
SMS-Hjertestartergruppen som dækker Hjallerup og Ravnstrup har været aktiv i otte år.
I 2017 blev Hjertestartergruppen startet i Hjallerup med initiativ af Vagn Kraglund. Hjertestartergruppens 29 medlemmer adskiller sig fra Hjerteløbere på flere områder. Alle medlemmer gennemgår hvert år specialkursus i hjertelungeredning – og de har alle en gul vest med deres navn på, når de bliver alarmeret til et hjertestop i lokalområdet. Hjertestartergruppen arbejder direkte underlagt Regionen – og det er Regionen, der alarmerer medlemmerne ved et hjertestop. Statistikken fortæller, at de første medlemmer fra Hjertestartergruppen er fremme 2-4 minutter efter en alarm.
De årlige kurser
I forbindelse med de årlige træningsaftener får alle træning i hjertelungeredning med dukker. Træningen omfatter fokus på alle aldersgrupper, som går fra spædbørn til voksne. Træningen bliver styret af to af gruppens medlemmer – paramediciner Peter Burholt og livredder Dennis Brødløs. Ud over træningen bliver der også gennemgået planer for, hvordan man fordeler opgaverne, når man når frem til et hjertestop.
Opgaver ved hjertestop
De første som kommer frem til et hjertestop koncentrer sig om patienten – de næste koncentrerer sig om de pårørende – og derefter er der behov for at sikre adgang til ambulance og lægebil. Der bliver blandt de først fremmødte også medbragt hjertestartere. Det betyder at alt er optimalt for at gennemføre det nødvendige for at kunne genoplive personen med hjertestop.
Når kurset er afsluttet bydes der på mad og drikke, som giver mulighed for at slutte aftenen af med hygge – og at møde hinanden på en anden måde end man gør, når det er til et hjertestop. Til et hjertestop møder der typisk mere end 10 fra Hjertestartergruppen op. Dem som der ikke er opgaver til, går eller kører typisk hjem igen.




