Uddeling af julepakker

0

For tredje år i træk har herreklubben Lions Dronninglund og pigeklubben Lions Ingeborg Skeel udgivet en årskalender med smukke fotos fra det lokale. Denne gang er det dyre- og fugleliv i lokalområdet, der skildres i kalenderen for 2024.

Årskalenderen er allerede solgt i mange eksemplarer takket være et samarbejde med Team Østvendsyssel fodbold, hvor en flok friske U14 spillere har påtaget sig at sælge kalenderen i den østlige del af Brønderslev Kommune. Som tak for indsatsen får fodboldholdet så et tilskud til den årlige fodboldtur til Italien i efterårsferien. 

Resten af overskuddet anvendes til gode julepakker til økonomisk trængte familier indenfor samme område som salget af kalendere. Igen i år har SuperBrugsen været behjælpelige med at pakke de gode sager, der sikrer en god jul for en familie, og som de tidligere år har SuperBrugsen været meget gavmilde med indholdet.

Uddeling af julepakkerne foregår i tæt samarbejde med Brønderslev Kommune, der står for koordinering af uddelingen, således at de forskellige sponsorer af pakkerne ikke overlapper hinanden. Det er også Brønderslev Kommune, der modtager og behandler alle ansøgningerne om julehjælp.

Lions Dronninglund og Lions Ingeborg Skeel er utroligt glade for, at det hvert år kan lade sig gøre at hjælpe de familier, der har brug for en håndsrækning op til jul. Derfor er de to klubber også utroligt taknemlige for, at så mange har taget rigtig godt mod fodbolddrengene på deres tur rundt i det lokale med salg af årskalenderen 2024.

Klostre, skibsforlis og spansk syge

0

Vendsyssel Årbog, der udgives af Historisk Samfund for Vendsyssel, og som er udkommet hvert år siden 1915.

Siden den 20. november har man kunnet læse et bredt udvalg af artikler, der fortæller lokalhistorie fra Vendsyssel.

Historikeren Erik Christensen, der kender Frederikshavns historie som sin for- og baglomme, giver en barske beretning om den spanske syge, som huserede i Frederikshavn og omegn lige efter 1. verdenskrig, og med tidligere museumsdirektør Mogens Thøgersen kommer man højt til vejrs i en artikel om den første ballonflyvning i Vendsyssel, som fandt sted i 1910 og vakte stor furore.

Museumsinspektør Morten Larsen fra Nationalmuseet giver en grundig og detaljeret oversigt over klostre i Vendsyssels middelalder. Morten Larsen har tidligere været ansat på Vendsyssel Historiske Museum og er særdeles velbekendt med forholdene nord for Limfjorden.

I november 1846 rasede en fæl storm ved Skagen, og adskillige fartøjer blev slået til pindebrænde. Et af dem, skonnerten Ann af Sunderland, blev dog atter gjort sødygtigt, og blev samtidig foreviget af maleren Martinus Rørbye, som var på disse kanter i slutningen af 1840’erne. I år blev hans maleri af skibet solgt til Louvre i Paris for 1,2 millioner kr. I den anledning blev strandingshistorien genfortalt i forskellige versioner, som ikke alle holdt vand.

Nu giver museumsinspektør ved Kystmuseet, Jens Thidemann, den helt korrekte fremstilling af historien.

For ti år siden blev kunstnerhjemmene Drachmanns Hus og Anchers Hus lagt ind under Skagens Museum, som derved forvandlede sig til Skagens Kunstmuseer. I Anchers Hus var der mange skuffer, skabe, skunke og andre gemmesteder, som man ikke rigtig havde haft tid til at gå grundigt igennem siden museets åbning i 1967. Det blev der gjort noget ved, da historiker Andreas Bjerre kastede sig over herlighederne i 2019. Sammen med kunstformidler Ane Bjerg Thomsen gav han sig i kast med en omfattende registrering af alt inventaret ned til mindste detalje. Arbejdet har givet helt ny viden om familien Anchers liv og i øvrigt ført til, at 1. salen i Anchers Hus, hvor sovegemakkerne befinder sig, er blevet åbnet for publikum. Bjerre og Bjerg Thomsen fortæller i artiklen om hele registreringsarbejdet og de perspektiver, det åbner.

