Nordjyske bedemænd sælger til Houkjær Begravelse

0

Fra den 1. juni er Hejslet Begravelsesforretning ligesom
Buurgaard & Jessen en del af landets førende begravelsesforretning. Men stadig lige så lokale.

SÆBY: Bedemændene Gitte Buurgaard og Frank Hejslet var ikke i tvivl om, at det skulle være Houkjær Begravelse, der skulle bringe deres forretninger i Vendsyssel videre.

”Det er som at lægge sit hjertebarn i andres hænder, og jeg føler mig helt tryg ved, at Houkjær Begravelse vil passe godt på forretningen og de lokale familier”, siger Gitte Buurgaard.

”Man føler sig hørt og set i Jakob Houkjærs nærvær, og jeg har kun et positivt indtryk af hele forretningen. Lokalt er jeg også meget glad for, at bedemand Bjørn Møller Nielsen fortsætter”, siger Gitte.

Frank Hejslet undersøgte Houkjær Begravelse grundigt, inden han inviterede Jakob Houkjær til kaffemøde.

”Jeg spurgte flere kolleger, som har solgt til Houkjær Begravelse, og alle kunne kun anbefale mig at sælge”, siger Frank

”Jeg kunne høre, at andre i branchen frygter Houkjær Begravelse, men jeg har valgt at fokusere på den gode ånd, den kvalitet og de mange gode servicetilbud firmaet har”, forklarer han.

Seks lokale bedemænd kommer til sammen at passe de fire nye lokalafdelinger. Buurgaard & Jessens Eftf. i Frederikshavn og de tre tidligere Hejslet-forretninger i Sæby, Frederikshavn, Elling og Hals.

Mange nye muligheder
”Vi er meget stolte af at få to veldrevne forretninger med i Houkjær Begravelse. Her er dygtige bedemænd med mange års erfaring og et stort kendskab til Vendsyssel fra Hals til Skagen”, siger Jakob Houkjær begejstret.

”Alt det lokale, de har kunnet indtil nu, kan de også efter 1. juni. Men oven i det, kan de nu tilbyde meget mere, der kan gøre den sidste afsked helt personlig”, forklarer han.

Blandt de nyeste tilbud er Houkjær Bobehandling, som gratis hjælper med at skabe overblik og sikre, at afdødes værdier og forpligtelser behandles korrekt.

Houkjær Begravelse har et skarpt fokus på faglighed, etik og bæredygtighed, så alle bedemændene får ordnede arbejdsvilkår, løbende efteruddannelse og sparring med dygtige kolleger. Netop for at yde en både empatisk og professionel service til alle før, under og efter et dødsfald.

Musikalske sommer­aften­stemninger med horn­blæsere fra Brønderslev Harmoniorkester

0

Igen i år kan man hen over sommeren opleve stemningsfuld aftenmusik fra Hellevad Kirkes klokketårn i Klokkerholm, når messingblæsere fra Brønderslev Harmoniorkester spiller ud over byen.

KLOKKERHOLM: Sidste år lancerede Klokkerholm Borgerforening og menighedsrådet et nyt initiativ med solnedgangsmusik fra kirkens klokketårn på to sommeraftener i juni og august. Arrangementerne blev godt modtaget af både lokale borgere og besøgende, og med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm er det nu igen muligt at nyde tonerne fra tårnet – denne gang ved fire arrangementer hen over sommeren.

Det er igen musikere fra Brønderslev Harmoniorkester, der står for musikken. Tre messingblæsere vil den 17. juni, 8. juli, 5. august og 18. august spille et repertoire af kendte og stemningsfulde melodier. Musikken varer cirka 20 minutter.

– For dem, der lægger vejen forbi kirkens parkeringsplads, står borgerforeningen og frivillige klar med aftenkaffe eller et glas kølig sommercider – alt afhængigt af vind og vejr, fortæller Carsten Albæk Hannesbo, formand for Klokkerholm Borgerforening og Lasse Christensen, organist ved Hellevad og Ørum Kirker.

– Vi håber, det bliver en hyggelig anledning til at samles og nyde den lyse sommeraften i fællesskab, tilføjer arrangørerne.

Inspirationen kommer fra Sæby, hvor en trompet hver sommer aften markerer solnedgangen, når flaget tages ned ved havnen. I Klokkerholm bliver stemningen lidt anderledes, men tanken er den samme: at skabe en musikalsk sommeraften og en oplevelse for både lokale og besøgende.

