Hjallerup har mistet Carl, der vidste alt om Hjallerup

0

Den 31. august 2026 fik Carl Jensen fred efter lang tids sygdom. Hvis der var nogen, der kendte Hjallerup, dens historie og byens borgerne, var det Carl. 

Han blev født i 1937 i Østergade 7. Carl var det yngste barn i en søskendeflok på 10. Hans forældre havde to butikker i Østergade. Hans mor solgte sko og hans far var cykelhandler. Carl har boet næsten hele sit liv i Hjallerup. 

Efter at have arbejdet mange år i byens Lokalhistoriske Arkiv trak Carl sig for cirka tre år siden tilbage på grund af sygdom. Det betød dog ikke at Carl mistede interessen for Hjallerup og dens historie. Den nuværende leder af Arkivet Jørgen Klitgaard Thomsen brugte flittigt af Carls store viden lige indtil Carls død. 

Som ung var han ivrig fodboldspiller. Derfor gik han i sin ungdom under navnet ”Hurtigkarl”. En sjov historie er, at Harald Nielsens første fodboldstøvler havde været Carls. 

Efter endt skolegang på Hjallerup Skole kom Carl i lære som kommis hos købmand Sigurd Ravnholt. Senere fik han ansættelse hos forskellige købmænd udenfor Hjallerup inden han kom til Ulf Bolighus i Aalborg. Senere startede han som selvstændig i Aalborg med en butik, der solgte skumgummi og stof. ”Kært barn har mange navne” så deraf også navnet ”Skumgummikarl”.

I 1996 solgte Carl og Sonja butikken i Aalborg for at nyde deres otium. 

Carl mødte som ung sit livs kærlighed, den skønne og livsglade Sonja, og de to kunne i 2025 fejre diamantbryllup. Kærligheden mellem de to varede ved gennem hele livet. 

Carl var igennem hele sit liv en ivrig kortspiller. Som ung spillede han whist med gode venner i Hjallerup og mange søndage eftermiddage spillede han kort med sine forældre og sin bror Erling i Skolegade. Da der blev etableret en bridgeklub i Hjallerup var Carl med næsten fra starten og blev senere æresmedlem i klubben.  

I mange år var Carl at finde på Hjallerup Marked, hvor han styrede vekselkontoret. 

Hjallerup har meget at være Carl taknemmelig for. Ikke mindst hans store arbejde med lokalhistorien, hvor han har givet input til rigtig mange bøger og hæfter. Det er i høj grad Carls fortjeneste, at så mange minder og arkivalier er blevet samlet i Kulturhuset – også ”Mindevæggen”, som bliver flittigt besøgt når der er gæster i Kulturhuset. Nu er det så op til andre, at føre det store arbejde med lokalhistorien videre.

Vores tanker går til Sonja, de to børn Birgitte og Per samt børnebørn og oldebørn, som har mistet en elsket ægtemand, far, morfar og oldefar.

Vi vil savne Carl.

På vegne af Lokalhistorisk Arkiv, Jørgen Klitgaard Thomsen

Spejderne kom godt fra start i Anlægget

0

Der var både klatring, spænding og masser af gåpåmod, da Hjallerup Grønne Spejdere tog hul på en ny sæson og bød velkommen til både nye og tidligere spejdere.

HJALLERUP: Traditionen tro blev det første møde holdt i Anlægget, hvor børnene kunne få en smagsprøve på spejderlivet og prøve forskellige aktiviteter. En af de helt store udfordringer var muligheden for at klatre højt op i træerne. Spejderne er kommet godt fra start.

Mange nysgerrige børn var mødt frem, og for nogle var det første gang, de skulle prøve kræfter med klatreudstyr. Det krævede både mod og lidt overvindelse at bevæge sig opad, men med opbakning fra lederne og de øvrige spejdere kunne alle tage udfordringen i deres eget tempo.

Eftermiddagen bød på masser af energi og godt humør, og samtidig fik de nye deltagere et indtryk af, hvad spejderlivet kan byde på. Her handler det blandt andet om at være nysgerrig, prøve nye ting og lære gennem oplevelser i naturen.