Forfatteren Hans Gregersen har været i arkiverne og giver en livlig og spændende beretning om den paketfart, der fandt sted mellem Sæby og København fra 1927 og fyrre år frem. Fra starten var det en stor succes, men siden fik man kamp til stregen af lastvognsruterne. Beretningen er krydret med mange anekdoter med tilknytning til paketfarten.

En anden flittig skribent er Simon Jacobsen, der denne gang leverer en velillustreret beretning om Blokhus Mølle, og Elvine Sørensen (1909-1984) fortæller lige ud ad landevejen om livet i en børnerig familie i Nørre Halne.

Og endelig kan man i museumsinspektør Thor Bach Pedersens artikel ”Den Falske Landsby – Munidorf” læse den fantastiske beretning om den kulisseby, som tyskerne under besættelsen anlagde på et stykke agerjord tæt ved Ryå.

I øvrigt rummer årbogen som sædvanlig beretninger fra arkiver og museer i Vendsyssel, der gavmildt fortæller om deres aktiviteter.

Vendsyssel årbog 2023 er på 190 sider og er gratis for medlemmer af Historisk Samfund for Vendsyssel. Alle andre kan købe bogen i boglader eller ved henvendelse til Historisk Samfund for Vendsyssel.

KJ

Julen står for døren hos keramiker Jette Abildgård i Klokkerholm

0

”Men kom bare indenfor” siger hun, parat til at vise både værksted og udstilling frem, der i disse dage oplyser hendes atelier med hendes eget fremstillede julepynt i håndlavet porcelæn. Meget af det er dekoreret med guld.

Gennem rigtig mange år er Jettes engle blevet kendt vidt omkring og er blevet et virkeligt samlerobjekt. Ligeledes er det med ”Årshjertet”, der i sig selv fortæller hyppigheden af fremstilling af netop dette. 

Det er en oplevelse i sig selv, at se hvad Jette Abildgård har frembragt ved hjælp af en klump porcelænsler og sine hænder, blot for at nævne et udpluk: Syngende engle, svævende juleduer, Hellige Trekonger, hjerter, engle-skåle, ørenringe hvoraf nogle med julemotiv, engle-lysestager, hængende engle, store julekugler med unikke dekorationer, juletræer ja, der er endnu mere. Så muligheden for at se anderledes og unikke juleemner er absolut til stede i værkstedet på Hornshøjvej i Klokkerholm. Og muligheden er absolut også til stede til at finde en speciel julegave enten til ….? eller måske til sig selv?  

Foruden hele den lysende, hvide juleudstilling af porcelænsler, giver det også de besøgende mulighed for at se en anden side af Jette Abildgårds produktioner uden juletema, nemlig hendes helt unikke værker, der spænder over store krukker, skåle, relieffer, porcelænsbilleder, og ja det totale omfang skal opleves og ses på stedet, for at få det hele med.

De konkrete åbningstider (kan ses på hendes hjemmeside) er her i december udvidet ekstra meget, således det giver flere gode muligheder til at kigge ind. Parkering lige ved døren, alle er velkomne, ingen købetvang, megen julehygge.

Red.

Juleafslutning med tur til kirken

0

Hjallerup Seniorer holdt juleafslutning onsdag den 6. december.

Formanden for Hjallerup Seniorer Iris Svendsen fortæller: 

”Vi mødtes på Stengården både Hjallerup Seniorer og kirkens gå-med-venner og blev kørt i busser til Hjallerup kirke, hvor vi overværede en gudstjeneste, som var specielt tilrettelagt for os.

Vi var omkring 50 personer, og næsten alle beboerne på Stengården var med. Vi hørte juleevangeliet og sang nogle julesalmer. Det var sognepræst Marie Kirketerp, der holdt julegudstjenesten. Efter gudstjenesten blev vi kørt tilbage til Stengården, hvor Hjallerup Seniorer var vært med kaffe, boller og sirupslagkage”, fortsætter Iris Svendsen og slutter:
”Efter kaffen var der Luciaoptog, et meget smukt indslag, som kirken stod for. Det gav en god stemning og en forsmag på julens snarlige komme.
Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, som mange var meget glade for”.   

Vi i Hjallerup Seniorer vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. Vores første arrangement er onsdag den 10-01-2024, hvor vi spiller banko. 

ES

Det kimer nu til julefest

0

Hellevad og Ørum Kirker har forberedt sig i hele december på den store julehøjtid med forskellige arrangementer, og som indledning til julen synges julens melodier i Ørum Kirke.

