Egentlig var jeg forberedt på at fredagen ville slutte med endnu en triviel lokal ordinær trio, som efter bedste evne skulle gøre musikken til deres levebrød. Rigtig mange havde overraskende nok købt billetter til oplevelsen, som Hjallerup Musikforening havde sat i værk, for Henrik Mølbjerg var jo endnu en liberallokal troubadur, som i mange år havde spillet og underholdt lidt i det stille.
Kox’eriet havde som vanlig lavet en plastikbakke med diverse tapas, og på trods af emballagens kønsløse stil, så gjorde indholdet et godt indtryk. De kan altså noget i det køkken. Tryllerier med sødt, surt, salt og umami i en kavalkade, så gæsterne med stor tilfredshed kunne sætte sig til rette i musiksalen og gøre klar til lidt guitarklimperi og lade sig henføre i decemberaftenens julestemning blandt fine juletræer og tjenstvillige frivillige fra musikforeningen – dog uden nissehuer og -skæg.
Min tiltagende døsighed blev imidlertid pludselig fjernet, da de 3 muntre gutter – Henrik Mølbjerg og hans 2 sekundanter i Nærværk – Lasse Schurmann og Dominic Gale – smed hæmningerne over bord og tog fat på hovedretten – musikken. En lind strøm af vellyd, hvor de hver især viste sig at være individualister og, hvor samspillet var professionelt orkestreret, fyldte pludselig salen… Dominic Gale udstrålede en stor kærlighed til sin el-bas. Fingrene dansede over gribebrættet i en dans, som signalerede, at den mand har haft en lang karriere med meget forskellig musik. Der var masser af jazz-toner i hans spil. Lækkert, at skomagerbas ikke fuldstændig tager over, når ellers simple ørehængere skal krydres elegant. Det var både modigt og vellydende akkompagnement, som ofte tog en ledende rolle i musikken.
Lasse Schurmann er vel klassens glade dreng. Et stort smil under den krøllede hat, et par whiskers i hænderne og et par koklokker og hi-hats var vel det mest minimalistiske trommesæt, man kunne finde. Nå jah – og så en sortmalet papkasse til at røre lidt i… MEN – det passede jo til musikken, stilen, stemningen. Som skrevet, så var arrangementerne lækkert lavet, og på trods af, koncerten er gruppens jomfrutur og blot tredje optræden, så gav det publikum mere, end de havde forventet.
Henrik Mølbjerg har skrevet en lang stribe dejlige country/folk-inspirerede sange. En blanding af engelsk- og dansksprogede lyrikker, som gik lige ind hos publikum. Sangen ’Ladybird’ aftvang stor og spontan applaus med sit glade budskab og den yderst melodiske sang kan sagtens gå hen og blive en landeplage. Indholdet af sangene var kærlighedens sprog. Alle aspekter af følelser i tilværelsens svære stunder, hvor kærligheden tager over. Som en pendant til ’Ladybird’ fik vi sangen ’Thunderstorm’ og enhver kan sikkert forstå at der kan være langt fra en mariehøne til en tordenstorm..
Aftenens måske eneste lette kildren i blindtarmen var de passager, hvor gamle hæderkronede profilers materiale blev taget på setlisten. Ærligt, så synes jeg ikke, Kim Larsen, John Lennon, Poul Krebs eller Lars Lilhold matcher det, som Mølbjerg og Nærværk disker op med af egne ting, men – al begyndelse kræver jo et grundmateriale, så af den grund bliver der ikke pillet ved min vurdering af trioens præstation. 5 stjerner herfra.
Fra at være en aften, der startede med almindelig døsighed blev jeg således vidne til en stjerne i svøb. En trio, der garanteret bliver svær at booke i fremtiden, hvis ikke man er tidligt ude, så hvis du står og mangler en virkelig spændende gruppe til at tryllebinde publikum, så skynd dig. Et publikum, der leverer stående ovationer til opstarten af en band-tourne er ikke vanlig kost på vore breddegrader.
Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk
