
Den 8. juli fyldte Johnni Olesen 50 år. Der var åbent hus for familie, venner og bekendte. Midt under festlighederne, som blev holdt på hjemmeadressen, lød et højt trompetspil udenfor, der spillede fødselsdagssangen, og Johnny gik ud på fortovet for at kigge.
Her stod en af medarbejderne fra Julemærkehjemmet i Hobro med sin trompet og en stor flok børn med flag, som var optaget af at synge fødselsdagssangen for Johnni.
”Jeg blev meget overrasket, glad og rørt og var dybt taknemmelig for, at der også var besøg og lykønskninger fra mine ”Hjertebørn”,” udtalte Johnni efterfølgende.
I et interview fortalte Johnni hele sin historie om, hvordan han fik interesse for at hjælpe udsatte børn og unge til et bedre liv.
”Det hele startede, da jeg var inde ved Livgarden i 1993, hvor jeg vred om på knæet og fik en skade, som jeg måtte behandles for flere gange på Hjørring sygehus. Det endte med en operation, hvor jeg på samme tidspunkt også døjede med for højt blodtryk. Jeg var blevet noget overvægtig og tænkte på de mange børn, som var overvægtige og ofte blev drillet af den grund.
Jeg var på den tid vild med svømning selv og fik ideen til at oprette hold for de børn, der trængte til mere motion. Det blev igennem nogle år fra 2007 og tre-fire år frem til, at mange børn igennem leg fik lært at svømme og fik god motion tilmed,” fortalte Johnni og fortsætter:
”I 2016 blev det klart for mig, at jeg også skulle fokusere på børn med andre udfordringer. Jeg kontaktede nogle lokale sponsorer og fik nogle gavekort at gøre godt med. Interessen for børn, der mistrivedes, fik mig til at tage kontakt til Julemærkehjemmet i Hobro, som jeg siden har samarbejdet med. Der er efterhånden blevet indsamlet 2½ millioner kroner, som Julemærkehjemmet har haft megen glæde af.
I 2017 startede jeg sammen med en gruppe frivillige med projektet ”24 timer i Hjallerup”. Det er igennem årene blevet til en stor folkefest for hele byen, hvor vi i et døgn har lejet hele Idrætscentret, skolen og andre lokaler rundt i byen fra lørdag klokken 10 til søndag kl. 10. Det er i forbindelse med skolernes vinterferie.
I 2018 blev foreningen ”24 timer i Hjallerup” oprettet. Det var nødvendigt at få en forening med bestyrelse til at støtte det store projekt med mange frivillige. Medlemskontingent er stadig kun 50 kr., og mange af byens borgere er medlemmer.”
Johnni har igennem årene udfordret sig selv med store svømmedistancer. I 2016 svømmede han fra Læsø til Sæby på seks timer og 30 minutter, og i 2020 blev det til en svømmetur rundt om Vendsyssel. På turene blev der samlet penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro.
I 2020 blev Johnni kåret til Årets nordjyde, og i de kommende år fik han flere priser for sit arbejde for udsatte børn.
Johnni har også oplevet flere gange at blive inviteret med til afsløring af årets Julemærke i København, hvor han har mødt kronprinsessen og nu dronningen.
I 2020 blev Johnni valgt ind i Byrådet for venstre. Her har han siddet i Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget og Fritids- kultur- og turismeudvalget
Det sidste projekt, Johnni har været med i, var på sommerlejr for udsatte børn i Lyngså i år. Trygfonden havde givet 472.235 kr. til sommerlejre i de kommende år.
Hvilke skibe skal sættes i søen i de kommende år?
Johnni svarer, at hver femte år forberedes et særligt projekt. Hvad det næste bliver er endnu uklart.
ES






