
Hjallerup gør klar til en stemningsfuld start på julemåneden, når Handels- og Erhvervsforeningen inviterer til julehygge torsdag den 20. november. Byen pyntes op, butikkerne holder åbent, og der venter en eftermiddag og aften fyldt med aktiviteter for både store og små.
I børneområdet kan børn glæde sig til karrusel og vippedyr, og senere på aftenen lægger julemanden vejen forbi Hjallerup for at tænde byens store juletræ. Børnene får udleveret en billet, der kan byttes til en godtepose, og der bliver også mulighed for at tage billeder med julemanden i et område fyldt med hyggelig julestemning.
Rundt i byen vil der være masser af liv. Hjallerup Børnehaves Støtteforening sælger gløgg og æbleskiver, Fredes Lækkerier står klar med brændte mandler, og spejderne laver varm suppe over bål.
Byens pengeinstitutter holder åbent og byder blandt andet på konkurrencer og ballondyr.
Holtegaard kommer som altid med en flot julepyntet hestevogn, som kører rundt i byen og skaber ekstra julestemning.
Der vil også være mulighed for at få lidt at spise. Den Muntre Gris sælger flæskestegsburgere, Streetfoodpiraterne serverer hotdogs, pommes frites og churros, og Ka’Feen Frk. Bast tilbyder varme drikke som kakao, cappuccino og te.
Musikken leveres af Jan Edvard Sørensen, som sørger for en hyggelig lydkulisse gennem hele arrangementet.
Alt i alt venter en festlig torsdag i Hjallerup, hvor julelys, lokale boder og glade ansigter markerer starten på den hyggelige juletid i byen.
Arkivfoto SEB




