Nyt udstyr til optimering af træning og aktiviteter

0

I Dronninglund Tennis & Padel vil klubben gerne skabe de bedst mulige rammer for klubbens medlemmer både på tennis- og padelbanerne og også socialt.

I forbindelse med sæsonstarten 2025 har Dronninglund Tennis & Padel ansøgt DIF/DGI Foreningspuljen om midler til indkøb af en boldmaskine til brug på padelbanerne.

Foreningspuljen fandt ansøgningen støtteværdig, så derfor er der blevet indkøbt ny boldmaskine, SPINFIRE PRO 2, som kan være med til at sikre endnu bedre træningsmuligheder og udvide aktiviteterne i klubben.

Træner Jørgen Nørgaard udtaler, at boldmaskinen er en god mulighed for, at klubbens træning kan effektiviseres og kan være med til en bredere aktivitet og udviklingsmulighed for klubbens medlemmer på padelbanen.

Klubbens formand, Karen Axen, udtrykker sin store glæde for den opbakning, som klubben oplever fra DGI/DIF Foreningspuljen, og hun glæder sig over, at klubben hele tiden har og får mulighed for at udvikle sig.

Boldmaskinen vil indledningsvis blive brugt ved klubtræning og -arrangementer samt af klubbens trænere, men på sigt kan der blive tale om, at medlemmer vil kunne benytte den på egen hånd.

Dronninglund Tennis & Padel glæder sig over nyindkøbet som supplerer klubbens tennisboldmaskine på bedste vis.

Stor feststemning i Hjallerup Centret til Open By Night

0

Torsdag den 8. maj bliver Hjallerup Centret forvandlet til et sandt mekka af aktiviteter, mad og musik, når der afholdes Open by Night i Hjallerup.

Arrangementet byder på noget for hele familien: Et stort telt på gruspladsen danner rammen om lækker mad fra Hjallerup Kro, som serverer både mørbradgryde, børneretter og kaffe med kage. Der er mulighed for at møde lokale aktører som Kox’eriet og Bryggerlauget, der uddeler smagsprøver, mens Midtvendsyssel Avis og Nordjyske Bank frister med konkurrencer.

For børnene er der ponytræk, ansigtsmaling, glit­ter­ta­toos og sjov på Sweeper-aktiviteten, ligesom Klokkerholm Dyrepark præsenterer søde dyr. Kulturskolens elever sørger for livemusik, og senere på aftenen spiller Lokale Balloons op på scenen.

Falck stiller med en brandbil, så man kan få en spektakulær udsigt over Hjallerup, og Kjul Ishus står klar med gratis is.

Hjallerup Handels- og Erhvervsforening står bag initiativet og opfordrer alle til at støtte de lokale butikker og nyde en hyggelig aften i byen.

SEB

Gederne blev hilst velkomne af flere hundrede mennesker

0

I lørdags den 26. april var der festdag i Ekko Parken og på Markedspladsen. Solen skinnede og temperaturen var til hygge. Hans Jensen og søn kom tilbage med et stort hold geder og gedekid. Børnene var ellevilde for at få lov til at røre de små kid. De var ikke så lette at fange ind. Der var otte store geder med elleve små kid, som styrtede ud af traileren og rundt i indhegningen i parken.

”Vi har nu udsat omkring 30 geder, som er fordelt mellem Hjallerup, Lagunen og Dronninglund. Vi har cirka 150 dyr igennem vinteren. De tilbageblevne er kommet på græs på vores egne marker,” fortæller Hans Jensens søn Theis og fortsætter:
”Mødrene har en alder fra et til fem år og er af samme race – boer-geder. Ligesom de øvrige år vil
Boformen Gaia se til gederne dagligt og give dem vand og måske foder om nødvendigt. Måske kommer der flere kid her i foråret.”

Fra Ekko Parken fortsatte børn og voksne til Markedspladsen, hvor der var gratis forfriskninger til alle. Mange borde og bænke var opstillet, og de mange børn og voksne kunne forsyne sig med drikkevarer, hotdogs, slush ice, popcorn med mere.
Børnene styrtede afsted til de opsatte hoppeborge, og så kunne forældrene nyde en velfortjent pause med en øl/sodavand og en hotdog.
En ridetur for de mindste var også en mulighed. Rideklubben havde sørget for at stille heste til rådighed.
Fra Bakkens Erhvervsgrund var der udstillet maskiner, som Anders Vestergaard Larsen fremviste. Der var mange forskellige maskiner til brug for havearbejdet. Også små lastbiler til brug ved for eksempel festivaler var udstillet.

