KFUM-spejderne i Hjallerup får bevilliget “Fremtidens Spejderhytte”

0

Der er stor glæde blandt spejderne i Hjallerup. KFUM-spejderne har netop modtaget en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond til opførelsen af en helt ny spejderhytte. Denne nye hytte, en del af projektet ”Fremtidens Spejderhytter”, vil sætte spejdergruppen i stand til at tilbyde endnu flere spændende og udviklende aktiviteter for børn og unge i lokalområdet. KFUM i Hjallerup er en del af Hjallerup Grønne Spejdere, som er en sammenslutning mellem KFUM og Pigespejderne i Hjallerup. 

En drøm, der går i opfyldelse
”Vi kan slet ikke få armene ned!” fortæller gruppeleder Mads Torp. ”Vi har længe drømt om at forbedre vores rammer, og den nye spejderhytte vil give os mulighed for at skabe endnu flere fantastiske oplevelser i naturen for vores spejdere. Den nye hytte vil ikke blot være en fysisk ramme – den vil være et sted, hvor børn og unge kan udvikle sig, lære om naturen og bygge fællesskaber.”

Den nye spejderhytte vil blive placeret på den tidligere FDF grund, som Hjallerup Grønne Spejdere med stor taknemmelighed har overtaget efter Hjallerup FDF. Hytten vil være et samlingspunkt for både de ugentlige spejdermøder og større spejderaktiviteter som lejre og kurser. Gruppen har i mange år været kendt for deres aktive engagement i lokalområdet, og den nye hytte vil styrke denne rolle yderligere.

Fokus på bæredygtighed og fællesskab
Fremtidens Spejderhytte er ikke bare en traditionel spejderhytte. Designet af arkitektfirmaet LETH & GORI er bygget med bæredygtighed som kerneværdi og kombinerer funktionalitet med et åbent, naturinddragende design. Hytten er skabt til at trække naturen ind og samtidig give spejderne mulighed for at udfolde sig både inde og ude. Der er plads til alt fra bålpladser og pionering til mere moderne, digitale aktiviteter.

”At få muligheden for at opføre en hytte, der er så bæredygtig og fremtidssikret, betyder enormt meget for os. Det understøtter vores værdier som spejdere, hvor vi både lærer at tage ansvar for naturen og for hinanden,” siger gruppelederen.

Støtte fra hele spejderfællesskabet
Opførelsen af Fremtidens Spejderhytte er en del af et større projekt, hvor 32 spejderhytter bygges i hele landet, finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond. I Hjallerup er bevillingen en anerkendelse af spejdergruppens mangeårige indsats for børn og unge i området.


”Vi glæder os til fremtiden”

Spejderne i Hjallerup har meget at se frem til. Indtil hytten vil være klar til brug vil spejderne fortsætte med deres aktiviteter i de nuværende rammer – med stor forventning om de nye muligheder, der venter dem.

Om Hjallerup Grønne Spejdere
Hjallerup Grønne Spejdere er en aktiv spejdergruppe i Nordjylland, som igennem mange år har arbejdet for at give børn og unge en stærk tilknytning til naturen og et solidt fællesskab. Med fokus på friluftsliv, praktiske færdigheder og personlig udvikling tilbyder gruppen en bred vifte af aktiviteter, der tiltrækker spejdere i alle aldre.

Red.

45 kunstnere udstiller på traditionsrige ”Efterårskunst i Jerslev”

0

Udstillingen, som arrangeres af Jerslev Borgerforening, åbner sidste weekend i efterårsferien, lørdag 19. og søndag 20. oktober. Der er gratis adgang.

I år er det 36 år siden, at ”Efterårskunst i Jerslev”slog dørene op for første gang.

Mange kunstnere ønsker at vise deres kunst på den populære salgsudstilling og kunstudvalget har udvalgt 45 kunstnere blandt ansøgerne. Efterårskunst trækker hvert år 2.000-3.000 besøgende til Toftegårdsskolens idrætshal.