Hjallerup Grønne Spejdere har aktiviteter for børn fra 0. klasse og opefter, og der er fortsat plads til flere. De yngste og ældste spejdere mødes på forskellige ugedage, og interesserede børn er velkomne til at kigge forbi og prøve spejderlivet.

Spejderne er kommet godt fra start.

Red.

Nyt offentligt toilet på Peder Nielsens Plads

0

Det er blevet lidt nemmere at være på farten i Brønderslev. På Peder Nielsens Plads ved stationen i Brønderslev er der netop etableret et nyt fuldautomatisk offentligt toilet.

BRØNDERSLEV: Et offentligt toilet på pladsen har gennem længere tid været et ønske fra blandt andre Midtbyrådet. Det ønske er nu blevet til virkelighed.

Placeringen på Peder Nielsens Plads er valgt med tanke på de mange mennesker, der hver dag færdes i området. Pladsen ligger centralt i byen og tæt på stationen, hvor både bus- og togpassagerer kommer forbi.

Det nye toilet er fuldautomatisk og indrettet, så det er nemt at benytte og kræver et minimum af løbende drift og rengøring. 

Når man går ind, bliver døren automatisk låst, når den er lukket i. Når man skal ud igen, trykker man på knappen ved døren, der lyser rødt. Det låser døren op, så knappen i stedet lyser grønt. Når man er gået ud og døren er lukket igen, starter en automatisk rengøring af alt i rummet, så der er rent og klar til brug for den næste. 

Et ønske fra midtbyen
Brønderslev Kommune er glad for, at det nu har været muligt at imødekomme ønsket om bedre adgang til et offentligt toilet i midtbyen.

– Vi ved, at et offentligt toilet på Peder Nielsens Plads har været efterspurgt, blandt andet af Midtbyrådet. Derfor er vi også glade for, at det nu står klar. Med placeringen tæt på stationen og midtbyen håber vi, at det bliver en god service for både borgere, besøgende og rejsende, siger formand for Teknisk Udvalg, Peter Stecher.

Det nye toilet er åbent og klar til brug.

Sol og god stemning til årets sidste Torvelørdag i Hjallerup

0

Hjallerup Handels- og Erhvervsforening rundede sæ­sonen af med hyggelige bo­der, burgere og besøg på to hjul

HJALLERUP:  Lørdag den 12. september blev der afholdt årets sidste Torvelørdag i Hjallerup, arrangeret af Hjallerup Handels- og Erhvervsforening (HHE). Og denne gang var vejrguderne endelig med arrangørerne.

På torvet havde kræmmerne stillet deres boder op med et varieret udvalg af spændende og flotte varer. Salget gik op og ned, som det gør på et kræmmermarked, men der var til gengæld masser af gode snakke henover bordene og en rigtig hyggelig markedsstemning hele dagen.

Dagen bød dog på lidt startvanskeligheder. Den madbil, der oprindeligt skulle have serveret mad til gæsterne, havde meldt afbud. Med kort varsel lykkedes det dog HHE at finde en erstatning – og det blev en succes. Den nye madbil blev flittigt besøgt af sultne gæster.

Til børnenes store glæde var der som sædvanlig også hoppeborg på torvet, og den blev brugt flittigt dagen igennem.

Dagens måske mest larmende indslag kom, da knallertgruppen Sæby Sneglene kom forbi torvet på deres knallerter. Gruppen lagde vejen forbi boderne og skulle naturligvis også have en burger med på vejen.

Alt i alt blev det en rigtig hyggelig dag i Hjallerup med godt vejr, god mad og godt selskab.

Hos HHE glæder man sig over opbakningen, men håber samtidig på endnu flere kræmmere og gæster til næste sæson.

Næste arrangement på programmet er allerede fastlagt: Den 31. oktober inviterer HHE til den traditionsrige Græskardag for børnene.

