Sangaften med minder fra 1980’erne

0

Er du vild med at synge sange fra 1980’erne? Så har du chancen ved en sangaften i Ørum Kirke, hvor programmet udelukkende er fra dette årti.

ØRUM: Susan himmelblå af Kim Larsen, Danse i måneskin sunget af Trine Dyrholm og Kald det kærlighed af Lars Lilholt. 1980’erne var et godt og produktivt årti i dansk musik med mange ørehængere, og som stadig bliver spillet i radioen. Et lille udpluk af sange fra dette årti bliver sunget ved denne sangaften, hvor vokalgruppen Prima Vista også medvirker med korsange skrevet i 1980’erne. Koret synger under ledelse af organist Lasse Christensen, som også ledsager fællessangen fra klaveret.

Sangaftenen arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne, og finder sted torsdag den 8. februar i Ørum Kirke. Der er gratis entré, og der serveres efterfølgende en forfriskning.

LC

75 år med skolepatruljer fejres i ”Den Sureste Uge”

0

Skolepatruljerne har en lang tradition for at gøre skolevejen tryggere, og i år har ordningen 75-års jubilæum i Danmark. Det markeres i uge 5, ”Den Sureste Uge”.

Vintrene var koldere, sneen var meterhøj og halmen i træskoene var nedarvet i familien, og så var der i øvrigt en kilometerlang gåtur i skole. Sådan gik det ifølge overleveringen tilsyneladende til, da farfar var dreng.  

Men selvom tiderne heldigvis er blevet bedre, vinterstøvlerne er blevet varmere, og snelaget er reduceret fra meter til centimeter, er der stadig grund til at fejre skolepatruljerne. De står nemlig ved skolerne og hjælper de yngste børn over vejen – også når der er sne, frost og mørkt.

Siden 1949, hvor den første danske skolepatrulje så dagens lys, er der kommet mange flere skolepatruljer til, og det skal markeres. Derfor bliver skolepatruljerne hyldet af Rådet for Sikker Trafik, LB Forsikring, 77 af landets kommuner og landets politikredse, hvor der mange steder er fest, hornmusik og søde sager til skolepatruljerne.

– Det er fantastisk, at en frivillig ordning, som skaber tryghed på skolevejen, nu har bestået i 75 år. De første skolepatruljeelever fra 1949 er godt oppe i årene, men ånden i arbejdet består. Det vil vi gerne hylde, og derfor skal der lyde en stor tak til skolepatruljerne i Danmark, siger Liv Kofoed Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Så mange har stået

skolepatrulje

Når næsten alle danskere bakker op om skolepatruljernes arbejde, hænger det muligvis sammen med den brede folkelige forankring, som skolepatruljen nyder godt af.

Overordnet set er det nemlig over hver fjerde, som har stået skolepatrulje, da de gik i skole. Det viser en undersøgelse blandt 18-75-årige danskere fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, som er foretaget af Wilke.

De yngre generationer lader til at være mindst lige så engagerede i det frivillige arbejde, som man var for år tilbage. Det er nemlig 42 procent af de adspurgte 18-30-årige, som har stået skolepatrulje, mens det for de 46-60-årige er 22 procent.

– Skolepatruljerne er superseje, og deres frivillige arbejde viser, at de unge engagerer sig i deres lokalliv og gerne vil gøre en forskel. Det er et forbilledligt eksempel, der også skaber sammenhold på tværs af klasser og årgange på skolerne. Vi er stolte af, at vi kan være med til at fejre skolepatruljerne i jubilæumsåret og give dem den hyldest, de fortjener, siger Lars Busk Hansen bestyrelsesformand i LB Forsikring og LB Foreningen.

Om ”Den Sureste Uge” og 75-års jubilæet

”Den Sureste Uge” er en årlig kampagne i uge 5 med formålet at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Netop uge 5 er kendt for at være en af de mørkeste, vådeste og koldeste – og dermed sureste – uger at stå skolepatrulje, og derfor skal skolepatruljerne have et ekstra skulderklap som tak for indsatsen.

I januar 1949 blev den første danske skolepatrulje oprettet på den nuværende Lergravsparkens Skole på Amager i København, og det bliver fejret i forbindelse med ”Den Sureste Uge”, som efterhånden også er blevet en tradition.

Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag kampagnen ”Den Sureste Uge”, som inviterer alle kommuner, politikredse og skoler med skolepatruljer til at fejre skolepatruljerne i netop deres lokalområde.

Det er typisk eleverne i 6. klasse der står skolepatrulje, og det er Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring sammen med skolerne, der klæder eleverne på til opgaven. Eleverne i skolepatruljerne møder frivilligt på skolen hver morgen før alle andre elever, så patruljen står klar til at hjælpe alle sikkert og trygt gennem den ofte travle morgentrafik, når skolebørnene møder i skole. Og eleverne er vilde med det: flere end 9 ud af 10 af skolepatruljeeleverne siger i Rådet for Sikker Trafiks Skolepatruljeundersøgelse 2023, at de er glade for at være med i en skolepatrulje.

RST

Kyndelmisse med pandekager og øl

0

Der knytter sig mange traditioner til kyndelmisse, og i Ørum kan man komme til lysgudstjeneste med efterfølgende pandekager og øl.

ØRUM: Kyndelmisse er det tidspunkt, hvor vi er halvvejs igennem vinteren, og på den første søndag i februar fejres lysets komme ved en lysgudstjeneste i Ørum Kirke. Det bliver en gudstjeneste med læsninger om lysets komme, korsang, fællessalmer og orgelmusik der responderer teksterne. Hellevad-Ørum Kirkekor medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen, som også betjener orglet, og sognepræst Sandra Fossdal Nielsen er liturg.

Kyndelmisse lå midt i året
For bønderne i 1700-tallet var dagen en vigtig årstidsmarkering: Kyndelmisse falder nøjagtig midt på vinteren mellem 1. november og 1. maj. På det tidspunkt skulle man helst have halvdelen af både dyrefoder og madforråd tilbage. Ellers kunne forårets måneder godt blive magre og præget af vårhunger i husholdet, og bønderne tog mange varsler af vejret denne dag. Ved kyndelmisse blev der afholdt kjørmes-gilder rundt omkring i landsbyerne. Der var sammenskudsgilder med kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.

Med helligdagsreformen af 1770 blev kyndelmisse afskaffet sammen med 10 andre helligdage som 3. juledag, 3. påskedag, Sankt Hans Dag og Vor Frue Dag.

Kyndelmisse betyder lysmesse
Kyndelmisse er den danske oversættelse af det latinske ord for lysmesse Candelarum Missa: Candelarum betyder lys, og missa betyder messe. I folkemunde kaldtes dagen førhen også for Kjørmes Knud.

I en kristen tradition kaldes kyndelmisse også Marias renselsesdag. Dagen har fået sin religiøse betydning fra historien om jomfru Maria, der 40 dage efter Jesu fødsel tog ham med i templet. Ifølge jødisk tradition var kvinden uren i 40 dage efter, hun havde født. Da de 40 dage var gået, kunne hun tage i templet for at blive renset.

De første vidnesbyrd om kyndelmissefejringer er fra tiden omkring år 385, hvor man i Jerusalem fejrede Marias renselsesfest 40 dage efter helligtrekongersnat. Denne nat regnede man nemlig dengang for dagen for Kristi fødsel.

Lysgudstjenesten finder sted søndag den 4. februar 2024 i Ørum Kirke, og alle inviteres efterfølgende til pandekager og øl i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.

LC

Godt nytår med hornmusik og champagnepropper

0

Brønderslev Harmoniorkester 

Blev du ikke inviteret til Dronningens nytårskur i begyndelsen af måneden? Så kan du i stedet komme til nytårskoncert i Klokkerholm, hvor der tilmed bliver skålet i boblevand.

KLOKKERHOLM: Igen i år kan man komme til nytårskoncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm, hvor Brønderslev Harmoniorkester står for den musikalske underholdning og spiller et flot, festligt og folkeligt program.

– Borgere, virksomheder og andre inviteres til at komme og ønske hinanden et godt nytår, udtaler organist Lasse Christensen og fortæller, at der serveres boblevand og kransekage efter koncerten.

Brønderslev Harmoniorkester fejrede 75-års jubilæum i fjor og består af 30 musikere fra 18 til 85 år. De spiller et bredt repertoire fra den klassiske musik til den populære musik samt sætter en ære i at underholde på bedste vis med musik og sjove indslag. Orkestret spiller under ledelse af dirigent Mogens B.B. Jensen.

– Snyd ikke jer selv for en hyggelig og munter nytårskoncert med Brønderslev Harmoniorkester. De byder altid på god underholdning, tilføjer organist Lasse Christensen.

Koncerten finder sted tirsdag den 30. januar i Hellevad Kirke. Der er gratis entré, og arrangementet afholdes i samarbejde med Klokkerholm Borgerforening.

