Netværksmøde i Brønderslev med besøg i padelcenter

0

JCI Danmark Faciliterer Mesterligt Netværksmøde i Brønderslev med Besøg hos Padel Nord

JCI Danmark fortsætter med at sætte dagsordenen for personlig og professionel udvikling for ambitiøse unge mellem 18 og 40 år. Organisationen afholdt sit andet møde i Brønderslev onsdag d. 28. februar under overskriften ”Bliv en mester til at netværke”.

Deltagerne var inviteret til at skærpe deres netværksfærdigheder til en unik aften, der kombinerede teori, workshop og praktisk netværksudfoldelse på padelbanen.

Arrangementet blev afholdt hos Padel Nord, et imponerende nybygget Padel-center, hvor deltagerne ikke blot fik mulighed for at spille på state-of-the-art padelbaner, men også høre om den inspirerende rejse bag centret fra medejer Jonas Dinesen Jensen. Hans passion for byggeri og sport samt engagementet i at skabe et førsteklasses center var tydelig, og deltagerne blev beriget med indsigt i historien bag Padel Nord og visionerne for centerets fremtid.

Aftenens program kombinerede professionel udvikling og fysisk aktivitet på en unik måde. Teori og workshop med praktiske øvelser inden for netværksskabelse blev præsenteret af JCI Danmark. Der blev delt praktiske værktøjer og strategier til at opbygge meningsfulde forbindelser, så netværk bliver mere end en lang kontaktliste. Deltagerne blev også udfordret på padelbanen, så de med aktivitet kom nærmere på hinanden og på det at opbygge et værdifuldt netværk.

”Vi ønskede at skabe en begivenhed, der ikke kun udfordrede vores deltagere intellektuelt, men også havde et aktivt element. Vi ved at netværk for alvor bliver værdifuldt, når mennesker kender hinanden rigtig godt. Padel Nord gav os den perfekte ramme til at integrere læring, netværk og fysisk aktivitet på en engagerende måde,” udtalte Bethina Nedza, Executive Vice President Commerce i JCI Danmark.

Deltagerne forlod arrangementet med fornyet energi, styrkede netværksforbindelser og værdifulde redskaber til at blive mestre i kunsten at netværke. JCI Danmark fortsætter med at inspirere og styrke sine medlemmer gennem innovative arrangementer, der kombinerer faglig udvikling med unikke oplevelser. Næste gang bliver onsdag d. 20. marts, hvor vi besøger kommunens største virksomhed CUBIC-Modulsystem.

Om JCI Danmark:
JCI Danmark er en del af Junior Chamber International, en verdensomspændende organisation for ambitiøse unge mennesker mellem 18 og 40 år. Organisationen arbejder for at give medlemmerne mulighed for at udvikle sig personligt og fagligt gennem træning og netværksmuligheder – særligt indenfor ledelse herunder projektledelse og selvledelse.

JCI har historisk været velrepræsenteret i Nordjylland og tidligere Verdenspræsident for JCI, Lars Hajslund, tidligere National President for JCI Danmark Søren Greve Olesen og erhvervsmanden Richardt Thomsen (RTE Erhvervsbyg) har bidraget særdeles aktivt til at sikre at JCI har en chance for at genopstå i Vendsyssel.

REGAN Vest – Danmarks vigtigste kommandocentral

0

Museumsinspektør og ph.d. Bodil Frandsen fra Nordjyske Museer kommer til Klokkerholm og giver et spændende foredrag om koldkrigsbunkeren REGAN Vest.

60 meter under en kridtbakke, dybt inde i Rold Skov, ligger et stykke unik danmarkshistorie. Det drejer sig om koldkrigsbunkeren REGAN Vest, der skulle huse regeringen, regenten og de vigtigste embedsmænd, hvis Den kolde krig var blevet ”varm”. Det var herfra landet og befolkningen skulle ledes gennem en krig – faldt REGAN Vest, så faldt Danmark.

