Aftenskole kan noget – både dag og aften!

0

Man mødes om en interesse og fordyber sig i et emne – sammen.
Når man går en gang om ugen, så kommer man for det første rent faktisk afsted, og dernæst så er der den gode oplevelse af, at et kursus udvikler sig fra gang til gang. Og så er det en helt særlig kvalitet at gå til noget i sin egen by hos en lokal underviser!

Giv dig selv lov til at få dit frirum med en spændende aktivitet! 

Din aftenskole er også grøn – helt bogstaveligt!
Der bydes på to helt nye tilbud (både et kursus og en workshop), som handler om at DYRKE det grønne. Kom med og få ny viden om at dyrke krydderurter og grøntsager og snup det, som lige gør din hverdag grønnere! Her er en række ideer med tilbud og glade nyheder fra FOF Vendsyssel – din lokale aftenskole www.fof-vendsyssel.dk

YOGA for MÆND – nu også i Dronninglund
Vi har lyttet på ønsket om, at der også skal være YOGA for MÆND i Dronninglund/Hjallerup området. Og det kommer nu! Kom med på hold i gode lokaler hos Benefit i Dronninglund. Få en super erfaren yoga-underviser! Holdet er for alle, og vi arbejder med styrke, balance og smidighed. Din underviser guider dig trygt igennem alle øvelser. Få en træningsoplevelse for både det fysiske og mentale helbred – kom med til YOGA for MÆND!

Bevægelse for OSTEOPOROSERAMTE – det sker også i Dronninglund
Knogleskørhed rammer både mænd og kvinder, og der er brug for særlig og kvalificeret træning for at styrke krop og knogler uden at skade. Det fås hos Benefit i Dronninglund med en erfareren fysioterapeut som underviser! Kom trygt til knoglegymnastik – ja, det er et godt ord, som vi har lært af en kursist. Ekstra bonus er, at Osteoporoseforeningen lokalafdeling Vendsyssel støtter med tilskud, som nedsætter kursusprisen for alle kursister.

Dyrk dine egne grøntsager i haven, på terrassen, på altanen eller indendørs!
Drømmer du om at dyrke dine egne friske grøntsager, men mangler plads eller viden? Kom med og lær, hvordan du kan dyrke grøntsager, uanset om du har en stor have, en lille altan eller blot en vindueskarm. Vi arbejder i første omgang med de grøntsager, som er lette at dyrke derhjemme. Det er kun fantasien og drømmen, der sætter grænser for dit personlige udvalg af grønt!

Vi gennemgår alt fra jord og frøvalg til pleje og høst, så du kan få succes med din egen hjemmeproduktion af grøntsager – året rundt! Kom med og oplev glæden ved hjemmedyrket mad! Og nyd sidegevinsterne, såsom at dyrke det, du IKKE kan købe. Kom ned i gear, bidrag til biodiversitet og spar penge. What’s not to like!

Spice up your life – dyrk dine egne krydderurter!
Snup en lørdags-workshop og gå fra drøm til virkelighed – dyrk dine egne krydderurter, som du kan bruge i maden eller i teen! Mangler du plads eller viden? I denne workshop får du inspiration og det nødvendige værktøj til at dyrke dine favorit krydderurter, uanset om du har en stor have, en lille altan eller blot en vindueskarm.

Workshoppen giver dig inspiration, tips og læring for at have sin egen lille krydderurteproduktion

Vi gennemgår alt fra jord til frøvalg og plantning, sammenspil mellem krydderurter og grøntsager til pleje og høst, så du kan få succes med din egen hjemmeproduktion af krydderurter. Kom med og få et grønt forår og sommer!

De to GRØNNE tilbud med kursus eller workshop er begge med underviser Heidrun Knorr, som er Cand. Hort. og uddannet gartner med praktisk erfaring i økologisk grøntsagsdyrkning. Heidrun har valgt at bo tæt på Dronninglund, og de to grønne tilbud er selvfølgelig at få – i Dronninglund! Velkommen i din grønne aftenskole FOF Vendsyssel!

Sangaften med hilsen til forårssolen

0

ØRUM: Ved en sangaften i Ørum Kirke fejres forårets komme med et repertoire af smukke og velkendte forårssange, der hylder lyset, livet og naturens genopblomstring.

Aftenen byder på fællessang, hvor nogle af årstidens fineste sange er på programmet. Klokkerholm Koret medvirker som forsangere, og vil desuden fremføre et særligt udvalgt program med sange, der indfanger forårets stemning og glæde. Kirkens frivillige står klar med et glas forfriskning efter sangaftenen.

Et 40-års jubilæum
Klokkerholm Koret kan til efteråret fejre 40-års jubilæum. Korets første øveaften var den 21. november 1985, hvor koret blev startet op af en aftenskole under folkeskoleloven, Klokkerholm Fritidsskole. Fritidsskolen blev dog efter 38 års virke nedlagt 2023 og Klokkerholm Koret herefter overført som aftenskolehold under Brønderslev Kulturskole.

Klokkerholm Koret er et blandet voksenkor med for nuværende 18 medlemmer. Antallet af medlemmer har varieret meget gennem de snart 40 år, som koret har eksisteret. 

Kormedlemmerne samles hver onsdag aften fra september til april, hvor der øves på årstidens sange, både nye og gamle. Line Marie Gaaei Jensen har gennem de sidste 17 år stået i spidsen for koret. 

Det har altid været en stor motivation for korets sangere at øve sig til kommende koncerter, sangaftner og andet, hvor de skal optræde. Af spændende aktiviteter, som Klokkerholm Koret har stået for, kan nævnes ”Syng for Sjov”-arrangementerne i Ørum Kultur- og Forsamlingshus fra årerne 1991 til 1998, hvor koret lagde op til hyggelige aftener med masser af underholdning og fællessang. En anden af de store oplevelser var en seks dages busrejse til Finland i 1998, hvor der var masser af hyggeligt samvær og korsang. Koret gav blandt andet koncert i Åbo Domkirke, underholdt på Kampin Palvelukeskus og Myllypuron Sairalla, samt gav koncert i Finlandia Huset, Helsingfors. Klokkerholm Koret har også nogle år været på weekendture til Læsø, hvor de blandt andet har givet koncerter i Østerby Kirke og på Byrum Ældrecenter.

Sangaftenen finder sted onsdag den 19. marts i Ørum Kirke.

Håndboldresultater Flauenskjoldhallen

0

Søndag den 9. marts
U15 Drenge:
FIF-Skovsgaard/Brovst 22-16
Mål: William 9
Kieth 3
Lukas 3
Noah 2
Jeppe 1
Lykke 1
Marko 1
Iben 1
Thelma 1

U15 Piger A:
FIF-Dronninglund 14-15
Mål: Thelma
Iben 4
Medina 2
Johanne 1
Elisa 1

U11 Drenge:
FIF-Dronninglund 18-12
Mål: Tristan 8
Jens 7
Martinus 1
Laura 1
Noah P. 1

Serie 3 Kvinder:
FIF-Hals 15-15
Mål: Camilla 5
Lærke 4
Nikoline 3
Lea 2
Lotte 1

Serie 4 Herrer:
FIF-Lendum 23-19
Mål: Jeppe L. 8
Daniel 6
Viktor 2
Niels 2
James 2
Jeppe B. 1
Christoffer 1
Maurice 1

U15 Piger C:
FIF-Svenstrup/Godthåb 17-18
Mål: Johanne 8
Elisa 5
Liva 2
Nanna 2

IS

Flot fremmøde til foredrag med Per Jensen

0

Lokalhistorisk Arkiv for Flauenskjold og Omegn har i år 50 års jubilæum. Samtidig er det også 80 år siden besættelsen af Danmark sluttede. I den anledning havde arkivet inviteret til foredrag med Per Jensen (tidligere TV2 Nord). Per Jensen har kaldt sit foredrag  ”Den tavse tilgivelse”.

80 personer var mødt op torsdag aften i Flauenskjold Kulturhus til foredrag, kaffe og kage. Et flot fremmøde som arkivet var meget overvældet over.

Birger Skovholm fra bestyrelsen bød velkommen, og kunne berette om at der der den 21. september 1942 var afholdt møde i DNSAP på selvsamme sted, der dengang selvfølgelig hed Flauenskjold Kro. Mødet havde deltagelse af partiets leder Frits Clausen.

Per Jensen indledte sit foredrag med et par personlige anekdoter. Han kunne således fortælle at det var tredje gang han var på Flauenskjold Kro. Første gang var nytårsaften 1965, da han som 16 årig indtog det meste af aftenen på kroens toilet. Det var således første gang han stiftede bekendtskab med alkohol. Anden gang var året efter til bal på kroen, hvor hans kæreste fra Dybvad slog op. 

Så det tredje besøg indtraf altså først nu efter stærk overtalelse af Runa Christensen.

Per Jensen er født i Agersted, og hans foredrag omhandler derfor, i høj grad, det faktum at Agersted var højborg for nazismen i Vendsyssel, og målt på indbyggere faktisk i hele landet. 

Dyrlæge Philip Hoffmann-Madsen fra Agersted var formand for den lokale afdeling af DNSAP, der er forkortelsen af Dansk National Socialistiske Arbejder Parti.

Efter krigen fandt han, som så mange andre nazister et fristed i Argentina.

Max Arildskov var en anden fremtrædende dansk nazist. Per Jensen havde derfor dristet sig til at spørge, hans mangeårige havekollega på TV2 Nord Henrik Arildskov, om hvorvidt han var i familie med ham, hvortil Henrik havde svaret ”Nej for fanden”.

Som sagt var der samlet mange nazister i og omkring Agersted, men Per Jensen kunne dog berette at der stort set ikke have været nogen form for ballade i byen, selvom det selvfølgelig ikke var alle der var lige glade for tyskerne. Livet i byen gik videre med fælles arrangementer som dilettant, Sankt Hans- og sommerfester.

Dog blev Agersted Mejeri bombet den 13. marts 1945, og da ejeren var en del af DNSAP, forlød det at brandbilerne fra Falck i Dronninglund var hele to timer undervejs.

Efter krigen gik livet videre i Agersted, og det blev kun til stille protester, f.eks. i form af at hvis der var to købmænd i byen, hvoraf den ene havde været nazist, så handlede man måske kun hos den anden købmand. Heraf titlen på foredraget ”Den stille tilgivelse”.

Per Jensen kunne dog også fortælle at hans far, der var smedemester i byen, havde beordret familien til at handle med alle.

Børnene voksede op med deres kammerater, og man vidste selvfølgelig godt hvem der havde været nazister, men det var ikke noget der påvirkede samværet mellem byens børn. Per Jensen kunne da også fortælle at det først var for nylig at ham og hans mangeårige kammerat havde fået talt om ”det”.

Per Jensen havde været med fra starten da Agersted drengeorkester blev stiftet, og de spiller stadigvæk sammen, under navnet Agersted Brassband. 

Alt i alt et meget spændende foredrag med humoristiske indslag undervejs.

Det var i hvert fald spændende at høre om 2. verdenskrig i et mere lokalt perspektiv.

Til slut var der spørgsmål fra forsamlingen, og flere fik også en snak med Per på tomandshånd efter foredraget.

Birger Skovholm takkede forsamlingen for det flotte fremmøde, og kunne endvidere fortælle at Lokalhistorisk Arkiv for Flauenskjold og Omegn, i anledningen af 50 års jubilæet holder ”Åbent Hus” søndag den 6. april i foreningens lokaler på Flauenskjold Skole. Men mere om det i avisen senere.

Tekst og fotos: IS

Fastelavnsfest på plejehjemmet Stengården i Hjallerup

0

I torsdags den 6. marts holdt plejehjemmet Stengården sammen med Hjallerup Kirkes gå-med-venner en stor fastelavnsfest på plejehjemmet. Både personalet og beboerne var festligt udklædt.
Elever fra 2.b på Hjallerup Skole var også inviteret med til fastelavnsfesten med tøndeslagning på plejehjemmet.
Eleverne havde iført sig festlige kostumer og deltog aktivt i tøndeslagningen sammen med plejehjemmets beboere.

