Slut med DHF Fodbold

0

Fra efterårssæsonen 2025 er det slut med den karakteristiske lyseblå DHF-trøje.

Efter næsten 20 års samarbejde mellem de tre klubber Dybvad Boldklub, Hørby Idrætsforening og Flauenskjold Idrætsforening er man blevet enige om at ophæve klubsamarbejdet på ungdomssiden.

Tiden er i nogen grad løbet fra DHF Fodbold. 

Efter i mange år at have leveret ca. 2/3 af spillerne til samarbejdet havde Flauenskjold IF imidlertid kun seks spillere tilbage på DHF-holdene. 

På baggrund heraf har man fra Flauenskjolds side vurderet at samarbejdet ikke længere giver mening. Interessen for DHF Fodbold har de sidste par år været stærkt nedadgående.

Dels er børnetallet i de aktuelle ungdomsårgange meget lavt og dels har flere valgt at søge til andre klubber. Hertil kommer at stort set ingen forældre har valgt at bakke op om ungdomsfodbolden i Flauenskjold.

Da Flauenskjold Idrætsforening sidste forår indkaldte til forældremøde mødte eksempelvis blot to forældre op. 

Dybvad Boldklub har ligeledes valgt at trække sig fra samarbejdet. Det betyder at de tre klubber nu reelt står alene på ungdomssiden.

Til efterårssæsonen har Dybvad således tilmeldt ungdomshold i U9 drenge og U11 drenge, mens Hørby kan mønstre hold i U10 drenge, U12 drenge, U13 piger samt U15 piger sammen med Voerså IF.

Flauenskjold har tilmeldt hold i U6, U7 og U8, og det er således håbet at man kan fremelske en kultur, hvor det igen bliver attraktivt at spille fodbold i den lokale klub. I takt med at børnetallet i de yngste årgange er stigende, og at det ser ud til at forældregruppen er mere engageret tror man på en lysere fremtid. Det kræver imidlertid at der er nogle ildsjæle blandt forældrene.

Hvis man kigger lidt længere frem, kunne holdsamarbejde med Klokkerholm måske komme på tale for de årgange hvor det giver mening. Dette set i lyset af at Flauenskjold børnene kommer til Klokkerholm Skole efter 6. klasse.

Nedlæggelsen af DHF er helt udramatisk og alle tre klubber er da også enige om at samarbejdet i gennem årene har givet mange gode oplevelser.

Tekst og foto: IS

Danmarks første ”Genbrugsbutik for kontormøbler”

0

Røde Kors åbner sin første genbrugsbutik i Danmark kun for kontormøbler. Den er placeret i Hjallerup og vil dække Nord- og Midtjylland. 

”Det sker efter en forsøgsperiode, der har vist os et nyt og spændende marked for den type butik” siger Hans Jørgen Dalum og fortsætter – ”I forsøgsperioden har vi set mange kunder fra erhvervslivet der udtrykker at de ønsker i højere grad at have fokus på bæredygtighed og genbrug samt at de lige skal have suppleret op med møbler til et par nye medarbejdere”

Butikken med sine mere end 1100 kvm, ligger i Hjallerup Centret og er fyldt med mange forskellige kontormøbler af høj kvalitet og til attraktive priser.

Kontormøblerne er doneret af virksomheder fra hele landet, der ønsker at bidrage til genbrug og bæredygtighed og ikke mindst at støtte Røde Kors’ sociale arbejde. ”Vi henter gerne donationerne efter forudgående godkendelse” udtaler Hans Jørgen Dalum.

Der er er tilknyttet en webshop, hvor man kan se de fleste af de mange møbler på ”rodekorsgenbrug.dk” og herefter gå ind på ”Kontor”.

Butikken betjenes af frivillige og der arbejdes på daglig åbningstid i hverdagene.

Hjallerup gør klar til sommeraften med kendte navne

0

Lørdag den 23. august bliver der skruet helt op for både stemning og sommer­glæde, når Hjallerup Anlæg lægger græs til årets store sommerfest. Musikprogrammet byder på en stærk kombination af nostalgi, energi og fællesskab med koncerter fra Nice Little Pinguins, Zididada og Anders Blichfeldt Band.

