Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Gederne blev hilst velkomne af flere hundrede mennesker

I lørdags den 26. april var der festdag i Ekko Parken og på Markedspladsen. Solen skinnede og temperaturen var til hygge. Hans Jensen og søn kom tilbage med et stort hold geder og gedekid. Børnene var ellevilde for at få lov til at røre de små kid. De var ikke så lette at fange ind. Der var otte store geder med elleve små kid, som styrtede ud af traileren og rundt i indhegningen i parken.

”Vi har nu udsat omkring 30 geder, som er fordelt mellem Hjallerup, Lagunen og Dronninglund. Vi har cirka 150 dyr igennem vinteren. De tilbageblevne er kommet på græs på vores egne marker,” fortæller Hans Jensens søn Theis og fortsætter:
”Mødrene har en alder fra et til fem år og er af samme race – boer-geder. Ligesom de øvrige år vil
Boformen Gaia se til gederne dagligt og give dem vand og måske foder om nødvendigt. Måske kommer der flere kid her i foråret.”

Fra Ekko Parken fortsatte børn og voksne til Markedspladsen, hvor der var gratis forfriskninger til alle. Mange borde og bænke var opstillet, og de mange børn og voksne kunne forsyne sig med drikkevarer, hotdogs, slush ice, popcorn med mere.
Børnene styrtede afsted til de opsatte hoppeborge, og så kunne forældrene nyde en velfortjent pause med en øl/sodavand og en hotdog.
En ridetur for de mindste var også en mulighed. Rideklubben havde sørget for at stille heste til rådighed.
Fra Bakkens Erhvervsgrund var der udstillet maskiner, som Anders Vestergaard Larsen fremviste. Der var mange forskellige maskiner til brug for havearbejdet. Også små lastbiler til brug ved for eksempel festivaler var udstillet.

Formanden for Hjallerup Samvirke Steen Søgaard holdt en kort tale, da alle voksne havde fundet en plads ved bordene.
”Med gedernes tilbagekomst er Hjallerup Marked begyndt. Hjallerup er en by, som vokser og vokser. Vi har brug for mange frivillige kræfter til markedet. Der er allerede mange tilmeldt, men vi har brug for flere. Jeg vil opfordre jer til at melde jer som frivillig ved en af boderne. Her kan I få de oplysninger, I har brug for. Mange foreninger får glæ­de af markedspenge­ne. I kan se på plakater, hvilke foreninger der har fået del i sidste års overskud, og hvordan man kan ansøge om et tilskud. Markedet afholdes fra den 29. maj til den 1. juni,” fortalte Steen Søgaard afsluttende.

Et view hen over bordene viste, at alle hyggede sig med naboer og venner. Børnene kunne ikke få nok af hoppeborgene. Vejret var i top og stemningen ligeså. Alle håber nu, at markedsvejret bliver lige så godt.

ES

Populære artikler