Hvordan skabes vækst, arbejdspladser og grøn omstilling i en moderne produktionsvirksomhed?
HJALLERUP: Det var blandt de emner, der var på dagsordenen, da 50 medarbejdere fra Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning besøgte Hosta Industries i Hjallerup.
Besøget gav kommunens medarbejdere et indblik i virksomhedens produktion, teknologier, udviklingsarbejde og samarbejde med både private og offentlige aktører.
”Vi ser det som en vigtig opgave at åbne dørene og vise, hvordan moderne dansk produktion fungerer i praksis. Der er stor værdi i, at kommune og erhvervsliv forstår hinandens virkelighed og muligheder,” siger direktør Christian Mosevang, Hosta Industries.
Under besøget blev kommunens medarbejdere introduceret til Hosta Industries’ historie og udvikling fra lokal virksomhed til en betydelig samarbejdspartner inden for metalforarbejdning, konstruktioner og specialløsninger.
Et af de konkrete eksempler, der blev fremhævet, var samarbejdet omkring silhuetprojektet i Flauenskjold, hvor Hosta deltog i udviklingen og produktionen af de markante stålsilhuetter, som i dag er med til at skabe identitet og synlighed for byen.
Der blev også sat fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Her præsenterede Hosta virksomhedens indsats inden for materialevalg, energiforbrug og reduktion af CO2-aftryk samt arbejdet med at dokumentere resultaterne gennem virksomhedens ESG-rapportering.
For Hosta Industries er lokal forankring fortsat en vigtig del af virksomhedens identitet.
”Vi er stolte af at have vores base i Hjallerup. Herfra samarbejder vi med kunder i hele landet, samtidig med at vi bidrager til lokale arbejdspladser, uddannelse af lærlinge og beskæftigelse gennem fleksjobordninger,” siger Christian Mosevang.
Besøget blev afsluttet med dialog om fremtidige muligheder for samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv, herunder hvordan gode rammevilkår kan understøtte investeringer, innovation og vækst i området. Hosta Industries forventer, at besøget vil styrke relationerne mellem kommunen og det lokale erhvervsliv og skabe et endnu bedre grundlag for fremtidige udviklingsprojekter i Brønderslev Kommune.
Red.




