Siri Hustvedt livestreames til Brønderslev Bibliotek

0

BRØNDERSLEV: Mandag den 16. marts får publikum på Brønderslev Bibliotek mulighed for at opleve den prisbelønnede amerikanske forfatter Siri Hustvedt, når biblioteket livestreamer hendes besøg på Det Kongelige Bibliotek.

Siri Hustvedt er i samtale med journalist Lotte Folke Kaarsholm fra Politiken i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog Genfærd. Samtalen foregår på engelsk.

I bogen skriver Hustvedt om tabet af sin mand gennem mere end 40 år, forfatteren Paul Auster, og om kærlighed, sorg og erindring. Værket beskrives som en personlig og sansende fortælling, hvor dagbogsoptegnelser, noter, e-mails og kærlighedsbreve flettes sammen til et portræt af et langt samliv.

Siri Hustvedt er bosat i New York og har norske rødder. Hun er kendt for både romaner og essays og har et stort publikum i Danmark.

Herrefrokost og ølsmagning på Hjørnet i Dronninglund

0

DRONNINGLUND: Lions Club Dronninglund inviterer til herrefrokost og ølsmagning med ølmanden Jørgen Rüdinger på Hjørnet i Dronninglund fredag den 13. marts.

Jørgen Rüdinger byder på en festlig ølsmagning med fem forskellige øl, krydret med anekdoter og ølviser fra en tid, hvor den gyldne drik fyldte godt i danskernes hverdag. Gennem mere end 25 år har han afholdt hundredvis af smagninger og underholdt tusindvis af ølentusiaster landet over.

Publikum kan blandt andet glæde sig til ølviser som “100 mand og én bajer”, “Henne om hjørnet nede i kælderen”, “Sidder på et værtshus” og “Ølhunden glammer”.

Efter smagningen serveres en klassisk herremenu med gule ærter med hamburgerryg og medister, og baren holder naturligvis åbent under arrangementet.

Arrangementet afholdes på Hjørnet, Nørregade 1 i Dronninglund.

Stine Rex gæster Øster Brønderslev

Stine Rex gæster Øster Brønderslev med inspirerende foredrag.

Øster Brønderslev: Mandag den 17. marts får Øster Brønderslev fornemt besøg, når en af Danmarks mest markante ultraløbere, Stine Rex, kommer til byen for at holde foredrag i Samlingshuset.

Arrangementet er et fælles initiativ fra de fire samarbejdspartnere omkring Samlingshuset. Her inviteres både børn og voksne til en aften i selskab med en atlet, der har sat sit præg på både danske og internationale løb.

Stine Rex er kendt for sin imponerende viljestyrke og mentale robusthed og har gennem årene sat flere rekorder i nogle af verdens hårdeste ultraløb. I sit foredrag deler hun åbent ud af sine erfaringer med motivation, modgang og det at flytte sine egne grænser – både på løberuten og i livet generelt.

Derudover vil Stine Rex fortælle om den humanitære hjælp, som hun løber penge ind til, og hvordan sport kan bruges som løftestang for at gøre en forskel for andre.

Foredraget varer cirka en time, hvorefter der serveres et par pølser til deltagerne. Pølser er inkluderet i prisen, mens drikkevarer kan købes på stedet.

Arrangementet er åbent for alle. Arrangementet afholdes på vegne af Menighedsrådet, Østsidehallen, Borgerforeningen og Fonden for Samlingshuset.

Jane & Shane i BASaren

0

Det er 3. gang, Jane & Shane besøger BASaren i Nørregade, når de d. 21. marts spiller op.

BRØNDERSLEV: Engelske Jane Clark og irske Shane Donnelly mødtes tilfældigt i 2000 til en jam-session på en irsk pub i et land, der var nyt for dem begge.
Violin og guitar slog gnister og fra første tone føltes det som om, de havde spillet sammen for evigt.
Deres fælles kærlighed til musikken og nærmest symbiotiske samspil blev til duoen Jane & Shane, der hurtigt vandt danskernes hjerter. Sprudlende spilleglæde og stort overskud har altid kendetegnet en koncert med Jane & Shane og i 25 år har publikum over hele Danmark været med til at skabe den helt særlige stemning, der opstår til en Jane & Shane koncert.  Og det sker hver gang! Uanset om de spiller en intim koncert i et forsamlingshus i landlige omgivelser, på en festival, i en kirke eller med et stort orkester foran 15.000 mennesker i en slotspark. For det er i mødet med publikum og fællesskabet omkring musikken, at energien og glæden
bliver til: ”Vi elsker at spille med hinanden, men når vi står på scenen, sker der noget særligt. Publikums begejstring og deres glade smil skaber så meget god energi. Så er vi det helt rigtige sted – sammen om musikken”, siger Jane Clark.
Jane & Shane har deres musikalske rødder i den irske og britiske folkemusik, men krydrer kærligt med elementer fra det klassiske og jazzen til det særlige blend, der har gjort deres koncerter så populære: Lyriske ballader og livlige keltisk-inspirerede melodier med et strejf af swing – altid serveret med glimt i øjet og smil på læben.

Jane & Shanes popularitet har nu i over 25 år taget dem Danmark rundt og deres dygtighed, varme og
udstråling tager altid publikum med storm.

