HJALLERUP: I oktober og november måned udstiller tidligere præst i Hellevad og Ørum sogne Ole Skov Thomsen en del af sine malerier i Hjallerup Kulturhus og Bibliotek. Han fortæller:
”Jeg har glædet mig til denne udstilling her i Hjallerup. Motiverne for mine billeder er inspireret af vikingefund fra nærområdet, det vil sige ved Klokkerholm, hvor jeg i 21 år boede i den gamle præstegård.
Oplevelsen af, at vikingerne ikke var længere væk, end at man på de omkringliggende marker bogstaveligt talt kunne røre ved deres håndværk og kunst, gav et markant boost til min historieinteresse. Ved udgravningen i 1990 og igen ved detektorfund i de senere år er der gjort opsigtsvækkende fund, som jeg mener fortjener mere opmærksomhed end at blot være hengemt i Nationalmuseets arkiver i København. For interesse for historien vækkes nu engang lettest, hvor man kan relatere til den lokalt.”
Ole Skov Thomsen uddyber:
”Derfor var det for mig også oplagt at bruge nogle konkrete løsfund fra Byrhøj som motiver i min malervirksomhed. For vikingetidens slyngornamentik besidder stor vitalitet og sikker formsans og hertil den patina, som tusind år i jorden har bevirket. Mange af fundene er ikke mere end tre til fem centimeter, hvorfor jeg i mine malerier har opskaleret flere af dem.
Endvidere har jeg kombineret dem med tilsvarende motiver som fugle og dyr fra vores tid i et forsøg på at mindske afstanden.
Kunsten, legen med form, farver og materialer kan måske være med til at overskride tid og sted og på en måde gøre os samtidige med historien.”
For den tidligere præst har det også være interessant at opleve, hvordan kristendommen på et tidligt tidspunkt også kan spores.
”Det har været inspirerende at se, at flere af fundene på Byrhøj også afspejler den tidligste kristendom i form af kors og andre smykker. Den lokale smed kunne i samme støbeform lave såvel torshamre som kors, hvilket vidner om, at gammelnordisk religion og kristendom over en årrække eksisterede side om side.
Et af mine billeder i udstillingen skildrer således fortællingens og visdommens gudinde Saga, som Grundtvig tolker som historiens muse, en opliver af kulturarv og gammel tro,” fortæller Ole Skov Thomsen videre.
Han slutter: ”Vikingetidens tre århundreder var i det hele taget meget andet en krigeriske vikinger, men en tid med en vældig progressivitet i form af international samhandel og vidensudveksling og i forbindelse hermed fremragende håndværk og kunst. Det håber jeg også, at min udstilling ”Arven fra Byrhøj kan være med til at afspejle.”
Ole Skov Thomsen har modtaget undervisning på Aarhus Kunstakademi og har udstillet adskillige steder i Nordjylland.
ES