SEB

Sundhed og boliger har Ældrerådets fokus i 2024

0
Ældrerådsformand Inger Møller Nielsen

Bevæg dig for livet
På Ældrerådets første møde i 2024, kunne vi med tilfredshed konstatere, at Brønderslev Kommune har underskrevet endnu en 4 årig aftale omkring ”Bevæg Dig For Livet”, fortæller formand for Ældrerådet Inger Møller Nielsen. Vi synes det er så godt – set i lyset af – at det har betydet, at rigtig mange ældre borgere har fået en mere aktiv hverdag, og vi ved fra mange undersøgelser, at det giver bedre helbred og mere livskvalitet – så tillykke med det til alle Kommunens ældre borgere.

Fokus på inkontinens
På vores første møde i år, havde Ældrerådet besøg af visitator Mathilde Smolinski Hansen, som er ansat til at køre projektet omkring inkontinens for alle borgere. Det er et projekt, som virkelig har været til stor hjælp for mange ældre borgere, som lider af inkontinens problemer og dermed en noget forringet livskvalitet. Det er et projekt med en stor succes, som Ældrerådets håber vil blive forlænget, og at der fortsat holdes fokus på den problemstilling, som inkontinens indebærer for en del af Kommunens ældre borgere. 

Egnede boliger til seniorer
Seniorboliger fylder meget på dagsordenen i Ældrerådet, og har gjort det i mange år. Seniorboliger er mange ting – også, at der tilbydes almennyttige egnede boliger til seniorer. Vi erfarer, at der er noget på vej i Knudsgade området i Brønderslev – både med almennyttige boliger og med nybyggeri, hvilket vi synes tegner til et spændende tiltag. Måske kan det lykkes at transformere et så centralt sted i byen til et spændende område. Der er i hvert fald kræfter i gang, der arbejder i den retning, lyder det fra Inger Møller Nielsen.

Tand- og mundhygiejne er vigtigt
Ældrerådet har mange områder i pipeline for 2024. Et af de områder, som vi sætter fokus på er tandsundhed/mundhygiejne hos ældre, idet vi ved fra mange undersøgelser, at langt de fleste sygdomme udspringer netop fra dårlig mundhygiejne. Det er et spændende og meget relevant område at dykke ned i, og vi vil blive klogere ved at drøfte problemstillingen med chefen for omsorgstandplejen Jesper Hohwy. Vores viden om tand- og mumdhygiejne vil vi arbejde for at få kommunikeret ud til alle Kommunens ældre borgere, slutter Ældrerådets formand Inger Møller Nielsen.

Red.

Afsked med sognepræst Ivana Høgagard i Hjallerup Kirkehus

0

Den 21. januar holdt sognepræst Ivana Høgagard sin afskedsgudstjeneste i Hjallerup Kirke. Ef­ter­følgende var menigheden, sognekollegaer, provst og ansatte ved Hjallerup Kirke inviteret på
et trak­te­ment i Kirkehuset.


Formanden for menighedsrådet Anna Storgaard bød velkommen og bød på en tapas-anretning til de mange fremmødte. Flere ønskede at få ordet og sige sognepræsten tak for de godt fem år ved Hjallerup Kirke.
”Vi vil gerne takke dig for de godt fem år, du har været ansat ved kirken. Først som halvtidspræst og senere som præst på 75%. Anna Storgaard fortsatte:
”Du har rokket ved vores fordomme og tilført noget anderledes og uhøjtideligt i din måde at være præst på. Du har en stor teologisk viden, som du har fået ned i et dagligdags forståeligt sprog. Vi vil gerne takke dig for din indsats og give dig en gave, en bog, som har titlen: Isbjerget, der smelter – en verden i forandring, som vi håber, du kan få glæde og inspiration ved at læse.”

Kirkens fuldtidspræst Marie Kirketerp takkede for et godt samarbejde.
”Du har været dig selv, nærværende og med humor og stor energi. Tak for fortrolige samtaler og for sparring. Du har sat afgørende spor både som menneske og som præst,” udtalte Marie Kirketerp.
Organist Ulrika Jensen fortsatte talerrækken og citerede sangen: Du kom med alt det, der var dig og fortsatte:
”Du går ind i mennesker med træsko på, du har været en afholdt kollega, og vi ønsker dig god vind fremover.”