KLOKKERHOLM/ØRUM:
Holder du meget af julens salmer? Dét gør de i Hellevad og Ørum Kirker, og som en hyggelig optakt til julen inviterer kirken til en julesangaften i Ørum Kirke den 20. december, hvor et udvalg af julens smukke melodier er i centrum. Klokkerholm Koret bakker op om fællessangen, og koret medvirker desuden med et mindre juleprogram. Koret synger under ledelse af dirigent Line M. G. Jensen, og ved klaveret sidder kirkens organist, Lasse Christensen.

Klokkerholm Koret blev oprettet i 1985 og er et blandet voksenkor med 20 medlemmer fordelt på tre stemmer. De øver hver onsdag aften i Konfirmandstuen i Klokkerholm fra september til april. Koret er en selvstændig forening med egen bestyrelse under Klokkerholm Fritidsskole.

Koret ledes af dirigent Line Marie G. Jensen, der er fløjtenistuddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg. Hun overtog dirigentstokken i 2007 og virker også som professionel fløjtenist og kirkemusiker og er musikskolelærer i Frederikshavn Kommune.

Det absolutte højdepunkt
Juleaftensdag den 24. december skal alle traditionerne forløses, og en uomgængelig tradition er julegudstjenesten i den lokale kirke. Der kimes til hele tre julegudstjenester om eftermiddagen i både Hellevad og Ørum Kirker, hvor juleevangeliet lyder og salmerne sætter stemningen. Juledag kimer klokkerne til julehøjmesse i Hellevad Kirke, hvor saxofonist Pia Munch medvirker i samspil med organist Lasse Christensen, og anden juledag ringes der til en lidt anderledes gudstjeneste i Ørum Kirke, hvor menigheden forsamler sig omkring kirkens juletræ til julefortællinger, -sang og musik.

LC

Svømmere på medaljejagt i Støvring

0

For flere medlemmer af Svømmeklubben Søhesten blev søndagen brugt på at svømme til årets sidste stævne. Svømmere fra både konkurrence- og talentholdet har fået prøvet nye fokuspunkter og teknik af i bassinet i Støvring til NordjyskeCup 2 i søndag.

Udover at afprøve nye ting, tog flere af svømmerene både personlige rekorder og en god stak medaljer med hjem. 

Nu er alle pånær Freja og Esben klar til at holde en smule jul. Freja og Esben sender vi til Kiel i næste uge sammen med svømmere fra flere andre af de nordjyske klubber. 

Red.

Ester Brohus som lækker dessert…

0

Der var dækket op til rigtig juleafslutning i Hjallerup Kulturhus fredag aften. Menuen til de spisende gæster indeholdt sild og karrysalat, fiskefiletter med remoulade, flæskesteg med rødkål og frikadeller, leverpostej samt en overdådig lækker ris ala mande med kirsebærsovs… Joh – maverne var fyldte, og man kunne frygte, at øregangene også var lukket til, men – et overdådigt lydtryk i store sal fik både fimrehår og eventuel ørevoks blæst bort…

Donna Ester – aka Ester Brohus – er på sin 40 års jubilæumstour og proklamerede, at hun nu er kommet dertil, at hun ikke finder sig i noget crap længere. – Du skal ikke spørge mig, hvis du ikke vil ha’ et ærligt svar, lød det ud fra højttalerne, og festen var i gang. En stribe af hendes hits gennem tiderne helt tilbage fra den spæde start i et Aalborgensisk center, hvor hun var opvarmning i foyeen med Jodle Birges ”Tre hvide duer” – en position, hun dog året efter fik rettet op på og for første gang fik adgang til scene foran et publikum… En Roy Orbison sang blev springbrættet til en journalist fra BT, og så gik det ellers slag i slag… Dejligt med fortællekoncerter, krydret med dejlig musik.

Musikken er country. Korsang sammen med datteren Sabrina var perfekt. To dejlige stemmer sammen, og naboen fra Hedensted – Knud ”er Gud” Møller er et absolut guldkort for Ester Brohus. Den mand fylder musikalske rifs og soloer på Esters sange, så det hele bliver bundet så smukt og harmonisk sammen. At Knud Møller samtidig fremstår som en loyal og ydmyg, lun person med masser af emotionelle ansigtsudtryk viser bare, at han ikke tager sig selv for højtideligt op, men vi – tilhørerne – læner os roligt tilbage og lader os indsvøbe i perfektionen og sikkerheden, når hans fingre farer ned over gribebrættet på guitaren. Tak, Knud Møller, fordi due er den, du er. 