Formanden for Hjallerup Samvirke Steen Søgaard holdt en kort tale, da alle voksne havde fundet en plads ved bordene.
”Med gedernes tilbagekomst er Hjallerup Marked begyndt. Hjallerup er en by, som vokser og vokser. Vi har brug for mange frivillige kræfter til markedet. Der er allerede mange tilmeldt, men vi har brug for flere. Jeg vil opfordre jer til at melde jer som frivillig ved en af boderne. Her kan I få de oplysninger, I har brug for. Mange foreninger får glæ­de af markedspenge­ne. I kan se på plakater, hvilke foreninger der har fået del i sidste års overskud, og hvordan man kan ansøge om et tilskud. Markedet afholdes fra den 29. maj til den 1. juni,” fortalte Steen Søgaard afsluttende.

Et view hen over bordene viste, at alle hyggede sig med naboer og venner. Børnene kunne ikke få nok af hoppeborgene. Vejret var i top og stemningen ligeså. Alle håber nu, at markedsvejret bliver lige så godt.

ES

Multivikaren har udvidet – er nu også i Jerslev området

0

Den 1. april fik Michael Nielsen fra Multivikaren i Tårs nøglerne til firmaet KJ Entreprenør i Jerslev. Vi har haft et godt samarbejde i mange år, fortæller Michael og en dag spurgte Kurt, om jeg ville købe firmaet.

Det skulle jeg da ikke tænke ret længe over – det ligger perfekt i forhold til vores egen placering i Tårs, så det var da det, man på jysk kalder et godt tilbud, griner Michael.

KJ Entreprenør har eksisteret i 27 år og Kurt Jensen har det fint med fremover at skulle være ansat hos Multivikaren sammen med sin medarbejder Hans Jørgen, som også flytter med. Foruden de to nye medarbejdere er der naturligvis en del maskiner og et kundekartotek med i handelen og vi glæder os til at betjene Kurts kunder med den samme gode service, de er vant til fra Kurts tid, fortæller Michael. Vi udvider som såden ikke vores kompetencer med købet, vi tilbyder stadig de samme typer opgaver, dog har vi med Kurt og Hans Jørgen fået en rigtig god kapacitet indenfor støbearbejde. Multivikaren råder idag over 10 medarbejdere.

Multivikaren all round
Firmaet tilbyder, foruden snerydning, al slags anlægsarbejde, slamsugning og spuling, kloak- og entreprenørarbejde, brolægning, TV-inspektion og håndværkeropgaver m.m. 

Den 1. februar 2008 så firmaet Multivikaren i Tårs  for første gang dagens lys. 

Det skete fordi Michael Nielsen opgav en mangeårig drøm om at drive landbrug og i stedet blev iværksætter med tilbud om at blive den vikar, der kunne hjælpe med mindre praktiske opgaver af enhver art. Deraf navnet Multivikaren.

Det gik efterhånden ganske godt. Michael Nielsen ansatte sin første medarbejder i 2012. Året efter blev han autoriseret kloakmester, og det gav baggrund for gradvist at ændre Multivikaren til en egentlig entreprenør-virksomhed med et stigende antal ansatte og en efterhånden omfattende maskinpark.

Dermed blev det efterhånden også for besværligt at drive virksomheden fra privatadressen, og i 2017 købte Michael Nielsen den tidligere materielgård på Postholdervej i Tårs af Hjørring Kommune, og efter en renovering er den nu et tidssvarende domicil for virksomheden.

I december 2020 udvidede Michael Nielsen sit forretningsområde med 50 pct. ved overtagelse af Nordjysk Mini Dozer, hvis ejer på grund af sygdom ønskede at afhænde sin virksomhed.

”Dermed har vi en størrelse, som i hvert fald lige nu er meget passende, fortæller Michael. Vi er ikke for store til fortsat at udføre opgaver for både private og virksomheder – men store nok til at byde ind på anlægsopgaver af et vist omfang som f. eks. kloakering og anlægsprojekter i offentligt regi,” siger Michael Nielsen.

