Med støtte fra Brønderslev Kommunes kulturpulje byder Hellevad Kirke og Klokkerholm Borgerforening igen på nytårskoncert med fuld musik.
KLOKKERHOLM: Med munter hornmusik og overraskende indslag spiller Brønderslev Harmoniorkester igen op til nytårskoncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm. Programmet vil som altid være flot, festligt og folkeligt, og lokalbefolkningen, virksomheder samt andre interesserede inviteres til at komme og ønske hinanden et godt nytår. Til dette formål har borgerforeningen sikret boblevand og kransekage, så alle har noget at skåle med, når koncerten er nået til ende.
– Det plejer altid at være en meget festlig aften med flot musik og god stemning, og vi er glade for, at der igennem årene har været rigtig god opbakning til disse nytårskoncerter, fortæller formand for Klokkerholm Borgerforening, Carsten A. Hannesbo og organist Lasse Christensen fra Hellevad Kirke.
Brønderslev Harmoniorkester har over 75 år på bagen og består af 30 musikere fra 18 til 85 år. De spiller et bredt repertoire fra klassisk musik til populærmusik samt sætter en ære i at underholde på bedste vis med musik og sjove indslag. Orkestret spiller under ledelse af dirigent Mogens B. B. Jensen.
Koncerten finder sted tirsdag den 27. januar i Hellevad Kirke. Der er gratis entré, og arrangementet afholdes som et samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening, støttes af Brønderslev Kommunes kulturpulje.
Hjallerup: Søndag spillede Hjallerup Håndbolds Serie 4 herrer deres første kamp på hjemmebane mod Thise. Det blev resultatmæssigt en svær kamp og endte med et stort nederlag, men cifrene fortæller langt fra hele historien.
For mange af spillerne var det blot deres anden kamp nogensinde – og flere havde aldrig spillet håndbold før denne sæson. Alligevel blev der kæmpet hele vejen til sidste fløjt, og indsatsen og sammenholdet var tydeligt på banen.
Humøret var højt, også efter kampen, hvor den såkaldte “tredje halvleg” i omklædningsrummet vidnede om et hold med stærkt fællesskab og god stemning – præcis det Serie 4 handler om.
Holdet træner hver torsdag aften og søger en træner, der har lyst til at være en del af et fantastisk fællesskab. Samtidig er alle, der kunne have lyst til at være en del af holdet, meget velkomne til at kigge forbi til træning – uanset niveau og erfaring. Har man lyst til at være med, kan man møde op i hallen en torsdag aften eller sende en besked til Hjallerup Håndbold på Facebook.
Publikum i Hjallerup får en helt særlig musikoplevelse søndag den 25. januar, når DR Symfoniorkestret indtager lærredet i Kino Hjallerup sammen med den verdensberømte violinist Anne-Sophie Mutter.
Hjallerup: Koncerten vises som en del af Stjernestunder og giver publikum mulighed for at komme helt tæt på en af vor tids største klassiske solister. Anne-Sophie Mutter optræder sammen med DR Symfoniorkestret i Beethovens store violinkoncert – et værk, der regnes blandt den klassiske musiks mest elskede og ikoniske mesterværker.
Udover Beethoven byder koncertprogrammet også på Johannes Brahms’ lyse og stemningsfulde 2. symfoni. Koncerten er en del af DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæum og præsenterer publikum for en unik live-fortolkning, hvor tradition og musikalitet går hånd i hånd.
Anne-Sophie Mutter er firedobbelt Grammy-vinder og kendt verden over for sit tekniske overskud, sin musikalitet og sin evne til at formidle klassisk musik med både nerve og nærvær. Sammen med DR Symfoniorkestret skabes en koncertoplevelse i absolut topklasse – nu tilgængelig for det lokale publikum i Hjallerup.
Noget helt særligt er sket i Hjallerup håndboldklub de seneste måneder. Hvor der tidligere ikke fandtes et eneste serie 4-hold, står klubben i dag med både et dame- og et herrehold – og ikke nok med det: Hele 63 nye medlemmer er kommet til.
Hjallerup: I alt tæller holdene nu 41 damer og 22 herrer. Nogle af dem har aldrig spillet håndbold før, andre fandt kærligheden til sporten i deres unge dage, og mange er forældre til børn i klubben, som selv er blevet smittet af glæden ved spillet. Fælles for dem alle er begejstringen for håndbolden – og det fællesskab, der følger med.
Det mærkes tydeligt til træningerne om torsdagen, hvor smilene er store, energien høj og sammenholdet stærkt. Når damerne spiller kamp, er der næsten mere publikum på lægterne end til nogen andre kampe i hallen – en udvikling, der har overrasket og begejstret både spillere og tilskuere.
– Mødrene dropper vasketøj og madpakker og tager i hallen, fortæller en af de involverede med et smil. Og nu er mændene fulgt trop og har også stablet et hold på benene.
