Igen stor succes med fællesspisning i Hjallerup Kulturhus

0

Det blev igen et kulturhus fuld af glade mennesker, da dørene blev slået op til anden fællesspisning her i foråret.

Onsdag den 15. maj var alle byens borgere igen indbudt til fællesspisning i Kulturhuset. Der var endnu flere end sidste gang, som var den 23. april, hvor 150 havde tilmeldt sig. Denne gang var der 160, der deltog i spisningen, som bestod af dansk bøf med bløde løg, kartofler, sovs og salat. De frivillige i alderen fra 19-80 år havde selv lavet maden sammen med formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen.
”Vi er rigtige glade for, at vores initiativ med fællesspisning er taget så godt imod. Vi mærker, at folk hygger sig og glæder sig til at komme og spise sammen med venner og naboer. Det har betydet meget for arrangementet, at Nordjyske Bank har støttet initiativet med gratis billetter til de først 100. Normalprisen for de øvrige har været 50 kr., som er ganske billigt. Vi skal have vores udgifter dækket, og det kan vi få ved hjælp af de mange frivillige, som støtter op om arrangementet,” fortæller formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen og fortsætter:
”Efter sommerferien håber vi at kunne invitere til et par aftener med fællesspisning igennem efteråret, hvor kirken igen vil deltage med organist og kirkesanger til fællessangen efter spisningen. Denne gang klarede vi fællessangen med, at en af deltagerne – Johannes Hove sang for på de sange, der blev foreslået. Jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog, og tak til de mange frivillige, som gør et fantastisk arbejde for os i Kulturhuset.”

Nordjyske Bank havde denne gang to medarbejdere med til Fællesspisningen nemlig Lajla Hejlesen og Mette Sudergaard. De sørgede for, at de 100 tilmeldte blev krydset af inden spisningen. De øvrige måtte betale 50 kr. for spisningen. Drikkevarer kunne købes til maden til rimelige priser.

Gitte Hansen slutter:
”Vi glæder os til at se endnu flere af byens borgere til efteråret, hvor vi gentager Fællesspisningen.
Mange er kommet og rost vores initiativ, som vi håber at videreføre, når sommeren og ferietiden er ovre. Vi har alle brug for fællesskab og hyggeligt samvær især i den mørke tid.” 

EC

En glad vinder

0

Den heldige vinder af Nordjyske Banks lodtrækning ved Open by Night i Hjallerup blev Helle Kristensen. Gevinsten var et gavekort på 1.000 kr. til Bodil O.

Det var en overrasket og glad Helle Kristensen, som af Nordjyske Bank fik beskeden om gevinsten – et gavekort til Bodil O. på 1.000 kr.

Hun fortalte, at hun havde brug for en ny kjole og en gave til sit kommende barnebarn, så de 1.000 kr. var en velkommen gave.
Helle Kristensen kunne nu glæde sig til at komme i butikken og se på en ny sommerkjole eller andet spændende tøj hos Bodil O. Der ville også være mulighed for at købe babytøj til sit nye barnebarn.

Det var Mette Sudergaard fra Nordjyske Bank, der overrakte gavekortet til en glad Helle Kristensen.

EC

Nordjyske Banks nye hæveautomat i Hjallerup

0

Nordjyske Banks pengeautomat i Hjallerup er nu godt på plads i sine nye omgivelser ud mod P-pladsen ved Tøjeksperten Thomas. Og Thomas er ikke i tvivl om, at kunderne har fundet pengeautomaten, som han siger: ”Automaten bliver brugt flittigt, og mine kunder nævner ofte, at det er skønt, den er der. Og de fortæller ikke mindst, at de bruger den både til at hæve danske kroner og Euro.”

Selv om Nordjyske Bank ikke længere har en afdeling i Hjallerup, har banken en klar mission om fortsat at være tilgængelig og synlig i bybilledet.

Indenfor de sidste par uger er der derfor også sat nye bannere op på Hjallerup IF’s baner, og banken har været en del af spis-sammen-arrangementer på Hjallerup Kulturhus.

SEB

Fælles event i Hjallerup Idrætscenter

0

Lørdag den 11. maj afholdt Hjallerup Idrætscenter, fælles event for medlemmerne. Der var planlagt seks timers spinning og fire timers holdfitness, i form af fire forskellige holdtyper ud af de ti typer Hjallerup Idrætscenter udbyder.

Det var muligt for deltagerne, skiftevis at prøve spinning og holdfitness, så flere fik udforsket nye former for aktivitet.

Eventet sluttede, senere på dagen med et socialt arrangemnt, med tapas og hygge, instruktørerne og brugerne imellem.

Red.

Første år med Immi Beauty Style i Dronninglund

0

Den 1. juni er det et år siden at Iman overtog frisørsalonen på Slotsgade 62 i Dronninglund. Fødselsdagen fejres med gode tilbud i salonen.

Overtagelsen skete som følge af at hun i en periode havde været medhjælper i salonen og altid har haft et særligt drive og et ønske om at være selvstændig. Så da muligheden for at overtage salonen bød sig, var hun ikke sen til at slå til.