Der blev gået hårdt til stålet, så hårdt, at selv køllerne måtte lade livet under strabadserne.
Alle, der havde lyst til at slå på tønden, fik lov til at prøve og fik derfor chancen for at slå tønden i stykker. Efterfølgende blev der nu kåret årets kattekonge og kattedronning, og børnene kunne gå ombord i indholdet fra tønden, hvilket var til stor fornøjelse og begejstring for beboerne at følge med i.

Personalet på Stengården havde klargjort en servering af lækre fastelavnsboller med tilhørende kaffe eller saft, en pause, som alle trængte til.

Derefter var der fællessange. Børnene fra Hjallerup skole underholdt med et par fastelavnssange, inden de gik tilbage til skolen for at fortsætte undervisningen. 

”Vi glæder os over endnu engang at kunne stille en fastelavnsfest på benene i samarbejde med kirkens frivillige gå-med-venner, Herligheden, beboere og personalet med hjælp fra Hjallerup Skole.

Vi ser frem imod endnu flere aktiviteter og arrangementer igennem året, hvor vi sammen viser, hvor godt vores samarbejde er på tværs,” udtalte Rasmus Mose Bach Sundby fra personalet på plejehjemmet Stengården og Karsten Knudsen fra Hjallerup Kirkes gå-med-venner.

ES

AI og fremtiden – en aften med Lars Hajslund i Hjallerup Kirkes studiekreds

0

Kunstig intelligens (AI) er ikke længere fremtid – det er nutid. Det var budskabet, da Lars Hajslund, AI-ekspert og erfaren foredragsholder, den 6. marts gæstede Hjallerup Kirkes studiekreds for at introducere deltagerne til kunstig intelligens og dens mange anvendelsesmuligheder.

Aftenen blev en engageret samtale om, hvad AI betyder for os alle, hvordan det kan bruges i hverdagen, og hvilke udfordringer og muligheder, der følger med.

Fra fortid til fremtid
Lars Hajslund startede med at give en kort historisk gennemgang af kunstig intelligens – fra de tidlige forsøg med maskinlæring til nutidens avancerede sprogmodeller og billedgenererende værktøjer. Med eksempler fra både virksomheder og dagliglivet viste han, hvordan AI allerede bruges til alt fra tekstskrivning og kundeservice til sundhedsanalyser og kreative processer.

”Vi skal i fremtiden fokusere på at lære vores børn nysgerrighed og sociale færdigheder,” sagde Lars og understregede, at teknologiens fremmarch ikke må skubbe de menneskelige værdier i baggrunden.

Spørgsmål og refleksion
Deltagerne, som alle var 30+ år, var nysgerrige og engagerede. Særligt to spørgsmål optog forsamlingen:

Hvad er sikkerheden for, at AI ikke bliver misbrugt?
Lars forklarede, at der arbejdes intensivt med sikkerhedsforanstaltninger, reguleringer og etiske retningslinjer. ”Der er masser af muligheder i AI, men vi skal naturligvis bruge det med rettidig omhu og grundig træning,” påpegede han.

Hvordan kan AI bruges af os, der er blevet ældre og udenfor arbejdsmarkedet?
Her fremhævede Lars de mange digitale assistenter, der kan hjælpe med alt fra at organisere hverdagen til at skabe nye lærings- og samværsmuligheder. ”AI kan være en fantastisk støtte til både praktiske opgaver og sociale aktiviteter,” sagde han.

En teknologi, der angår os alle
Aftenen i Hjallerup Kirke blev et bevis på, at kunstig intelligens ikke kun er for unge og teknologikyndige. Tværtimod kan AI være en ressource for alle, uanset alder.

Studiekredsen takker Lars Hajslund for en inspirerende og lærerig aften – og ser frem til at følge udviklingen af denne teknologi, der former fremtiden for os alle.

ES

Forrygende underholdning i Hjallerup

0

Vi kunne læne os tilbage, slippe lattermusklerne løs og lade os betage af et par af dansk showbizz ældre koryfæer, da de i en instrumentalt garneret menu kokkererer et festmåltid med forret, hovedret og dessert, som absolut er en finale værdig i musikalitetens og komikkens Masterchef konkurrence.

