
Det er efterhånden blevet en tradition, at der den sidste weekend i uge 7 afholdes ”24 timer i Hjallerup” i Hjallerup Idrætscenter. Således også i år. Lørdag den 14. februar var alt booket i Hjallerup Idrætscenter.
Borgmester Mikael Klitgaard åbnede det store arrangement sammen med formanden for foreningen ”24 timer i Hjallerup” Johnni Olesen og forstander for Julemærkehjemmet i Hobro Maria Hæstrup. Der blev budt velkommen til et arrangement, hvor hele overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro, og hvor fællesskabet på kryds og tværs bliver højt prioriteret.
Mange forberedelser er gået forud med afholdelse af et så stort arrangement. Foreningens medlemmer har støttet på alle måder de mange forberedelser til eventen, men også selve afholdelsen.
Der er meget lidt søvn i de 24 timer, som arrangementet varer. ”Vi har i år omkring 13 forskellige aktiviteter, som deltagerne har meldt sig til. Jeg kan fx nævne svømning, bridge, Line dance, skydning, spinning, strikning, patchwork, perlearbejde, læsning af bøger og mange flere. Det summer af liv overalt i Idrætscenteret. Vi har et fantastisk sammenhold, hvor nye venskaber skabes, og hvor alle bidrager til Julemærkehjemmet i Hobro,” fortæller Johnni Olesen.
Flere tidligere børn og voksne, som har været på Julemærkehjemmet, deltog i arrangementet. En 13 årig, som lige har været på Julemærkehjemmet fortæller om betydningen af sit ophold på ca. tre måneder:
”Jeg havde et meget dårligt selvværd og mistrivedes i folkeskolen. Jeg havde ingen venner. Efter mit ophold på Julemærkehjemmet skiftede jeg skole og fik en ny start på livet. Her fik jeg nye venner og følte et overskud og en glæde over livet. Jeg er blevet et helt andet menneske med en følelse af selvværd og tryghed.”
Forstander på Julemærkehjemmet fortæller, at der på hjemmet er 48 børn i alderen fra 7 til 14 år.
”Mange af vores børn har problemer med ensomhed og mistrivsel. Vi lærer dem betydningen af fællesskab og selvværd, og mange forlader Julemærkehjemmet med et positivt syn på livet og kan starte et nyt og bedre liv,” fortæller forstander Maria Hæstrup.
Igennem hele Idrætscenteret er der aktiviteter, hygge og en god stemning, hvor fællesskaberne prioriteres. I svømmehallen er der aktiviteter hele døgnet. Til hverdag fortæller Johnni, at han er aktiv sammen med andre i svømmehallen både tirsdag og søndag morgen, samt torsdag aften.
Bibliotekar Rikke Ejlertsen havde taget en masse bøger og tegneserier med til både børn og voksne. Lænestole og små sofaer er stillet op. Omkring 20 har tilmeldt sig denne aktivitet, og mange er koncentreret om læsningen.
Også Hjallerup Kirke deltog med Midnatsgudstjeneste kl. 24. Mange trængte til en pause fra aktiviteterne og deltog den halve time med salmesang og prædiken. Især konfirmanderne fyldte godt, men også flere af byens borgere var mødt op sammen med deltagerne i 24 timers arrangementet.
På spørgsmålet om, hvor mange penge man regner med at kunne sende til Julemærkehjemmet denne gang, svarede Johnni Olesen:
”Alle kan komme til vores generalforsamling den 8. marts på Hjallerup Skole, så er det opgjort. Vi håber på 2-300.000 kr.”.
Han fortsætter: ”Et par nye aktiviteter er kommet til for at samle penge ind. Det er pantflasker, som vi tager imod både i poser og sække. Jeg modtager dem gerne på min hjemmeadresse og får dem selv afleveret. Pengene går direkte til vores indsamling. Endvidere er jeg begyndt at tage ud og holde foredrag med overskriften ”Mit liv som indsamler”. Alle bidrag går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.”
ES