”Sport for sjov” fejrede 25-års jubilæum

0

HJALLERUP: I onsdags den 9. september holdt ”Sport for sjov” deres 25-års jubilæum med 85 deltagere. Også den første formand Ingrid Sørensen, som i dag er over 90 år, deltog og nød dagen og gensynet med adskillige deltagere.
Programmet for dagen startede med fællesspisning klokken 12. Maden blev leveret fra Meny i Klokkerholm. Der blev serveret pålægsfade, som deltagerne nød i stor stil. Inden spisningen holdt formanden Else Marie Pedersen en velkomsttale, hvor der blev kigget tilbage på de 25 år.

Underholdningen denne eftermiddag blev leveret af Lars Jacobsen og co. fra Lønstrup. De både underholdt og spillede til fællessangene. Undervejs var der et ophold i programmet, hvor der blev serveret kaffe, frugtsalat og småkager.
”Fra DAIs seniorafdeling modtog vi et spændende spil, som vi skal have kigget nærmere på, inden det kommer i brug,” fortæller formanden Else Marie Pedersen og fortsætter:
”Det blev en hyggelig og minderig dag, som blev optakten til en ny sæson med ”Sport for sjov”, der allerede startede næste dag – torsdag med fuld program.

ES

Efter 13 år giver Søren købmandsstafetten videre til Line

0

Efter 13 år som købmand i REMA 1000 Hjallerup er det snart slut for Søren Nedergaard Christensen. Den 23. september overdrager han butikken til Line Dannow, mens han selv tager hul på et nyt kapitel som købmand i Aalborg.

HJALLERUP: Søren Nedergaard Christensen har været en del af REMA 1000, siden han som 14-årig begyndte som ungarbejder. Siden fulgte en karriere som elev og souschef, inden han blev købmand.

De første to år som købmand var i REMA 1000 Gug, og derefter gik turen til Hjallerup, hvor han nu har stået i spidsen for butikken i 13 år.

Stor udvikling i Hjallerup
Der er sket meget i løbet af årene. Omsætningen er vokset betydeligt, og i takt med udviklingen er både selve butikken og parkeringspladsen blevet udvidet.

Nu har Søren fået muligheden for at realisere en ambition, han har haft gennem flere år. Han skal stå i spidsen for en helt ny REMA 1000 på Langagervej i Aalborg, som åbner den 15. oktober. Her får han mulighed for at være med helt fra begyndelsen og opbygge en ny butik fra bunden.

Samtidig benytter Søren lejligheden til at sende en stor tak til kunderne i Hjallerup for den opbakning, han og butikken har mødt gennem de mange år.

Erfaren købmand tager over
Den nye købmand i Hjallerup bliver Line Dannow, der kommer fra REMA 1000 i Frederikshavn. Her har hun stået i spidsen for en succesfuld butik og kommer derfor til Hjallerup med solid erfaring.

Hun overtager officielt butikken den 23. september og skal dermed bygge videre på den udvikling, REMA 1000 Hjallerup har gennemgået gennem de seneste år.

I forbindelse med overdragelsen vil butikken være lukket i en kort periode fra den 21. til den 23. september.

SEB

Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning på virksomhedsbesøg hos Hosta Industries

0

Hvordan skabes vækst, arbejdspladser og grøn omstilling i en moderne produktionsvirksomhed?

HJALLERUP: Det var blandt de emner, der var på dagsordenen, da 50 medarbejdere fra Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning besøgte Hosta Industries i Hjallerup.

Besøget gav kommunens medarbejdere et indblik i virksomhedens produktion, teknologier, udviklingsarbejde og samarbejde med både private og offentlige aktører.

”Vi ser det som en vigtig opgave at åbne dørene og vise, hvordan moderne dansk produktion fungerer i praksis. Der er stor værdi i, at kommune og erhvervsliv forstår hinandens virkelighed og muligheder,” siger direktør Christian Mosevang, Hosta Industries.

