Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Nyt show om en (u)nyttig Danmarkshistorie

ØRUM: Vidste du, at man engang har holdt køer i københavnske beboelsesejendomme, at Aalborg i årevis havde en tradition med en årlig malkning af enlige kvinder, eller at man i Slagelse kunne opleve et lokalt Eiffeltårn?

I showet ”En (U)nyttig Danmarkshistorie” får du fortalt de forunderlige, glemte og helt igennem mærkværdige historier, som sjældent finder vej til de klassiske historiebøger. Det er Danmarkshistorien set fra en helt ny vinkel – skæv, overraskende og med masser af humor.

Michael Frederic Hvid Haw­kins, cand.mag. i historie og lektor på Aalborg Katedralskole, tager publikum med på en rejse gennem fortidens absurde øjeblikke. Undervejs bliver der både grinet og reflekteret, for de (u)nyttige historier kaster ofte nyt lys over, hvem vi er som mennesker – og som danskere.

Kendt fra Facebook-siden ”Unyttige Historiefacts”
Michael Frederic Hawkins er manden bag Facebook-siden Unyttige Historiefacts, som han siden 2014 har drevet som en fritidsbeskæftigelse med bidrag fra frivillige skribenter – alle enten historiestuderende på universitetsniveau eller uddannede historikere. Konceptet bygger på en alternativ formidling af historien, hvor de små fodnoter får lov at træde frem: for­tællinger, der ofte er ukendte, men samtidig sjove, forfærdende, finurlige eller tankevækkende. Målet er at gøre historien levende og vedkommende for en bred offentlighed, der måske ellers opfatter faget som tørt eller utilgængeligt. Siden starten har Unyttige Historiefacts desuden udgivet fem tematiske bøger – Krig & Konflikt, Sport & Spil, Dyr & Natur, Mad & Drikke og Sygdom & Sundhed – og tilbyder i dag også foredrag for kulturinstitutioner, uddannelser, virksomheder og private.

Glæd dig til en aften, hvor historien bliver levende, underholdende og helt igennem uforudsigelig. Og du finder også ud af, hvorfor politiet engang gav lov til, at demonstranter kunne overtisse Rådhuspladsen.

Foredraget finder sted tirsdag den 20. januar i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Foredraget arrangeres af Hellevad-Ørum Sognes Menighedsråd i samarbejde med Klokkerholm Borgerforening.

Populære artikler