De tre navne udgør tilsammen et line-up, der lover god stemning fra start til slut. Publikum kan se frem til kendte hits og ny energi, når nogle af Danmarks mest erfarne og populære musikere indtager scenen.

Især Anders Blichfeldt – kendt fra Big Fat Snake og sidenhen som solist – glæder sig til at dele ud af sit musikalske bagkatalog. Med over 25 udgivelser og mere end 2000 koncerter bag sig, er der garanti for et show fyldt med både rock, charme og nærvær.

Sommerfesten i Anlægget er blevet et populært samlingspunkt i byen, hvor både lokale og gæster udefra mødes til musik og hygge under åben himmel.

SEB

Hjallerup All Stars slog atter KRÆWet fra GRØN

0

I den traditionelle prestigekamp mellem Hjallerup All Star og de frivillige fra GRØN løb Hjallerup igen med pokalen med de små ører. Kampen var usædvanlig spændende og endte 4-4, og blev afgjort på efterfølgende straffespark. Her scorede blandt andet fødselaren Tom Christensen sikkert, og var dermed medvirkende til at pokalen blev i Hjallerup. På billedet ses Tom med pokalen og den til lejligheden indhentede dommer, Carl Axel Sigsgaard i sort tøj, i gang med at diskutere sine tvivlsomme kendelser.

GRØN kommer til Hjallerup – traditionen fortsætter

0

I uge 30 får Hjallerup igen besøg af GRØN-karavanen, som, traditionen tro, slår lejr ved Hjallerup Idrætscenter og Hjallerup Skole. Byen får fornøjelsen af at huse 700 glade frivillige, som har ydet en stor indsats ved de første fire af sommerens otte GRØN-koncerter.

Opholdet i Hjallerup fungerer som en velfortjent pause for de frivillige, hvor de kan slappe af, gøre udstyr og materialer klar til de sidste fire koncerter – og ikke mindst feste og hygge sig sammen.

De frivilliges tilstedeværelse skaber liv og glæde i byen og bidrager samtidig positivt til det lokale handelsliv.

Mandag afholdtes den årlige og traditionsrige gallafest.

Grøn Koncert er kendt for den gode stemning – og for traditionen med, at kunstnerne hjælper de frivillige. Her er det URO, alias Jeppe Kronback, der skænker drikkevarer.

Hjallerup Bibelcamping klar til uge 31

0

Fra lørdag den 26. juli til lørdag den 2. august kommer der igen liv på Markedspladsen i Hjallerup.
Hjallerup Bibelcamping indtager Markedspladsen med masser af telte, campingvogne og autocampere i en hel uge, hvor der vil være spændende aktiviteter alle dage fra formiddag til midnat for alle aldre. Man forventer, at deltagerantallet igennem ugen vil være mellem 1700 og 1800.
Hver formiddag vil der være aktiviteter både for børn, unge og ældre. For børnene vil der blive oprettet en stor legeplads med blandt andet hoppeborg og sandkasse.

For de voksne er der blandt andet sportsaktiviteter, foredrag, undervisning og offentlige møder med kristent indhold.
For dem, som vil lære mere om kristendommen, er der hver formiddag indlagt et Alpha kursus, som både Hjallerups borgere og campisterne kan deltage i.
Daglig leder Anne Møller fortæller: ”Vi har i år fået OnlyByGrace med på campen. De vil blandt andet sælge bøger, interiør, smykker og skulpturer. De kommer til at stå inde i Kompas Hotel Aalborg Loungen hele ugen.
Vi får igen besøg fra udlandet. Denne gang af Bry­an Wolfmueller fra Texas, USA. Han taler til aftenmøderne tirsdag og torsdag.
Endvidere har vi i år lavet pladskortet om, så vi vender Storhytten og skaber plads til et stort torv midt mellem Storhytten, Kompas Hotel Aalborg Loungen og Café Nærvær.