Iman, hvis kælenavn er Immi, har boet i Danmark i 23 år og elsker landet og kulturen og ikke mindst vejret. Hun er uddannet frisør fra Irak og har også en dansk frisør- og kosmetologuddannelse. Så det faglige er i orden og Immi lægger stor vægt på glade og tilfredse kunder i sin salon.

I salonen
I salonen tilbyder Immi alt det man kan forvente i en frisørsalon og en hel del mere. 

Naturligvis de helt sædvanige klipninger af enhver art samt krøller, opsætning, farve, reflekser, bryn og vipper, men ud over det laver hun osse negle og så tilbyder hun mange forskellige ansigtsbehandlinger.

Balayage – sund farve
Balayage er en hårfarveteknik, der giver dig naturligt, solkysset og ’beachy’ hår, fortæller Immi, der tilbyder denne behandling i sin salon. Det er den ultimative hårtrend for kvinden, der ikke ønsker skarpe udgroninger eller for meget vedligeholdelse. Teknikken giver nemlig ikke udgroninger på samme måde som andre hårfarveteknikker, da håret farves et stykke fra bunden og farven kommer således ikke i berøring med hårbunden og kan derfor siges måske at være sundere for kroppen. Balayage teknikken har eksisteret i noget tid, men den har for alvor sneget sig tilbage i frisørsalonerne som en af de mest populære og efterspurgte stilarter. Den kan laves i alle hår farver og -typer, fortæller Immi.

Ansigtsbehandlinger, hudprodukter og pensionister
Ud over de nævnte frisørting, tilbyder Immi også ansigtsbehandlinger enten almindelig eller en ekstra luksuriøs udgave, hvor hun virkelige kommer i dyben. Det kunne være en rigtig god gaveidé, foreslår hun med et salgssmil.

Hun vejleder i og forhandler desuden rigtig mange lækre hår- og hudprodukter. 

Og så han hun gode priser på pensionistklip. Det er nemlig godt at have dem i dagtimerne, hvor de fleste andre kunder er på job, forklarer Immi, så på den måde får hun flere huller i kalenderen udfyldt.

Det første år
Immi synes det første år er  gået godt. Jeg er faldet godt til i byen, som jeg i øvrigt aldrig havde besøgt før jeg begyndte at arbejde her, fortæller hun. Det skyldes at hun bor i Pandrup og derfor ikke lige kommer forbi Dronninglund på vej fra A til B.

Dronninglund har taget godt imod mig og det er en rar by at drive forretning i, smiler Immi og glæder sig til at betjene hele Dronninglund og omegn de næste mange år.

KØH2

Koncert med klassiske toner og salonmusik

KLOKKERHOLM: Oplev den skønneste salonstemning, når Vivi’s Klavertrio kommer til Hellevad Kirke. Trioen har spillet sammen i over 20 år, og repertoiret spænder fra den traditionelle salonmusik, som man kender det fra Wivex, til det klassiske som Mozart, Haydn og Mendelsohn.

Trioen består af Vivi Steffensen på klaver, Bendt Møller Christensen på cello og Niels Bjerre på violin. Vivi er lokalkendt i Brønderslev for at arrangere havekoncerter på sin private adresse på Solvangsvej. Sidste år kunne hun fejre 10-års jubilæum med disse havekoncerter, hvor hun inviterer musikkolleger til at komme og spille musik i mange genrer, som for eksempel klassiske toner, salonmusik, musicals og blues.

Vivi Steffensen er uddannet pianist på Nordjysk Musikkonservatorium, Niels Bjerre er ligeledes uddannet violinist på Nordjysk Musikkonservatorium med diplomeksamen og Bendt Møller Christensen har haft celloen som sin tro følgesvend i livet og det er den stadig i en alder af 80 år.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne, og finder sted torsdag den 23. maj 2024 i Hellevad Kirke. Der er gratis entré.

LC

Hjallerup er snart klar til årets marked

0

Hjallerup Marked slår dørene op til årets marked d. 30. maj, og byen syder allerede af aktivitet. I den forgangne weekend blev de to store underholdningstelte, Markedskroen og Markedsteltet, rejst.

Hjallerup Marked er kun et par uger væk, og forberedelserne er på sit højeste. I den forgangne weekend var der igen fuld gang i markedspladsen, hvor blandt andet de store telte, Markedskroen og Markedsteltet, blev rejst. Solen skinnede om kap med de omkring 40 frivillige, der var troppet op for at hjælpe til iført store smil og arbejdstøj. 

Utallige ting skal på plads i løbet af de næste to uger, før de omtrent 200.000 gæster indtager markedspladsen. Det omfatter blandt andet opsætning af Markedskroen og Markedsteltet, afmærkning af stadepladser, klargøring af køkken, placering af toi­letvogne, forberedelse af campingplads, renovering og udvidelse af Grillhytten, opsætning af hegn, færdiggørelse af elinstallationer og meget mere. Og det er bare et udpluk af alt det, der skal gøres klar.

