
I disse uger har valget fyldt i gadebilledet, og det har naturligt vakt børnenes nysgerrighed i Hjallerup Børnehave. Når børn og voksne har været på tur rundt i byen, har spørgsmålene stået i kø: “Hvad er en valgplakat?”, “Hvad betyder det at stemme?” og “Hvorfor må vi ikke stemme?”
I børnehaven arbejder man løbende med demokratisk dannelse, hvor børnene oplever medbestemmelse, medansvar og fælles beslutninger. Derfor var det helt oplagt at følge børnenes spor – og holde et rigtigt valg i børnehøjde.
Tirsdag den 18. november blev der derfor afholdt valg i børnehaven. Emnet var noget, alle kunne forholde sig til: Hvilken ret skulle serveres til maddagen om fredagen? På stemmesedlen var tre muligheder: burger, pitabrød og spaghetti bolognese.
De ældste børn havde i dagene op til valget været med til at udarbejde forslag til menuen, hænge valgplakater op, skrive stemmesedler og bygge en stemmeboks. På selve dagen besøgte ældstegruppen også det rigtige valgsted i Hjallerup Kulturhus, hvor de fik lov at se, hvordan en stemmeafgivelse foregår – fra modtagelsen med valgkortet til turen bag skærmen.
Da alle stemmer var lagt i kassen og optalt til middag, udløste resultatet stor jubel: Burger vandt valget. Dermed fik børnene også en læring i, at selvom man stemmer på én mulighed, kan flertallet vælge noget andet – og det er sådan demokrati fungerer.
Fredag står menuen derfor på burger til alle i Hjallerup Børnehave – og en gruppe børn, der nu er lidt klogere på valg, stemmer og fælles beslutninger.
SEB




