Ølhunden glammer i Hjallerup
Jørgen Rüdinger har fundet sin form. Han holder ølcabaret fredag d. 11. oktober i Hjallerup Kulturhus. I øvrigt med Hjallerup Borgerforening som medarrangør.
Jørgen Rüdinger Fortæller:
Husker du søndag eftermiddag med ”Giro 413” strømmende ud af radioen? Programmet fyldte stuen med gamle viser, som dine forældre nynnede med på. Ubevidst satte mange af de viser sig fast i vores musikalske bagkatalog.
”Ølhunden glammer”, ”Henne om hjørnet nede i kælderen”, ”Dit hjerte er i fare Andresen”, ”To pilsnere i en snor” osv. Disse og andre viser om øl indgår i Ølcabaret, som er en skøn blanding af visesang, ølsmagning og tapas, og som varer ca. tre og en halv time. Her kan du, i godt selskab, læne dig tilbage, slappe af og nyde en rejse i øllets forunderlige verden.
Ophavsmanden til Ølcabaret er en Hjallerupborger, Jørgen Rüdinger, som i 30 år har arbejdet med øl, både som repræsentant for Carlsberg men også som selvstændig ølforedragsholder.
Mere end 500 foredrag/smagninger er det blevet til siden 1997, alle med baggrund i Carlsbergs brede portefølje af danske og udenlandske øl, herunder Jacobsen, Erdinger, Kronenbourg, Brooklyn, Grimbergen, Guinness, Poretti samt naturligvis Carlsberg og Tuborg. Senest er Mikkellers øl også repræsenteret. Under foredraget vil du høre de særeste historier om vikinger, kvindeliv, den store Nordiske rus og om Jørgens tidligere nabo, Kristian.
Hvordan afholder man så 500 ølsmagninger og foredrag uden at føle, at man gentager sig selv? Til det svarer Jørgen: ”Det handler om at gøre det underholdende for såvel deltagere som mig selv, og derfor er mine historier alle med et personligt afsæt. Selvoplevede, selvhørte eller selvdigtede. Desuden fornyr jeg min form og mit indhold løbende, og senest er jeg altså barslet med en Ølcabaret. Jeg garanterer, at den form for ølforedrag er der ikke andre, der tilbyder,”
Konceptet har luret i baghovedet på Jørgen i en årrække men har først nu fundet sin form. Næste gang det afholdes er fredag d. 11. oktober i Hjallerup Kulturhus. I øvrigt med Hjallerup Borgerforening som medarrangør.
Til at akkompagnere sig har Jørgen slået sig sammen med Henrik Dam. En musiker, der har underholdt Nordjyderne i mere end 40 år, på værtshuse, restauranter, til privatfester og på blokvognen, nogle gange solo, andre gange i duo eller band. Henrik har en forkærlighed for de gamle danske viser og fremfører dem med elegance og respekt for visernes oprindelige budskab.
”To kolde fra kassen”, som duoen kalder sig, giver publikum en herlig aften med en letfordøjelig blanding af morsom viden om øl, et godt måltid mad, smagning af 8 øl samt en tur ned ad mindernes allé med viserne. Måske der også kommer nogle øl-jokes.
Jørgen fortæller om øllet. Duoen fremfører viserne. Henrik spiller op til dans. Kulturhuset laver maden, og deltagerne drikker øllet. Så er den arbejdsfordeling på plads. 9320 SKÅL!
ES