Koncert med musikken til de lyse nætter

0

Vokalgruppen Prima Vista giver koncert med sange om de lyse nætter, den danske skærsommer, omarrangeret for ligestemmigt kor.

ØRUM: Den danske sommer er ikke kun en ung blond pige, men i høj grad også tiden med de lyse nætter. Gennem tiderne har de lyse nætter været en stor inspirationskilde for lyrikere og komponister, og disse sange danner omdrejningspunktet for en koncert med vokalgruppen Prima Vista i Ørum Kirke.

Koret indleder koncerten med ”Morgensang fra Elverskud” og bevæger sig videre til nyere kompositioner som Jesper Mejlvangs ”Stille nu, mit hjerte”, Steffen Brandts ”Fald min engel”, Phillip Fabers ”Bær mig, stjerne” og Alberte Windings ”Lyse nætter”, samt klassikere som ”Sommersalme”, ”Yndigt dufter Danmark” og ”Underlige aftenlufte”. Programmet er sammensat med fællessange samt aftenstemninger fra kirkens orgel.

Koret består af ti velsyngende damer, der dirigeres af organist Lasse Christensen, som også ledsager fællessangen og spiller på orglet.

Koncerten er arrangeret af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 1. maj 2025 i Ørum Kirke. Der er gratis entré, og efter koncerten serveres en dejlig forfriskning.

Red.

Fredagsfest, forårssæson og forældreråb

0

I fredags skød Springteam Sæby et nyt initiativ i gang med Fredagsfest for alle foreningens gymnaster. 

De var inviteret til to timers leg, sjov og spring i Spektrum, som skulle styrke fællesskabet på tværs af holdene og mellem forældrene. Der var spisning og hygge med hele familien i Café Sol efterfølgende. Initiativet kommer fra Springteam Sæbys nystartede forældreråd, som består af forældre fra foreningens forskellige hold. 

Som det er i rigtig mange foreninger, er også Springteam Sæby afhængig af de frivillige kræfter, og der er altid god opbakning fra forældre til både store og små arrangementer, men der er også behov for en ekstra indsats. 

”Vi har længe haft et ønske om at samarbejde endnu tættere med forældrene for at skabe et bedre fællesskab i foreningen, og derfor har vi taget initiativ til at nedsætte et forældreråd, og heldigvis er der god opbakning til det”, siger Camilla Østergaard fra bestyrelsen i Springteam Sæby. 

I Springteam Sæby oplever de, at der ikke kun er behov for at forældrene ’går til hånde’ og hjælper til arrangementer, men at der også er behov for en mere koordineret forældregruppe, der også aktivt støtter op om foreningens kultur, værdier og virke i det hele taget, og at det kommer til udtryk gennem forskellige initiativer. 

Forældrerådet taler på deres møder om vigtigheden i at få budt nye forældre velkommen i foreningen, om at sikre, at alle familier er klædt godt på til at tage med til konkurrencer og arrangementer, om hvordan vi i det hele taget styrker det gode fællesskab, som allerede i er i foreningen.  

Om lidt er sæsonen slut for breddeholdene, og det markeres med en flot forårsshow den 12. april, hvor alle hold viser, hvad de har lært. Der er tradition for at breddeholdsgymnasterne fortsætter på et af de mange forårshold, som starter efter påske. Her er også mulighed for at prøve kræfter med konkurrencegymnastik på et boblehold. 

Konkurrenceholdene er godt i gang med de forskellige konkurrencer rundt om i landet i forskellige rækker og divisioner. De tre micro-konkurrencehold er i regionsrækken og kæmpede om medaljer i DGI-huset i Åbybro i lørdags den 5. april.

Red.

