Teater om forladte huseopføres i forsamlingshuse i Nordjylland

0

I samarbejde med Limfjords­teatret inviterer MØR collec­tive borgere til at opleve den poetiske teaterinstallation ”ROD” i syv nordjyske forsamlingshuse, bl.a. i Ørum Kultur- og Forsamlingshus mandag-tirsdag d. 13.-14. maj.

ROD er en forestilling rodfæstet i forladte huse i Nordjylland. MØR collective har besøgt 80 forladte nordvestjyske huse. Forfaldne og livløse huse, som har mistet deres værdi. Men noget af husene lever videre i den poetiske teaterinstallation, ROD, som vises i syv forskellige forsamlingshuse i og omkring Rebild, Brønderslev, Hjørring og på Læsø.

Poetisk forestilling med fælles kaffebord
Med poetiske tekster, lyd og musik i ørene bliver publikum guidet rundt til små tableauer af indsamlet materiale, der udforsker den ubemærkede detalje og skønheden, men også brutaliteten ved det forladte.  

– Det er en dobbeltsidig fortælling, som både handler om den samfundsudvikling, som har skabt alle de tomme huse i de små lokalsamfund – og samtidig er en hyldest til det liv, som har været, siger den ene af kunstnerne, Anika Barkan og tilføjer:

– Forladte huse har en æstetisk, nostalgisk og historiefortællende værdi, men bærer samtidig på følelsen af fiasko, forandring og tab. Med projektet ønsker vi at kaste et anderledes lys på hele problematikken omkring de såkaldte udkantsområder og skabe dialog om en samfundsudvikling med øget urbanisering og affolkning af landområderne.

Gratis adgang
ROD er støttet af Kulturkanten, Statens Kunstfond og Bikubenfonden og kan opleves ganske gratis. Alle opførelser slutter over kaffebordet med en fælles samtale, så også publikum kommer til at bidrage med små anekdoter og minder.

FAKTA:
ROD er en co-produktion mellem MØR collective og Limfjordsteatret og blev i 2022 opført i Thy og på Mors. Nu er turen nået til det øvrige Nordjylland og forestillingen er blevet videreudviklet til de nye steder. Alle steder er lokale ildsjæle involveret i projektet og de praktiske opgaver.

Skabt af: videokunstner Troels Jakob Jensen, scenekunstaner Anika Barkan, samt komponist Mika Forsling.

Projektet er støtte af Kulturkanten, Statens Kunstfond og Bikubenfonden.

Red.

Dronninglund Golfklub Open

0

Dronninglund Golfklub skaber en ny tradition ved at indføre Dronninglund Golfklub Open over tre runder golf.

Den første match blev afholdt den 28. april med mere end 50 deltagere. Dejligt at vores indbydelse nåede rundt i Nordjylland idet der også var deltagere fra flere nordjyske og midtjyske klubber. Alle udtrykte stor glæde ved at spille på vores udfordrende bane, fortæller matchansvarlige Thomas Ditlev.

Der blev spillet i tre rækker, hvor vinderne var Simon Bøgh fra Hjørring Golfklub, Kim Skammelsen og Karsten Beierholm begge fra hjemmeklubben. Der var gavekort som flotte præmier der kan bruges i klubbens shop. De næste to matcher er henholdsvis den 12. maj og 8. juni, hvorefter den samlede vinder findes.

SEB

Kapel, kirkeliv og kandidater over en bid mad

Der har gennem længere tid været aktivitet omkring kapellet ved Hellevad Kirke i Klokkerholm. Nu kan offentligheden få lov at se det færdige arbejde med renoveringen af bygningen.

KLOKKERHOLM: Midt i maj inviterer menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne til et såkaldt ”offentligt orienterings- og menighedsmøde”. Selve orienteringsmødet handler om det kommende valg til menighedsrådet, som finder sted i efteråret. Her skal der blandt andet findes nye kandidater, som har lyst til at træde ind i rådet. Menighedsmødet er en slags generalforsamling for sognenes folkekirkemedlemmer, hvor formanden beretter om sognets tilstand, kommende arbejder og kirkens økonomi, og hvor man kan stille spørgsmål og komme med idéer til fremtiden.