Blandt de udstillende kunstnere i år er Linnea Friberg Nysted, der også står bag årets udstillingsplakat. Blandt de mange nye udstillere i år er Anne-Mette Weinreich, som udstiller smykker og Per Nissen, som viser maleri og keramik.

De udstillede værker spænder vidt fra keramik, smykker af havglas, træ­drejning, miniaturebøger og maleri. 

Årets ferniseringstale er lagt i hænderne på Niels Vestergaard Salling, medlem af Brønderslev byråd. Efterårskunst byder ved talen på en lille forfriskning.

Musikalsk underholdning skal det heller ikke skorte på. Det sørger Michael Sloth
Sørensen for. Han er leder af Jerslev byorkester.

Hvis man vil have et kunstværk med hjem uden at hive tegnebogen op af lommen, kan det – i heldigste fald – lade sig gøre. Efterårskunst er kendt for sit lotteri af kunstværker, skænket af de udstillende kunstnere. De heldige ejere af de vindende numre, får kunstnerisk gevinst på sidste udstillingsdag søndag, hvor vinderne udtrækkes. 

Efterårskunst er kendt for at forkæle – ikke kun øjnene – men også smagsløgene. Man sælger hvert år 50-60 af de populære lagkager i cafeen, hvor der også sælges drikkevarer.

Ihærdige frivillige hjælper borgerforeningen og kunstudvalget med at få alt praktisk til at klappe og sikrer dermed, at Efterårskunst kan lade sig gøre år efter år.

Toftegårdsskolens idrætshal finder man på Sdr. Ringgade 83 i Jerslev.

Red.

Nye udstillere:
Ilse Larsen, Sæby, Malerier
Anna Nauja, Sindal, Billedkunst 
Anne-Mette Weinreich, Vodskov, Smykker
Bettina Trudslev, Brønderslev, Maleri m.v.
Dorthe Von Wedel, Frederikshavn, Maleri
Eva Brokholm, Sjølund, Maleri
Finn Ringtved, Tårs, Skulptur/maleri
Karin Dahl Assing, Svenstrup, Malerier
Kirsten Pedersen, Sæby, Maleri
Lotte Dyhrberg, Frederikshavn, Malerier
Margrete Winkel, Sæby, Malerier
Per Nissen, Maleri/keramik
Signe Kirkelund Hansen, Aalborg, Maleri
Svend Pedersen, Aalborg, Trædrejning
Thea Melgaard, Hals, Smykker – havglas
Thorkild Christiansen, Frederikshavn, Malerier

Gengangere på Efterårkunst:
Allan H. Sørensen, Tårs, Malerier
Andreas og Beate Wörner, Hjørring, Rav-smykker og skulpturer
Anne Marie Hassing, Brønderslev, Keramik
Anne Sofie Heide Frandsen, Ålborg Ø, Akryl/linoleumstryk
Annette Nysted, Brønderslev, Keramik
Charlotte Niemann, Hjørring, Keramik
Elisabeth Haaber Grey, Frederikshavn, Maleri og keramik
Gulli Arason, Bindslev, Miniature bøger
Inge Østergård, Jerslev, Maleri
Inge Frederiksen Høj, Biersted, Keramik
Irene Møller, Aalborg SØ, Maleri/skulpturer/drivtømmer
Izhar Fersztand, Dronninglund, Ståltrådstræer
Karen Riis, Hirtshals, Smykker
Kirsten Dahl-Hansen, Hedensted, Maleri, skulptur og dukke
Kirsten Midtgaard, Ålborg, Maleri og akryl
Klaus Jensen, Hjallerup, Jernkugler
Knud Erik Sørensen, Brønderslev, Pileflet
Lene Clausen, Hobro, Maleri
Linnea Friberg Nysted, Hjørring, Malerier
Liselotte Krage Kristensen, Hirtshals, Smykker
Maria Engelbrecht Kristensen, Brønderslev, Akryl maleri
Mona Kjær, Jerslev, Pileflet
Morten Stenbak Larsen, Brønderslev, Trædrejning
Peter L. Iversen, Vrå, Smykker
Pia Pedersen, Brønderslev, Keramik
Rikke Korsholt Dahl, Tårs, Malerier
Selma Larsen, Frederikshavn, Maleri
Susanne Henriksen, Skive, Glaskunst
Tina Ferch, Aalborg, Keramik
Tine Søhus Pedersen, Pandrup, Keramik