Anne-Marie Hassing på Dronninglund Hotel

0

DRONNINGLUND: Lions Club Ingeborg Skeel inviterer til Café Ingeborg Forårskoncert med Anne-Marie Hassing på Dronninglund Hotel søndag den 15. marts.

Publikum kan se frem til en musikalsk eftermiddag med sang og klaver, hvor Anne-Marie Hassing fortolker både kendte og mere inderlige melodier og inviterer til fællessang undervejs.

Temaet for koncerten er “Forår og nye begyndelser”, og repertoiret spænder fra lyse og muntre sange til mere eftertænksomme toner, der sætter håb, glæde og livskraft i centrum.

Anne-Marie Hassing er blandt andet kendt fra Morgensang i Mariehaven på DK4, Neighbours and Friends og Dansk Melodi Grand Prix.

Arrangementet finder sted på Dronninglund Hotel.

Fortælling om Jerslev Maskinstation

0

BRØNDERSLEV: Tirsdag den 10. marts inviterer Brønderslev Bibliotek til månedens Tirsdagstræf – denne gang med fokus på historien om Jerslev Maskinstation.

Det er Lars Larsen, der gæster Tirsdagstræf. Han er driftsleder på Jerslev Kraftvarmeværk, tidligere medejer af Jerslev Maskinstation og desuden forfatter. Han har skrevet en bog om maskinstationen med udgangspunkt i de tre brødre Harry, Poul og Arne Larsen, som stiftede og drev virksomheden.

Foredraget tegner samtidig et billede af en familiekrønike, da Lars Larsen er søn af Arne Larsen og dermed har en tæt personlig tilknytning til historien.

Efter foredraget bydes der på kaffe og kage. 

Tirsdagstræf er især rettet mod mænd, men alle interesserede er velkomne til en eftermiddag med lokalhistorie og fællesskab på biblioteket.

Sang og fortælling om Kai Normann Andersen i Hjallerup

0

HJALLERUP: Østvendsyssel Højskolekreds inviterer til et musikalsk foredrag om en af Danmarks store populærkomponister, Kai Normann Andersen.

Klaverbokser og forsanger Peter Søvad står for et syng-med-foredrag, hvor publikum både får fortællingen om komponistens liv og indsigt i den musik, han skrev til en lang række revyviser.

Undervejs synges flere af de kendte sange i fællesskab, og deltagerne får et levende indblik i en vigtig del af dansk musikhistorie.

Arrangementet finder sted torsdag den 12. marts i Hjallerup Kulturhus.

Klassisk koncert i Kunstbygningen i Vrå

0

VRÅ: Fredag den 6. marts danner Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen rammen om en klassisk koncert med ensemblet Pro Musica.

På scenen står Erik Sandberg på horn, Mattias Johansson på tuba og Arne Jørgen Fæø ved klaveret. De tre musikere præsenterer et varieret program med brudstykker fra operaer og balletter. Publikum kan blandt andet opleve musik fra Haydn og Mozart til Verdi og Wagner samt værker af Stravinsky og Sjostakovitj.

Ib Grønbech & Version 1.0 i Asaa Hallen

0

ASAA: Der er lagt op til en festlig aften, når Ib Grønbech & Version 1.0 indtager scenen i Asaa Hallen lørdag den 14. marts.

Den karismatiske entertainer Ib Grønbech er kendt for sine humoristiske og iørefaldende sange, og publikum kan se frem til en musikalsk rejse med både fællessang og latter. Sammen med Version 1.0 og DJ James bliver der skruet op for stemningen og dansen.

Arrangementet præsenteres af Møllehuset og Spar Asaa, og der er inkluderet buffet i billetten.

Der skal reserveres plads eller bord efter køb af billet.

Fritids- og Kulturprisen hylder ildsjælene i Brønderslev Kommune

0

Brønderslev Kommune inviterer fredag den 20. marts 2026 til en festlig aften i Asaa Hallen, hvor Fritids- og Kulturprisen uddeles. Aftenen er dedikeret til at anerkende de mange frivillige, foreninger og kulturaktører, som gennem året bidrager til fællesskab, engagement og liv i hele kommunen.

ASAA: Ved prisuddelingen sættes der fokus på både bredde og elite, når en række hæderspriser uddeles. Blandt priserne er Årets Leder, Årets Forening, Årets Ungdomsleder, Årets Ildsjæl inden for idræts- og spejdersamvirket, Årets Præstation, Handicapprisen samt optagelse i Spar Nord Banks Hall of Fame. Derudover hædres også Danmarksmestre samt Europa- og Verdensmestre, ligesom Radio 101,2 FM kårer Årets Sportsnavn.

Aftenen byder også på underholdning, hvor trioen Specialklassen sørger for musikalske indslag, og Matilde Alexandra medvirker med stemningsfuld musik.

Billetprisen inkluderer en tre-retters menu, og foreninger tilknyttet idræts- eller spejdersamvirket har mulighed for at modtage gratis spisebilletter. Tilmelding sker via QR-koden på plakaten.

Brønderslev Kommune ser frem til en aften, hvor frivillighed, kultur og fritidsliv samles og fejres i fællesskab.