– Vi begynder aftenen med at åbne døren til det nyrenoverede kapel, hvor der er blevet indrettet et handicapvenligt toilet og kølefaciliteter til kister, og til de nye kontorer til organisten og graveren i det gamle bageri, fortæller Trine Kart, der er næstformand i menighedsrådet og formand for valgbestyrelsen.

– Derefter fortsætter arrangementet i kirken med et let traktement, og slutter af med orienteringen om det kommende valg til menighedsrådet og menighedsrådets arbejde i det forgangne og tanker om det kommende år.

Nyt toilet og kølerum
Mange i Klokkerholm har sikkert bemærket ekstra meget aktivitet ved kapellet ved Hellevad Kirke. Siden efterårsferien sidste år har kapellet været under renovering og er blevet indrettet med et nyt og større toilet, som også er blevet anvendelig for kørestolsbrugere. Derudover er der blevet indrettet kølefaciliteter til kister, så kapellet bliver funktionsdygtigt som lighus hele året.

I forbindelse med renoveringen er træerne langs kirkediget blevet fældet. Træerne var ramt af sygdomme, og da der skal anlægges en handicapvenlig flisegang ved foden af træerne, fandt man det fornuftigst at fælde dem i samme arbejdsgang.

På grund af længerevarende frost hen over vinteren, har byggeriet været noget forsinket, men forventes afsluttet inden sommer.

Nye kontorer til to medarbejdere
Menighedsrådet har i flere år arbejdet aktivt på at finde en løsning på manglende kontorer til graveren og organisten. Det er nu blevet muligt, da kirken har lejet lokaler i det gamle bageri på hjørnet ved Toftelundsgade/Borgergade – lige over for kirken.

Indtil videre har graveren haft et skrivebord i servicebygningen ved kirkegården, som også fungerer som spise- og opholdsstue for kirkegårdens personale. Lokalet er beskedent, og er kun bygget til at kunne rumme graveren og en medhjælper. I dag er der fire gravermedhjælpere ansat, så pladsen der er alt for trang. Organisten har i øjeblikket kontor i den ene ende af konfirmandstuen, hvilket heller ikke er optimal, da lokalet ofte er i brug til andre aktiviteter. Menighedsrådet var derfor hurtigt ude, da det rygtedes, at der var mulighed for at få indrettet kontorfaciliteter i en bygning tæt på kirken.

Arrangementet finder sted tirsdag den 14. maj i Hellevad Kirke. Vi håber, at mange har lyst til at møde op – både for at se de nye lokaler og for at høre om de mange, spændende opgaver, menighedsrådet løser, så vi alle kan nyde godt af vores kirker og det aktive liv, der er omkring, afslutter Trine Kart.

Altid, allerede – pinsekoncert i Østervrå

0

Fredag før pinse vender sangerinden Line Mortensen tilbage til Østervrå Kirke. I januar i år gav hun sammen med bandet Nick Cave Uncover fantastiske coverversioner af australske Nick Caves sange om eksistens, lys og mørke.

Denne gang er en del af Lines inspiration hentet fra afdøde Peter Bastians tanker om musik og bevidsthed. Peter Bastian var folkelig kendt fra gruppen Bazaars musik, men han var også forfatter og hans sidste udgivelse: ”Altid, allerede, elsket” er kilde til motivation og inspiration for Lines musik til denne koncert.

Med varme, nærvær og stort musikalsk overskud spiller Line Mortensen Trio ind i bogens store temaer som ’bevidsthed, ’kreativitet’, ‘død’ og ‘kærlighed’. Publikum bliver ledt gennem en forrygende koncert med legende improvisationer og stor energi. Line Mortensen leverer sine sange med stor autenticitet og indlevelse og bliver akkompagneret af de alsidige og virtuose musikere Jakob Mygind (sax) og Carsten Kær Nielsen (klaver og årets nordjyske jazzmusiker 2021). Det bliver en stor koncertoplevelse for alle aldre.

Østervrå Kirke er rammen om pinsekoncerten, og som ved tidligere pinsekoncerter er der efterfølgende mulighed for hyggeligt samvær på kirkegården under teltdug eller åben himmel. Der vil være salg af drikkevarer, snacks og hotdogs fra pølsevogn.

MMN

Der er stadig billetter at få til årets forårskoncert på Sæbygaard!

