For 31 udsatte børn blev sommerferien i år noget helt særligt. En gruppe på 15 engagerede frivillige fra foreningen 24 timer i Hjallerup stod bag en ugelang sommercamp.
Campen var fyldt med sjove aktiviteter, trygge rammer og nye venskaber, alt sammen gjort muligt med støtte fra TrygFonden og lokale initiativer. Johnni Olesen, som er formand for foreningen, modtog tilbage i februar 2025 en check på 472.235 kroner fra fonden, og denne donation skal dække tre års sommercamp for udsatte unge.
Sommercampen fandt sted på Klitten i Lyngså med kun 300 meter til havet og bød på et væld af vandaktiviteter, hvor børnene blandt andet prøvede kræfter med stand up paddleboard (SUP), som Asaa SUP stod for at formidle til børnene. Der blev også ledt efter dyr i vandet og lavet en sejltur.
På sidste dagen var alle børn og voksne en tur ned af Voer Å i kano for at slutte ugen godt af sammen. Pizza og lokale sponsorater – En af aftnerne kom Ny Standard fra Hjallerup med deres pizzaovne, hvor børnene i hold skulle samarbejde om at lave forret, senere pizza og derefter dessert. De andre aftener blev der bl.a. lavet aftensmad af de sponsorerede kartofler fra Ny Hellested og 10 kilo oksekød fra Line Vanggaard, Hjulskov. For at sikre, at alle børn kunne deltage på lige fod, blev der sponseret våddragter og badesko til alle deltagere af Bevæg dig for livet-puljen i Brønderslev Kommune.
– Det handlede om at give børnene en oplevelse, hvor de føler sig set, trygge og inkluderet, fortæller Johnni Olesen. Mange af dem har ikke mulighed for ferieoplevelser som disse, så det betyder virkelig meget for de unge og familierne. Flere af de unge har allerede ytret ønske om at komme med igen næste år. TrygFonden har finansieret campen, og de frivillige har lagt både tid, hjerte og energi i at skabe en uge, som børnene sent vil glemme. Som en afslutning på ugen fik børnene en glasfigur samt en trøje til minde om ferien. Campen er et stærkt eksempel på, hvordan fællesskab og lokal opbakning kan gøre en forskel for børn, der har allermest brug for det, siger Johnni Olesen.



