
Midt i august afholdes der traditionen tro en folkelig byfest med cafékoncert, salgsboder og helstegt pattegris i Klokkerholm.
Som optakt til byfesten i Klokkerholm inviteres der igen i år til sommercafékoncert under åben himmel på pladsen ved den gamle grovvarefabrik (nu Dansk Lastbil Nostalgis haller) på Hellevadvej 3 i Klokkerholm. Som musikalsk underholdning spiller Brønderslev Harmoniorkester under ledelse af Mogens B.B. Jensen.
– Vi håber, at vejret igen i år tørt og solrigt, og at vi kan gentage sidste års store succes, hvor der deltog rigtig mange mennesker, fortæller Carsten Albæk Hannesbo, der er formand for Klokkerholm Borgerforening.
Brønderslev Harmoniorkester har over 75 år på bagen og består af 30 musikere fra 18 til 85 år. De spiller et bredt repertoire fra den klassiske musik til den populære musik samt sætter en ære i at underholde på bedste vis med musik og sjove indslag. Orkestret spiller under ledelse af dirigent Mogens B.B. Jensen.
Sommercafékoncerten afholdes som et samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne, Brønderslev Harmoniorkester og Klokkerholm Borgerforening og støttes af Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm.
Koncerten finder sted fredag den 15. august 2025.




