HJALLERUP: Der er igen lagt op til en aften med god mad og samvær, når Hjallerup Kulturhus inviterer til fællesspisning tirsdag den 28. april.
Arrangementet er åbent for alle, og også denne gang er der en særlig håndsrækning til de hurtige: Nordjyske Bank er sponsor og betaler for spisningen for de første 100 tilmeldte deltagere.
Aftenen begynder med spisning, hvorefter der er fællessang i den store sal. Her vil en pianist akkompagnere, mens deltagerne synger med på kendte sange fra Højskolesangbogen. Efterfølgende er der kaffe og kage.
For dem, der ikke når at få en af de gratis pladser, er der stadig mulighed for at deltage mod betaling, og der er også en reduceret pris for børn. Drikkevarer kan købes i kulturhuset. Se også annonce side 3.
Til september er der valg til menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne. Forud for valget inviteres alle interesserede til orienteringsmøde, hvor man kan høre mere om arbejdet i rådet – og samtidig få indblik i kirkens grønne omstilling.
KLOKKERHOLM: Hvad vil det sige at sidde i et menighedsråd? Og hvilke opgaver følger med? Det kan man få svar på tirsdag den 12. maj, når Hellevad-Ørum Sognes Menighedsråd inviterer til offentligt orienterings- og menighedsmøde i præstegårdens konfirmandstue i Klokkerholm.
Mødet er første skridt frem mod valget i september og henvender sig til alle, der overvejer at stille op – eller blot er nysgerrige på arbejdet i folkekirken lokalt.
Aftenen byder både på information om selve valget og et menighedsmøde, hvor der gives en status på sognets liv og aktiviteter. Her vil formand Else Marie Pedersen blandt andet orientere om økonomi, kommende projekter og kirkens daglige drift, ligesom der bliver mulighed for debat og spørgsmål fra de fremmødte.
Grøn kirke i fokus Et af aftenens temaer er folkekirkens arbejde med bæredygtighed. Provstisekretær Erik Villy Rasmussen fra Brønderslev Provsti fortæller om initiativet Grøn Kirke, som har til formål at styrke kirkens indsats inden for klima, miljø og biodiversitet.
Det kan blandt andet handle om mere klimavenlig drift af bygninger, øget fokus på biodiversitet på kirkegårdene og generelt en større bevidsthed om ressourceforbrug i kirkens hverdag.
Kortere valgperiode I modsætning til de fleste andre menighedsråd i landet har Hellevad-Ørum fået godkendt en toårig funktionsperiode. Den nuværende periode udløber første søndag i advent, og derfor er forberedelserne til et nyt råd allerede i gang.
Ved valgforsamlingen den 15. september skal der vælges fem medlemmer fra Hellevad Sogn og fire fra Ørum Sogn samt to suppleanter hvert sted. For at kunne stille op til menighedsrådet skal man være medlem af folkekirken, være fyldt 18 år og enten bo i sognet eller have sognebåndsløsning.
Arbejdet i menighedsrådet spænder bredt – fra økonomi og personale til vedligeholdelse af kirker og kirkegårde samt planlægning af aktiviteter.
Fælles råd siden 2022 Siden 2022 har de to sogne haft fælles menighedsråd – en løsning, der har styrket samarbejdet på tværs.
– Vi har fået løst mange opgaver og samtidig sat nye initiativer i gang. Samarbejdet har givet bedre arbejdsgange og en stærkere sammenhæng i hverdagen, lyder det fra Karen Vinther Toft, der varetager posten som kirkeværge for Hellevad Kirke.
Orienteringsmødet finder sted tirsdag den 12. maj i konfirmandstuen på Bredkærsvej 22 i Klokkerholm. Der serveres gratis smørrebrød, kaffe og kage.
Asaa: Asaa Kirke danner rammen om en aften med både musik og eftertanke, når der inviteres til dansktop-aften torsdag den 23. april. Her kan publikum se frem til en stemningsfuld oplevelse med kendte toner og nærværende fortællinger.
To erfarne musikere, Anne-Marie Hassing og Ronnie Flyvbjerg fra Neighbours And Friends, står klar til at fylde kirkerummet med populære sange fra dansktop-genren. Musikken bliver undervejs suppleret af refleksioner fra sognepræst Jeanette Nymann Geller, som knytter aftenen sammen med temaer om forår, lykke og glæde.
Arrangementet lægger op til en aften, hvor publikum kan læne sig tilbage og nyde både musikken og de eftertænksomme indslag i kirkens særlige rammer.
Brønderslev: Brønderslev Bibliotek har en række arrangementer, hvor både børn, familier og voksne kan finde inspiration, viden og gode oplevelser. De spænder bredt fra det hyggelige og sociale til det tankevækkende og oplysende – og hvor der er noget for enhver smag i den kommende tid.
