
Der er stor glæde blandt spejderne i Hjallerup. KFUM-spejderne har netop modtaget en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond til opførelsen af en helt ny spejderhytte. Denne nye hytte, en del af projektet ”Fremtidens Spejderhytter”, vil sætte spejdergruppen i stand til at tilbyde endnu flere spændende og udviklende aktiviteter for børn og unge i lokalområdet. KFUM i Hjallerup er en del af Hjallerup Grønne Spejdere, som er en sammenslutning mellem KFUM og Pigespejderne i Hjallerup.
En drøm, der går i opfyldelse
”Vi kan slet ikke få armene ned!” fortæller gruppeleder Mads Torp. ”Vi har længe drømt om at forbedre vores rammer, og den nye spejderhytte vil give os mulighed for at skabe endnu flere fantastiske oplevelser i naturen for vores spejdere. Den nye hytte vil ikke blot være en fysisk ramme – den vil være et sted, hvor børn og unge kan udvikle sig, lære om naturen og bygge fællesskaber.”
Den nye spejderhytte vil blive placeret på den tidligere FDF grund, som Hjallerup Grønne Spejdere med stor taknemmelighed har overtaget efter Hjallerup FDF. Hytten vil være et samlingspunkt for både de ugentlige spejdermøder og større spejderaktiviteter som lejre og kurser. Gruppen har i mange år været kendt for deres aktive engagement i lokalområdet, og den nye hytte vil styrke denne rolle yderligere.
Fokus på bæredygtighed og fællesskab
Fremtidens Spejderhytte er ikke bare en traditionel spejderhytte. Designet af arkitektfirmaet LETH & GORI er bygget med bæredygtighed som kerneværdi og kombinerer funktionalitet med et åbent, naturinddragende design. Hytten er skabt til at trække naturen ind og samtidig give spejderne mulighed for at udfolde sig både inde og ude. Der er plads til alt fra bålpladser og pionering til mere moderne, digitale aktiviteter.
”At få muligheden for at opføre en hytte, der er så bæredygtig og fremtidssikret, betyder enormt meget for os. Det understøtter vores værdier som spejdere, hvor vi både lærer at tage ansvar for naturen og for hinanden,” siger gruppelederen.
Støtte fra hele spejderfællesskabet
Opførelsen af Fremtidens Spejderhytte er en del af et større projekt, hvor 32 spejderhytter bygges i hele landet, finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond. I Hjallerup er bevillingen en anerkendelse af spejdergruppens mangeårige indsats for børn og unge i området.
”Vi glæder os til fremtiden”
Spejderne i Hjallerup har meget at se frem til. Indtil hytten vil være klar til brug vil spejderne fortsætte med deres aktiviteter i de nuværende rammer – med stor forventning om de nye muligheder, der venter dem.
Om Hjallerup Grønne Spejdere
Hjallerup Grønne Spejdere er en aktiv spejdergruppe i Nordjylland, som igennem mange år har arbejdet for at give børn og unge en stærk tilknytning til naturen og et solidt fællesskab. Med fokus på friluftsliv, praktiske færdigheder og personlig udvikling tilbyder gruppen en bred vifte af aktiviteter, der tiltrækker spejdere i alle aldre.
Red.