Fra midten af januar 2023 er det blevet muligt at komme tættere på historien om det tidligere tophemmelige anlæg, som for nylig er åbnet som museum. Til sogneaftenen vil museumsinspektør Bodil Frandsen fortælle om selve REGAN Vest-bunkeren, om de personer, der ved en krig skulle med derned, og om den omfattende, men for de fleste mennesker ukendte, planlægning, som REGAN Vest var del af.

– Jeg tror, det vil komme bag på mange, hvor langt man faktisk gik i forsøget på at redde landet og befolkningen igennem en krig. Og også hvor tæt det kommer på ens eget liv. Det er virkeligt detaljerede planer, der ligger, og det ville have berørt rigtig mange mennesker – også uden de på forhånd var bekendt med det, udtaler Bodil Frandsen.

Bodil Frandsen er uddannet cand.phil. i historie i 2001. Året efter tog hun tilvalgsfag på Museologi, Aarhus Universitet. Hun har siden 2005 været på Nordjyske Museer, først som projektansat og fra 2008 blev hun fastansat som samlingsinspektør. Siden 2015 har Bodil Frandsen været tilknyttet arbejdet med overdragelse, formidling og dokumentation af koldkrigsbunkeren REGAN Vest, som hun i 2021 forsvarede en ph.d.-afhandling om under titlen ”Hvis krigen kommer – en undersøgelse af det centrale civile beredskab og REGAN Vest under den kolde krig (1950-1968)”.

Afhandlingen afdækker den omfattende beredskabs­planlægning, som den danske regering i al hemmelighed udviklede for at redde landet og befolkningen igennem en mulig atomkrig. Planlægningen spændte vidt og ville – hvis krigen var kommet – have resulteret i et gennemplanlagt ”nød-Danmark”, som med kort varsel kunne aktiveres fra regeringens hovedkvarter i koldkrigsbunkeren REGAN Vest, der ligger i Nordjylland.

Frygten for en ”total krig”
Arbejdet med det danske civile beredskab blev for alvor skudt i gang i 1956, da statsminister H. C. Hansen efter anmodning fra NATO dannede et særligt Regeringsudvalg for Civilt Beredskab. Bag nedsættelsen lå frygten for en altødelæggende atomkrig mellem det kommunistiske Øst og det liberale, demokratiske Vest. Man frygtede, at en ny krig ville blive en ”total krig”, hvor alle dele af samfundet – også de civile – ville blive ramt og måtte kæmpe for overlevelse.

Det civile beredskab havde til formål at sikre, at staten og det civile samfund ikke ville bryde sammen under en krig. Planlægningen var mangesidet og inddrog stort set alle dele af samfundet. I al hemmelighed oprettede man kartoteker over de vigtigste erhverv som fx brødfabrikker, entreprenører, apoteker for blot at nævne nogle få. Der var forberedt særlige nødlove, som ville gøre det muligt at inddrage privatpersoners ejendom – ja endda personen selv – i beredskabet. Rundt i landet lå kæmpe lagre af alt fra medicin, vigtige reservedele, olie og mælkeerstatning parat, og hele mobile sygehuse lå pakket og klar. Mange skoler og offentlige institutioner rummede hemmelige lokaler i kælderen, som ved et krigsudbrud kunne fungere som hovedkvarter for den lokale eller regionale administration, og der var udarbejdet detaljerede planer for en evakuering af regering og centraladministration fra København.

Hvis regeringen blev evakueret, ville den blive flyttet til et af de to regeringsanlæg, REGAN Vest eller REGAN Øst. Regeringsanlæggene var toppen af planlægningen. Det var herfra landet skulle ledes og det demokratiske Danmark reddes, så det var helt afgørende, at de kunne holde stand overfor atomtruslen. Og det afspejles især i REGAN Vest, der er helt unik i sit design.

– Beslutningen om at bygge REGAN Vest blev taget på et tidspunkt, hvor forholdet mellem de to blokke var allermest anspændt. Sovjets invasion i Ungarn i 1956, Berlinkrisen, der endte med opførelsen af Berlinmuren, og Cubakrisen betød alle, at frygten for en atomkrig med centrum i Europa var yderst nærværende. Det ses i høj grad i udformningen af REGAN Vest, hvor man på alle planer har tænkt ”ud af boksen” for bedst muligt at beskytte stedet mod en atomkrig. Som sådan giver det højautentiske anlæg et helt unikt indblik i, hvordan man konkret forestillede sig en krig forløbe og gennemlevet”, udtaler Bodil Frandsen.