Hjallerup Biogas trækker ansøgning tilbage

0

Projektmagerne bag Hjallerup Biogas har besluttet at trække ansøgningen om etablering af et biogasanlæg på Vester Hassingvej sydøst for Hjallerup tilbage før politisk behandling. Det sker på baggrund af de mange kommentarer, der er kommet til den konkrete placering

I begyndelsen af året var de tre projektmagere bag Hjallerup Biogas klar til at indsende deres forslag til et biogasanlæg i Dronninglund Kommune. Forud var gået dialog med både forvaltning og politikere og forslaget blev efterfølgende sendt i den indledende idéhøring, hvor naboer og andre interessenter inviteres til at komme med deres kommentarer til ideen.

– I forarbejdet med etablering af et biogasanlæg indgår en lang række opgaver. Der skal tages højde for natur, miljø, praktiske forhold som til- og frakørselsmuligheder, naboafstande mv. I den allerførste fase, nemlig idéfasen, fastlægger man nogle første forslag til fx placeringer og vi kan se af de mange kommentarer, der er kommet til placeringen på Vester Hassingvej, at vi skal gentænke placeringen, siger Søren Nørgaard, der er administrerende direktør i Hjallerup Biogas ApS, og fortsætter: 

– Vi har læst de mange kommentarer, der er kommet ind og er rigtig glade for, at rigtig mange synes, at det er godt, at vi overvejer at etablere et biogasanlæg og er enige med os i vigtigheden af nye initiativer i den grønne omstilling. Men vi har også læst de gode argumenter for, hvorfor et biogasanlæg ikke skal ligge på lige præcis Vester Hassingvej og dem lytter vi naturligvis til – vi har fra begyndelsen sagt, at det gode naboskab er vigtigt for os. Derfor trækker vi forslaget tilbage.

Grøn omstilling kræver handling
I de kommende år vil landbruget blive pålagt en række tunge afgifter for at reducere CO2-udledningen. Det betyder, at der er behov for at fremtidssikre dansk landbrug og her mener projektgruppen, at de har et ansvar til handling:

– Nu går vi i tænkeboks og overvejer alternative placeringer. To af os tre, der står bag projektet, er selv landmænd, og vi føler et ansvar for den grønne omstilling. Vi både vil og kan tage ansvar – og det er baggrunden for, at vi fortsat mener, at det er en god idé at etablere et nyt biogasanlæg, siger Søren Nørgaard og tilføjer, at projektgruppen forventer at indsende et nyt forslag, men at det formentligt først bliver senere på året, siger Søren Nørgaard.

Æggejagt, fællesspisning og passion ved den niende time

I den stille uge byder Hellevad og Ørum Kirker på en række gudstjenester, hvor æggejagt, fællesspisning, meditativ orgelmusik og opstandelse går hånd i hånd.

KLOKKERHOLM/ØRUM: Påskeugen indledes med en familiegudstjeneste palmesøndag i Hellevad Kirke, hvor korskolen medvirker, og hvor børnene på festlig vis bærer palmegrene ind i kirken. Gudstjenesten er tilrettelagt med flere gængse salmer, nadver og læsninger fra Bibelen på nudansk. Efter gudstjenesten arrangeres der en hyggelig æggejagt på kirkegården for hele familien.

Skærtorsdag er nadverens dag, hvor måltidet og fællesskabet omkring bordet er i centrum. Menighedsrådet inviterer til fællesspisning som begynder med en måltidsgudstjeneste i Ørum Kirke med efterfølgende aftensmad i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Der er tilmelding til fællesspisningen via kirkens hjemmeside. Menuen er lammesteg, men med mulighed for frikadeller eller en vegetarret.

I Hellevad Kirke markeres langfredagens begivenheder med en passionsgudstjeneste i den niende time, som er om eftermiddagen klokken femten, hvor Jesus ifølge skrifterne døde på korset. Der læses uddrag fra Lidelseshistorien.

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen er liturg, og organist Lasse Christensen spiller passionsmusik. Han har sammensat et program med forskellige bearbejdelser af salmen Befal du dine veje (på tysk: Herzlich tut mich verlangen). Disse stykker vil fungere som et ritornel – et tilbagevendende motiv – gennem hele gudstjenesten. Alle værker stammer fra den romantiske og senromantiske periode i musikhistorien.