Hjallerup Marked melder klar til start på torsdag

0

HJALLERUP: Når Hjallerup Marked løber af stablen om få dage, kan gæsterne se frem til alt fra vagabonddåb, trylleri og kæphestestævne til DJ SASH og Johnny Madsen Tribute. Med kræmmergader og tivoli som baggrund bliver det en festlig weekend for de op imod 200.000 gæster, der forventes at slå vejen forbi.

Hele Hjallerup er klar til at byde velkommen til årets marked i den kommende weekend. Netop nu er hundredvis af frivillige i gang med de allersidste forberedelser, så alt er toptunet, når de første af op imod 200.000 gæster træder ind på markedspladsen på torsdag. Og spændingen i byen er til at tage og føle på. Ikke mindst for den nye formand for Markedsudvalget, Michael Ottesen:

– Jeg glæder mig vildt meget. Jeg har været med i Markedsudvalget siden 2021, men i år er mit første år som formand, så jeg kommer til at opleve markedet igennem nye briller. Jeg kan næsten ikke vente med at se pladsen blive fyldt og mærke stemningen blandt både gæster og frivillige.

Vildt line-up til torsdagskoncert
Torsdag aften skydes Hjallerup Marked i gang med den ultrapopulære torsdagskoncert, der tiltrækker unge fra hele Nordjylland. I år står Hjallerup Marked for første gang selv for al styring, planlægning og afvikling, og navnet er nu Hjallerup Live. Men det musikalske niveau er præcis lige så højt som altid. Årets vilde line-up byder på Asta Brix, Djämes Braun, Hedegaard, Evi Goffin og DJ Sash!

Fredag morgen åbner markedet officielt, og herefter kan gæsterne fornøje sig med tivoli, ridestævne, børneunderholdning, 5 km kræmmergader og meget mere. For ikke at tale om weekendens tætpakkede musik- og underholdningsprogram.

Sikkerheden styrkes
Hjallerup Marked er kendetegnet ved fest både dag og nat, og derfor er der igen i år stort fokus på sikkerhed, både når folk er på markedspladsen, og når de skal hjem.

Kiss & Goodbye-området udvides, og der tilføjes flere frivillige vagter, så både afsætning og afhentning kan glide endnu bedre. Der er to taxapladser, ligesom busserne som altid stopper lige ved markedspladsen. For at guide alle gæster i den rigtige retning etableres korridorer med LED-lys i forskellige farver til henholdsvis Kiss & Goodbye-området, taxaerne og busserne.

SafeHouse har ligeledes øget bemandingen på markedspladsen hver aften, og derudover er der naturligvis fast politi, vagter, samaritter og paramedicinere på markedspladsen alle dage.

– Et trygt og sikkert marked er en topprioritet for os, og sammen med vores gode partnere glæder vi os over de nye tiltag, siger Michael Ottesen. 

Uden frivillige, intet marked
Hjallerup Marked er i dag lige så vigtig en del af Hjallerup, som karneval er af Rio de Janeiro. Et kæmpe setup som dette kræver mange hænder, og i en by med godt og vel 4.000 indbyggere ligner det en umulig opgave at skaffe frivillige nok til at besætte tusindvis af vagter inden for alt fra toiletrengøring til campingtilsyn. Men ikke i Hjallerup. Det er lykkedes at mobilisere mere end 2.100 frivillige fra nær og fjern.

– Tallet siger alt. Jeg er hvert år så imponeret over opbakningen og de store smil, som man møder blandt de frivillige. Vi lever hvert vores liv til hverdag, men den første weekend i juni står vi sammen som én stor familie. Det er jo netop dét, Hjallerup Marked handler om – at få gode oplevelser sammen, afslutter Michael Ottesen.

Hjallerup Marked 2026 finder sted 4.-7. juni.

Grundloven bliver levende på Brønderslev Bibliotek

0

BRØNDERSLEV: Hvordan lyder demokratiet egentlig? Det spørgsmål sætter Brønderslev Bibliotek fokus på, når biblioteket inviterer til en ganske særlig fælleslæsning af Danmarks Grundlov op til Grundlovsdag.

Arrangementet har fået titlen ”Hvordan lyder lyden af demokrati?” og giver deltagerne mulighed for at opleve Grundloven på en anderledes måde. Sammen med kulturformidler og samfundsfagslærer Hans Wendelboe Bøcher skal deltagerne læse eller lytte sig gennem hele Grundloven – fra første til sidste paragraf.