Sogneaftenen finder sted tirsdag den 12. marts 2024 i Konfirmandstuen på Bredkærsvej 22 i Klokkerholm. Arrangementet finder sted i samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening.

Lejrskolen Vesterskov lukker og slukker og sælges til Nr. Vesterskov

0

Efter mere end 40 år som lejrskole har fonden bag Vesterskovlejren besluttet at sælge bygningen til opholdsstedet Nr. Vesterskov. Der er gennem årene blevet afviklet mange lejrskoler for elever i det gamle Dronninglund og Sæby kommuner. Hytteture og fester for foreninger, private og firmaer. Dette slutter nu og frem over skal der være opholdssted i tilknytning til Nr. Vesterskov.

Skolelæge Gybel og hustrus Legat til fordel for skolevæsenet i Sæby og Dronninglund Kommuner, eller bedre kendt som Gybels Fond, har som overordnet formål at yde hjælp til trængende børn, der går i skole indenfor de tidligere Sæby og Dronninglund Kommuner. Dette har givet mange børn en hjælpende hånd økonomisk til hjælp med indkøb af tøj og sko særligt i forbindelse med konfirmationer og andet. De lave renter der har været i de sidste mange år, har haft stor betydning for muligheden for at kunne hjælpe elever, da pengene i stedet for er blevet brugt til økonomisk at støtte Vesterskovlejren gennem større renoveringer og den daglige drift. 

Formanden for Gybels Fond og bestyrelsen har de sidste år undersøgt mulighederne for et salg, og har selv taget kontakt til Nr. Vesterskov med henblik på overtagelse af bygningen. Nr. Vesterskov har gennem flere år haft en stor tilknytning til Lejrskolen, da man blandt andet har nogle elever boende i en del af bygningen, samt haft driften og den udvendige vedligeholdelse af grunden og markerne. ”Det mest naturlige for bestyrelsen var at kontakte Nr. Vesterskov som vi som fond har haft et fantastisk samarbejde med og vi er sikre på at Vesterskovlejren kan bidrage med at skabe nogle gode rammer for unge mennesker fremover”, udtaler formanden Steen Jensen for Gybels Fonds bestyrelse.

Tiden med at drive en lejrskole er desværre blevet en større og større økonomisk udfordring og i takt med at skolerne bruger lejrskolen mindre og mindre, er det den rigtige vej at gå at videresælge bygningen. Fonden vil nu i stedet bruge midler på at hjælpe eleverne gennem økonomisk støtte og hjælpe med skoler med indkøb af helt særlige undervisningsmaterialer, så lærere kan gøre nogle af de ting de ellers ikke har kunnet, samt at eleverne på skolerne møder nye veje i undervisningen og en smag af fremtiden ind i klasselokalet.

Vesterskovlejren lukker for sidste gang dørene op for udlejning i sommerferien ’24, hvorefter Nr. Vesterskov overtager bygningen den 1. august. ”For Nørre Vesterskov giver det os helt nye veje og muligheder at få Vesterskovlejren tilknyttet os. Der er stort brug for at lave bo-tilbud af faglig god kvalitet til Unge med Særlige Behov, ligesom vores erfaring fortæller os at den fantastiske natur i Jyske Ås danner unikke rammer for vores målgruppe. Derfor var det ingen tvivl fra vores side af, da vi fik tilbuddet” siger forstander for Nr. Vesterskov Karen Gadensgaard.

Red.

Et hav af udstrakte hænder

0

Oplev en koncert, der kredser om relationerne mellem mennesker – både når det er svært og gør ondt med tab, svigt og savn, og når kærligheden og relationerne er det, der giver livet mening.