Påskedag kimer kirkeklokken til påskehøjmesse i Hellevad Kirke, og anden påskedag ringes til aftensang i Ørum Kirke.

Bach var begejstret for den smukke melodi
Hans Leo Hassler (1564-1612) står bag melodien til Befal du dine veje, og hans produktion inden for kirkemusikken er ganske omfattende. Han står som en af de førende figurer i overgangen mellem renæssance og barok.

Befal du dine veje er en af tidens store og vægtige melodier, og den er stadig yndet både til gudstjenester og begravelser. J.S. Bach viste også sin begejstring for melodien ved at komponere flere orgelkoraler over den samt indlemme den i både Matthæuspassionen og Juleoratoriet.

Tonalt befinder vi os i en af middelalderens kirketonearter, nemlig den frygiske. Oprindeligt var melodien skrevet mere rytmisk kompliceret, men blev senere forenklet til den form, vi kender i dag.

En stor højtid for kristne og jøder
Oprindeligt var påsken en gammel israelitisk fest fra nomadetiden for foråret og kvægets frugtbarhed. Sidenhen blev festen omtolket som en ihukommelse af udvandringen fra Ægypten, som er en fortælling fra 2. Mosebog, der blev en del af jødisk selvforståelse. Det fortælles dér, at israelitterne forud for udvandringen slagtede et lam. Det blev tilberedt og spist med usyret brød og urter. Lammets blod blev smurt på dørstolperne for at holde dødens engel væk.

Senere blev påsken den vigtigste og ældste kristne højtid, der markerer Jesus’ død og opstandelse. Påskeugen kaldes også ”den stille uge”, ”passionsuge” eller ”dimmeluge”, og betegnelsen dækker ugen før påske, mellem palmesøndag og påskedag.

Hvornår påsken falder hvert år, er baseret på forårsjævndøgn og fuldmåne. Påskedag ligger søndagen efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Denne udregning blev vedtaget ved Kirkemødet i Nicæa i år 325, hvor man også besluttede, at de beregninger, som fastsatte påsken, skulle være lavet af kristne.

LC

Standerhejsning med besøg af solen

0

Næsten 40 personer havde fundet vej til klubbens anlæg til dagens standerhejsning, hvor flaget blev fulgt til tops af en af klubbens juniorer, Benjamin, med hjælp af de to nye bestyrelsesmedlemmer Marianne og Rasmus.

Klubbens formand, Karen Axen, fortalte om den historiske tidlige standerhejsning som kun var muliggjort af klubbens kunstgræsbaner, men ligeledes næsten historisk er klubbens to rødgrustennisbaner også meget tæt på at være spilleklare grundet det tørre og forholdsvis fine vejr.

Karen orienterede om juniortræning om mandagen i både tennis og padel, og der vil blive lavet ekstra hold ved behov.

Der vil også være intro tilbud til nye medlemmer ligesom der vil være forskellige spil sammen og træningstilbud.

Mandag, tirsdag og torsdag er der forskellige spil sammen arrangementer i tennis og padel.

I første uge af skolernes sommerferie vil der også være en tre dages camp med tennis og padel.

Efter flaghejsningen var der lidt godter og masser af snak.

Der var også mulighed for, til trods for formiddagens regn, kort at afprøve pickleball.

Der vil senere komme endnu en mulighed for dette.

Nu er sæsonen i gang, så har du ikke fornyet dit kontingent, så er det nu, så du også kan booke baner.

Dronninglund Tennis & Padel se frem til en spændende og aktivitetsfyldt sæson.

JN

Nyt spilletøj til serie 5

0

Flauenskjold Idrætsforenings Serie 5-hold har fået sponsoreret nyt spilletøj af Louis Nielsen. Det flotte, nye tøj blev indviet med manér i sæsonpremieren søndag eftermiddag, hvor det blev til en knusende 6-1 sejr over Try-Thorshøj.

