Efter to års byggeri har Vrås nye svømmecenter slået dørene op, og besøgende mødes ikke kun af moderne faciliteter, men også af et usædvanligt kunstværk, der er integreret direkte i bygningen.
VRÅ: Bag udsmykningen står kunstneren Ida Kvetny, som vandt den kunstkonkurrence, der blev udskrevet i forbindelse med projektet. Hendes farverige motiver er efterfølgende blevet trykt direkte på de fliser, der beklæder store dele af svømmecentret.
STARK har været leverandør af kunstfliserne til projektet i samarbejde med NCC, der har stået for totalentreprisen. Ifølge STARK Aalborgs trælastdirektør, Jakob Glintborg, er resultatet noget ganske særligt.
– Kunstværket er ikke noget, der blot er hængt op efterfølgende. Motiverne er en del af selve bygningen og skaber et unikt udtryk i både svømmehal og omklædningsrum, fortæller han.
I alt er der anvendt omkring 3.500 kvadratmeter specialfremstillede fliser i forskellige størrelser og overflader. Fliserne blev produceret i Italien, hvor Ida Kvetnys tegninger blev overført direkte til materialerne.
Projektet stillede samtidig store krav til planlægning og logistik. Fliserne skulle leveres i præcis den rigtige rækkefølge, så kunstværkets motiver kunne fortsætte korrekt på tværs af vægge, bassiner og øvrige fladearealer.
Det nye svømmecenter åbnede i slutningen af maj og giver nu borgere og besøgende adgang til moderne svømmefaciliteter, hvor kunst og arkitektur går hånd i hånd.
SEB ν