KLOKKERHOLM: NABLA er et nyt vokalensemble fra Aalborg, der på kort tid har skabt sig et navn på den rytmiske vokalscene. Koret består af 28 sangere, der synger rytmisk a cappella på højeste niveau. Til en koncert med NABLA får man både de smukke og fyldige korklange, der går rent ind og forkæler øregangene – og så det lidt mere kantede, hvor både tekst og musik udfordrer lytteren. Repertoiret er popmusik med noget på hjertet, hvor teksten og den gode historie er i centrum. Og sangene leveres i stærke, originale korarrangementer.

NABLA udgav sin første single og musikvideo i efteråret 2022 og har siden debuten i foråret 2022 høstet stor anerkendelse for sine smukke og medrivende koncerter. De har sunget til TV2’s store juleshow og til den stort anlagte Shubidua-jubilæumskoncert i Musikkens Hus.

I spidsen for NABLA står Line Groth, som er et kendt navn inden for rytmisk kor i Danmark. Som sanger, arrangør og medleder i det anerkendte rytmiske kor Vocal Line har hun blandt andet optrådt i New York med vokalkunstneren Bobby McFerrin.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne, og finder sted torsdag den 7. marts 2024 i Hellevad Kirke i Klokkerholm. Der er gratis entré.

LC

MGP i Kino Hjallerup

0

Lørdag 24. februar 2024 stod igen i musikkens og børnenes tegn i Kino Hjallerup, da Kino traditionens tro viste MGP på det store lærred.

Omkring 80 glade, spændte og pyntede børn var mødt op for at se og høre musikken i MGP. 

Der blev danset og sunget med på mange af sangene, ingen tvivl om at børnene havde en fest.

Der var selvfølgelig åbent i Kino kiosk hele aftenen, hvor børnene kunne købe popcorn, slik, chips, drikkevarer og slush ice.

Der var også plads til lidt forældre, selvom det selvfølgelig mest var børnenes fest. Der var fundet stole frem i foyeren, så der var mulighed at forældrene kunne trække lidt ud fra salen en gang i mellem. Stolene blev godt brugt hele aftenen.

Børnene kunne krydse af på stemmesedler som, hvem de mente skulle vinde, og hvis de skrev deres navn på sedlen, kunne de være med i lodtrækningen om en gaveæske til Kino.

Da der var blevet fundet en vinder i MGP, blev der trukket lod, og den heldige vinder blev Alba.

Musik der appellerer til eftertænksomhed

0

Der er igen mulighed for at nyde en halvtimes fredfyldt orgelmusik, når organisten i Klokkerholm sætter sig ved orglet i Hellevad Kirke og spiller et program – denne gang med variationer over en kendt fastesalme.

KLOKKERHOLM: Vi befinder os i fastetiden, hvor en af de mest betydningsfulde salmer er N.F.S. Grundtvigs Hil dig, Frelser og Forsoner. Salmen er en gendigtning af en gammel salme – ”Salve mundi salutare” – der stammer fra Arnulf af Louvain, som døde 1250. Teksten foregår i en munkecelle, hvor den ydmyge Arnulf af Louvain betragter den korsfæstede, først med blikket fæstet på fødderne og først langsomt vover at hæve blikket led for led for at ende med ansigtet. Det er denne andagt, Grundtvig fordyber sig i, da han skrev salmen Hil dig, Frelser og Forsoner. En fordybelse med al dens tvivl og fornyede tro for ham er forudsætningen for det udadvendte, folkelige liv.

– Denne salme vil blive præsenteret i forskellige arrangementer over C.C. Hoffmanns melodi, når jeg igen spiller en halvtimes aftenmusik i Hellevad Kirke, fortæller organist Lasse Christensen, og han spiller også et præludium og fuga af J.S. Bach, samt et antal bearbejdelser over aftensalmer.

– Arrangementet er tænkt som en kort anledning til at besøge kirken sidst på eftermiddagen, både for dem, der ønsker at lytte til musik og for dem, der søger et sted at finde ro. Kom gerne i arbejdstøjet, og når musikken ebber ud, vil der blive serveret kaffe/te.

Arrangementet finder sted torsdag den 29. februar 2024 i Hellevad Kirke. Deltagelse er gratis.

