
Brønderslev Kommune inviterer fredag den 20. marts 2026 til en festlig aften i Asaa Hallen, hvor Fritids- og Kulturprisen uddeles. Aftenen er dedikeret til at anerkende de mange frivillige, foreninger og kulturaktører, som gennem året bidrager til fællesskab, engagement og liv i hele kommunen.
ASAA: Ved prisuddelingen sættes der fokus på både bredde og elite, når en række hæderspriser uddeles. Blandt priserne er Årets Leder, Årets Forening, Årets Ungdomsleder, Årets Ildsjæl inden for idræts- og spejdersamvirket, Årets Præstation, Handicapprisen samt optagelse i Spar Nord Banks Hall of Fame. Derudover hædres også Danmarksmestre samt Europa- og Verdensmestre, ligesom Radio 101,2 FM kårer Årets Sportsnavn.
Aftenen byder også på underholdning, hvor trioen Specialklassen sørger for musikalske indslag, og Matilde Alexandra medvirker med stemningsfuld musik.
Billetprisen inkluderer en tre-retters menu, og foreninger tilknyttet idræts- eller spejdersamvirket har mulighed for at modtage gratis spisebilletter. Tilmelding sker via QR-koden på plakaten.
Brønderslev Kommune ser frem til en aften, hvor frivillighed, kultur og fritidsliv samles og fejres i fællesskab.