Tekst og foto: IS

Så er petanque-spillerne i Ekkoparken klar til ny sæson

0

Med forårets indtog begynder udendørsaktiviteterne at udfolde sig rundt om i Hjallerup. I Ekkoparken startede petanqueklubben allerede tirsdag den 1. april med at gøre banen klar og opstille borde- og bænkesæt både udendørs og i læskuret, så hyggestunder efter spillet er klar til brug.
Petanqueklubben i Hjallerup har omkring 15 medlemmer, men der er plads til det dobbelte antal. Formanden for petanqueforeningen Jan Arenstorff fortæller:

”Vi startede vores forening under Skytteforeningen i Stagsted og flyttede så til Hjallerup for cirka ti år siden. Vi flyttede til byen for at få flere medlemmer, og det har vi også fået, men der er plads til flere. Der bliver spillet petanque hver tirsdag aften i et par timer, men der er også tid til hyggesnak og en kop kaffe, så har nogen lyst til at deltage, møder man bare op tirsdag aften.”

Kirsten Bækgaard er en af petanquespillerne, og hun fortæller begejstret om spillet og parken: ”Jeg har spillet i en del år og kan efterhånden ikke undvære hverken spillet eller det hyggelige samvær. Er vejret dårligt, har vi et læskur, som kan benyttes. Her kan vi se rundt i Ekkoparken og opleve et væld af mennesker, der lufter deres hunde og motionerer, og ikke mindst børn, der benytter legepladsen sammen med
en voksen. Når først geder­ne kommer tilbage, bliver der endnu mere liv i parken.”

Formanden slutter med at appellere til byens bor­ge­re om at bruge petanque­banen på de dage, hvor klubben ikke spiller. ”Alle er velkomne til at bruge banen og spille petanque. Vi forventer som en selvfølge, at banen bliver behandlet med respekt og ligeså vores møbler til at hygge os ved. Jeg håber, at alle vil bidrage positivt til vedligeholdelsen af vores dejlige Ekkopark, som har en stor værdi for os alle.”
Med indvielsen af Hjertestierne i Hjallerup, hvor en af stierne går gennem Ekkoparken, vil endnu flere gøre brug af området til motion.

ES

50 års jubilæum i Lokalhistorisk Arkiv

0

Lokalhistorisk Arkiv for Flauenskjold og Omegn kan den 21. april fejre 50 års jubilæum. Det blev søndag markeret med åbent hus i foreningens lokaler på Flauenskjold Skole. Bestyrelsen var med ca. 70 besøgende i løbet af dagen godt tilfredse med fremmødet og med den interesse der blev vist for foreningens arbejde. På billedet ses bestyrelsen i jubilæumsåret fra venstre Birger Skovholm, Runa Christensen, Bente Nielsen og Jane Christensen. Tekst og foto: IS

Stor opbakning til købmanden

0

Der var stor opbakning til Min Købmand i Flauenskjold, da der søndag formiddag var kaldt til stormøde i Flauenskjold Hallens cafeteria, hvor Flauenskjold Hallen var vært for kaffe og rundstykker.

Hele 140 borgere var mødt op ifølge med 35 børn, der blev underholdt af Rødder og Vinger i hallen, mens far og mor var til møde. Et flot fremmøde som bestyrelsen, og vel egentlig også alle os andre, var meget overvældede over.

Som omtalt tidligere her i avisen var eneste punkt på dagsordenen butikkens overlevelse og fremtidige muligheder.

Formand for købmandsgruppen Poul Lyhne bød velkommen, og takkede Flauenskjold Hallen for det praktiske ved arrangementet.

Poul gennemgik endvidere det historiske ved købmandsprojektet, samt gav en redegørelse for forretningens aktuelle økonomi.

Efterfølgende var der oplæg fra købmand Andreas Seyfert, hvor han gav en flot gennemgang af hans tanker for butikkens fremtid, herunder de muligheder der er for optimering af driften samt de tilbud man kan tilbyde kunderne.

