HJALLERUP: Når Hjallerup Marked løber af stablen om få dage, kan gæsterne se frem til alt fra vagabonddåb, trylleri og kæphestestævne til DJ SASH og Johnny Madsen Tribute. Med kræmmergader og tivoli som baggrund bliver det en festlig weekend for de op imod 200.000 gæster, der forventes at slå vejen forbi.
Hele Hjallerup er klar til at byde velkommen til årets marked i den kommende weekend. Netop nu er hundredvis af frivillige i gang med de allersidste forberedelser, så alt er toptunet, når de første af op imod 200.000 gæster træder ind på markedspladsen på torsdag. Og spændingen i byen er til at tage og føle på. Ikke mindst for den nye formand for Markedsudvalget, Michael Ottesen:
– Jeg glæder mig vildt meget. Jeg har været med i Markedsudvalget siden 2021, men i år er mit første år som formand, så jeg kommer til at opleve markedet igennem nye briller. Jeg kan næsten ikke vente med at se pladsen blive fyldt og mærke stemningen blandt både gæster og frivillige.
Vildt line-up til torsdagskoncert
Torsdag aften skydes Hjallerup Marked i gang med den ultrapopulære torsdagskoncert, der tiltrækker unge fra hele Nordjylland. I år står Hjallerup Marked for første gang selv for al styring, planlægning og afvikling, og navnet er nu Hjallerup Live. Men det musikalske niveau er præcis lige så højt som altid. Årets vilde line-up byder på Asta Brix, Djämes Braun, Hedegaard, Evi Goffin og DJ Sash!
Fredag morgen åbner markedet officielt, og herefter kan gæsterne fornøje sig med tivoli, ridestævne, børneunderholdning, 5 km kræmmergader og meget mere. For ikke at tale om weekendens tætpakkede musik- og underholdningsprogram.
Sikkerheden styrkes
Hjallerup Marked er kendetegnet ved fest både dag og nat, og derfor er der igen i år stort fokus på sikkerhed, både når folk er på markedspladsen, og når de skal hjem.
Kiss & Goodbye-området udvides, og der tilføjes flere frivillige vagter, så både afsætning og afhentning kan glide endnu bedre. Der er to taxapladser, ligesom busserne som altid stopper lige ved markedspladsen. For at guide alle gæster i den rigtige retning etableres korridorer med LED-lys i forskellige farver til henholdsvis Kiss & Goodbye-området, taxaerne og busserne.
SafeHouse har ligeledes øget bemandingen på markedspladsen hver aften, og derudover er der naturligvis fast politi, vagter, samaritter og paramedicinere på markedspladsen alle dage.
– Et trygt og sikkert marked er en topprioritet for os, og sammen med vores gode partnere glæder vi os over de nye tiltag, siger Michael Ottesen.
Uden frivillige, intet marked
Hjallerup Marked er i dag lige så vigtig en del af Hjallerup, som karneval er af Rio de Janeiro. Et kæmpe setup som dette kræver mange hænder, og i en by med godt og vel 4.000 indbyggere ligner det en umulig opgave at skaffe frivillige nok til at besætte tusindvis af vagter inden for alt fra toiletrengøring til campingtilsyn. Men ikke i Hjallerup. Det er lykkedes at mobilisere mere end 2.100 frivillige fra nær og fjern.
– Tallet siger alt. Jeg er hvert år så imponeret over opbakningen og de store smil, som man møder blandt de frivillige. Vi lever hvert vores liv til hverdag, men den første weekend i juni står vi sammen som én stor familie. Det er jo netop dét, Hjallerup Marked handler om – at få gode oplevelser sammen, afslutter Michael Ottesen.
Hjallerup Marked 2026 finder sted 4.-7. juni.






