Generalforsamling i Flauenskjold Vandværk

I sidste uge blev der afholdt den årlige generalforsamling i Flauenskjold Vandværk.
Formand Jens Jørgen Lex kunne byde velkommen til 34 forbrugere i Flauenskjold Kulturhus.
Torben Larsen blev valgt til dirigent, og han kunne konstatere at generalforsamlingen var rettidig varslet og dermed beslutningsdygtig.
Herefter aflagde formand Jens Jørgen Lex følgende beretning for det forløbne år:
“Vandværket har i året afregnet 94.916 kbm. vand til 601 forbrugere. Dette er et fald på 6,54% i forhold til sidste års salg. Der har over de sidste 4 år været et fald i salget af vand på 16.327 kbm eller 15%.
Udviklingen skyldes udelukkende ophør af landbrugsproduktion i vores område. Hvor der de sidste par år har været minkerhvervet og svineproduktion er det i år to kvægbrug, som har ophørt med produktionen. Vi forventer at vores salg stabiliserer sig omkring de nuværende 90.000 kbm.
Der har i året været enkelte brud. Brudene har været forårsaget af jernrør, som er gennemtæret. Et af brudene var på tværs af Aalborgvej i sydenden af byen, hvilket var en bekostelig omgang. Vi har i forbindelse med reparationen nedsat målerbrønde, så det i fremtiden er let at komme til vores installation.
Vandværket har i året kørt meget stabilt og uden de store udfordringer. Vi har i året udskiftet en transportpumpe til at flytte vandet ind over vores filtre.
Der er i året igen blevet flere stoffer, som der skal analyseres for i det analyseprogram, som fastsættes af myndighederne. De analyser, vi har foretaget i årets løb, har ikke givet anledning til bemærkninger eller udfordringer, så I kan med tryghed drikke vand fra vores vandværk.
Vi har i året arbejdet på at undersøge muligheder i at udskifte vores vandmålere til digitalaflæsning. Vi har undersøgt muligheden i samarbejde med varmeværket. De stod for at skulle i gang med at udskifte deres nuværende målere. Derfor var det oplagt at undersøge, om vi to forsyningsselskaber kunne udnytte og spare nogle omkostninger ved at have samme leverandør og samarbejde om den fremtidige opgave. Vi har besluttet, at vi går i gang i 2026 med en løbende udskiftning af målerne.
Vi har også i året brugt tid på dialog med kommunen og lodsejere vedrørende endelig afklaring af BNBO-områder. Vi vil i løbet af 2026 have en endelig afklaring på dette og hvilke omkostninger, der vil blive i den forbindelse.
Jeg vil til sidst takke bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde. Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer i året. Derudover vil jeg også gerne sige tak til Flauenskjold Varmeværk for god dialog og samarbejde i året.
Vi vil forsøge næste år at yde en god og stabil vandforsyning”
Generalforsamlingen godkendte beretningen.
Vandværkets kasserer Martin Pedersen fremlagde det reviderede årsregnskab for perioden 1. oktober 2024 – 30. september 2025.
Regnskabet udviste efter afskrivninger et underskud på kr. 150.038. Underskuddet dækkes af tidligere års overskud.
Balancesummen var pr. 30. september 2025 på kr. 3.789.754.
Generalforsamlingen godkendte regnskabet.
Martin Pedersen fremlagde endvidere budget for indeværende år 2025/2026, som udviser et budgetteret underskud på kr. 59.043, der ligeledes dækkes af tidligere års overskud.
Der blev orienteret om takstændringer for det kommende år.
Den årlige faste afgift til vandværket stiger med kr. 300 til kr. 1.000. Stigningen skyldes, at vandværket de kommende år agter at udskifte de gamle vandure til elektroniske vandure. Udskiftningen påbegyndes i 2026.
M3-prisen for vand er fastsat til kr. 3,50, en stigning på kr. 0,50. Stigningen skyldes generelt stigende omkostninger, ikke mindst til øgede analysekrav og IT-sikkerhed.
Desuden omlægges afregningen af lukkegebyrerne, således vandværkets mulighed for inddrivelse af gebyrerne forbedres.
Jens Jørgen Lex og Jørgen Mikkelsen blev genvalgt til bestyrelsen.
Kim Nielsen og Henning Bang blev valgt som suppleanter.
Agillix blev genvalgt som revisor.
Herefter sluttede generalforsamlingen med flæskesteg til de fremmødte forbrugere.
IS
Foto: Arkiv