SEB

Informationsmøde på Dorf Møllegård

0

Åben invitation til informationsmøde på Dorf Møllegård tirsdag den 27. februar.

Alle er velkomne til en eftermiddag, hvor Museum for Forsyning og Bæredygtighed informerer om frivilligdage, arrangementer og aktiviteter på museets to afdelinger – Vildmosemuseet og Dorf Møllegård. Arrangementet foregår i møllegårdens gamle svinestald, hvor der denne dag bliver indviet et nyt foredrags- og undervisningslokale.

Se og hør om, hvad museet arbejder med. Formidlingsinspektør Anders Kilgast Jensen præsenterer museets arrangementer til og med sommerferien – både på Vildmosemuseet og på Dorf Møllegård, herunder forårets spændende foredragsrække. Mød også museets nye skoleformidler Marlene Hedegaard og hør mere om de forbedrede muligheder for skoleforløb.

Museumsdirektør Anne Provst giver en opdatering på arbejdet med det ny Vildmosemuseum, som etableres i det kommende kulturhus i Brønderslev.

Efterfølgende vil Museumsforeningen for MOSS berette om foreningens virke, og Dorf Møllelaug vil give en status på laugets arbejde. Har man interesse i at blive medlem eller i at blive frivillig, er denne dag oplagt til at få indblik i opgaverne.

AKJ

Det giver indsigt og udsyn at være Y’s Man

0

Spændende besøg og foredrag samt godt socialt samvær i programmet hos.

I november besøgte klubben keramikeren Jette Abildgaard i Klokkerholm. Her fik deltagerne en kort gennemgang af de processer, der fører frem til de smukke, keramiske vaser, figurer og anden kunst, man kan beundre i hendes værksted og butik.  

Den sidste foredragsaften i 2023 i Hammer Y’s Men’s Club var et møde med ildsjælen, Johnny Olesen, fra Hjallerup.  Han fortalte om en utrættelig indsats for at skaffe penge til sit hjertebarn, Julemærkehjemmet i Hobro.  Denne fundraising foregår gennem ”24 timer i Hjallerup”, en organisation som Johnny Olesen skabte i 2016. Gennem utallige indsamlingsinitiativer, er det i de forløbne år lykkedes Johnny Olesen at indsamle næsten 2 mill. kr til det gode formål.   

Ved klubbens nytårsfest i januar var Hans Bilde indbudt til at give medlemmerne et indblik i  højskolesangbogen, og med en så dygtig musiker og fortæller  blev det en festlig start på det nye år.

Januar måned har desuden budt på besøg i ”Parasollen”, en social café tilsluttet KFUM’s sociale Arbejde.  Parasollens leder, Lise Hansen, fortalte om dagligdagen i caféen, som hver dag får besøg af ca.  130 brugere. Det drejer sig om hjemløse og socialt udsatte borgere, som her kan få et godt måltid mad. Der opkræves et symbolsk beløb for maden, men står man uden en klink på lommen, får man alligevel et måltid mad. Parasollen tilbyder et varmt bad og rent tøj, og brugerne kan altid her møde medarbejdere, der lytter til dem. Måske har man behov for at kontakte bank eller offentlig myndighed, et behov som caféen er behjælpelig med både telefonisk og via internet. 

Café Parasollen er som byens øvrige sociale institutioner (Frelsens Hær, Kofods Skole, Blå Kors, Grønlænderhuset m.m.) i tæt samarbejde med Aalborg Kommune.  Kommunen yder tilskud til driften og henviser brugerne til de relevante institutioner. Et godt samarbejde om f.eks. de enkelte steders åbningstider betyder, at byens hjemløse tilbydes tag over hovedet i 23½ time i døgnet, et faktum, som andre større byer kunne lære noget af.