Interessen er så stor, at damerne er blevet så mange, at de ikke engang kan være i én hal til træning. Og på søndag spiller herrerne deres allerførste hjemmekamp – endnu en milepæl i et forløb, der allerede har skrevet sig ind som noget helt særligt i klubbens historie.
Bag hele denne bemærkelsesværdige udvikling står én ildsjæl, Sisse Skriver Klattrup, der flyttede til byen med et ønske om at spille håndbold. Det ene initiativ har taget det andet, og i dag har det skabt ny energi, nye relationer og fornyet liv i klubben.
Det er historien om, hvordan glæden ved sporten – og lysten til fællesskab – kan tænde en gnist, der breder sig. Og om hvordan håndbold kan samle både nye og gamle spillere, forældre og publikum i en tid, hvor sammenhold betyder mere end nogensinde.
Traditionen tro inviterer Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen publikum indenfor til årets vinterudstilling. Udstillingen præsenterer værker fra samlingen og byder på en sanselig oplevelse, der tager kampen op mod vintermørket gennem farver, stemninger og følelser.
Vrå: I år har udstillingen fået et særligt perspektiv. Den er nemlig kurateret i samarbejde med kunstbygningens unge projektgruppe HÅB!, som arbejder med at skabe kulturelle møder og fællesskaber for unge. Det giver udstillingen et frisk og nutidigt blik på samlingen og dens værker.
Vinterudstillingen rummer både varme og energi – som et favntag i den kolde tid – men også værker, der tematiserer forstyrrelse og transformation og dermed peger på livets cyklus. De unge kuratorer har sammen med Kunstbygningen i Vrå udvalgt værker af omkring 20 forskellige kunstnere, der spænder tidsmæssigt fra 1942 og helt frem til i dag.
Blandt kunstnerne er navne som Agnette Bjerre, Johannes Hofmeister og Karin Birgitte Lund, og værkerne iscenesættes i tematikker, der skaber nye fortællinger om fællesskab, håb og forandring – og om, hvordan kunsten kan spejle en ny generations blik på verden.
Udstillingen præsenteres i en ny scenografisk ramme, som åbner rummene og inviterer publikum til aktiv deltagelse. Gæsterne opfordres til at reflektere over værkerne, reagere på dem og være med til at udvide fortællingen om, hvad en kunstsamling kan være i dag.
– Vi ønsker at aktualisere værkerne, så de unge oplever et vedkommende møde med kunsten – et møde, der taler til deres egen tid og erfaringer. Samtidig handler det om at bruge museet som et sted for fordybelse og identitet, hvor man kan mærke sig selv og verden uden for de sociale mediers konstante støj. Det er her, kunsten kan give en pause – og måske endda et nyt perspektiv, siger Signe Højmark.
Som en del af vinterudstillingen vises der samtidig en ophængning af værker af samlingens grundlægger Svend Engelund.
Vinterudstillingen kan opleves frem til den 15. februar 2026.
Torsdag den 22. januar inviterer Østvendsyssel Højskolekreds til et tankevækkende foredrag i Hjallerup Kulturhus, når Melaine Christensen gæster byen med foredraget ”Kunstnerliv og livskunst”.
Hjallerup: I foredraget inviteres publikum med op i livstræets krone – en personlig og sanselig fortælling vævet sammen af foto, tegning, form og farve. Her flettes Melaine Christensens kunstneriske udtryk sammen med hendes eget liv og erfaringer, herunder hendes virke som jordemoder ude i verden.
Med afsæt i både kunst og levet liv fortæller hun om identitet, tilhørsforhold og de mange lag, der former et menneske. Publikum får indblik i, hvordan hendes to identiteter – kunstneren og jordemoderen – smelter sammen og gensidigt beriger hinanden i både værker og livssyn.
Foredraget finder sted torsdag den 22. januar om formiddagen og der opkræves entré. Arrangementet henvender sig til alle med interesse for kunst, livsfortællinger og menneskelig fordybelse.
Østvendsyssel Højskolekreds ser frem til en formiddag med refleksion, inspiration og nærvær i Hjallerup Kulturhus.
Der var stor opbakning, da der mandag den 12. januar blev afholdt informationsmøde om planerne for en ny Rema 1000-butik i Dronninglund.
DRONNINGLUND: Mødet fandt sted på Dronninglund Hotel, hvor op rigtig mange borgere var mødt op for at høre mere om projektet. Interessen samlede sig især om butikkens mulige placering i byen, skolebørnenes trafiksikkerhed samt de overordnede tanker bag etableringen af den nye dagligvarebutik.
Under mødet blev der orienteret om de indledende planer, og der var mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.
Fremmødet vidnede om, at projektet har stor betydning for mange borgere, og at ønsket om mere viden om udviklingen i byen er markant.
Der er endnu ikke truffet endelig beslutning om den præcise placering af butikken, men informationsmødet var et første skridt i dialogen mellem projektets parter og borgerne i Dronninglund.
Nu arbejder Teknisk udvalg videre med projektet og så forventes det at komme på dagsordenen ved byrådsmødet om et par måneder, hvorefter det formentlig kommer ud i offentlig høring. Så det er ikke lige op over, men første skridt er taget.