Tænk MAJ. Tænk forårsaften. Tænk MUSIK. Tænk venner, hygge og MAD. Tænk bobler…og – yes, det er helt rigtigt! – Kom med til årets FORÅRSKONCERT på SÆBYGAARD!

Den skønne majaften indledes i Borggården, hvor der serveres et glas sprudlende, mousserende vin sablet af Uffe Nielsen fra Den Gamle Smedje .

I Riddersalen tager Vendsyssel Kammerorkester med dirigent Niels Bjerre os med på en musikalsk oplevelsestur.

Vendsyssel Kammerorkester spiller første del af koncerten, og her efter afslutter Vivi’s Salontrio (Vivi Steffensen, klaver, Bendt Møller- Christensen, cello, Niels Bjerre, violin, alle professionelle musikere) med en række fejende flotte numre både fra den klassiske og populærmusikkens hylder!

Efter koncerten er der dækket festligt op i Slotskælderen til den lækre buffet med pølse- og ostespecialiteter . Utraditionelt sammensat og velkendt leveret af Den Gamle Smedje. 

Forårskoncert på Sæbygaard arrangeres i samarbejde mellem Sæbygaards Venner, Vendsyssel Kammerorkester og FOF Vendsyssel. Kom med lige her: www.fof-vendsyssel.dk

Plejehjemsbeboerne indviede deres nye køreposer, doneret af Hjallerup Samvirke

0

I onsdags den 1. maj tog Kirkens gå-med-venner hul på foråret ved at invitere plejehjemsbeboerne  på Stengården med på en rundtur i Hjallerup. Der var 10 frivillige mødt op, solen skinnede og beboerne glædede sig til at komme ud og opleve foråret og det gode vejr. Beboerne i kørestole blev nu iklædt de nye køreposer, som Hjallerup Samvirke har doneret. Ingen af dem klagede over kulde eller træk. Thermo-køreposerne var perfekte til en sådan køretur ud i det fri. Hjallerup Samvirke havde doneret seks poser, som virkelig var kærkomne for beboerne.

Kirkens gå-med venner skubbede kørestolene ud i byen og ned i byens anlæg for rigtig at nyde forårssolen og de udsprungne træer. To rickshaws var også ude at køre med nogle af beboerne. Der blev turen lidt længere. De besøgte blandt andet EKKO parken og fik et glimt af de for nylig udsatte geder med små kid. Efter en times tid vendte alle tilbage til Stengården, hvor der ventede kaffe og småkager på terrassen.

”Vi er rigtig glade for Samvirkes donation af køreposer. Måske får vi brug for flere. Nu afprøver vi de seks, og så må vi søge om flere, hvis det viser sig nødvendigt. Med køreposer kan vi undgå, at beboerne klager over kulde. I onsdags var det næsten for varmt, men så kan vi lyne køreposerne ned. Vi er rigtig glade for at kunne byde beboerne en behagelig køretur ud i det fri og nyde naturen. Det betyder rigtig meget for dem,” fortæller Karsten Knudsen fra Kirkens gå-med-venner.

Han fortsætter: ”Vi har et stort program for sommerperioden. Hver onsdag formiddag kommer en flok frivillige på Stengården og hygger sig og synger sammen med beboerne. Er vejret fint, er det gåtur. Hvis det regner, er det hygge med sang på Stengården. I løbet af sommeren besøger vi Asaa Havn med bus. Vi besøger også byens mekaniske mu­se­um, hvor vi tager kaffen med og kører rundt på museet og ser de smukke gamle biler, traktorer med mere. Endvidere er der en spændende tur på vej, som ikke er helt planlagt endnu.
Vi er rigtig glade for det gode samarbejde med personalet på Stengården. Vi hjælper hinanden med at give beboerne nogle gode oplevelser. Det har de brug for.”

Hjallerup Marked nærmer sig, og der indbydes til gratis frokost for byens pensionister. Stengårdens personale og Kirkens gå-med-venner vil ifølge Karsten Knudsen sørge for, at de beboere, som ønsker at deltage, bliver kørt på Markedspladsen for at deltage i frokosten og den efterfølgende Markedsgudstjeneste.

ES

Uddeling af fondsmidler til Klokkerholm området

0

På Oasen overrakte Sparekassen Danmark fonden Klokkerholm uddelinger til 11 foreninger. Over 540.000 kom i omløb i Klokkerholms lokalområde. Uddelingerne er fra møderne i december og april. 