Fra Brønderslev Provsti var både provsten og provsti­sekretæren mødt op. Provst Lise Lundgreen takkede for indsatsen og ønskede held og lykke fremover.
Formanden for provstiets diakoniudvalg Else Hansen takkede for indsatsen.
”Du har med din halvtidsstilling og senere med en kvart stilling som diakonipræst klaret store opgaver og sat nye ting i gang. Her kan nævnes gudstjenester for udviklingshæmmede og for demente.”

Sognepræsten Ivana Høgagard ønskede at sige tak til de mange fremmødte. Hun takkede alle for et godt samarbejde.
”Jeg har lært at være menneske. Jeg har mærket fællesskabet og omsorgens betydning for hinanden. Min rygsæk er herfra fyldt med erfaringer med stor kærlighed til hinanden.” Hun fortsatte med kort at fortælle om sin nye stilling:
”Jeg er ansat som halvtids sognepræst i Sulsted og Vestbjerg. Den anden halve stilling er som arbejdsvejleder for mine præstekolleger i Aalborg Stift. Jeg vil gøre mit allerbedste for at skabe rum, hvor mennesker kan søge Guds rige, der altid er nær og midt iblandt os.”

Afskedsreceptionen sluttede med en kort tale af Johs Hove fra Mosaik, som citerede Jens Rosendahls sangtekst: Du sprængte hver en spærret vej til vore hjerter. Du kom med hele dit gode humør, din energi forplantede sig til menigheden. Du har været præst med stort P.

Kirkens frivillig-sangere Mosaik sluttede med at synge pilgrimssangen – Må din vej gå dig i møde.

ES

Hjallerup Grønne Spejdere er klar til et nyt år

0

Hjallerup Grønne Spejderes bestyrelse havde arrangeret en anderledes og fornøjelig social sammenkomst lørdag den 13. januar 2024 for alle spejderledere. Med sponsorat fra “Vennerne” startede dagen i Fun Center i Aalborg, hvor lederne blev inddelt i to hold, der skulle dyste mod hinanden i forskellige aktiviteter. Første dyst var fodbold-dart, hvor hver deltager fik tre skud og skulle skyde en fodbold på en stor dartskive for maximale point. Anden dyst var et væddeløb på henholdsvis en enhjørning og en zebra. Der skulle “rides” om kap til stor morskab for alle. Der var varierende succes med de deltagendes ride-færdigheder, hvilket afstedkom et par styrt på enhjørning. Den sidste aktivitet involverede kørende toiletter, og der skulle køres om kap til stor morskab for alle deltagere og tilskuere.

Efter de mere fysiske aktiviteter blev der nydt forfriskninger, inden begge hold blev låst inde i et escape-room, hvor de henholdsvis skulle finde en morder og bryde ud af et fængsel. Her gjaldt det at bruge hjernen og finde alle koder og ledetråde, der kunne føre til at komme løsningen på gåden nærmere og dermed komme ud af rummet. 

Da alle havde løst gåderne og kommet sikkert ud af escape-rummene, gik turen tilbage til spejderhuset, hvor bestyrelsen havde disket op med snacks, kaffe og spil. Aftenen blev afsluttet med lækker middag, selskabslege og hygge.

Alle ledere var enige om, at dette skulle gøres til en tradition, uafhængig af sponsorat eller ej, og vil gerne sige en stor tak til bestyrelsen og “Vennerne” for en sjov, udfordrende og dejlig dag.

Hjallerup Grønne Spejdere skød i tirsdags forårssæsonen i gang med et farveløb for både små og store spejdere. Forårsprogrammet byder på flere spændende aktiviteter for alle spejdere med forårslejre i marts og maj, deltagelse ved Royal Run aktivitet i februar, Muslejr for de mindste spejdere i juni og Åslejr for de større spejdere i juli.

Har man et barn, der kunne tænke sig at prøve at gå til spejder, er man altid velkommen til at gribe fat i en af lederne eller bare møde op til de ugentlige møder.

ES

Nostalgiske toner i Hjallerup Musikforening

0

Der var engang, hvor weekenden startede om lørdagen… Man glædede sig til lørdag morgen, hvor alt åndede fred og ro, og hvor der lå en hel ubrugt weekend for fødderne. Den følelse er lidt genskabt lige her og nu, hvor man efter lørdagens dovne start kunne tage i Hjallerup Kulturhus og tilbringe et par fornøjelige timer i selskab med ligesindede og i fællesskab nyde musikken fra ”der var engang” samtidig med, at man kunne indtage en let frokost med sild, leverpostej og en skive ost. Ja, en kop øl var der såmænd også mulighed for til de tørstige.