– Det bliver ikke uden sved på panden. Vi kan altid bruge flere hjælpende hænder, men vi har så mange fantastiske frivillige i byen, og alle springer til, hvor de kan, så vi skal nok nå det. Jeg glæder mig hvert år til at se pladsen blive fyldt af forventningsfulde og glade børn og voksne, siger formand Stefan Jacobsen. 

Hjallerup Marked 2024 løber af stablen fra 30. maj til 2. juni. 

Red.

I al sin glans nu stråler solen

0

…bliver sunget, når Hellevad og Ørum Kirker fejrer pinsen. Pinse er kirkens fødselsdag og Helligåndens fest. Her fejres, at Helligånden kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.

KLOKKERHOLM/ØRUM: Pinse er kirkens tredje store højtid efter jul og påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske. Og på selve pinsedag den 19. maj kimes der til den store pinsehøjmesse i Ørum Kirke, hvor der bliver spillet festlig orgelmusik, sunget pinsesalmer og lyder velklingende korsang.

Anden pinsedag den 20. maj fejres under åben himmel til en friluftsgudstjeneste ved gravhøjen på Hellevad Kirkegård. Der bliver sat bænke op, og menighedsrådet håber, at vejret bliver tørt og solrigt. I tilfælde af vedvarende regn eller ustadigt vejr søger menigheden i ly i kirken. Kirkens børnekor medvirker med sang og god stemning. Efterfølgende inviterer menighedsrådet og kirkens frivillige til et velassorteret kaffebord – uanset vejret.

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker ved begge gudstjenester, og organist Lasse Christensen tjener orgel og klaver samt leder kirkekoret.

Kirkens fødselsdag
Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse. Her fejres, at Guds ånd, Helligånden, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker på jorden.

Da Helligånden kom til disciplene, præcis 50 dage efter Jesus’ opstandelse, blev de sendt ud i verden for at dele deres tro med alle. Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.

Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud – som Faderen og Sønnen – det nu gennem ånden. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.

Den jødiske pinsefest
Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning og minder om den pagt, Moses indgik på Sinaibjerget, hvor han fik lovens tavler. Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.

LC

Flere hundrede deltog i Hjallerups Open by Night

0

Den 8. maj havde Hjallerup Handels- og Erhvervsforening inviteret til Open by Night med masser af aktiviteter for børn, gode tilbud i byens butikker og gode tilbud fra de mange boder, der var opstillet rundt på Torvet.
Flere hundrede havde fundet vej til Centret i løbet af dagen. Hjallerup Kro havde opstillet et stort spisetelt med levende musik ved Mai Skytte, så ved spisetid var der rift om borde og bænke på pladsen.

Børnene hyggede sig med de oppustelige hoppeborge, som Hop Nord havde opstillet. Fun Center, Aalborg var tilstede, og Falck fra Dronninglund havde taget deres stor brandbil med. Deres udstyr blev fremvist, og flere fik forklaret, hvad de forskellige værktøjer skulle bruges til. Der blev fremvist en løftepude, som kunne bruges ved sammenstyrtningsulykker, og frigørelsesværktøj, som kunne bruges, hvis en bil skulle klippes i stykker.

”Vi viser gerne vores værktøjer frem, så man ved lidt mere om, hvordan vi kan hjælpe ved forskellige ulykker. Børnene elsker at komme op i en brandbil og prøve en af vores brandhjelme og i det hele taget mærke atmosfæren i førerhuset med alle vores remedier,” fortæller stationsleder Chr. Sonne Schmidt.

Lars Olsen gik rundt på Torvet for at opleve det event, som han i de sidste par år har stået for.
”Jeg ønsker sammen med Handels- og Erhvervsforeningen at skabe mere liv i Centret og dermed invitere til Open by Night nogle gange om året. Det er dejligt, når flere aktører byder ind med forskellige aktiviteter. Der har været god opbakning de sidste gange, hvor vi har holdt Open by Night,” oplyser Lars Olsen og fortsætter:
”Det er vigtigt, at byens borgere føler sig hjemme i midtbyen og oplever fællesskabet. Det skaber liv og sammenhold for en by som Hjallerup.”

Hjallerup Bryggerlaug ved Erik Topp deltog med en bod og fremviste forskellige ingredienser til fremstilling af øl.

Fra Gårdbutikken Ny Hellested fremviste Hanne Kristensen marmelade, honning, snaps og likør under overskriften Nordjyske Råvarer.

Pengeinstitutterne deltog med forskellige konkurrencer. Spar Nord delte popcorn ud og lavede ballondyr til børnene. Nordjyske Bank uddelte en rygpose med en bold i til børnene.
På pladsen var der foruden den store brandbil fra Falck også opstillet maskiner fra AV Larsen på Bakken og en bil fra Hjallerup Motor Company.

Der var ansigtsmaling for børnene. Desuden kunne børnene ved Brønderslev Biblioteks bogbus opleve ”Pippi Langstrømpe”, som reklamerede for bøgernes verden. Her kunne børnene også få lavet et ballondyr til at tage med hjem.
Overalt var der en god stemning, og butikkerne fortæller efterfølgende, at de har haft en god handel hele dagen.

ES