Under besøget blev kommunens medarbejdere introduceret til Hosta Industries’ historie og udvikling fra lokal virksomhed til en betydelig samarbejdspartner inden for metalforarbejdning, konstruktioner og specialløsninger.

Et af de konkrete eksempler, der blev fremhævet, var samarbejdet omkring silhuetprojektet i Flauenskjold, hvor Hosta deltog i udviklingen og produktionen af de markante stålsilhuetter, som i dag er med til at skabe identitet og synlighed for byen.

Der blev også sat fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Her præsenterede Hosta virksomhedens indsats inden for materialevalg, energiforbrug og reduktion af CO2-aftryk samt arbejdet med at dokumentere resultaterne gennem virksomhedens ESG-rapportering.

For Hosta Industries er lokal forankring fortsat en vigtig del af virksomhedens identitet.

”Vi er stolte af at have vores base i Hjallerup. Herfra samarbejder vi med kunder i hele landet, samtidig med at vi bidrager til lokale arbejdspladser, uddannelse af lærlinge og beskæftigelse gennem fleksjobordninger,” siger Christian Mosevang.

Besøget blev afsluttet med dialog om fremtidige muligheder for samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv, herunder hvordan gode rammevilkår kan understøtte investeringer, innovation og vækst i området. Hosta Industries forventer, at besøget vil styrke relationerne mellem kommunen og det lokale erhvervsliv og skabe et endnu bedre grundlag for fremtidige udviklingsprojekter i Brønderslev Kommune.

Red.

Vellykket cykelløb i Flauenskjold

0

Det blev et særdeles vellykket gravel cykelløb, der lørdag den 5. sept. løb af stab­len med start og mål på Nordturn Arena i Flauenskjold.

FLAUENSKJOLD: Løbet,
som var navngivet The Wolf, var et UCI gravelløb i
World Series Qualifier, Nordisk Mesterskab og 3. afd. af DCU Cykelgear Gravel Cup og havde deltagelse af hele 15 nationer.

Altså hele tre prestigefyldte løb samlet på en dag. Der blev kørt på en 54 km lang rundstrækning i og omkring Flauenskjold, Storskoven og Jyske Ås. Ruten skulle passeres tre gange for de fleste aldersgrupper. Og med deltagelse af over 300 ryttere, og dertil hørende hjælpere, familie og andre interesserede, var der fyldt godt op på stadion i Flauenskjold. 

I start- og målområdet var der opstillet en række stande med cykeludstyr, og der var også sørget for krea-telt og hoppeborg til børnene. Foruden at der var rig mulighed for at forsyne sig med mad og drikke.

Som sagt forløb løbet særdeles godt, og der var stor ros til alle de 100 frivillige fra løbsledelsen og fra mange af deltagerne, for afviklingen af arrangementet.

Flauenskjold er allerede udpeget til at afvikle et tilsvarende gravelløb i 2027, nærmere bestemt lørdag den 12. juni.

Tekst og fotos: IS

Motorbrøl og flyvekunst over Aalborg

0

Op mod 125.000 gæster lagde søndag vejen forbi Flyvestation Aalborg, da Danish Air Show vendte tilbage efter flere års pause. Publikum fik en dag med kampfly, helikoptere, formationsflyvning og masser af militært materiel på jorden.

AALBORG: Der blev kigget mod himlen det meste af søndagen, da Flyvestation Aalborg dannede rammen om Danish Air Show 2026.

Det store arrangement var tilbage efter flere års pause, og interessen var enorm. På forhånd havde arrangørerne forventet op mod 125.000 besøgende, og de mange gæster kunne opleve et omfattende program med både danske og udenlandske fly.

Der var især masser af lyd og fart, når kampflyene viste, hvad de kunne. Blandt attraktionerne var Eurofighter Typhoon, mens også F-35 kunne opleves over flyvestationen. Fra Finland deltog opvisningsholdet Midnight Hawks, der med fire Hawk-træningsfly demonstrerede præcis formationsflyvning.