Søndag den 11. januar Herrer serie 4: Flauenskjold-Hjallerup 1-8 Mål: Niels Haga 8 Christoffer S. Andersen 7 Simon Sørensen 5 Victor Thomsen 4 Daniel Helledie 3 Magnus B. Jensen 2 Christoffer Mikkelsen 1 Patrick Groeneweg 1
Tirsdag den 13. januar Kvinder serie 4: Flauenskjold-Hjallerup 13-13 Mål: Ida 5, Lea 4, Viktoria 2, Nikoline 1, Karolina 1
Søndag den 18. januar U13 Drenge: Flauenskjold-Skagen 16-12 Mål: Jens 7, Tristan 4, Kristian 3, Jeppe 2
Øster Brønderslev: Tirsdag den 20. januar inviteres der til sangaften i Samlingshuset, hvor Anni Navntoft står for aftenen.
Sangaftenen byder på fællessang i hyggelige rammer, hvor både kendte og mindre kendte sange får lov at fylde rummet. Med Anni Navntoft ved roret lægges der op til en aften med nærvær, musikglæde og fællesskab omkring sangen.
Arrangementet henvender sig til alle, der holder af at synge sammen med andre – uanset om man er rutineret sanger eller blot nyder at være med. Fokus er på det sociale samvær og den gode stemning, som opstår, når man deler musik og sang.
Sangaftenen finder sted i Samlingshuset, og alle er velkomne.
Der er stadig lunt i ovnene i Hjallerup Bageri, selv om det er 40 år siden, Susanne og Preben Ramskov for første gang låste døren op og tog hul på deres fælles liv som selvstændige bagere. Omkring årsskiftet kunne parret markere et sjældent jubilæum – fire årtier med håndværk, lange nætter og tusindvis af brød og kager til byens borgere.
HJALLERUP: Om formiddagen er der ro i bageriet. Produktionen er afsluttet for dagen, for bagerlivet starter midt om natten. Preben er taget hjem for at få et par timers søvn, mens Susanne gør klar til også at lukke dagen ned. I caféen står kaffen klar, og på bordet ligger for tiden en gulnet avisannonce fra 1986 – dengang Ramskovs Bageri åbnede i Østergade med othellolagkage til 15 kroner stykket.
Fra Holstebro til Hjallerup Susanne og Preben mødte hinanden som unge på bageruddannelsen i Holstebro. Det begyndte som kollegaskab, men hurtigt blev der tændt flere gnister end dem fra bageovnene. Da de senere begyndte at lede efter et sted at åbne deres eget bageri, havde de egentlig ikke forestillet sig at komme længere nordpå end Randers. Men et besøg i Hjallerup ændrede alt.
– Vi anede ikke, hvor Hjallerup lå, men da vi så bageriet, var vi ikke i tvivl. Det var her, vi hørte til, fortæller de.
I 1994 flyttede de ind i de nuværende lokaler og overtog navnet Hjallerup Bageri, som siden er blevet et fast holdepunkt i byen.
En branche under pres De 40 år har ikke været uden udfordringer. Supermarkedernes bake-off, corona, energikrise og langvarigt vejarbejde foran butikken har alle sat deres spor.
– Der var en periode, hvor vi næsten ikke kunne få kunderne ind, fordi vejen var gravet op. Det kostede os dyrt, fortæller Susanne.
Alligevel har opbakningen fra byen været afgørende for, at bageriet stadig eksisterer.
– Kunderne har holdt hånden under os, også når det har været svært. Det er vi meget taknemmelige for, siger hun.
Det gammeldags vinder Selv om trends og nye kagekoncepter kommer og går, har Ramskovs valgt at holde fast i det, de ved virker.
– Folk kommer efter franske vafler, napoleonskager og ordentligt rugbrød. Det er de klassiske opskrifter, der holder, siger Susanne.
Og det er netop den genkendelige, gode kvalitet, der får kunder til at køre langt efter brød og kager fra Hjallerup Bageri.
Arbejde som livsstil At være bager er ikke et ni-til-fem-job. Parret står op midt om natten og har indrettet hele deres liv efter arbejdet.
– Det er en livsstil. Vi har vores aftener, og nu holder vi også lukket om søndagen. Det har givet os mere ro, fortæller Preben.
Sammen har de også opbygget en landejendom med skotsk højlandskvæg og driver ejendomme ved siden af bageriet – men det er stadig brødet og kagerne, der er hjertet i hverdagen.
Ser fremad Ingen af parrets børn ønsker at overtage bageriet, men Susanne og Preben håber, at Hjallerup Bageri kan leve videre.
– Der er et stærkt kundegrundlag her, også fra byerne omkring. Så vi tror på, at der er en fremtid, siger Susanne.
Så længe ovnene stadig varmer, og kunderne bliver ved med at kigge forbi, har bagerparret fra Hjallerup ikke travlt med at lægge forklædet på hylden.