KLOKKERHOLM: Talentlinjen fra Kulturskolen Brønderslev har været på en inspirerende turné rundt i kommunen, hvor eleverne har delt deres musikglæde og talent med både børn og voksne.
Turnéen bragte de unge musikere forbi Hedegårdsskolen, Øster Brønderslev Centralskole, Nørreådal Friskole, Agersted Friskole samt Nygårdsminde Vingård, hvor publikum fik mulighed for at opleve levende musik fremført af engagerede og dygtige elever.
Hele holdet rejste samlet i tourbus, hvilket gav en særlig fællesskabsoplevelse og en autentisk fornemmelse af at være på rigtig turné.
Kulturskoleleder Lise Gam Jensen fortæller: “Det er en fantastisk mulighed for vores talentlinjeelever at komme ud og optræde i forskellige rammer. De vokser både musikalsk og personligt, når de møder et publikum og mærker, hvordan deres musik gør indtryk. Samtidig er det vigtigt for os at bringe kulturen ud i hele kommunen.”
Også underviserne oplevede stor glæde ved turen. Trommelærer og talentlinjeunderviser Søren Kepler siger: “Eleverne har arbejdet målrettet frem mod turnéen, og det er tydeligt at se, hvordan de løfter sig sammen som hold, når de kommer ud på scenen. Den energi og spilleglæde, de leverer, smitter virkelig af på publikum.”
Turnéen er en del af Kulturskolens arbejde med at styrke talentudvikling og skabe levende musikoplevelser i lokalsamfundet.




