Hjallerup Bibelcamping blev en succes
Hjallerup Bibelcamping, som er arrangeret af Indre Mission, blev i år 2024 en forrygende oplevelse for de omkring 1.800 deltagere. Der var stor tilfredshed med både programlægningen og de mange aktiviteter. De mange aktiviteter for hver aldersgruppe blev benyttet i høj grad alle dagene. Det smukke vejr med sol fra morgen til aften gjorde, at det for de mange deltagere blev en rigtig god ferieuge. I eftermiddagstimerne kunne de enkelte familier vælge at droppe programmet og tage en tur til stranden i Asaa eller Sæby. Der var også grupper, der benyttede sig af muligheden for et besøg i byens svømmehal.
”Vi har ugen igennem haft et fremragende vejr, et godt fællesskab med en god stemning. Der er dannet mange nye venskaber mellem både børn og voksne. Jeg kan give et sjovt eksempel på fællesskab blandt de mindre børn. En mor kontaktede mig, fordi hun ikke havde set sit barn de sidste tre timer. Hun vil gerne have hjælp til at finde barnet. Med fælles hjælp fandt vi hurtigt barnet, som ikke syntes, der var grund til bekymring, men udbrød: ”Jeg leger jo bare med mine venner, så hvorfor er du bange?” fortalte daglig leder Anne Møller Nissen.
Hver aften blev temaet for Bibelcampingen ”Se op” sat i et nyt lys. En aften var der sat fokus på ”Se op fra skammens dyb” med en psykolog. En anden aften var der fokus på skønheden i naturen, menneskelivet og kunsten.
Onsdag eftermiddag var der på hele legeområdet gjort klar til sponsorløb for børnene. Der blev råbt og hujet på børnene, som gjorde deres bedste. Pengene fra sponsorløbet blev på ikke mindre end 150.000 kroner, som skulle gå til udgifterne til afholdelse af Bibelcampingen.
Omkring et par hundrede frivillige havde travlt hele ugen med at få det store arrangement til at køre på bedste vis. De blev bespist i markedets mødelokaler, hvor også det store køkken blev flittigt brugt.
Lørdag den 3. august var afrejsedag med program om formiddagen. Bibelcampingen sluttede til middag, hvorefter der var opbrud på hele markedspladsen.
Daglig leder Anne Møller Nissen slutter:
”Det har været en fantastisk uge med rigtig god stemning. Deltagerne er blev fyldt op til randen og kan nu forhåbentlig klare en ny hverdag efter ferien. Vi glæder os allerede til næste år i uge 31 i 2025. Vores deltagerantal var før Corona på cirka 2.000. Det håber vi at komme på næste år.”
ES