
Dronninglund Golfklub har afholdt Dronninglund Golfklubs familiedag med 55 deltagere og stor succes. Der var lagt op til en dag med fokus på hygge og leg – samtidig med at golfspil var involveret, fortæller Ann-Kristina Elbrønd fra klubben. Der var undervisning ved golfklubbens træner Jens Meto på driving rangen. På indspilsområdet kunne familierne blandt andet dyste i tre på stribe, kongespils-golf. Alle familierne fik også prøvet kræfter med par 3 banen. Efter en sandwich og snak om mulighederne i Dronninglund Golfklub, var der flere familier, der ville fortsætte spillet.
Der var en fantastisk stemning på tværs af familierne og flere spurgte ind til, om vi holder familiedag igen næste år. Og ja, det gør vi, sagde Ann-Kristina Elbrønd for det var skønt at se, hvordan man indbyrdes i familierne hyggede sig omkring golfspillet. Det er det golf også kan – alle kan spille mod alle, unge mod ældre, begyndere mod garvede spillere. Så hvis vi kan hjælpe familier med at opdage en sport man faktisk kan dyrke sammen, så er det jo fantastisk.
Red.