Der var herefter åbnet op for debat og kommentarer fra de fremmødte. Og mange havde heldigvis noget på hjerte og man fornemmede virkelig at de fremmødte ville vores fælles købmandsforretning. Talelysten var således stor og der var mange konstruktive forslag til både stort og småt i forhold til driften af butikken.

Der er ingen tvivl om at det er et fælles ansvar at butikken har en fremtid, og ord som en ”anden vilje” og nogle ”andre vaner”, som der blev nævnt siger vel egentlig det hele. Der skal så lidt til fra os hver især for at vi har en god og sund købmand i byen, og at vi derved bevarer priserne på vores huse.

Så ”handl der” og fortæl de ”gode historier”, som der også blev nævnt fra forsamlingen. Skru ned for de negative kommentarer i forhold til købmanden. 

Der blev også stillet forslag om et brugerråd, og om muligheden for at skyde penge ind på sin kundekonto, for derved at være med til at agere kassekredit for butikken. Likviditet er således også et vigtigt nøgleord, der gik igen denne formiddag.

Dennis Kvesel afrundede med et oplæg, hvor han slog et slag for en fællesskabsfølelse for byen, hvor skole og købmand er meget centrale livsnerver for at et lokalsamfund fungerer.

Til slut var der mulighed for at tegne nye anparter, og at måle ud fra hvor mange der tog sedler med hjem, så vil der ganske givet blive tilført ny kapital til forretningen.

Men stadig vigtigst af alt – læg mere af din handel lokalt.

Alt i alt et meget positivt møde, der tegner godt for at bevare vores fælles købmand til glæde for alle i byen.

IS

Fotos: Privat

Hjallerup Samvirke sælger markedets to største telte

0

Hjallerup Markeds to største telte, Markedsteltet og Markedskroen, forlader byen og er solgt til Ørsted Telte. De nuværende rød-hvidstribede duge og i alt seks master har de seneste 20 år været centrale på markedet. 

Vi har sikret os en femårig aftale, hvor Ørsted Telte, fremover står for praktik og opsætning, så teltene, som vi kender dem, dukker op igen, siger formand for Markedsudvalget, Stefan Jacobsen. 

Alle øvrige telte forbliver på markedspladsen til internt brug, men alt hvad der tidligere har været af udlejning til byens borgere og foreninger ophører. 

Samvirke har truffet en beslutning, fordi det ikke længere er rentabelt at drive Hjallerup Telte på frivillig basis. Vi vil hellere koncentrere os om det, vi er rigtig gode til, og det er at lave Hjallerup Marked, siger Stefan Jacobsen.  

Historisk set har Hjallerup Samvirke før lejet sig til tag over hovedet på markedsgæsterne. Først på Flauenskjold Kro og siden hos Sønderjysk Ringridderforening. 

Siden 1975 har Hjallerup Marked været afholdt med eget telt. Det første blev hentet i Norge, hvor N. C. Nielsen og Knud Aaen fra det daværende markedsudvalg kom hjem med en halvrådden dug fra et tivolis konkursbo. Det, de troede, var en medfølgende flagallé, viste sig at være stormstænger, men med en kærlig hånd fra Gandrup Sejl kom teltene til vejrs. 

Fra 1986 og en årrække frem var Henrik Jakobsen, byens første teltmester, og de skiftende markedstelte har igennem årene været udlejet steder som Tønder Festival, Døllefjelde-Musse, Store Brønderslev Marked, Nibe Festival og ved daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens runde fødselsdag. I Hjallerup har også, den årlige bibelcamping i flere år haft rejst markedsteltet – faktisk endda i større udgave end til Hjallerup Marked.  

Så det er et stykke historie, der har forladt byen, men heldigvis dukker op igen til årets marked. 

De store telte rejses på markedspladsen 16. maj forud for Hjallerup Marked 29. maj-1. juni. Der skal stadig bruges omkring 15 frivillige på dagen til at få teltene rejst.

ES