Fredag aften blev der igen sat strøm til lydanlægget og fuldt blus på lamperne, da Hjallerup Musikforening åbnede kulturhusets døre til en ’hjertestarter’-koncert – et koncept, der efter mange overvejelser skulle lægge op til Musikforeningens overlevelse.
HJALLERUP: I ugerne op til koncerten havde den nyvalgte bestyrelse omfordelt rollerne, og to af de nye bestyrelsesmedlemmer – Lars Noer Madsen og Mathias Byrdal Møller – var nu i ilden for at skabe et nyt koncept fra ide til færdiggørelse.
OASIS og U2
Man kan lige så godt gå efter stjernerne, når folk skal vækkes, men efter lidt sondering blev valget en fuldgod erstatning på begge fronter. Der er jo i disse år en trend med at kopibands buldrer frem, så valget af de to tribute bands The Morning Glory Experience samt Elevation – U2 Duo faldt helt naturligt, og – sådan blev det.
Yngre lokalt publikum
Der var kø ved døren. Forsalg til koncerten var det største siden Corona-tiden, så nerverne hos de to planlæggere lagde sig hurtigt. Stemningen var høj fra aftenens start og gennemsnitsalderen var nu pludselig faldet 25 år fra foreningens tidligere koncerter. Væk var stolerækkerne i salen og baren var flyttet ind i salen. Dog var der lavet en ’pensionistbænk’ allerbagerst, så det grå guld ikke skulle spejde forgæves efter en hvileplads…
Musikken kom, spillede og sejrede
At en duo skal forsøge at redefinere de store OASIS-hits fra 90’erne er umiddelbart at tage munden for fuld, men – med dygtigt arbejde og musikalitet, kombineret med stærk personlig performance blev publikum taget voldsomt i hånden og hvirvlet ind i et samspil med bandet, så det hele landede i en symbiose, som tilsyneladende bekom alle vel. Stærke klapsalver og publikums 200 mands supplerende korsang fik næsten bygningen til at smile, som en nyforelsket nymfe en sommernat… Det var en stærk og god åbning på en fantastisk aften.
Det var i øvrigt et godt valg at flytte baren ind i salen. Ud fra de to arrangørers konstante traven frem og tilbage med hhv. fulde og tomme ølkasser må det formodes, at omsætningen i baren oversteg de mest optimistiske forventninger. Joh – der var sved på panden.
Efter et par ekstranumre blev scenen omarrangeret, og vi kunne se frem til at The Morning Glory Experience skulle tage over. Det er et 5-mands band, som fortalte, at de kun havde spillet sammen i et års tid. Hvad kunne vi så forvente – og hvilket niveau?
Fyrstelig, fejende, baspumpende og pitchende rock! Tak for kaffe, hvor kan de gutter deres kram, og lydmanden havde i aften flot orkestreret instrumenterne. Man mærkede fra første færd, at takten blev slået an uden vaklen (Thomas) og at bassen (Peter) trykkede brystben. Sådan skal den musik spilles, og når man så har en forsanger (Rasmus) med både attitude og kraftfuld stemme, mangler man kun et par gode guitarister – og minsandten, om ikke også der havde sneget sig to af dem med på scenen personificeret ved Tue og Peter..
Epilog
Det var et gamble med nyfortolkningen af Hjallerup Musikforening, men absolut en succesfuld koncertaften, de havde arrangeret. Publikum klappede, sang og dansede til musikken. Der var ingen brok, og konceptet med stående afvikling i salen, ingen spisning før koncerten, bar i salen og plads til hyggesnak i foyeen passede perfekt til denne aften. Tak til musikforeningens bestyrelse for initiativet. Jeg kommer gerne til jeres næste arrangement.
Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk


