Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Slut med DHF Fodbold

Fra efterårssæsonen 2025 er det slut med den karakteristiske lyseblå DHF-trøje.

Efter næsten 20 års samarbejde mellem de tre klubber Dybvad Boldklub, Hørby Idrætsforening og Flauenskjold Idrætsforening er man blevet enige om at ophæve klubsamarbejdet på ungdomssiden.

Tiden er i nogen grad løbet fra DHF Fodbold. 

Efter i mange år at have leveret ca. 2/3 af spillerne til samarbejdet havde Flauenskjold IF imidlertid kun seks spillere tilbage på DHF-holdene. 

På baggrund heraf har man fra Flauenskjolds side vurderet at samarbejdet ikke længere giver mening. Interessen for DHF Fodbold har de sidste par år været stærkt nedadgående.

Dels er børnetallet i de aktuelle ungdomsårgange meget lavt og dels har flere valgt at søge til andre klubber. Hertil kommer at stort set ingen forældre har valgt at bakke op om ungdomsfodbolden i Flauenskjold.

Da Flauenskjold Idrætsforening sidste forår indkaldte til forældremøde mødte eksempelvis blot to forældre op. 

Dybvad Boldklub har ligeledes valgt at trække sig fra samarbejdet. Det betyder at de tre klubber nu reelt står alene på ungdomssiden.

Til efterårssæsonen har Dybvad således tilmeldt ungdomshold i U9 drenge og U11 drenge, mens Hørby kan mønstre hold i U10 drenge, U12 drenge, U13 piger samt U15 piger sammen med Voerså IF.

Flauenskjold har tilmeldt hold i U6, U7 og U8, og det er således håbet at man kan fremelske en kultur, hvor det igen bliver attraktivt at spille fodbold i den lokale klub. I takt med at børnetallet i de yngste årgange er stigende, og at det ser ud til at forældregruppen er mere engageret tror man på en lysere fremtid. Det kræver imidlertid at der er nogle ildsjæle blandt forældrene.

Hvis man kigger lidt længere frem, kunne holdsamarbejde med Klokkerholm måske komme på tale for de årgange hvor det giver mening. Dette set i lyset af at Flauenskjold børnene kommer til Klokkerholm Skole efter 6. klasse.

Nedlæggelsen af DHF er helt udramatisk og alle tre klubber er da også enige om at samarbejdet i gennem årene har givet mange gode oplevelser.

Tekst og foto: IS

Populære artikler