Det var lørdag aften – det var i Hjallerup Kulturhus. Klokken var slagen 20.30…

Showets musiske oplevelser startede med den kendte ”Be My Life’s Companion”. Så var stilen ligesom lagt.

På den mest elegante vis fik vi gennem hele aftenen et indblik i, hvor tæt og sublimt, samspillet mellem Anders Bircow og Thomas Eje er blevet udviklet gennem de seneste 46 år – fra tiden med Linie 3 og nu til deres duet, som naturligvis indeholder masser af det kendte stof, men samtidig er tilsat både syre og omami, der gør oplevelsen enestående, tryg og værd at skrive i erindringsbogen.

Den tredje mand, som er med – Mikkel Gomard – blev selvfølgelig introduceret med melodien fra Orson Welles film ”Den Tredje Mand”. Mikkel spiller tangenter, harmonika og gulvbas, ligesom han også lægger stemme til i korsang. Dejligt, som han glider ind i gruppen på sin charmerende måde og ikke efterlades som det tynde øl.

De mange musiske oplevelser leveres præcist og oftest med Thomas Eje i fokus med sit multimusiske talent, der åbenbarer sig, uanset, om han sætter sig ved tangenterne og leverer Minutvalsen med tekst, griber ukulelen og giver os en vild gennemgang af dette instruments fortræffeligheder, eller han med sin Gibson leverer sin version af Gary Moores ikoniske ”Still got the Blues”. For fanden da, hvor er den mand da et talentfuldt musisk overflødighedshorn og på banjo duellerede han så med Anders Bircow på guitar i nummeret ”Dueling banjos” fra John Boormans legendariske film ”Deliverance” fra 1972.

Komikken fra scenen fik flere gange publikums latter til at løfte taget. Fortællingen om ”Barbaras rabarber bar” – den nye alkotest fra Politiet – gik rent ind, og da Anders Bircow skulle lære om orkestermedlemmers nye kælenavne – hvem, hvad, hvornår – var mavekramperne ved at tage over.

At give et fuldt dækkende billede af aftenens forløb vil næsten være umuligt, så jeg vil blot anbefale dig, at du selv finder vej til et sted, hvor du kan opleve komikken og de 3’s fede samarbejde.

Det var et mæt publikum, der gik hjem gennem den tætte tåge, der havde lagt sig over Hjallerup.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk

Ny fysioterapeut i Flauenskjold

0

Flauenskjold har fået en ny fysioterapeut i skikkelse af Jan Heinrich. Søndag holdt han åbent hus i Flauenskjold Hallen, hvor Jan fremover vil have fast tilholdssted med hans mobile briks. Foreløbig vil der være fast åbningstid torsdag eftermiddag, men ellers efter individuel aftale.

Jan er autoriseret fysioterapeut, og efter 35 år på klinik i Aalborg, heraf de 20 år som klinikejer, har han valgt at fortsætte som praktiserende fysioterapeut i Flauenskjold og Dronninglund. I Dronninglund bliver hans faste tilholdssted Dronninglund Golfklub.

Herudover kan det nævnes at Jan også er tilknyttet ishockeyholdet fra Aalborg Pirates, hvor han har det overordnede ansvar for sundhedsstaben.

Jan er privat bosiddende mellem Flauenskjold og Dronninglund, så det nye setup giver absolut også mening i forhold til det rent geografiske.

Jan Heinrich tilbyder bl.a. behandling af alle former for muskel og ledsymptomer samt sportsskader. Herudover vil han tilbyde ergonomi og vurderinger af arbejdspladsindretninger. 

Jan er ikke tilknyttet den offentlige sygesikring, men hans priser er så rimelige at det ikke gør den store forskel i forhold til patienternes egenbetaling. Herudover er man berettiget til eventuel refusion fra Sygesikring Danmark. 

Det betyder at Jan vil være hurtig tilgængelig i forhold til at man ikke behøver en henvisning fra lægen først.

Tilgangen af en fysioterapeut i Flauenskjold Hallen, er endnu et skridt i den positive retning som hallens bestyrelse og daglige ledelse har sat i søen. Dette både med hensyn til flere udlejninger og initiativ til andre og mere utraditionelle arrangementer end blot det gængse idrætsliv.

