6.a fra Hjallerup skole er Danmarks klogeste 6. klasse
Efter at have ryddet al modstand af vejen i både den lokale og regionale dyst, var det tid for den landsdækkende finale. Hjallerups lokale helte havde hjemmebane i Hjallerup Kulturhus i finalen, som blev afviklet mandag den 7. februar.
Æren om at kunne kalde sig Danmarks klogeste 6. klasse, samt et beløb på hele 10.000 kr. var på spil. Ni 6. klasser fra hele landet dystede via livestream om titlen og de endte med at Hjallerup skoles 6.a løb med det hele.
I finalen var det Sofia, Nanna, Sofie, Mads og Frederik, som var blevet valgt til at skulle repræsentere klassen.
Torsdag den 15. februar kom borgmester Mikael Klitgaard forbi Hjallerup skole for at overrække de 10.000 kr. til klassen. Udover 1. præmien havde borgmesteren et gavekort på 500 kr. med fra kommunen samt kagemand til hele skolen, som blev delt ud i frokostpausen.
FAKTA
Smart Parat Svar er en national læse- og vidensquiz, som har været en årlig begivenhed siden 2005 og udgør en spændende udfordring for 6. klasses elever i hele landet. Quizzen foregår i tæt samarbejde med landets skoler og børnebiblioteker, og spørgsmålene dækker over forskellige emner som politik, tegneserier, musik og computerspil.
Quizzen udfordrer ikke kun børnenes viden, hukommelse og evne til at tænke hurtigt. Deres evne til at samarbejde kommer også på prøve. Det kræver et godt og bredt sammensat hold, hvor det er en fordel med forskellige spidskompetencer.
SEB