
På Vester Hassingvej lidt syd-øst for Hjallerup huserer VVS Montøren – alias Thomas Larsen og hans far Gunnar Larsen.
I 1988 startede Gunnar Larsen sin virksomhed på hjemmeadressen, og her ligger firmaet stadig og Gunnar, ja han bor der osse endnu.
I 1995 kom sønnen Thomas med i virksomheden og for ca 3 år siden overtog han den sidste bid, så han nu er den eneste ejer.
Thomas er uddannet blikkenslager og VVS-installatør og både han og far Gunnar klarer alle mulige opgaver indenfor deres fag. Det være sig sanitet, vand og varme, blikkenslagerarbejde, ventilation, varmepumper og alternativ energi generelt.
Vi laver alle mulige slags opgaver her i vores lokalområde, både for private, men også en del for Brønderslev Kommune, skoler, institutioner, haller, boligforeninger og større virksomheder, fortæller Thomas. Desuden har vi jo værksted, hvor vi kan udføre opgaver som at skære og bukke i blik, hvilket vi ofte gør for andre håndværkere. Tømrere, der skal have en inddækning eller en skotrende kan bare sige til, fortæller Thomas.
Svært at få folk
Firmaet har, udover de to Larsener en enkelt lærling, som er i lære som energispecialist.
Ligesom alle andre håndværkere, har Thomas i disse tider svært ved at finde folk – netop derfor har vi lærlinge i firmaet. Det nytter ikke, at alle vil læse på universitetet, det kommer der ingen dygtige håndværkere ud af, griner Thomas.
Far på pension
Gunnar Larsen er ved at tage et afgørende skridt henimod at blive pensionist, men han nøler lidt med det og det sætter Thomas stor pris på for det bliver svært at undvære ham i firmaet. Ikke desto mindre ændrer vi nu annoncen til ikke længere at indeholde Gunnars ungdoms-kontrafaj, afslører Thomas så må vi håbe, de lokale stadig kan finde frem til os.
”Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, jeg har mødt på min vej – kunder, kollegaer og samarbejdspartnere. Det har været en fantastisk tid fyldt med spændende opgaver, udfordringer og ikke mindst gode mennesker,” udtaler Gunnar Larsen.
Med et smil ser han tilbage på et arbejdsliv, der har budt på alt fra små reparationer til større projekter. ”Det er en tid, jeg aldrig vil glemme, men nu er det tid til at nyde livet på en ny måde,” siger han.
Gunnar Larsen sender en særlig tak til dem, der har været med på rejsen og understreger, at minderne fra branchen vil leve videre i hjertet.
KØH2




