

Som noget nyt får man besøg af Poul fra Øster Brønderslev krolf klub, han skal være med til at afvikle Vendsysselmesterskaberne i indendørs krolf. Det foregår sidst på eftermiddagen. I mødelokale 4 vil der være gang i kortene hos Bridge spillerne.

Og ikke at forglemme, så stiller der igen i år folk op til at se, om de kan nå at gå de 100 km på 24 timer. Ligesom sidste år hvor Nick og Rene gennemførte den store bedrift. Her er man naturligvis også meget velkommen til at være med. Det kan jo være, man har lyst til at løbe et maraton eller flere på et døgn.

I år deltager Brønderslev bibliotek med læsemaraton – her kommer de med en masse bøger, så man sikrer, at man ikke render tør for bogstaver i løbet af natten.

Hvis man som deltager har brug for lidt afslapning, så er der mulighed for et dyp i det kolde kar eller blot hoppe i det varme vildmarkskar.

Alle er velkomne til at kigge ned i Hjallerup idrætscenter og nyde nogle timer sammen med de mange frivillige, der er gratis adgang hele døgnet. 

Har man lyst til at donere et beløb til denne begivenhed, er man mere end hjertelig velkommen, siger formand Johnni Olesen, som er at finde i hallen i alle 24 timer.

ES

Musikalsk legestue med Poul Halberg

0

Det tog kun et splitsekund for Power Trioen med Poul Halberg, Jette Schandorf og Jesper Thomsen at skrue tiden 60 år tilbage og med deres version af ”Strange brew” fra det navnkundige album ”Disraeli gears” af supergruppen ”Cream” (Eric Clapton, Bruce Baker og Jack Bruce) at sætte stemningen fra en tid, hvor hashtåger og psykedeliske eksperimenter var en del af musik- og ungdomskulturen. Halbergs håndtering af Fender guitaren var tydeligt inspireret af Eric Claptons vilde ridt i nævnte rockgruppe, og fra Jette Schandorf fik vi da også en anekdote om, at Poul Halberg allerede som 7 årig lukkede sig inde på sit værelse med sin akustiske guitar – og gav den gas. Også efter pausen blev der lagt ud med en skæring fra Disraeli gears, nemlig Sunshine of your love.

Musikkens mestre – Clapton, Jimi Hendrix og sågar George Harrison blev taget i behandling denne vidunderlige aften i Hjallerup Musikforening. Det harmoniske samspil mellem mand og kone – Halberg og Schandorff – blev suppleret af en nærmest ukuelig trommeslager, som havde kigget Muppet Show godt igennem og taget ved lære derfra. En vild og overbevisende gang slagtøj er vist ikke set i Hjallerup de sidste ti år. Tak, Jesper Thomsen, fordi du kom, så og sejrede, for efter publikums taktfaste applaus under afslutningsnummeret var ingen i tvivl om, at du til fulde satte DIT præg på denne nostalgiaften.

Ingen tvivl om, at Poul Halberg er i centrum. Som det var alment for den gamle rock- og bluesmusik, så blev guitarsoloer dyrket ud i det ekstreme, og hvor indledningen var med den hårde bluespumpe fra Cream, så bevægede vi os på 12 minutter over i at lytte til den smukkeste version af George Harrisons ”When my guitar gently weeps”. Mesterligt forløb, og ja – selvfølgelig skulle vi mod slutningen på aftenen så også beværtes med Jimi Hendrix” syretrip ”Purple Haze” fra 1967-albummet ”Are you Experienced”.

6 stjerner til aftenen for såvel musik, performance og naturligvis også til Hjallerup Musikforening, som endnu en gang havde ramt den ”lige i røven”. Næste aktivitet er foreningens generalforsamling den 8. marts, hvor vi skal høre foredrag af Murer Kjeld, der flyttede et fyrtårn. Det forlyder, der stadig er enkelte billetter i salg.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk