
Musikalsk foredrag med Shu-bi-dua-legender i Hallund.
Hallund: Torsdag den 12. marts kan publikum i Hallund se frem til en aften fyldt med musik, grin og nostalgi, når SHOW-BI-DUA – et musikalsk foredrag – indtager scenen.
Arrangementet er booket af Hallund Hollensted Borger- & Idrætsforening og byder på et unikt indblik i historien bag et af Danmarks mest folkekære bands, Shu-bi-dua.
På scenen står to af de mest markante profiler fra bandets historie: Michael Hardinger, manden bag mange af Shu-bi-duas største hits, og Jørgen Thorup, stemmen der var med til at genstarte bandet. Sammen tager de publikum med på en underholdende rejse gennem den danske sangskat, krydret med røverhistorier, humor og masser af velkendte melodier. Med sig på tangenterne har de Rasmus Schwenger.
Det musikalske foredrag er hverken en traditionel koncert eller et klassisk foredrag, men en intim og levende fortælling om bandet, der for alvor satte sit aftryk på dansk musik. Publikum kan blandt andet høre historierne bag sange som “Fed Rock”, “Vuffeli-vov”, “Står på en alpetop” og “Hvalen Hvalborg” – og få et sjældent kig ind i de kreative processer, skæve idéer og den galgenhumor, der gjorde Shu-bi-dua til et fænomen.
Aftenen varer 2 x 45 minutter, og der er ikke nummererede pladser. Der er udsolgt.




