Fastelavnsfest på plejehjemmet Stengården
Plejehjemmet Stengården i Hjallerup og Kirkens gå-med-venner havde i onsdags den 14. februar inviteret til fastelavnsfest i samlingsrummet. Personalet havde i forvejen pyntet lokalet op med fastelavnsris og udsprungne forsythiagrene på bordene, så en hyggelig stemning bredte sig blandt de mange beboere og deltagere, som efterhånden nåede et antal af 70.
Personalet havde alle iklædt sig fantasifulde udklædninger, og beboerne havde fået nytårshattene frem igen til fastelavnsudklædningen.
Også aktivitet-modtagerne fra Dagtilbuddet ”Herligheden” var inviteret til at deltage. Det var et festklædt publikum, som bænkede sig ved de smukt pyntede borde, medens Rasmus fra personalegruppen med sit fantasifulde løvehoved spillede på sin harmonika.
Det var i forvejen aftalt, at 4.c fra Hjallerup skole skulle komme og hjælpe til med at slå katten af tønden. Også eleverne var festligt udklædt. Der var et brudepar, som dannede fortrop, da de kom ind i salen, mens Rasmus spillede brudevalsen, og alle klappede.
Eleverne sang efterfølgende: Kan du gætte hvem jeg er?
Derefter kom tøndeslagningen, hvor plejehjemmets beboere og eleverne på skift fik lov til at forsøge at slå tønden i stykker. Personalet hjalp beboere i kørestole med at få mulighed for at slå.
Det var eleverne, der til sidst fik slået hul på tønden, som var fyldt med chokoladestænger og poser med slik.
Kongekronen blev tildelt Liv Viktoria Rishøj, som stolt fik tønden til at overgive sig. Kongen udvalgte sin dronning Karla Berg Aaen, begge fra 4.c.
Lækre fastelavnsboller, som personalet selv havde bagt tidligere på dagen, kom derefter på bordene sammen med kaffe, te og juice.
Inden eleverne gik tilbage til skolen, sang de et par numre mere.
Det blev et festligt arrangement, hvor både elever, kirkens frivillige og beboerne hyggede sig og fik en god oplevelse sammen. Rasmus fra personalet spillede til sidst dansemelodier, så både elever og beboere kunne få sig rørt.
”Vi er meget glade for samarbejdet med plejehjemmet. Vi kan i fællesskab flere gange om året lave nogle spændende arrangementer for beboerne,” udtalte Karsten Knudsen fra Kirkens gå-med-venner.
ES