Røde Kors samler 13 millioner kr. ind til arbejde i en verden i konflikt

0
0Y1A5244

Tusindvis af indsamlere var på gaden til Røde Kors’ årlige landsindsamling. ”Vi er glade og meget taknemmelige for opbakningen”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl 

Med mere end 120 aktive konflikter i verden er der nok at tage sig til for Røde Kors, og derfor er generalsekretær Anders Ladekarl glad for resultatet af årets landsindsamling, der lyder på 13 millioner kroner.

”Vi har brug for hver en krone til vores internationale nødhjælpsarbejde og hjælp til sårbare i Danmark. Det nytter at støtte; det nytter at hjælpe, og i dag har tusindvis af danskere støttet ved at bruge nogle timer af deres søndag til fordel for Røde Kors, og endnu flere ved at donere. Det kan vi ikke sige nok tak for”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, der har mærket stor opbakning i hele landet.

”Det tror jeg skyldes, at der er brug for håb i en tid, der er præget af meget store udfordringer i hele verden. Det gælder krig og konflikt, og det gælder klimakrisen, som vi ser de voldsomme konsekvenser af”, siger Anders Ladekarl.

Pengene fra indsamlingen går i år til en bred vifte af nødhjælp og sociale aktiviteter, og Røde Kors kan blandt andet give krigs- og katastroferamte rent vand og medicin og hjælpe udsatte børn og familier herhjemme med for eksempel en tur på ferielejr.  

Nødhjælp ude og sociale aktiviteter herhjemme
Traditionen tro er indsamlingsbøtterne blevet raslet ved dørene, men som sidste år var det også muligt at give penge via MobilePay. Nogle Røde Kors lokalafdelinger har også eksperimenteret med andre måder at samle ind på, hvor afdelingen i Faxe blandt andet har været ude ved lokale virksomheder, hvor flere har doneret 1.000 kr. hver til indsamlingen i løbet af ugen.

”Det er vigtigt for mig at sende en stor tak til hver og én, der har engageret sig i vores indsamling. Vi har med årets resultat mulighed for at hjælpe dem i verden og herhjemme, der har allermest brug for det”, siger Anders Ladekarl.

Stengårdens beboere på kirkegårdsvandring

0

Den 25. september havde Hjallerup kirkes gå-med-venner med Karsten Knudsen i spidsen arrangeret en tur til Hjallerup Kirke for beboerne på Plejehjemmet Stengården i Hjallerup.
Der var lejet busser, som skulle køre beboerne til kirken. Mange sidder i kørestol, og derfor skal der specielle busser til transporten.

Første punkt på dagens program var kaffe med kage i kirkehuset. Her havde et hold frivillige dækket bord og lavet kaffe. Det stod klar til beboerne på plejehjemmet, så snart de mødte op.
Der var dækket op til 30 personer, hvori både personale, frivillige og plejehjemsbeboerne var indbefattet.
Sognepræst Marie Kirketerp bød velkommen og fortalte lidt om programmet for turen til kirken. Efter kaffen kom højskolesangbogen frem, og der blev sunget efterårssange og høstsange. Den populære Marken er mejet blev ikke glemt.

Vejret denne onsdag var både med blæst, regn og ind imellem sol. Da kaffen var drukket, og det blev til en tur på kirkegården, skinnede solen, så alle fik besøgt deres gravsteder og set kirkegården i tørvejr.

Kirkegårdsvandringen sluttede inde i kirken med en kort andagt og et par salmer, som sognepræst Marie Kirketerp stod for.

”Vi er glade for, at vi hvert år kan tilbyde en sådan tur til beboerne på plejehjemmet. Mange har svært ved at komme op på kirkegården og se til deres afdøde slægtninge. Derfor er sådan en tur vigtig for dem at deltage i. Vi er heldigvis en god flok frivillige, som kan give støtte til sådan et arrangement,” udtaler Karsten Knudsen fra Kirkens frivillige  gå-med-venner.

ES

Brønderslev Bibliotek ansætter to firbenede

0

Luk øjnene og forestil dig et bibliotek med bogreoler, børn, bøger og bibliotekarer – og en hund! – Ikke en hvilken som helst hund, men en ”læsehund”.

De tobenede bibliotekarer på Brønderslev Bibliotek har netop skrevet kontrakt med et par firbenede nye kolleger: Læsehundene Felix og Basse.

Hvad er en læsehund?
”Læsehunde er et velafprøvet koncept. Det er venlige og børneglade hunde, der lytter tålmodigt og interesseret. Med en læsehund ved sin side, kan man træne sin læsning, uden at nogen kommenterer, retter eller stiller krav,” forklarer børnebibliotekar Jette Thorndal Madsen. ”Det giver den tryghed og tillid, der skal til, for at skabe en god læseoplevelse, og i sidste ende booste læselyst og selvtillid.”

Til hvert besøg sørger biblioteket for godbidder og bøger, der passer til det enkelte barn – og hund.

Hvem kan møde Felix og Basse?
Læsehundene henvender sig til børn i 1.-5. klasse, der har knækket læsekoden, men stadig er udfordrede og mangler motivationen til at træne læsningen. Men også større børn, der har svært ved det danske sprog, kan have glæde af at læse for Felix og Basse.

Læseteamet (hund og ejer) godkendes og certificeres til opgaven af Fonden for Socialt Ansvar, som står bag konceptet. Både hund og ejer arbejder frivilligt, selvom læsehunden indimellem gerne tager imod en ekstra godbid.

Hvordan foregår det?
Et læseforløb varer typisk seks uger og foregår på Brønderslev Bibliotek, hvor barnet og læsehunden – efter aftale – mødes i 30 minutter, en gang om ugen. Hver gang læser barnet for hunden i ca. 20 minutter, og har bagefter lidt tid til at lege med den.

Efter sidste gang modtager barnet et diplom med foto af sig selv og læsehunden som anerkendelse af indsatsen. Det er gratis at deltage.

ES

Sparekassen Danmark Fonden uddeler knap en halv million

0

Klokkerholm Idrætsforening var torsdag den 26. september vært for årets anden uddelingsrunde fra Sparekassen Danmark Fonden i Klokkerholm. Fonden har besluttet at afholde to årlige uddelinger, én om foråret og én om efteråret. Uddelingsstedet varierer, og denne gang var det Klokkerholm Idrætsforening (KIF), der dannede rammen om begivenheden.

Fondens lange historie og ny teknologi
Sparekassen Danmark Fonden i Klokkerholm blev grundlagt i 2005 med en startkapital på 25 millioner kroner, og denne sum er stadig bundet i fonden. Fonden uddeler renterne fra denne kapital, og gennem årene har de bevilliget over 14 millioner kroner fordelt på 363 bevilligede ansøgninger.

Udfordringer med ansøgningssystemet
Med det nye ansøgningssystem, Grant One, har fonden fået et bedre overblik over de mange ansøgninger, og bestyrelsen har oplevet stor interesse fra lokalsamfundet.

Selvom systemet generelt fungerer godt, har der været enkelte udfordringer. Det har f.eks. været nødvendigt at justere kravene til ansøgere uden CVR-numre samt åbne for ansøgninger fra postnummer 9330, som tidligere blev afvist. Fonden opfordrer fortsat ansøgere til at tage kontakt ved tekniske problemer.

Fokus på grøn omstilling og lokale projekter
Uddelingen af midlerne understreger fondens fokus på at støtte både kulturelle, sportslige og miljømæssige projekter i lokalsamfundet. Flere ansøgninger havde i år fokus på grønne løsninger, herunder Ørum Forsamlingshus’ investering i solceller.

En vigtig rolle i lokalsamfundet
Sparekassen Danmark Fonden i Klokkerholm har igennem snart 19 år spillet en central rolle i at støtte initiativer, der fremmer fællesskab og bæredygtighed i lokalområdet. Ved denne uddeling var der stor glæde blandt modtagerne, og dagen sluttede med god stemning, da KIF var vært ved en ”stadionplatte”.

Fondens næste uddeling vil finde sted til foråret 2025, og ansøgninger modtages allerede nu via Grant One-systemet.

SEB

Støttede projekter:
• Mødrehjælpen i Brønderslev modtager 5.000 kr. til deres projekt ”Rullende Kagemand”, hvor de rykker ud og sørger for fødselsdagshjælp til børn, der har brug for det.

• Klokkerholm, Byen i Landskabet har fået 8.000 kr. til at afvikle detektorrally på Byrhøj.

• Ørum Forsamlingshus modtager 20.000 kr. til grøn omstilling, og pengene skal bruges til at installere solceller på taget.

• Klokkerholm Borgerforening har sikret sig 29.500 kr. fra flere ansøgninger. 7.000 kr. til at afholde en kommende nytårskoncert i kirken. Reservedele til teltene i Klokkerholm bliver nu sikret med 12.500 kr., så mange fortsat kan låne dem til arrangementer. Lastbilnostalgihallen i Klokkerholm har modtaget 10.000 kr. til byggetilladelse.

• Aktive Kvinder har fået 14.000 kr. til deres årlige busudflugt, som i år inkluderede et besøg på Aggersborg, der blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2023.

• KIF Fodbold modtager i alt 70.000 kr., hvoraf 55.000 kr. skal bruges til et nyt rækværk omkring stadion, og 15.000 kr. til den populære Klokkerholm Uge med masser af aktiviteter.

• Klokkerholm Hallen får 15.000 kr. til at arrangere et hoppeland i uge 42, hvilket lover masser af sjov for børnene i efterårsferien.

• Lastbilnostalgi-projektet er tildelt 100.000 kr. til et nyt tag på hallen, så arbejdet med forbedringerne kan begynde.

• Rødder og Vinger har fået 50.000 kr. til en ny lastbil, da mange medlemmer har elbiler, der ikke kan transportere det nødvendige grej. 

• Støtteforening for Klokkerholm Dyrepark har modtaget 21.554 kr. til et nyt anlæg for næsebjørne.

• DDS Dannerhøj Gruppe har sikret sig 75.000 kr. til at renovere murværket på den gamle spejdergård, så spejderne trygt kan fortsætte deres aktiviteter.

• Oasen har fået 30.000 kr. til at udskifte vinduerne i deres hus, hvilket vil forbedre indeklimaet og energiforbruget.

• Private Dagplejere modtager 6.500 kr. til at holde en juletræsfest for børn og forældre – en hyggelig tradition, der skaber glæde for de mindste.

• KIF Håndbold har fået 28.300 kr. i støtte til at genoplive håndboldafdelingen. De er allerede godt i gang med træning og opstart.

Reception blev et stort tilløbsstykke

0

Fredag havde JE Byg Murer og Entreprenør ApS indbudt til reception i virksomhedens lokaler i Flauenskjold.

Anledningen var at Erik Frederiksen, efter 48 år som selvstændig, havde solgt sine anparter til sønnen Rasmus Frederiksen samt Martin Pedersen. Martin er således indtrådt som ny medejer af firmaet. Herudover markerede man også at man hen over sommeren har overtaget murerfirmaet Kaj Mølbjerg A/S. 

Og endelig var det, som det blev udtrykt, længe siden man havde holdt en fest. Erik kunne således oplyse at man ikke havde holdt noget i firmaregi siden 1980.

Receptionen blev da også yderst velbesøgt med over 300 besøgende i løbet af dagen, hvilket det bugnende gavebord da også gav udtryk for. Ingen af de tre herrer går tør for vin og chokolade foreløbig.

Efter en uformel reception først på eftermiddagen blev der serveret helstegt pattegris og senere var der levende musik med Flemmings Venner, samt natmad.

Alt i alt en virkelig flot reception, hvor ingen gik hverken sultne eller tørstige hjem.

Tekst og fotos: IS

Pastor Laier Museum i Hjallerup

0

I uge 38 kunne man læse, at Pastor Laier museet havde været til torvedag i Hjallerup. Det pirrede til redaktionens nysgerrighed og vi har lavet lidt research på det.

Pastor Laiers Museum i Hjallerup rummer mange historier om den kontroversielle præst. 

Allerede i 1930’erne udførte Pastor Laier (1883-1969) sine første cementskulpturer som siden har fyldt huset og haven i Hjallerup.  

Hans kunst udstilledes første gang på efterårsudstillingen på ”Den Frie” i år 1938 og har siden været udstillet på bl.a. Charlottenborg i 1970 og Louisiana i år 1971-72.  

Foreningen Pastor Laiers Kunst er dannet i 2023 for at initiere udviklingen og realiseringen af museet. Foreningens hovedformål er at arbejde for både bevarelsen af og formidlingen af Anton Christensen Laiers kunst. Formålet skal sikres både gennem realiseringen af museet og ved at videreudvikle den organisatoriske ramme for drift og vedligehold af museet.

Da man i 1967 lavede en omfartsvej uden om Hjallerup, blev flere af Laiers cementskulpturer ryddet af vejen og molesteret.

Flere af skulpturerne blev anbragt i Tingbæk Kalkminer, hvor de efter et skred blev utilgængelige. Nogle blev dog gravet fri i 1995.

”Den Gale Præst” 
Pastor Laier fik præsteembededet i Hjallerup i år 1927, i en alder af 44 år.

Laiers prædikener var ofte præget af drøje udfald mod navngivne personer og institutioner. Dette førte til, at han i år 1937 blev afskediget. Sognets borgere ønskede at han skulle forblive i embedet, men trods dette måtte han gå på pension for lydighedsnægtelse.

Hans hårde og kraftige sprog gav ham titlen som ”den gale præst”.

Pastor Laier og hans kunst
Fænomenet Pastor Laiers kunst har været en del af dansk kunst- og kulturhistorie gennem næsten hundrede år. Berømt for dens ekspressive og umiddelbare æstetik, som turister i Hjallerup og museumsgæster har mødt i form af over 200 ler- og betonskulpturer og et tilsvarende antal malerier. Første gang i præstegårdshaven i Hjallerup i 1937, dernæst på ”Den Frie” i 1938, siden i skulpturhaven i Hjallerup, i Tingbæk Kalkminer og på museerne Aros, Kunsten, Louisiana, Statens Museum for Kunst.

”Venstre side af Kristus er den udspændte – højre den slappe. Naglen i foden er bestilt hos smeden i Hjallerup. Spigerne i hænderne er købt hos isenkræmmeren – en af mine hidsigste modstandere!” – citat fra Laiers pamflet ”Pastor A. Laiers figurer”.

Laiers historie har mange begyndelser, men selve kunsthistorien tager sit mest konkrete afsæt i den skelsættende begivenhed sommeren 1936, hvor præsten i Hjallerup Anton Christensen Laier påbegynder produktionen af den første skulptur Cementkrucifikset. Efter en ferierejse gennem Tyskland samme sommer, hvor Laier har studeret de tysk-katolske vejkrucifikser, beslutter han sig for at landevejen gennem Hjallerup også må have et krucifiks for de mange rejsende gennem byen. Laier får i dagens avis øje på billedet af den detroniserede italienske bokser Carnera, og bruger det sønderslåede ansigt som model for den lidende Kristus. Han får hjælp af venner i byen til at rejse den færdige cementskulptur i præstegårdshaven, hvorefter både kunsthistorien og Laiers personlige historie udvikler sig gennem en dramatisk mængde af forskellige begivenheder frem mod anden verdenskrig. 

