Stengårdens beboere på kirkegårdsvandring

Den 25. september havde Hjallerup kirkes gå-med-venner med Karsten Knudsen i spidsen arrangeret en tur til Hjallerup Kirke for beboerne på Plejehjemmet Stengården i Hjallerup.
Der var lejet busser, som skulle køre beboerne til kirken. Mange sidder i kørestol, og derfor skal der specielle busser til transporten.
Første punkt på dagens program var kaffe med kage i kirkehuset. Her havde et hold frivillige dækket bord og lavet kaffe. Det stod klar til beboerne på plejehjemmet, så snart de mødte op.
Der var dækket op til 30 personer, hvori både personale, frivillige og plejehjemsbeboerne var indbefattet.
Sognepræst Marie Kirketerp bød velkommen og fortalte lidt om programmet for turen til kirken. Efter kaffen kom højskolesangbogen frem, og der blev sunget efterårssange og høstsange. Den populære Marken er mejet blev ikke glemt.
Vejret denne onsdag var både med blæst, regn og ind imellem sol. Da kaffen var drukket, og det blev til en tur på kirkegården, skinnede solen, så alle fik besøgt deres gravsteder og set kirkegården i tørvejr.
Kirkegårdsvandringen sluttede inde i kirken med en kort andagt og et par salmer, som sognepræst Marie Kirketerp stod for.
”Vi er glade for, at vi hvert år kan tilbyde en sådan tur til beboerne på plejehjemmet. Mange har svært ved at komme op på kirkegården og se til deres afdøde slægtninge. Derfor er sådan en tur vigtig for dem at deltage i. Vi er heldigvis en god flok frivillige, som kan give støtte til sådan et arrangement,” udtaler Karsten Knudsen fra Kirkens frivillige gå-med-venner.
ES