Til slut mødte klubbens medlemmer Carsten, en 61 årig bruger/frivillig på stedet. Han fortalte om forventningspres, manglende selvtillid, psykisk sårbarhed, forlist ægteskab og stort alkoholforbrug, som havde ført til hjemløshed og alkoholisme. I dag drikker Carsten ikke hæmningsløst, han har en lejlighed, og er med i Aalborg Udsatteråd.  Han er desuden én af Aalborgs ”Streetwalkere”. Det er en person, som tilbyder gåture med f.eks. en gruppe konfirmander. Her kigger man ind i byens baggårde, til ølbænken i parken og til andre slumområder. Herigennem får deltagerne et indblik i, hvad det vil sige at være hjemløs. 

Carsten var en fantastisk fortæller, og han udtrykte stor taknemmelighed over for de sociale væresteder, der åbner dørene for de mest socialt udsatte. 

Det kommunale tilskud er altafgørende for Café Parasollen, men stedet er også helt afhængig af donationer fra private aktører. Således medbragte Hammer Y’s Men’s Club også en donation til Cafèen som tak for en spændende aften.

KK

Fastelavnsfest på plejehjemmet Stengården

0

Plejehjemmet Stengården i Hjallerup og Kirkens gå-med-venner havde i onsdags den 14. februar inviteret til fastelavnsfest i samlingsrummet. Personalet havde i forvejen pyntet lokalet op med fastelavnsris og udsprungne forsythiagrene på bordene, så en hyggelig stemning bredte sig blandt de mange beboere og deltagere, som efterhånden nåede et antal af 70.
Personalet havde alle iklædt sig fantasifulde udklædninger, og beboerne havde fået nytårshattene frem igen til fastelavnsudklædningen.
Også aktivitet-modtagerne fra Dagtilbuddet ”Herligheden” var inviteret til at deltage. Det var et festklædt publikum, som bænkede sig ved de smukt pyntede borde, medens Rasmus fra personalegruppen med sit fantasifulde løvehoved spillede på sin harmonika.

Det var i forvejen aftalt, at 4.c fra Hjallerup skole skulle komme og hjælpe til med at slå katten af tønden. Også eleverne var festligt udklædt. Der var et brudepar, som dannede fortrop, da de kom ind i salen, mens Rasmus spillede brudevalsen, og alle klappede.
Eleverne sang efterfølgende: Kan du gætte hvem jeg er?

Derefter kom tøndeslagningen, hvor plejehjemmets beboere og eleverne på skift fik lov til at forsøge at slå tønden i stykker. Personalet hjalp beboere i kørestole med at få mulighed for at slå.
Det var eleverne, der til sidst fik slået hul på tønden, som var fyldt med chokoladestænger og poser med slik.
Kongekronen blev tildelt Liv Viktoria Rishøj, som stolt fik tønden til at overgive sig. Kongen udvalgte sin dronning Karla Berg Aaen, begge fra 4.c.

Lækre fastelavnsboller, som personalet selv havde bagt tidligere på dagen, kom derefter på bordene sammen med kaffe, te og juice.

Inden eleverne gik tilbage til skolen, sang de et par numre mere.
Det blev et festligt arrangement, hvor både elever, kirkens frivillige og beboerne hyggede sig og fik en god oplevelse sammen. Rasmus fra personalet spillede til sidst dansemelodier, så både elever og beboere kunne få sig rørt.
”Vi er meget glade for samarbejdet med plejehjemmet. Vi kan i fællesskab flere gange om året lave nogle spændende arrangementer for beboerne,” udtalte Karsten Knudsen fra Kirkens gå-med-venner.

ES

Fastelavn i den private pasningsordning

0

Tirsdag den 13. februar fejredes årets første tradition nemlig fastelavn i den private pasningsordning.

Børnene mødte udklædte og morgenstunden gik med at gøre klar til formiddagens “fest”.

Vi startede med at spise fastelavnsboller og fik sunget fastelavn er mit navn…

Bagefter skulle vi slå katten af tønden, som selvfølgelig var af pap. Alle børn var helt med på, at det gik efter tur, og det klarede de alle rigtig flot. Med lidt hjælp gik bunden ud, og der var både en kat  og lidt guf til alles store begejstring. Der blev kåret 2 kattekonger og 3 kattedronninger.

Vi havde en super hyggelig og skøn formiddag, fortæller Dorte Søndergård.