Men Danish Air Show handlede ikke kun om flyene i luften. På jorden kunne publikum komme helt tæt på en lang række fly, køretøjer og andet militært materiel. Samtidig var der mulighed for at møde soldater og medarbejdere fra Forsvaret og høre om deres arbejde og de mange forskellige opgaver, der bliver løst både i Danmark og i udlandet.

Netop Forsvarets rolle fyldte mere ved årets Danish Air Show end blot fascinationen af fly. Danmark er i gang med en omfattende oprustning, og arrangementet skulle derfor også give danskerne et indblik i udviklingen af Forsvaret og de mange uddannelses- og karrieremuligheder.

Dagen fik en anderledes stille begyndelse. Inden motorbrølet for alvor tog over, blev der holdt et minuts stilhed til minde om to piloter, som weekenden forinden mistede livet under en flyveopvisning ved Athens Flying Week i Grækenland.

Derefter blev stilheden afløst af seks timers flyveopvisning, hvor både militære og civile fly kom på vingerne.

Danish Air Show blev første gang afholdt i 2005 og har gennem årene været placeret på skift mellem Flyvestation Aalborg, Karup og Skrydstrup. Arrangementet skulle oprindeligt have været afholdt igen i 2024, men blev aflyst, og heller ikke i 2025 blev der gennemført et show.

Dermed var der gået flere år, siden publikum senest havde haft mulighed for at opleve Danish Air Show – og søndagens store interesse viste, at flyshowet fortsat kan trække et meget stort publikum til Nordjylland.

Red.

Fotos: Lærke Ejstrup Brunse

Flere borgere skal tilbydes indlæggelse i eget hjem

0

Sundhedsråd Vendsyssel har fået til opgave at komme med input til, hvilke indsatser rådet ønsker, Regionsrådet sætter særligt fokus på, når det regionale budget for budget 2027 skal vedtages.

Sundhedsråd Vendsyssel drøfter fokuspunkterne nærmere på rådets næste møde, som holdes på Regionshospitalet i Hjørring den 10. september.

Af et notat fremgår det, at Regionsrådets forretningsudvalg har udstukket fire investeringsspor, som danner rammen for de indsatser, som Sundhedsråd Vendsyssel ønsker fokus på. De valgte investeringsspor er spor, hvor investeringer i det nære sundhedsvæsen vil kunne medvirke til at frigøre kapacitet på hospitalerne og dermed imødekomme det stigende demografiske pres.

De 4 investeringsspor er:

  • flere kronikere skal ses og behandles i nærmiljøet
  • flere borgere skal modtage behandling uden for hospitalerne
  • flere borgere skal tilbydes indlæggelse i eget hjem
  • flere borgere skal have mulighed for at dø i eget hjem

Flere blæreskylninger i nærmiljøet
Til en start foreslås det, at der etableres en udgående indsats målrettet borgere med KOL.

Indsatsen med blæreskylninger i nærmiljøet styrkes. Der lægges op til en styrket og mere nær efterbehandling af blærekræftpatienter. Indsatsen varetages i dag i Thisted, men foreslås udvidet til også at omfatte Frederikshavn og Hjørring. Formålet er at øge tilgængeligheden for borgere i Vendsyssel.

Det foreslås, at det tværsektorielle samarbejde på børneområdet styrkes med en børnelæge i brobyggerfunktion med henblik på at skabe mere sammenhængende forløb for børn og familier.

Styrkelse af palliativ indsats
Der foreslås endvidere, at der etableres et udgående ældremedicinsk team. Indsatsen vil kunne starte med behandling i eget hjem med mulighed for at udvikle sig til egentlig indlæggelse i eget hjem.

Endelig lægges der op til en styrkelse af det palliative samarbejde mellem kommuner, hospitaler og almen medicinske tilbud med henblik på at styrke den udgående palliative indsats.

Den palliative indsats i Nordjylland har til formål at fremme livskvaliteten for patienter med livstruende sygdom og deres familier.

I alt forventes det at blive en samlet årlig udgift på 6,8 mio. kr.

NOTABENE