Udsatte børn fik en uge fyldt med oplevelser og omsorg – takket være frivillige fra 24 timer i Hjallerup

0

For 24 udsatte børn blev sommerferien i år noget helt særligt. En gruppe på 15 engagerede frivillige fra foreningen 24 timer i Hjallerup, stod bag en ugelang sommer camp. Sommer campen var fyldt med sjove aktiviteter, trygge rammer og nye venskaber – alt sammen gjort muligt med støtte fra Tryg Fonden og lokale initiativer. Johnni Olesen som er formand for foreningen, modtog tilbage i februar en check på 472.235kr. fra trygfonden, denne donation skal dække 3 års sommer camp for udsatte unge. 

Sommer campen fandt sted på Klitten i Lyngså, med kun 300 meter til havet. Campen bød på et væld af vandaktiviteter, hvor børnene blandt andet prøvede kræfter med stand up paddleboard (SUP) som Aså SUP stod for at formilde til børnene, der blev også dykket med en dykker og lavet en sejltur med en frivillig. Et spændende besøg fra Nordsøen Oceanarium gav børnene mulighed for at opleve havets mysterier på tæt hold, og udforske det liv der var under havet. En workshop i førstehjælp lavet af CS-ABC og kystlivredning gav dem vigtige færdigheder – formidlet på en måde, der både var lærerig, sjov og underholdende. En af aftnerne kom Ny Standard fra Hjallerup med deres pizzaovne, hvor børnene i hold skulle samarbejde om at lave forret og senere pizzaer. En anden aften var vi så heldige at en lokal skytte som også er frivillig i foreningen have ramt et rådyr, som skulle ordnes i samarbejde med børnene og spises til aftensmad. 

For at sikre, at alle børn kunne deltage på lige fod, blev der sponsoreret våddragter og badesko til alle deltagere af Bevæg dig for livet -puljen i Brønderslev Kommune.

“Det handler om at give børnene en oplevelse, hvor de føler sig set, trygge og inkluderet,” fortæller Johnni Olesen. “Mange af dem har ikke mulighed for ferieoplevelser som disse, så det betyder virkelig meget for de unge og familierne, mange af de unge har allerede ytret at de søger om at komme med igen næste år.”

TrygFonden har finansieret campen, og de frivillige har lagt både tid, hjerte og energi i at skabe en uge, som børnene sent vil glemme. Som en afslutning på campen fik børnene en glasfigur samt en trøje til evigt minde om ferien. Campen er et stærkt eksempel på, hvordan fællesskab og lokal opbakning kan gøre en forskel for børn, der har allermest brug for det.

ES

Rødder og Vinger til ”Historiske Dage i Sæby”

0

Aktivitetsforeningen Rødder og Vinger der til daglig er hjemmehørende i Flauenskjold Hallen har i den seneste uge deltaget i ”Historiske Dage i Sæby”.

Siden 2022 har det været en tilbagevendende begivenhed for foreningens mange medlemmer. 

Efter der ikke længere var plads til Rødder og Vinger til Middelalderdagene på Voergaard Slot, har arrangementet på Paradis Jorden i Sæby i den grad samlet såvel unge som ældre medlemmer, og er klart foreningens største årlige event.

Ann-Sophie Lønborg David fra foreningen har sendt følgende beretning af ugens oplevelser: ”Foreningen Rød­der og Vinger har i uge 28 ført både børn og voksne tilbage i tiden under vores årlige ”Historiske Dage i Sæby” på Paradis Jorden. På en stemningsfuld lejrplads med både middelalder og vikinger har vi delt ugen med bålmad, håndværk, grin, leg og gamle fortællinger.

Hver dag har vi gået optog gennem byen, som altid vækker en særlig stemning og trækker folk til. Mange gæster har lagt vejen forbi pladsen og givet flotte tilbagemeldinger – de har mødt engagerede aktører, der virkelig ved, hvad de taler om, når det gælder historisk håndarbejde, krigsførelse og liv i gamle dage.

Børnene har haft en fest. De bliver mødt af kærlige voksne, der støtter og hepper på dem, og det giver både selvtillid, glæde og tro på egne evner. Det er tydeligt, hvor meget de vokser i det trygge fællesskab.

Hver aften er blevet afsluttet med et spektakulært ildshows – med fakirkunst, poi, ildhatte og ildpiske, udført af vores egne dygtige medlemmer. Alle ugens ildshow har været velbesøgt af glædesfyldt publikum. 

Rødder & Vinger er mere end en forening – det er et fællesskab, hvor børn får rødder til at stå stærkt og vinger til at flyve højt”.

IS

Fotos: Rødder og Vinger

Kenneth Christensen overtager Skæve Mejeri

0

Den 1. juni var det 29 år siden 83-årige Albert M. Pedersen købte Skæve Mejeri og den tilhørende ostebutik. Nu giver han stafetten videre til yngre kræfter. Den 28. juli overtager 39-årige Kenneth Christensen Alberts forretning og det gamle mejeri. Overtagelsen markeres med en reception den 1. august, hvor kunderne får mulighed for at sige goddag til den nye ostehandler, smage den helt nye Skæve Ost – og selvfølgelig sige pænt farvel til Albert og Jan.   

Kenneth Christensen er langt fra ny i mejeribranchen. Han er uddannet mejerist og har siden 2014 arbejdet som driftsleder på Ingstrup Mejeri. Det har han planer om at fortsætte med, dog på nedsat tid, og sideløbende tager han hul på drømmen om at drive sin egen forretning. 

Realisering af en drøm
Den nye ostehandler har i flere år gået med tanker om at blive selvstændig, men mulighederne har ikke rigtigt været til stede. – Jeg hørte ad omveje, at Albert gerne ville sælge, og det kunne måske være noget for mig, forklarer Kenneth, som kørte ud og tog en uformel snak med Albert Pedersen, og der skulle ikke langvarige forhandlinger til, før de to blev enige. – Jeg mener helt sikkert, at der er et uforløst potentiale, som jeg rigtig gerne vil prøve kræfter med, Albert har jo allerede vist, at det kan lade sig gøre, siger den nye ostehandler. 

Udover butikken fortsætter Kenneth Christensen også med at køre de faste vareture til bl.a. institutioner, efterskoler, specialbutikker og bosteder. – Jeg tror også på, at der er endnu flere kunder derude, så dem vil jeg da aflægge et besøg, og fortælle hvad jeg kan tilbyde, forklarer Kenneth.

Kendt sortiment
Kunderne i ostebutikken kan glæde sig over, at det kendte sortiment af oste fortsat vil være at finde i køledisken, og derudover vil der blive tilføjet yderligere kølekapacitet med nye specialiteter. – Jeg vil også fortsat have oste på lager, så jeg kan tilbyde noget for enhver smag – lige fra den helt milde til den ekstra kradse, lover Kenneth. 

Verdenspræmiere på Skæve Ost
En af de helt store nyheder bliver lanceringen af en verdenspræmiere: Skæve Osten. Osten kommer i hele tre varianter en mellemlagret, lagret og ekstra lagret, og er produceret på Ingstrup Mejeri, men modnet færdig i Skæve. – Den kommer ikke i butikken, før jeg mener, at den har den helt rigtige smag og konsistens, fortæller Kenneth. Kunderne får lejlighed til at smage den nye ost i forbindelse med receptionen den 1. august, hvor osten også sælges til en særlig god pris. 

Ostebutikken vil fortsat have de kendte åbningstider torsdag og fredag, mens åbningstiden om lørdagen bliver udvidet med to timer. Her vil kunderne, lige som de plejer, få gode råd og vejledning, mens de lige får lov til at smage på osten, før de køber. 

Pensionist på fuld tid
Hvad skal Albert så få tiden til at gå med? – Jeg tænker, at jeg skal til at være pensionist på fuld tid, lyder det, og så kan det da godt være, at haven også trænger til lidt mere opmærksomhed. Jagt er stadig en stor passion, selv om fysikken ikke helt kan følge med, så bliver det da nok ind imellem også til nogle ture med jagtriflen. 

Alberts søn, Jan er kunderne, også gennem mange år, blevet ekspederet af. Han vil nu prøve at holde lidt ferie, noget han efter sigende ikke har prøvet i flere år.  

Albert har lovet mig, at være standby som konsulent, indskyder Kenneth, som ser frem til at kunne trække på erfarne kræfter, hvis det skulle blive nødvendigt. – Ja, vi har da også lovet, at vi kan tage et par vagter i butikken, Jan og mig, hvis Kenneth for brug for at blive afløst, supplerer Albert. 

Reception
Det officielle ”vagtskifte” markeres med reception den 1. august, hvor kunderne kan hilse på Kenneth, ønske Albert god pensionisttilværelse, Jan god ferie og smage på den nye Skæve Ost, få grillpølser og lidt at drikke.

ÅB

Johnni Olesen fik en stor overraskelse på sin 50-års fødselsdag

0

Den 8. juli fyldte Johnni Olesen 50 år. Der var åbent hus for familie, venner og bekendte. Midt under festlighederne, som blev holdt på hjemmeadressen, lød et højt trompetspil udenfor, der spillede fødselsdagssangen, og Johnny gik ud på fortovet for at kigge. 

Her stod en af med­ar­bej­der­ne fra Jule­mær­ke­hjem­met i Hobro med sin trompet og en stor flok børn med flag, som var optaget af at synge fødselsdagssangen for Johnni.
”Jeg blev meget overrasket, glad og rørt og var dybt taknemmelig for, at der også var besøg og lykønskninger fra mine ”Hjertebørn”,” udtalte Johnni efterfølgende.
I et interview  fortalte Johnni hele sin historie om, hvordan han fik interesse for at hjælpe udsatte børn og unge til et bedre liv.

”Det hele startede, da jeg var inde ved Livgarden i 1993, hvor jeg vred om på knæet og fik en skade, som jeg måtte behandles for flere gange på Hjørring sygehus. Det endte med en operation, hvor jeg på samme tidspunkt også døjede med for højt blodtryk. Jeg var blevet noget overvægtig  og tænkte på de mange børn, som var overvægtige og ofte blev drillet af den grund.
Jeg var på den tid vild med svømning selv og fik ideen til at oprette hold for de børn, der trængte til mere motion. Det blev igennem nogle år fra 2007 og tre-fire år frem til, at mange børn igennem leg fik lært at svømme og fik god motion tilmed,” fortalte Johnni og fortsætter:
”I 2016 blev det klart for mig, at jeg også skulle fokusere på børn med andre udfordringer. Jeg kontaktede nogle lokale sponsorer og fik nogle gavekort at gøre godt med. Interessen for børn, der mistrivedes, fik mig til at tage kontakt til Julemærkehjemmet i Hobro, som jeg  siden har samarbejdet med. Der er efterhånden blevet indsamlet 2½ millioner kroner, som Julemærkehjemmet har haft megen glæde af.

I 2017 startede jeg sammen med en gruppe frivillige med projektet ”24 timer i Hjallerup”. Det er igennem årene blevet til en stor folkefest for hele byen, hvor vi i et døgn har lejet hele Idrætscentret, skolen og andre lokaler rundt i byen fra lørdag klokken 10 til søndag kl. 10. Det er i forbindelse med skolernes vinterferie.
I 2018 blev foreningen ”24 timer i Hjallerup” oprettet. Det var nødvendigt at få en forening med bestyrelse til at støtte det store projekt med mange frivillige. Medlemskontingent er stadig kun 50 kr., og mange af byens borgere er medlemmer.”
Johnni har igennem årene udfordret sig selv med store svømmedistancer. I 2016 svømmede han fra Læsø til Sæby på seks timer og 30 minutter, og i 2020 blev det til en svømmetur rundt om Vendsyssel. På turene blev der samlet penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro.

I 2020 blev Johnni kåret til Årets nordjyde, og i de kommende år fik han flere priser for sit arbejde for udsatte børn.

Johnni har også oplevet flere gange at blive inviteret med til afsløring af årets Julemærke i København, hvor han har mødt kronprinsessen og nu dronningen.

I 2020 blev Johnni valgt ind i Byrådet for venstre. Her har han siddet i Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget og Fritids- kultur- og turismeudvalget

Det sidste projekt, Johnni har været med i, var på sommerlejr for udsatte børn i Lyngså i år. Trygfonden havde givet 472.235 kr. til sommerlejre i de kommende år.

Hvilke skibe skal sættes i søen i de kommende år?

Johnni svarer, at hver femte år forberedes et særligt projekt. Hvad det næste bliver er endnu uklart.

ES