Målsætning
Multivikarens målsætning er at hjælpe virksomheder og private med forskellige opgaver – store som små.

Firmaet tager altid udgangspunkt i den enkelte kundes behov og ønsker, så de opnår et resultat, som alle er tilfredse med. Det gælder naturligvis også vores opgaver hos Hjørring Kommune og Forsyningen, som vi er leverandør til, forsikrer Michael.

Vi sætter vi en ære i at gøre tingene ordentligt hver gang, lyder det fra en glad Michael Nielsen.

KØH2

Bliv frivillig til Hjallerup Marked 2025 – din indsats gør en forskel

0

Planlægningen af Hjallerup Marked 2025 er i fuld gang, og arrangørerne søger nu frivillige hænder til at løfte opgaven – både før, under og efter markedet. Over 2.100 frivillige er nødvendige for at sikre, at markedet forløber som planlagt, og tilmeldingsfristen nærmer sig: senest den 30. april.

– Hjallerup Marked er kun muligt takket være den store frivillige indsats, og vi håber, både nye og garvede hjælpere vil være med i år. Det er sjovt, givende og en vigtig del af byens fællesskab, lyder det fra arrangørerne, der samtidig opfordrer til at tage familie, naboer og venner med.

Nyt system: CrewPlan
I år benyttes tilmeldingssystemet CrewPlan, og det kræver, at alle frivillige oprettes med en unik mailadresse og to-faktor godkendelse. Mailadressen fungerer fremover som brugernavn.

En videoguide til oprettelse og vagtvalg er tilgængelig på hjallerupmarkedfrivillig.dk, hvor du også kan finde dine vagter og frivilligfordele.

SEB

Vi ses i din aftenskole efter påske!

Det er den glade nyhed – der er også masser af aktivitet med din aftenskole efter påske – både dag og aften!

Dyrk din kreativitet, pas på din krop og lad din hjerne få gode vitaminer med kurser og foredrag.

Se det hele hos din aftenskole www.fof-vendsyssel.dk og vær med – både dag og aften!

Put noget kreativt i dit forår!
Det er også kreativt at lave mad! Snup er kort kursus med Karin i Dronninglund og lær at lave mad med sæsonens allerbedste råvarer. Kurset er ikke et vegetarkursus, men frugt og grønt spiller hovedrollerne, hvad enten vi laver en suppe, en fond, en hovedret eller sylter. Omdrejningspunktet er hverdagsmad, og alle kan være med uanset niveau.

Smagsuniverset vil være bredt, og med krydderurter og krydderier trækker vi på inspiration fra hele verden. Det kunne f.eks. være en italiensk pastaret, en dansk frikassé eller en gryderet med inspiration fra Thailand eller Indien. Kom med og brug din kreativitet!

Dyrk noget og spice up your life!
Det er SÅ kreativit at dyrke sine egne krydderurter, som du kan bruge i maden eller i teen! Snup workshop med Heidrun Knorr og oplev at du kan dyrke dine favorit krydderurter, uanset om du har en stor have, en lille altan eller blot en vindueskarm. Det sker hos BlomsterBixen i Dronninglund, så der er den rette stemning og inspiration. Kom med og få et grønt forår og sommer!

Pas på dine KNOGLER!
Ja, vi ved det godt! Bevægelse er godt! Og for dig med knogleskørhed er det ekstra vigtigt at styrke kroppen.
Derfor er der endnu et tilbud med “Bevægelse for Osteoporoseramte” med Marianne i Dronninglund, for de andre tilbud er fyldt op! Osteoporoseforeningen i Vendsyssel støtter med særligt tilskud. Kom med efter påske på et kort forløb – snup din plads nu!

YOGA for MÆND i Dronninglund
Og du må gerne deltage, selv om du ikke liiiiige bor i Dronninglund! Underviser Henriette siger: På holdet arbejder vi med styrke, balance og smidighed. Holdet er for alle, og jeg guider dig trygt igennem alle øvelser. Snup kurset med 5 gange efter påske og få en træningsoplevelse for både det fysiske og mentale helbred!