Borgerforeningen fik tilskud til en minilæsser, som var med til arrangementet. KIF fik tilskud til et boldrum ved klubhuset, fodboldskole og nytårsturnering. Lokalhistorisk fik nyt it-udstyr. Klokkerholms børn fik tilskud til en fest for børn den 28. juni. Hallen samler penge til energibesparende tiltag og en fest i hallen den 15. juni. Hellevad og Ørum menighedsråd fik til hjælpekurve til jul. Old Boys fik ny spillerdragte. Byen i landskabet fik penge til at færdiggøre Ove Chemnitz tribune på stadion. Dronninglund Golfklub samler midler til et banetoilet. Dannerhøj gruppe fik penge til aktiviteter til familiespejd. Og til slut fik Oasen til insekthoteller og brændekløver.

Red.

Det Mobile Bibliotek fejrer 10 års fødselsdag

0

Brønderslev Biblioteks bogbus skal fejres behørigt, når ”børnenes bibliotek” den 15. maj fylder rundt og bliver hele 10 år gammel. Derfor inviteres alle interesserede med til onsdagens fejring, hvor der vil være festivitas, taler og musik fra Kulturskolen.

Vil man som trofast bogbusbesøgende også gerne være med til at fejre, skal man ikke snydes. Fra 16. til 23. maj er der tillige mulighed for en bid fødselsdagskage og lidt at drikke i bussen, når den kommer forbi de forskellige stoppesteder på sin faste tur rundt i kommunen.

Med det officielle navn: Det Mobile Bibliotek er den nuværende bogbus faktisk den tredje i rækken for Brønderslev Bibliotek. Den første, kendt som Trille, så dagens lys i 1979 og holdt i hele 19 år inden den måtte pensioneres, den næste i rækken kom til i 1999 og endelig i 2014 så det tredje skud på stammen dagens lys. 10 år senere er det således muligt både at fejre fødselsdag og se tilbage på 45 års stolt historie. 

Som sine to forgængere har den nuværende bogbussen været til stor glæde for alle dem, der ikke har nem adgang til bibliotekerne i Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund. Det gælder i særdeleshed skoler og daginstitutioner, som bruger bussen flittigt, og derfor har den også fået kælenavnet ”børnenes bibliotek”. 

Red.

Konfirmationer i Hellevad Kirke

0
Fredag den 26. april kl. 11.00.
Lørdag den 27. april kl. 9.30.
Lørdag den 27. april kl. 11.00.
Søndag den 28. april kl. 11.00.

Kjøller Ejendomme udvider porte-føljen med nye boliger i Hjallerup

0

Kjøller Ejendomme har pr. 1. maj 2024 overtaget ti ét-plans boliger beliggende på Markedsbakken i Hjallerup. Boligerne blev opført i 2023 af Restate Group og markerer Kjøller Ejendommes indtræden i Hjallerup-området.

Hjallerup har de seneste par år oplevet en stor befolkningstilvækst, hvor specielt børnefamilier har fundet byen attraktiv med alt, hvad den har at byde på.

”Erhvervelsen af Markedsbakken-projektet passer godt ind i vores langsigtede strategi om at bevæge os ud over Aalborgs bygrænse og erhverve solide boligudlejningsejendomme i oplandsbyerne langs E45-motorvejen” udtaler Magnus Kjøller og fortsætter:

”Selvom ejendomsmarkedet i øjeblikket er presset af de høje renter, er vi glade for, at vi trods markedsomstændighederne fortsat kan udvide vores portefølje med kvalitetsejendomme, der er til at betale for vores lejere.”

Kjøller Ejendomme har indtil videre haft et aktivt 2024 som blandt andet for to måneder siden bød på købet af en større portefølje på 223 lejemål i Randers, Hobro, Mariager og Aalestrup. 

Med den seneste erhvervelse i Hjallerup består selskabets ejendomsportefølje nu af 460 lejemål fordelt på over 50.000 kvm til en samlet estimeret værdi på knap 800 millioner kroner.

Kjøller Ejendomme har fortsat ambitioner om at udvide porteføljen og har blandt andet yderligere udviklingsprojekter på vej i Godhåb, syd for Aalborg, der forventes at være indflytningsklar i begyndelsen af 2025.

SEB