Onsdag den 22. april lægges der ud med flere arrangementer. Om formiddagen er der “Strik og lyt”, hvor deltagerne kan tage deres håndarbejde med og nyde højtlæsning i rolige omgivelser. Senere samme formiddag inviteres der til fællessang under overskriften “Så syng da, Brønderslev, lad hjertet tale”, hvor sangglæden er i centrum, og alle kan være med uanset niveau. Om eftermiddagen fortsætter aktiviteterne med “Bogcafé og banko”, hvor litteratur og spil kombineres i en hyggelig ramme med kaffe og kage.
Dagen efter, torsdag den 23. april, sættes der fokus på hverdagsøkonomi og bæredygtighed med foredraget “Familieliv på budget”. Her gives konkrete råd til, hvordan man kan spare penge i hverdagen, blandt andet ved at reducere madspild og bruge flere bælgfrugter.
Lørdag den 25. april er der tilbud til de yngste, når Bamsehospitalet rykker ind på biblioteket. Her kan børn tage deres bamser med til “undersøgelse” og behandling, mens de samtidig får et indblik i, hvordan et hospitalsbesøg foregår.
Tirsdag den 28. april står i musikkens tegn med et foredrag om The Beatles. Her dykker foredragsholderen ned i bandets betydning for musikhistorien og supplerer med levende musik og fællessang.
Torsdag den 30. april rettes blikket mod kongehuset, når TV2’s kongehusreporter Marie Rønde giver et indblik i et historisk tronskifte og arbejdet med at dække en institution i forandring.
Mandag den 4. maj kan foredraget “Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?” opleves. Det er Shahin Aakjær der deler sin personlige historie om at blive bortført som barn og om livet mellem to kulturer.
24 Timer i Hjallerup imponerer ved regionsmesterskaberne i masters-svømning Aars.
HJALLERUP: Foreningen 24 Timer i Hjallerup satte et markant aftryk, da årets regionsmesterskaber i masters-svømning blev afholdt i Aars Svømmehal. Med hele 13 deltagere – en blanding af tidligere konkurrencesvømmere og svømmere, der for allerførste gang prøvede kræfter med et stævne – blev dagen en stor succes for den lokale klub. Svømmerne fra Hjallerup leverede præstationer på tværs af aldersgrupper og niveauer, og medaljehøsten taler sit tydelige sprog: 41 guldmedaljer, 10 sølv og 6 bronze. Resultaterne vidner om både erfaring, talent og en stærk klubånd, hvor der er plads til alle, uanset om man er rutineret eller ny i bassinet.
Stemningen i Aars Svømmehal var præget af fællesskab og begejstring, og ifølge foreningen selv var det en dag fyldt med svømmeglæde, opbakning og masser af gode oplevelser for både svømmere og tilskuere.
Næste år bliver regionsmesterskaberne endnu mere lokale for Hjallerup-svømmerne. Her står 24 Timer i Hjallerup nemlig selv som arrangør, når stævnet flytter til Hjallerup Svømmehal. Foreningen ser allerede frem til at byde svømmere fra hele Nordjylland velkommen til en dag, hvor både konkurrence og fællesskab igen vil være i centrum.
HJALLERUP: Lørdag den 25. april bliver en festlig dag i Ekko Parken ved bålhytteområdet, når gederne igen lukkes ud – og samtidig skydes stemningen fra Hjallerup Marked i gang.
Arrangementet byder på oplevelser for både børn og voksne. Når gederne kommer på græs, inviteres der til en hyggelig formiddag med masser af liv og aktivitet omkring markedshallerne.
Der vil være mulighed for at købe pølser, popcorn, slushice samt øl og vand, og for børnene er der blandt andet hoppeborg, ponyridning og snobrødsbagning i samarbejde med Hjallerup Grønne Pigespejdere.
Underholdning for hele familien
Midt på dagen sørger Rytmigo for børneunderholdning, hvor der bliver lagt op til leg og bevægelse for de yngste deltagere.
Samtidig kan man høre mere om det frivillige arbejde, fællesskabet og aktiviteterne omkring Hjallerup Marked, som hvert år samler mange mennesker fra nær og fjern.
Der er lagt op til en formiddag med gode oplevelser, hvor både lokale og besøgende kan kigge forbi og mærke den særlige markedsstemning vende tilbage.
Dronninglund: Fredensgade Centret danner rammen om et inspirerende foredrag, når Johnny Sort gæster byen med sit personlige og livsbekræftende oplæg.