KØH2

Læs om museets fremtidsplaner i næste uge

Rasmus Nymann Kjærsgaard fra Dronningelund valgt ind i LandboUngdoms hovedbestyrelse

0

23-årige Rasmus Nymann Kjærsgaard blev lørdag den 21. september valgt ind i LandboUngdoms hovedbestyrelse. Han har de sidste seks år engageret sig i LandboUngdom og har både lagt kræfter i lokalbestyrelsesarbejdet, regionsrådet og som tovholder i foreningens Netværk for unge motiverede landmænd.

Rasmus Nymann Kjærsgaards medlemskab af LandboUngdom startede tilbage i 2018. Lørdag den 21. september blev han ved LandboUngdoms årsmøde på Gråsten Landbrugsskole valgt ind i hovedbestyrelsen.

”Jeg meldte mig ind, da jeg startede på grundforløbet på Bygholm Landbrugsskole, og synes egentlig bare det så spændende ud og at der var nogle gode arrangementer,” fortæller Rasmus Nymann Kjærsgaard om det første møde med foreningsfællesskabet.

Det første møde med foreningsfællesskabet for unge på landet blev dog hurtigt til mere.

”Det er skridt for skidt, der har ført mig til at stille op til hovedbestyrelsen. Jeg er enormt beæret over at være blevet valgt. Det er da rart, at der er nogen der tror på én og på det arbejde man laver. Det er da et skulderklap, at man tror på, at jeg kan være med til at drive LandboUngdom de næste to år,” siger Ramus Nymann Kjærsgaard om den nye rolle.

Vil møde flere medlemmer
For Rasmus Nymann Kjærs­gaard bidrager LandboUngdom i særdeleshed til netværk. At udvide det og bidrage til at få flere med, er noget af det han ser frem til i den nye rolle i hovedbestyrelsen.

”Jeg glæder mig allermest til at komme rundt i landet og møde LU’erne. Det at møde flere i foreningen er faktisk én af grundene til, at jeg valgte at stille op, for vi har alle sammen en masse tilfælles,” siger Rasmus Nymann Kjærsgaard.

Et særligt hjertebarn for Rasmus Nymann Kjærsgaard er LandboUngdoms Netværk for unge motiverede landmænd, hvor han selv har været deltager og senere tovholder. Oplevelserne her håber han at kunne bruge yderligere i den nye rolle.

”Nu sidder jeg jo på begge sidder af bordet, så jeg håber jeg kan være med til at få Netværket rigtig godt fra start. Det er unikt at vi har et Netværk for unge motiverede landmænd, hvor man kan få lov til at udvikle sig sammen med andre, der brænder lige så meget for et emne som en selv,” fortæller Rasmus Nymann Kjærsgaard.

Rasmus Nymann Kjærsgaard er udannet landmand og arbejder i dag med planteavl. Han er bosat i Dronninglund og opvokset på Langeland.

Red.

Indvielse af Kærsigen i Klokkerholm

0

Klokkerholms beboere mødte talstærkt op til indvielse af Klokkerholms nye rekreative område – Kærsigen, som ligger ved Brønderslev Forsynings regnvandssø på Kærsigvej.

En gruppe i Klokkerholm – Byen i landskabet – Natur og historie – har i tre år arbejdet med at planlægge, søge midler hjem og udføre arbejde på at gøre Kærsigen til et rekreativt område med planter, træer og frugtbuske. Det bliver ifølge Jette Skiveren den nye ”have” for alle.

Udvalget ansøgte Hedeselskabet om beløb til planter og fik en bevilling på 70.000 kr., som sammen med bevilling fra Sparekassen Danmark fonden Klokkerholm kunne området gøres klar – beplantet – og noget hegnet ind. 

Kærsigen er hovedsageligt beplantet med hjemmehørende arter, og stedet bliver drevet efter principper, som fremmer biodiversiteten. 

Spar Nord fonden har doneret borde og bænkesæt. 

Til indvielse fortalte Jette Skiveren fra udvalget om historien og visionerne for Kærsigen. Dernæst indviede Karen Toft fra Brønderslev Forsyning og Anne Mette Thomsen fra Byen i landskabet det nye skilt. 

Efter indvielsen var der grillpølser og kaffe/kage, hvorefter alle gik en tur rundt i området. 

ES