Der er ingen tvivl om at den aktive hal helt klart er et vigtigt trækplaster for byens og egnens borgere.

Tekst og fotos: IS

MGP i Flauenskjold Hallen

0

Forrige lørdag havde aktive folk i og omkring Flauenskjold Hallen stablet et flot MGP arrangement på benene.

55 børn og 20 voksne deltog i festen, der startede med hjemmelavet pizza til alle, og sluttede med at man fulgte det store show på TV skærmen. Cafeteriet var flot pyntet i bedste MGP stil med guld og glimmer.

Alt i alt et flot arrangement hvor børnene hyggede sig max. Og hvor der var stor ros fra forældrene.

IS

Dyrehandel og dyrenes Zoopermarked – alt til kæledyr

0

Dronninglund Dyrehandel finder man på Stationsvej 14 i Dronninglund. Butikken er et Zoopermarked  med et stort udvalg i foder og tilbehør til alle typer kæledyr.

Da Akvariekælderen – Dyrenes Zoopermarked i 2006 åbnede i et lille butikslokale på Hjørringvej 1 i Frederikshavn, havde de ikke forventet at forretningen lynhurtigt fik en meget stor kundekreds, så de måtte ud og finde større og mere egnede lokaler. Derfor lejede de i 2007 Akvariehulens gamle lokaler, Søndergade 52 i Frederikshavn.

I 2013 besluttede de at lave en online dyrehandel. Vi har en masse at byde på i forhold til at have en seriøs og faglig tilgang til udvælgelse af produkter, god kundeservice, vejledning og indkøb, fortæller indehaver Mette Lykkenshede.

Da lokalerne i Frederikshavn ikke var handicap venlige og også hurtigt blev for små til virksomheden, besluttede de at åbne en butik mere. Så i 2015 åbnede Dronninglund Dyrehandel, Nordjyllands største dyrehandel med gnavere, akvariefisk, fugle og reptiler.

I dag holder Dronninglund Dyrehandel til i det, der engang var Fakta og lokalerne er helt perfekte. Mette bor lidt udenfor Dronninglund, så det var oplagt, at flytte butikken nærmere på bopælen. 

Butikken er handicapvenlig og er indrettet så alle kunder kan gå direkte ind og kan komme rundt i butikken. Indehaver kan ekspedere i alle afdelinger, da alt er indrettet sådan, at hun kan komme rundt i sin kørestol, som hun færdes i efter en trafik­ulykke.

Dronninglund butikken er 4 gange større end butikken i Frederikshavn og de har derfor mulighed for større vareindkøb, så deres kunder altid kan regne med kvalitet for pengene. I juli 2017 valgte de at lukke Akvariekælderen i Frederikshavn, idet indehavers handicap umuliggjorde at hun selv kunne komme i butikken i Søndergade.

Stort udvalg  
I butikken og online finder du et stort udvalg i foder og tilbehør til alle typer kæledyr. De tilbyder fri fragt ved køb over 500 kr. og har åbent alle ugens dage, undtagen søndag. Desuden har de osse et stort udvalg i gnavere, fugle, akvariefisk og reptiler, men dem sælger de kun ved fysisk afhentning i butikken og råd og vejledning er obligatorisk.   

Vi bestræber os på at have kvalitetsprodukter til yderst konkurrencedygtige priser, fortæller Mette.

Vi sætter dyrevelfærd i højsædet og gør meget ud af at du som kunde får den rette vejledning, fortæller Mette. Vi har en stor viden om dyr og er altid tilgængelig i forhold til rådgivning. Butikkens fem medhjælpere er alle folk, der har dyr i hjemmet og vi har alle stor erfaring indenfor området.

Bygger på ærlighed  og seriøsitet
Dronninglund Dyrehandel – Dyrenes Zoopermarked bygger på ærlighed og seriøsitet. Vi sælger ikke produkter, som vi ikke selv kan stå inde for, fortæller Mette.

Vores fornemste opgave er, at finde netop de produkter, som er bedst til dit kæledyr, og at du som kunde føler dig tryg ved at handle hos os, forsikrer hun.

KØH2