Glæd dig til højskoledagene i efteråret!
Der er FOF Højskole i Brønderslev, Skagen, Sæby, Frederikshavn, Hjørring og Sæsing. De populære FOF Højskoler byder på foredrag, oplevelser og samvær en gang om ugen. Se efterårsprogram for hver FOF Højskole hos www.fof-vendsyssel.dk  og book din plads. Der er allerede udsolgt i Hjørring, og kun 30 pladser tilbage i Sæsing, så vent ikke for længe med at sikre dig din ønskeplads.

Forårstradition i Hjallerup: Gederne lukkes ud i EKKO Parken

0

Lørdag den 26. april inviteres hele familien til en hyggelig og gratis forårsoplevelse, når gederne igen bliver lukket ud i EKKO Parken i Hjallerup. Arrangementet er blevet en fast tradition og afholdes i samarbejde med Hjallerup Samvirke.

Efter selve udlukningen fortsætter festlighederne på Markedspladsen ved Markedshallen, hvor der bydes på pølser, popcorn, slushice og kolde drikke. Børnene kan desuden glæde sig til hoppeborg, snobrødsbagning og ponyridning.

Alle er velkomne til at deltage i den folkelige fejring af foråret – en oplagt mulighed for at opleve fællesskabet og den helt særlige ”Hjallerup-ånd”.

SEB

Fællesspisning og fællessang i Hjallerup Kulturhus blev igen en stor succes

0

Der var igen rift om de 100 gratis billetter til fællesspisning og fællessang i Kulturhuset tirsdag aften den 8. april. Nordjyske Bank havde igen sponseret de første 100 billetter, som blev revet væk i løbet af få dage. De sidste 60 billetter, var også hurtigt væk. Flere måtte henvende sig forgæves.
”Vi er rigtig glade for, at vores arrangement er blevet så populært, så man næsten står i kø for at få billetter,” udtaler Gitte Hansen, som er formand for Fondsbestyrelsen i Kulturhuset. Maden blev igen lavet af en gruppe frivillige, og menuen denne aften var glaseret skinke med kartofler og aspargessovs. Dertil var der en lækker salat.
Alle roste maden. ”Vi elsker den gode mad, som vi får her i Kulturhuset. Både kødet og sovsen smager rigtig godt,” udtalte Tove Pedersen og Ella Kalstrup, som har deltaget flere gange i Fællesspisningen, og som roser maden hver gang.

Gitte Hansen indledte aftenen med et stort velkommen til alle. Hun gav udtryk for, at hun glædede sig over igen at kunne byde velkommen til en fyldt sal.
”Jeg vil gerne komme med en opfordring til jer. Hjælp os med at finde flere frivillige, som har lyst til at hjælpe os med de mange praktiske opgaver i huset. Det gælder både i køkkenet, opsætning af stole og borde og serveringen til fester. Vi har hårdt brug for flere frivillige til at aflaste dem, vi har i forvejen. Kom og besøg Kulturhuset mandag, onsdag eller fredag formiddag, så vi kan snakke om de mange muligheder for at hjælpe til,” lød budskabet fra formanden.

Efter spisningen blev højskolesangbogen delt ud. Fra Hjallerup Kirke var der organist Ulrika Jensen og frivillig kirkesanger Maria Stryn-Hajslund til at lede fællessangen.
Der blev sunget mange forårssange som Den blå anemone, Det er i dag et solskinsvejr, Det er forår, alting klippes ned og Du kom med alt det, der var dig. Også påskesalmer som Som forårssolen morgen rød blev sunget.
Kirkesanger Maria Stryn-Hajslund sang solo med et par numre.

Aftenen sluttede med kaffe og hjemmebag. Formanden havde selv bagt en lækker squashkage, som blev pyntet med flødecreme og frugt.
Alle roste aftenen. Der blev snakket med venner, men også nye bekendtskaber blev skabt. 

Til efteråret kommer der igen et par aftener med fællesspisning og fællessang. Datoerne foreligger ikke endnu.

ES

Syng med dit barn – og giv det noget, der varer hele livet

0

Du behøver ikke være musiker for at gøre en kæmpe forskel
Syng – ikke for at imponere, men for at forbinde

Du behøver ikke synge rent. Du behøver ikke kunne spille guitar. Du behøver ikke kende forskel på en dur og en mol. Men hvis du synger sammen med dit barn, gør du noget, der er langt vigtigere, end du måske tror.