I en tid, hvor mange kender Grundlovens betydning, men færre har læst teksten fra ende til anden, ønsker biblioteket at skabe et rum for fordybelse og refleksion over de demokratiske værdier, som præger det danske samfund.

Under fælleslæsningen bliver alle 89 paragraffer gennemgået. Deltagerne kommer dermed tættere på de rettigheder og friheder, som ofte tages for givet i hverdagen. Det gælder blandt andet beskyttelsen af den personlige frihed og boligens ukrænkelighed, retten til at danne foreninger samt ytringsfriheden.

Arrangørerne understreger, at der ikke kræves nogen forberedelse. Man kan både vælge at læse højt, lytte med eller blot være nysgerrig på, hvordan Grundloven lyder, når den gives stemme af almindelige borgere.

Arrangementet finder sted onsdag den 3. juni på Brønderslev Bibliotek. Der gennemføres to læsninger i løbet af dagen.

Der er gratis adgang, men billetter skal bestilles på forhånd. Biblioteket håber, at mange vil benytte lejligheden til at opleve Danmarks vigtigste lovtekst på en ny og nærværende måde.

Open by Night byder på musik, aktiviteter og handelsliv i Brønderslev

0

BRØNDERSLEV: Torsdag den 4. juni inviterer Brønderslev Handel til årets Open by Night, hvor butikkerne holder åbent helt frem til klokken 21.00, og bymidten fyldes med aktiviteter for både børn og voksne.

Aftenen byder på en kombination af shopping, underholdning og oplevelser, som skal skabe liv i byens gader og give besøgende en hyggelig sommeraften i centrum.

Et af de største navne på programmet er Ole Gas. Publikum kan se frem til et musikalsk show med sange fra Kim Larsens store repertoire, når entertaineren leverer sin hyldest til den folkekære musiker.

For de yngste gæster bliver der masser at give sig til. Der opstilles hoppepuder, og ballonkunstneren Ballondyr & Sjov vil underholde med farverige figurer og kreative ballondyr.

Der bliver også mulighed for at gøre en god handel blandt de mange boder på kræmmermarkedet, som etableres i Bredgade, Nygade og Rådhusgade. Samtidig kan besøgende nyde mad og drikke fra forskellige foodtrucks samt grillmad og pølser fra Hennings Pølser.

Lokale talenter får også plads på programmet. Om eftermiddagen  optræder elever fra den lokale kulturskole samt Mellerup Efterskole og bidrager til den festlige stemning i bymidten.

Brønderslev Handel håber på stor opbakning til arrangementet, der år efter år samler borgere fra hele området til en aften med fællesskab, oplevelser og handel under åben himmel.

Vokalgruppe synger om den danske sommer og de lyse nætter

0

Vokalgruppen Prima Vista giver sommerkoncert med sange til den danske sommer og de lyse nætter. Koret synger under ledelse af Lasse Christensen.

KLOKKERHOLM: Man kan næppe forestille sig en sommer uden de danske sommersange. Sange om blomsterflorets farvepragt, om byger, der går og kommer, og om de lyse nætter. Gennem tiderne har den danske sommer og de lyse nætter været en stor inspirationskilde for lyrikere og komponister, og disse sange danner omdrejningspunktet for en koncert med vokalgruppen Prima Vista i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

Publikum kan blandt andet høre Solen stråler over vang af Morten Nyord, Yndigt dufter Danmark af Svend S. Schultz, Danmark, nu blunder den lyse nat af Oluf Ring og Han kommer med sommer af Th. Aagaard. Derudover spiller Lasse Christensen et par brudemarcher fra den danske folkemusiktradition på kirkens orgel, og publikum får også mulighed for at synge med på et par fællessange.

Prima Vista består af ti sangere, der alle kender hinanden fra Nordjysk Pigekor fra slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. De har gennem en længere årrække dannet et mindre kor og har i dag et godt samarbejde med organist Lasse Christensen fra Hellevad og Ørum Kirker. Her medvirker de flere gange om året ved gudstjenester, kirkekoncerter og sangaftener – og trækker altid fulde huse.

Lasse Christensen har sin organisteksamen fra Vestervig Kirkemusikskole og har siden 2007 virket som organist ved Hellevad og Ørum Kirker. Her står han blandt andet bag en lang række kulturarrangementer, herunder op mod 30 kirkekoncerter, foredragsaftener og sangarrangementer om året.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 11. juni i Hellevad Kirke.

Stærkt musikprogram klar til Bålhøj Festival 2026

Arrangørerne bag Bålhøj Festival har offentliggjort programmet for festivalen lørdag den 8. august 2026. 

