
Igen kunne Johnni Olesen, som er formand for foreningen ”24 timer i Hjallerup”, glæde sig over et vellykket arrangement med deltagere fra store dele af landet.
Arrangementet blev holdt i Hjallerup Idrætscenter og startede lørdag den 15. februar kl. 9.30 med overrækkelse af et stort hjerte, hvorpå et stort beløb på 472.235,00 kroner var skrevet. Det store beløb havde Johnni søgt hos Tryghedsgruppen med hjælp fra Heine Callisen Brogaard, der tidligere var ansat i Tryghedsgruppen. Hjertet blev overrakt af Lærke Sø, repræsentant for Tryghedsgruppen.
”Pengene er til et nyt projekt, som vi sætter i søen til sommer. Vi har lejet en feriekoloni i Lyngså i en uge i tre år, hvor der er plads til cirka 40 udsatte børn i syv sommerdage hvert år. Det er en rød bygning, som jeg kalder Røde Klit. Den ligger tæt på havet, og vi skal lære børnene fra 10-15 år blandt andet at blive dus med vandet, men også lave mange andre aktiviteter. Der bliver rigtig mange udfordringer, som skal styrke børnenes selvværd og give dem mere selvtillid,” fortalte Johnni.
Borgmester Mikael Klitgaard åbnede arrangementet og gav udtryk for en stor taknemmelighed og vigtighed for det arbejde, Johnni udfører. Han lagde megen vægt på, hvor vigtigt det er at styrke sammenholdet og glædede sig over alle de frivillige, der er engageret i arbejdet for at kunne donere store summer til Julemærkehjemmet i Hobro. Han glædede sig endvidere over igen at kunne åbne ”24 timer i Hjallerup” og ønskede de mange deltagere et godt og hyggeligt døgn i en god sags tjeneste.
Fra Julemærkehjemmet i Hobro deltog den nye forstander Maria Hæstrup. Hun takkede Johnni for det kæmpestore arbejde han udfører for Julemærkehjemmet. ”Vi får kun få procenter i støtte, så vi er meget glade for Johnnis mange donationer. Det giver børnene så mange gode oplevelser og giver os mange flere muligheder for at komme ud af huset,” udtalte den nye leder. Kiki Bille Bach havde sammen med Thomas Høgsted lavet en sang om ”24 timer i Hjallerup”, som Kiki på smukkeste vis fremførte. Alle kunne synge med på omkvædet.
Johnni kunne nu give startskuddet til døgnet med de mange aktiviteter over hele Idrætscentret med de to haller + svømmehal og andre steder i byen.
I hal 2 var deltagerne på de mange cykler klar til start. Cyklerne var sponseret af mange forskellige firmaer og udlånt af Hjallerup Idrætscenter og Body Bike i Frederikshavn. Der blev cyklet hele døgnet med få pauser.
I hal 1 var der rigtig mange aktiviteter. Strikkeklubben sad og strikkede i de opstillede sofaer og hyggede sig. Mange af deres strikkede produkter var udstillet til salg. Patchwork-gruppen, som lavede tæpper til eleverne på julemærkehjemmene, havde fået sponseret stof til nye tæpper. Der blev klippet lapper, som blev syet sammen til lange strimler, som så igen blev syet sammen til et tæppe. Hver elev på julemærkehjemmene i Danmark får et tæppe, de må beholde efter opholdet.
Bibliotekar Rikke Ejlertsen sad med et stort hold børn, som alle havde fundet en bog at læse i. ”Jeg synes, det er vigtigt at prioritere læsning af bøger. Børnene hygger sig i hver sin sækkestol med bøger, som vi i fællesskab har udvalgt.” Andre børn var i gang et andet sted i hallen med at tegne og male eller lave fine perlemønstre.
Et andet sted var der opstillet en tombola, hvor der var masser af fine præmier, som man kunne prøve at vinde. Alle gevinster var sponseret af firmaer og private fra nærområdet.
I den anden ende af hallen var der høj musik. Det var et stort Line-dance-hold, som var i gang og skulle danse i 24 timer.
Det er umuligt at nævne alle aktiviteter, men i hele Idrætscentret var der aktiviteter og enkelte udenfor. Et hold skulle på 24 timer gå cirka 100 km. Andre tog en kort pause i et vildmarksbad, hvor Johnni lige måtte tage øksen for at hugge brænde for at beholde det varme vand på en god temperatur.
I indgangspartiet til centret var der opstillet tøjstativer af brugt tøj, som kunne købes til en rimelig pris.
Klokken 24 midnat var der gudstjeneste, som sognepræst Marie Kirketerp stod for. Omkring 50 var mødt op. Konfirmanderne var en del af dem. De fik lov til at ligge på gulvet på puder og lytte. Andre fik en stol at sidde på. Efter gudstjenesten var ”24 timer i Hjallerup” vært ved en kop kirkekaffe. ”Det blev igen i år en stor succes og hyggeligt at deltage i,” fortæller Johnni og fortsætter: ”Igennem natten var der rigtig mange, der var aktive, flere end sidste år. Jeg holdt også skansen og må sove, når oprydningen er færdig søndag.
Først til generalforsamlingen på Bakken, ved vi, hvilket overskud arrangementet har givet. Vi i foreningen er godt tilfredse med forløbet. Der kommer lige en nyhed mere. I weekenden inden efterårsferien i uge 42 holder vi igen et arrangement, et 12 timers event, som alle kan glæde sig til.”
Johnni Olsen slutter med at sige tak til alle, som har deltaget og gjort dette års ”24 timer i Hjallerup” til en rigtig god oplevelse.
ES




