Hjallerup Kirkes julehjælp

Hjallerup Kirke sørger ligesom sidste år for julehjælp, som består af både julegaver til børn og julekurve til familier.
”Sidste år i 2022 var det første år med julegaver til børn; en idé som kom fra Carina Holst Kristensen og blev en succes. Vi håber at kunne gentage succesen i år og på den måde udvide vores traditionelle julehjælp”, fortæller sognepræst Marie Kirketerp.
I Kirkehuset vil der fra den 1. december og frem til den 18. december stå et juletræ, hvor der løbende bliver sat hjerter på. Planen er, at hjerterne bliver byttet om til julegaver af folk, som gerne vil give en gave. Erfaringen fra sidste år var, at der manglede ønsker fra børnene. Derfor vil man i år kunne hente et hjerte, hvorpå der både står alder, køn og et juleønske. Har man lyst til at hjælpe ved at give en julegave, tager man et julehjerte med hjem og køber en gave til en værdi af 2-300 kroner. Gaven afleveres så igen ved juletræet i Kirkens åbningstid – med julehjertet på, så man ved, hvem gaven er tiltænkt.
Ønsker man som forældre at søge om julegaver til sine børn (op til 17 år), sender man senest d. 8. december en ansøgning til Marie Kirketerp, hvori man oplyser navn, adresse, telefonnummer og eventuelt mailadresse. Endvidere skal der oplyses om alder, køn og juleønske på de børn, der søges julegaver til. Netop den sidste oplysning skal bruges til at skrive på julehjertet, som bliver hængt på juletræet i indgangspartiet ved Kirkehuset. Således er hjertet altså anonymt og indeholder kun relevant information i forhold til indkøb af gave.
Der blev sidste år uddelt omkring 25 julegaver kort før jul; en hyggelig stemning var der i timerne, hvor man kunne komme forbi efter gaven og få en kop kaffe med på vejen. Ligesom sidst vil uddelingen være fra Kulturhuset d. 22. december, samme dag som der vil være uddeling af julekurve fra Rema. For der er selvfølgelig også i år mulighed for at søge om en julekurv, hvis man som familie har brug for lidt støtte til at kunne holde en god jul. På Kirkens hjemmeside og på Facebook findes et ansøgningsskema, som kan benyttes indtil d. 4. december. Desuden kan man på hjemmesiden finde al praktisk information – også hvis man gerne vil støtte julehjælpen i sognet.
Vi håber med disse tiltag at kunne gøre en lille forskel for de familier, som er hårdt ramt økonomisk. På forhånd stor tak til både private donorer og virksomheder, der vil hjælpe børn og familier til at få en god jul,” udtaler sognepræst Marie Kirketerp afsluttende.
Har man ikke planer for juleaften er der mulighed for at deltage i et julearrangement ved Brønderslev Kirke. Det er Brønderslev Provsti, der sammen med menighedsplejen ved Brønderslev Kirke indbyder alle til at fejre juleaften i Brønderslev Kirke og sognegård.
”Vi sørger for, at det bliver en hyggelig juleaften med dejlig julemad, juletræ, julegaver, julesange og -salmer. Sognepræst Solveig Jeppesen er vært sammen med sin familie,” lyder budskabet fra Provstiet. Programmet og tilmelding findes på Brønderslev Provstis hjemmeside.