Når du synger med dit barn, giver du det ikke kun en hyggestund i sofaen. Du giver det adgang til en verden af rytme, sprog, fællesskab og tryghed. Musik er nemlig ikke bare underholdning. Det er et sprog, børn vokser ind i – og det starter tidligt.

Men pas på tonelejet!
Der er dog en lille ting, som mange voksne overser: tonelejet.

Vi synger ofte i et leje, der passer til vores egen stemme. Men børns stemmer ligger højere. Hvis sangen bliver for dyb, kan barnet ikke være med – det begynder at tale i stedet for at synge, eller trækker sig helt. Og det er ikke, fordi barnet ikke vil. Det er, fordi det fysisk ikke kan.

Når melodien derimod ligger i barnets naturlige stemmeleje, sker der noget særligt: Barnet mærker musikken i kroppen. Det tør være med. Det får en fornemmelse af, at “musik er også for mig.”

De tre usynlige superkræfter
Børn, der i det daglige færdes i et musisk miljø, udvikler tre musikalske superkræfter – og bare rolig, det lyder teknisk, men det er ret enkelt:

Tonalitet – følelsen af, hvor musikken “bor”. Som at rejse og vende hjem igen – bare med lyd.

Puls – musikkens hjerteslag. Den rytme, man kan mærke og bevæge sig med.

Periode – evnen til at høre gentagelser og skift i musik. Det gør børn trygge og forberedte.

De her evner er ikke kun vigtige i musiklokalet. De styrker også sprog, motorik, samarbejde og selvtillid – alt sammen noget, man har brug for resten af livet.

Du behøver ikke være musiker
Heldigvis kræver det ikke et musikstudie at synge med sit barn i det rigtige toneleje. Der findes faktisk et værktøj, der er lavet præcis til forældre og pædagoger, som gerne vil synge med børn – men uden at skulle lære noder og akkorder først. Det hedder 3chordmusicmaker, og det findes både som: En gratis web-app, du kan bruge med det samme:
www.3chordmusicmaker.dk/
spil.html.

En lille gadget, du kan sætte på en guitar, så du kan spille tre børnevenlige akkorder – bare ved at trykke til venstre, midt eller højre.

Sangene i konceptet ligger i det rigtige toneleje til børns stemmer, og alt er tilrettelagt, så det føles nemt og naturligt at gå i gang. Du bliver guidet hele vejen – og alle kan være med.

Giv din stemme videre
Når du synger med dit barn, lærer du det ikke bare en melodi. Du lærer det, at det har en stemme. At det må larme, finde på, være med – uden at blive rettet eller målt.

Musik er ikke noget, man skal kunne. Det er noget, man skal være i. Og den vigtigste gave, du kan give dit barn, er ikke perfekt sang – det er nærvær, glæde og følelsen af at høre til.

Så syng.  Skævt, højt, lystigt. Og gør det igen i morgen. Det gør en forskel – hele livet.

Mads J. Pagsberg 

Banu Cennetoğlu under­søger danske nyhedsmedier

0

Banu Cennetoglu BEING SAFE IS SCARY 19. marts-10. august 2025
Fernisering: 20. marts

I marts åbnede Kunsthal Charlottenborg dørene for den første præsentation af den Istanbul-baserede billedkunstner Banu Cennetoglu i Danmark i forbindelse med CPH:DOX. Cennetoglus værker afspejler et stærkt engagement i hvordan produktionen og distributionen af tekst- og billedbaseret information er med til at forme vores verden.

Til udstillingen har hun produceret værket ”29.01.2025”, der præsenterer samtlige papirudgaver af dagblade og ugeaviser udgivet i Danmark den 29. januar 2025. Ved at indsamle, katalogisere og fremvise alle aviser udgivet i et land på en specifik dag undersøger Cennetoglu hvordan nyhedsmedier prioriterer og formidler information – hvad der inkluderes, hvad der ikke gør og hvordan historier fortælles og for hvem. Værket handler ikke kun om de store overskrifter – også særtillæg og ikke-nyhedsrelateret indhold såvel som typografi, layout, og farvevalg demonstrerer hvordan verden sorteres, organiseres og repræsenteres i dagbladenes formidling. ”29.01.2025” præsenteres sammen med et udvalg af tidligere udgaver af værket fra andre lande, der er del af et langsomt voksende arkiv over den trykte avis virkelighedsproduktion.

Udstillingen kan ses frem til 10. august i Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K.

Red.