Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Repræsentantskabsmøde i Hjallerup Samvirke

Traditionen tro blev Hjallerup Samvirkes Repræsentantskabsmøde afholdt den sidste tirsdag i november. Det blev det også i år – tirsdag den 25. november.
Formanden for Hjallerup Samvirke Steen Søgaard Petersen bød repræsentanter fra de 59 foreninger velkommen.

Steen Søgaard Petersen kom i sin formandsberetning ind på forretningsudvalgets mange forskelligartede opgaver i løbet af 2025.

Mange spørger om udviklingen i midtbyen er blevet glemt? Hertil svarede formanden: ”Min helt klare forventning er, at arbejdet går i gang i løbet af 2026 og strækker sig ind i 2027, inden vi er helt færdige. Byrådet fik videreført midler til midtbyplaner med tre millioner i såvel 2026 som 2027.”

Endvidere fortalte formanden, at Skelbakvej bliver udvidet til seks meter og får i samme omgang etableret cykel/gangsti fra Markedsbakken til forhåbentlig ned til Præstevænget.
Det næste punkt omhandlede Ekkoparken, hvor der er blevet søgt om at få etableret et ”Madpakkehus”. Real Dania Fonden er blevet søgt, men det blev til et afslag. Andre fonde bliver nu søgt og desuden kommunen.

”Den 26. april løb årets event i parken af stablen – den årlige udsætning af gederne til den nye sæson. I lighed med tidligere år var arrangementet i samarbejde med Markedsudvalget, således der blev inviteret til familiehygge på markedspladsen med både underholdning og forplejning. Det bliver en tilbagevendende begivenhed hvert år,” fortsatte formanden sin årsberetning.

Præstevænget 4 er man i fuld gang med at sælge.

Verners jord er blevet købt, så Heklas fremtid er sikret.

Om Hjallerup Rideklub fortæller formanden:
” Vi har formelt overtaget de to ridebaner på Samvirkes jord, og fremover udlejes banerne så til HRV.” Han fortsætter:

”Den nye bestyrelse i Rideklubben har virkelig fået sat skik på dagligdagen i klubben. For tiden er der opstået ventelister til opstaldning. Medlemmerne har ligeledes bakket fuldt op omkring aktiviteterne og har fået styr på økonomi og daglig drift. Et kæmpe skulderklap til alle involverede.”

Bibelcampingen på Markedspladsen sidst i juli var for deltagerne en forrygende uge. Der har været nogle udfordringer for nærmeste naboer med hensyn til støj. Dette vil blive taget op til evalueringsmødet med Bibelcampingen i nærmeste fremtid.

Om Kino lød der mange rosende ord. ”Vores dejlige Kino er i rigtig god gænge og har leveret et flot resultat, ” udtalte formanden.

Som afslutning rettede formanden en stor tak til Markedsudvalget, bestyrelseskollegaer, medlemsforeninger og de mange frivillige for et godt samarbejde.

Efter formandens tale var der lejlighed til spørgsmål.

Fra forsamlingen blev der spurgt ind til de offentlige toiletter, som er blevet lukket af kommunen. Der viste sig en stor utilfredshed med lukningen, og mange ønskede, at kommunen ville genoverveje sin beslutning.

ES

Populære artikler