Hjallerup Musikforening har skabt et dejligt miljø gennem de seneste år og de årlige lørdags JazzCafé arrangementer er et godt socialt initiativ, som samler folk i den lyse og smagfulde foyer i Kulturhuset og, som for blot en hundredkroneseddel bringer dig tilbage til fordums storhed.

”Jazz med to” (Brian Svendsen på tangenter og Søren Peter Frøsig på blæs) var på gulvet denne lørdag. Et par musikalske kompetencer, som med trompet og keyboard tryllede flotte versioner af gode gamle kompositioner frem til stor begejstring for de sølvblonde publikummer. Musik af Kai Normann Andersen, Bjarne Liller, John Mogensen og Louis Armstrong blev fremført med både entusiasme og en ærlig kærlighed til tidsånden, de hidrørte fra. Publikum vippede med fødder og hoveder, og man  kunne også hurtigt høre forsamlingen kendte både melodier og tekster. Der blev sunget og nynnet efter bedste evne. 

Det er hjertevarme, der strømmer ud fra Kulturhuset denne lørdag. Ingen er i tvivl om, at en rigtig dejlig weekend venter forude, og det er smilende ansigter, jeg møder, da jeg efter de to timer står ude i kulden og gør klar til afgang. – Tak til alle for en god oplevelse.

BC

Jubilæum i Sparekassen Danmark i Vrå

0

Rådgiver Dorte Dybro, Øster Brønderslev, kan 26. januar fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Danmark. Dorte Dybro er ansat i sparekassens personalebank. Hun har sin daglige arbejdsplads i sparekassens hovedkontor i Vrå, men er jævnligt til møder i sparekassens afdelinger i regionerne Himmerland, Vestjylland og Fyn for at rådgive sine kolleger om alle sider af deres privatøkonomi.

Med 20 års erfaring fra et andet pengeinstitut blev Dorte Dybro oprindeligt ansat som privatkunderådgiver i sparekassens Brønderslev afdeling. Her arbejdede hun helt frem til juni 2023, hvor hun lod sig friste af en ledig stilling i personalebanken.

”Jeg skiftede fra et godt job til et andet godt job. Jeg er meget glad for at arbejde i Sparekassen Danmark”, siger Dorte Dybro. 

”Før jeg forlod Brønderslev, ringede jeg ud til mine 700 kunder, takkede for godt samarbejde gennem mange år og fortalte dem om mit forestående skifte – jeg har aldrig før fået så meget skældud”, fortæller jubilaren.

Privat bor Dorte Dybro i Øster Brønderslev sammen med sin mand, Kjeld Sønderbak Christensen. Her er parrets tre – nu voksne – børn vokset op, og begge forældre har gennem årene været meget aktive i Øster Brønderslev Idrætsforening som ledere og trænere både i håndbold og fodbold.

”Og så får jeg 10 nye børn hvert år”, siger Dorte Dybro. Hendes mand er nemlig lærer og studievejleder på Ingstrup Efterskole og står med hver ny årgang for en kontaktgruppe på 10-12 elever. ”Efterskolen er således en stor del af vores liv”, fastslår Dorte Dybro.

I jubilarens fritid fylder syv børnebørn godt – hun er et stort familiemenneske og nyder at være sammen med børn, svigerbørn og børnebørn.

Hun har gennem alle årene dyrket adskillige idrætsgrene, men nu er det vinterbadning, hun nyder hver søndag morgen ved sit sommerhus på østkysten. Fritiden bruges ellers på kreative sysler – det være sig strikning, keramik, blomster og syning mm.

Red.

Svømmeklubben Søhesten til klubmesterskab 2024

0

Svømmeklubben Søhesten har brugt fredag og lørdag i Aars svømmehal, hvor de har svømmet klubmesterskab. De har delt bassinet med Aars, men fundet klubmestre på tværs af klubberne.

Det har været en virkelig skøn weekend, hvor der er blevet hygget på tværs af klubberne, delt stævnesnacks og grinet meget, fortæller de.

Klubmestrene i år er inddelt efter årgange. Vi har fundet klubmestre i både 100 fri – og udregnet en klubmester i hvert køn og årgang efter “den komplette svømmer”; en svømmer, som udmærker sig i alle stilarter

Tillykke til: Martin, Agnes, Andreas, Lucas, Nana og Esben for at blive klubmestre i 100 fri.

Tillykke til: Martin, Agnes, Andreas, Lucas, Freja og David for at blive “den komplette svømmer”.

EK