Øster Brønderslev: Årets musikfestival på toppen af Øster Brønderslev er nu klar med alle navne på den store scene. Der kommer navne på musikken i Pianobaren senere.

Publikum kan se frem til en række velkendte danske navne i de hyggelige omgivelser ved Bålhøj.

Det bliver Poul Krebs & Band, der får æren af at åbne festivalen. Den populære danske sangskriver har gennem årtier markeret sig som en af landets stærkeste livekunstnere med sine fortællende tekster og nærværende koncerter.

Festivalgæsterne kan også glæde sig til koncert med det populære band Blæst, ligesom Jack Flash & The Comets igen indtager scenen. Sidstnævnte lokale orkester har efterhånden opbygget en fast tilknytning til festivalen og er kendt for at skabe fest og god stemning blandt publikum.

Når festivalen nærmer sig sin afslutning, bliver det The Blue Van, der lukker den store scene. Bandet er kendt for deres energiske rockunivers og intense liveoptrædener, og arrangørerne lægger dermed op til en festlig finale på festivalen.

Bålhøj Festival har gennem årene udviklet sig til et populært samlingspunkt for musikelskere fra hele Vendsyssel og resten af landet. Festivalen afholdes i de naturskønne omgivelser i bøgeskoven ved Øster Brønderslev og er kendt for sin intime stemning, brede musikprofil og hyggelige atmosfære.

Lions inviterer til støtteløb for Julemærkehjemmene

0

DRONNINGLUND: Lørdag den 13. juni inviterer Lions til et hyggeligt støtteløb i Dronninglund, hvor hele overskuddet går til Julemærkehjemmene.

Arrangementet finder sted ved Dronninglund Stadion med start ved Hal 3. Denne dag er fokus ikke på fart og tider, men på fællesskab, motion og støtte til en god sag.

Ruten er på cirka 800 meter, og alle kan være med – uanset om man vil gå, løbe, cykle eller hoppe sig gennem turen. Arrangementet henvender sig derfor både til børn, familier, ældre og alle andre, der har lyst til at støtte Julemærkehjemmene og samtidig få en hyggelig dag sammen med andre.

Bag arrangementet står Lions i Dronninglund, som gennem en række aktiviteter året rundt arbejder for at støtte lokale og humanitære formål. Denne gang går støtten til Julemærkehjemmene, der hjælper børn med blandt andet mistrivsel, mobning og ensomhed til en ny start i trygge rammer.

Arrangørerne håber på stor opbakning til dagen, hvor motion, samvær og velgørenhed går hånd i hånd.

Syng sommeren ind i Brønderslev Kirke

0

BRØNDERSLEV: Torsdag den 28. maj inviterer Brønderslev Kirke til forårskoncert med kirkens kor, når sommeren synges ind med både korsang og fællessang.

Publikum kan glæde sig til et varieret program med kendte og elskede sange som ”Du kom til vor runde jord”, ”Lyse nætter”, ”Vårvise” og ”Anemonesangen”. Derudover bliver der mulighed for fællessang undervejs i koncerten.

Ved koncerten medvirker Brønderslev Kirkes juniorkor og pigekor. Korene ledes af henholdsvis Lilian Kranker og Tobias Naumann, mens Lone Frederiksen sidder ved orgel og flygel til fællessangene.

Koncerten finder sted i Brønderslev Kirke, og der er gratis entré. Arrangørerne håber på en stemningsfuld aften med masser af musik og forårsglæde i kirkerummet.

Genklang inviterer til farverig sommeraften ved Hjallerup Kirke

0
Screenshot

HJALLERUP: Torsdag den 28. maj bliver der skruet op for både musikken, fællessangen og sommerstemningen ved Hjallerup Kirke, når kirkens voksenkor Genklang inviterer til sommerkoncert.

Publikum kan se frem til en aften med band, kor og fællessang, hvor glæden ved musik og fællesskab er omdrejningspunktet. Koncerten får et festligt og sommerligt udtryk med et bredt repertoire, der lægger op til både lytning og fælles sang.

Bag arrangementet står Genklang, som gennem længere tid har samlet sangglade deltagere omkring musikken og det sociale fællesskab. Koret er kendt for at skabe livlige koncerter med nærvær og engagement, og sommerkoncerten bliver ingen undtagelse.

Koncerten finder sted ved Hjallerup Kirke torsdag den 28. maj. Arrangørerne håber på en hyggelig aften med stor opbakning fra både lokale og besøgende.