Under overskriften ”Det er i faldet, du finder dine vinger” sætter Johnny Sort fokus på, hvordan man kan rejse sig igen og igen, selv når livet gør ondt. Foredraget kredser om at se muligheder frem for begrænsninger og om at finde mening i tilværelsen – også i de svære perioder.
Publikum kan se frem til et nærværende foredrag med plads til både refleksion og eftertanke, hvor personlige erfaringer og livsindsigt bliver formidlet i øjenhøjde.
Arrangementet finder sted onsdag den 22. april i Fredensgade Centret i Dronninglund, og der vil være mulighed for at nyde kaffe og kage i forbindelse med foredraget.
En sytten år lang tradition fortsætter, når menighederne inviterer til pilgrimsvandring i naturskønne Hammer Bakker.
ØRUM: På utallige opfordringer arrangerede menighedsrådene i Hjallerup og Hellevad-Ørum Sogne for sytten år siden en pilgrimsvandring på Kristi himmelfarts dag. Siden da har det været en tilbagevendende begivenhed, og mange kilometer er blevet gået. De tre sogne har besøgt mange smukke og naturskønne steder i Vendsyssel, blandt andet vandreklitten ved Rubjerg Knude Fyr, Slettestrand og Fosdalen ved Lerup Kirke, Slotved Skov ved Sindal, Pikkerbakken og Bangsbo Botaniske Have ved Frederikshavn samt på Gjøl, hvor turen gik fra fuglekiggertårnet over dæmningen til Gjøl Kirke. Denne gang går turen til de nærliggende, naturskønne omgivelser i Hammer Bakker.
– Dagen begynder med en kort morgengudstjeneste i Ørum Kirke ved sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Derefter køres der i private biler til sognegården ved Vodskov Kirke, hvor vandringen både starter og slutter, fortæller Sisse Lagergaard Pedersen, der sammen med et lille udvalg under menighedsrådet arrangerer turen. Hun leder desuden turen gennem bakkerne.
Fra sognegården vandres der i samlet flok forbi Pankløften, videre til Pebermosen og til den nærliggende sheltersplads, hvor frokosten indtages. Her er der også naturtoilet samt rindende vand. En del af ruten foregår som stillevandring med mulighed for fordybelse og refleksion.
Turen fortsætter herefter og ender ved Vodskov Sognegård, hvor frivillige står klar med friskbrygget kaffe og hjemmebagt kage. Ruten er samlet set omkring ni kilometer, men kan afkortes for deltagere, der er gangbesværede – dog sådan, at alle har mulighed for at spise frokost sammen.
Der er tilmelding til vandringen via kirkernes hjemmeside, hvor man også kan angive, hvis man ønsker kørelejlighed. Deltagerne skal blot medbringe frokost og drikkevarer, og deltagelsen er gratis.
Arrangementet arrangeres af menighedsrådene i Hjallerup og Hellevad-Ørum Sogne og finder sted torsdag den 14. maj.
Det er Brønderslev Harmoniorkester på en helt ny måde, man kan opleve i BASaren i Nørregade lørdag d. 25. april.
Brønderslev: Der er lagt op til en hyggelig aften med glade og sangbare musikalske numre fra gemmerne, som orkesteret spiller op til, under ledelse af dirigenten Mogens B.B. Jensen.
”Brønderslev Amatør Scene (BAS) sørger for, der er et godt og bredt udvalg af øl i baren, så der er noget til enhver smag, og så skal vi nok spille op til en dejlig aften med noget musikalsk for enhver smag”, siger Søren Himmelstrup fra Brønderslev Harmoniorkester.
Orkesteret blev oprettet på Pedershaab Maskinfabrik i 1948 og har over årene udviklet sig til et Harmoniorkester med et stort og alsidigt repertoire. Scenisk og musikalsk har orkesteret formået at forny sig, så det altid er en ny oplevelse at gå til koncert med dem.
Flauenskjold: Lørdag aften blev der holdt afslutningsfest for dame- og herreseniorspillerne samt trænere og ledere. Der var tilmeldt 32 til spisningen, som bestod af helstegt pattegris.
Både dame- og herreholdet sluttede som nr. 2 i deres serie 4 puljer, og var dermed meget tæt på oprykning. Men vigtigst af alt, der er kommet nye spillere til i løbet af sæsonen, og det sociale er meget i højsædet i klubben, hvilket også kom til udtryk i de taler der blev holdt i løbet af aftenen.
Der blev udnævnt årets kammerat og årets spiller på begge hold.
Hos herrerne blev Magnus Bjerg Jensen årets kammerat og Christoffer Skindbjerg årets spiller.
Hos damerne blev Karolina Christiansen årets kammerat og Nikoline Vestergaard årets spiller.
Alt i alt en hyggelig aften, som markerede afslutningen på en god sæson for Flauenskjold Håndbold.