
Hvad er det, der sker? Jo, det er tid til 24 timer i Hjallerup – 24 timers event. Dette arrangement finder sted i weekenden i uge 7 den 15.-16. februar. Der er åbningstaler i hal A, og derefter er aktiviteterne klar til start.
Igen i år har Hjallerup Skytteklub sagt ja til at deltage. Det bliver i deres lokaler i kælderen under Hjallerup skole, hvor man finder skydebanerne. Her kan man prøve at skyde, og de aktive skytter skal prøve kræfter med mange skud over de 24 timer.
I selve idrætscenteret er svømmehallen ifølge Johnni Olesen ikke helt booket op i år, så hvis man kender en klub, som kunne tænke sig at være med, så tøv ikke med at kontakte Johnni Olesen. De andre baner har deltagere fra klubber fra Aalborg, Aabybro, Brønderslev, Søhesten og den sidste bane har 24 timer foreningen til deres egne svømmere. I hal A finder man Line Dance og alle de kreative aktiviteter som Patchwork, strikke/hækling og strikkeklubbens salgsbod.
” Vi har også i år fundet plads til at sælge genbrugstøj, så kom ned og gør en god handel. Vi får også besøg af Pia V. med alle hendes Hama perler, så der vil være rig mulighed for at lave alle mulige designs. Pia vil her være guide og stå klar med strygejernet, i krea-teltet vil der også være mulighed for at male på sten og glas.
”I hal A finder man også en stor lotteribod med mange flotte gevinster, som er sponseret af en masse erhvervsdrivende fra lokalområdet og fra det ganske land.
I år har vi fundet plads i hal B til alle spinningcyklerne og løbebåndene – her er der fest i alle 24 timer, som en stor håndfuld energiske instruktører sørger for.
I mødelokale 4 vil der være gang i kortene ved Bridgespillerne, de dyster parvis. Her har vi stor hjælp af Hjallerup Bridgeklub.
Og ikke at forglemme, så stiller der igen i år folk op til at gå de 100 km på 24 timer ligesom sidste år, hvor Anders gennemførte den store bedrift. Her er man naturligvis også meget velkommen til at være med. Det kan jo være, man har lyst til at løbe en maraton eller mere på et døgn.
Igen i år deltager Brønderslev Bibliotek med læsemaraton – her kommer de med en masse bøger, så man sikrer, at man ikke render tør for bogstaver i løbet af natten. Her er alle velkomne – ung som gammel.
Lørdag aften bliver cafe 2 omdannet til kirke. Her holder vores sognepræst Marie Kirketerp midnatsgudstjeneste. Alle er velkomne, ung som gammel, og til dem, som er konfirmander, giver dette et kryds i bogen.
Som noget nyt har vi i år booket en stor udendørs sauna fra Sauna & Sønner. Der vil her være GUS maraton det meste af døgnet, i alt 24 Gus. Hvis dette eller nogen af de andre aktiviteter lyder spændende, er man meget velkomne til at tilmelde sig på 24 timer i Hjallerups hjemmeside, eller mød op i infoteltet i hal A.
Hvis man som deltager har brug for lidt afslapning, så er der mulighed for et dyp i det kolde kar eller blot hoppe i det varme vildmarkskar.
Alt lyd og lys leveres igen i år af mobildiskotek Party Nordic, de er med til at holde festen i gang i selve svømmehallen, hvor de styrer musikken i alle 24 timer.
Formanden Johnni Olesen slutter: ”Alle er velkomne til at kigge ned i Hjallerup idrætscenter og se det fede lys, når natten falder på. Ja man er velkommen i alle 24 timer. Kom og nyd nogle timer sammen med de mange frivillige. Der er gratis adgang hele døgnet.
Har man lyst til at donere et beløb til denne begivenhed, er man mere end hjertelig velkommen. Jeg vil sammen med min bestyrelse være at finde i Idrætscentret i alle 24 timer.”
ES