Matchet mellem Ester Brohus og Knud Møller er sublimt. Hun har fronten og er navnet, komponisten, performeren, mens han nyder godt af at koncentrere sig om sit instrument.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk

Juleevangeliet udstillet af lokale kunstnere

0

I Hjallerup kirkehus er Juleevangeliet i et kunstnerisk udtryk udstillet hele julemåneden. Første søndag i Advent blev der holdt fernisering ved keramiker Preben Toft Madsen, som introducerede
kunstværket i kirkehuset efter gudstjenesten.

Kunstværket er delt op i ni selvstændige værker, hvor hvert værk indeholder både tekst og illustration. Hele juleevangeliet er fortalt i de ni værker.
Ideen omkring kunstværket opstod til en workshop for blomsterdekoratører i 2015 i Silkeborg, hvor Anja Mose fra Frøken Grøn i Sæby deltog og fik flere kunstnere til at gå med på ideen om at lave Juleevangeliet i et kunstnerisk udtryk. Tre tilstedeværende kunstnere opdelte juleevangeliet i ni dele, hvor en af Anjas medarbejdere tog sig af skriften, og Anja Mose og Preben Toft Madsen tog sig af det kunstneriske udtryk. Med Anja som blomsterdekoratør og Preben som keramiker satte de hver deres præg på det færdige resultat.
Preben Toft Madsen fortæller om kunstværket:
”Vi har lavet kunstværket i mange forskellige materialer. Alle materialerne har en symbolsk betydning for helheden. Der er brugt bomuldsgrene, en jernkæde, havrestrå, drivtømmer og rosengrene, som alt sammen indgår i forståelsen af Juleevangeliet.”

Foruden Juleevangeliet er der i kirkehuset et krucifiks, som kirken for nylig har købt af Preben Toft Madsen. Her ses i det store krucifiks de tolv apostle og Jesus illustreret på kunstværket.
Interessen for de bibelske udtryk stammer ifølge kunstneren fra hans barndom, hvor søndagsskolen og bedsteforældrenes påvirkning har givet ham interesse for især engle, men også dæmoner og livets mangfoldighed.
Udstillingen kan ses i kirkehusets åbningstider hele julemåneden.

ES

Juletræ pyntet i Kino

0

Tirsdag 28. november havde Kino Hjallerup besøg af 22 spændte og glade børn fra Børnehaven 7-spring. De var blevet inviteret i biografen, for at hjælpe med at pynte juletræet i foyeren i Kino. Børnene havde klippet og klistret julepynt i børnehaven, som de så havde med til at hænge på juletræet.

Efter at børnene havde fået hængt alt deres fine julepynt på træet, havde Kino lovet at de måtte se en kort film som tak for hjælpen. Selvfølgelig kunne de ikke se film uden at få et krus popcorn og en juice med ind i salen.

Det er børnehaverne i Hjallerup, som på skift er med til at pynte juletræet i Kino Hjallerup, og det bliver så flot pyntet hvert år.

KM

Årets ”Hjalle” 2023 gik til Kai Hvolgaard

0

Hjallerup Samvirkes begrundelse for valget af Kai Hvolgaard (tv på billedet) til årets ”Hjalle” er indstillingen fra Hjallerup Jagtforening, som lyder:

”Kai Hvolgaard har været en del af Hjallerup Marked i 50 år. Han har indtil for to år siden stået for en satel­lit­bar på markedet.

Endvidere har han en stor andel i, at Hjallerup Jagtforening har udviklet sig til at være den tredje største jagtforening i Nordjylland med cirka 420 medlemmer, som kommer fra hele Nordjylland. Foreningen har en af de to flugtskydningsbaner, som findes i Brønderslev Kommune.

Kai Hvolgaard kom i bestyrelsen for Hjallerup Jagtforening i 1996, hvor han ret hurtigt blev kasserer og har været det siden. Han har været med til at opbygge den solide økonomi, jagtforeningen har i dag.

Foruden jagtforeningen har Kai været aktiv i Hjallerup Idrætsforening som holdleder i både håndbold og fodbold gennem mange år.”

Formanden for Hjallerup Jagtforening slutter:
”Kai Hvolgaard har sat Hjallerup på landkortet, da Hjallerup Jagtcenter flere gange har været rammen om diverse mesterskaber indenfor jagthunde og flugtskydning”

ES