Forrige lørdag blev der afholdt dommerkursus grundmodul 1 i Flauenskjold Hallen.
Fem fantastisk friske Flauenskjold piger, nogle lidt ældre klubtrænere, samt 4 kursister fra Midtjylland bestod alle kurset og kan nu kalde sig håndbolddommere.
Endnu et godt tiltag af Flauenskjold IF’s særdeles aktive håndboldafdeling.
Torsdag den 21. november blev Hjallerup omdannet til et sandt juleeventyr, da byen inviterede til det traditionsrige X-Mas By Night. Fra sidst på eftermiddagen summede byens gader af julehygge med lys, musik og duften af brændte mandler.
Byens butikker holdt åbent til sent og tilbød særdeles gode tilbud. For de små var der stor glæde ved et magisk besøg fra julemanden, som delte godter ud til de mange forventningsfulde børn.
Et af højdepunkterne var juletræstændingen kl. 17.30, hvor julemanden tændte det store juletræ.
Julemanden var en travl herre denne aften, da der også var mulighed for at få taget et julefoto sammen med ham, denne aften.
X-Mas By Night samlede både lokale og besøgende i et fællesskab, der varslede en glædelig juletid i Hjallerup.
I Hjallerupcenteret finder man Hjallerup Optik og der har de ikke kun briller og kontaktlinser, men osse smykker og gaveartikler.
Teamet i Hjallerup Optik består af Rikke og Birthe, og det er dem, som du møder i butikken. Rikke er indehaver, optik-assistent og blæksprutte. Birthe er autoriseret brille- og kontaktlinse optiker med speciale i samsyn.
Hos Hjallerup Optik tror de på specialbutikkens uafhængighed og personlige profil. De vil være et stærkt alternativ til de landsdækkende kæders butikker.
Fagfolk Vi arbejder for et godt tillidsforhold mellem kunde og butik og sikrer gennem videreuddannelse og kurser, at vi står for den højeste faglighed, fortæller Rikke. Vi er uddannede optikere og lever op til lovens krav om en grundig og tilbundsgående synsprøve. Derved får du en brille – eller kontaktlinser – der giver det optimale syn, lover hun.
Vi er lokale Vi er ikke med i en stor og landsdækkende kæde af brilleforretninger. Vi vil være det lokale alternativ, hvor du altid får den bedst tænkelige rådgivning, og hvor service virkelig kan mærkes, lyder det fra Birthe. Hos os er du derfor sikker på at møde den samme optiker, hver gang du besøger os. Det er nu engang rart at blive betjent af en, der allerede er inde i ens sag, mener de begge.
De er medlem af OptikTeam, der er en frivillig kæde af butikker som deres. Med ca. 160 butikker er de én af Danmarks største optikerkæder. OptikTeam er en del af NOA – Nordic Optical Alliance Aps – en sammenslutning af tilsvarende kæder i Norden, der tilsammen køber briller, glas og kontaktlinser for mere end 2 mia. kr. Derfor får vores kunder kædens væsentligste fordel, nemlig en konkurrencedygtig pris på et sortiment, som vi har sammensat til lige netop vores kunder, lover Rikke.
Syn gennem hele livet BØRN OG UNGE: Mange synsproblemer kan løses eller afhjælpes, når de opdages tidligt. I 2-3-årsalderen kan børns syn prøves. I teenagealderen og de tidlige voksenår oplever mange problemer med træthed, hovedpine og koncentrationsbesvær, der kan skyldes problemer med synet.
DET VOKSNE SYN: Omkring 40-års-alderen ændrer synet sig for de fleste mennesker. Fokuseringsevnen falder, og det betyder, at avisen, bogen eller computerskærmen skal længere væk, for at man kan se skarpt. Man kan opleve symptomer som hovedpine, svimmelhed og trætte og sviende øjne.
SENIOR-SYN: Med alderen kan der opstå problemer: trykket i øjet kan stige, og det kan være tegn på begyndende grøn stær. Grå stær er en anden øjenlidelse, der medfører nedsat og uskarpt syn. Med alderen bliver nethindeproblemer mere almindelige, og disse problemer skal undersøges, så de ikke medfører varig skade på synet.
SAMSYNSTRÆNING: Når vi fortæller, at synet ikke forbliver det samme igennem hele livet, er det derfor også vigtigt at være klar over hvordan du selv kan arbejde med dit syn. En af de muligheder der er for at udvikle dit syn og gøre det stærkere er samsynstræning, som du kan høre mere om i butikken, fortæller pigerne.
Meget andet end briller I optikerbutikken finder man som kunde osse gaveartikler, ure og smykker fra en lang række kendte designs og står du og mangler en idé til en gave, så kig ind, frister Birthe, vi kan helt sikkert godt finde noget, der falder i din eller din gavemodtagers smag, forsikrer hun.
KLOKKERHOLM/ØRUM: Adventstiden er en tid for venten og forberedelse frem mod jul, og i Hellevad og Ørum Kirker kan du deltage i en række forskellige adventsgudstjenester, som på forskellige vis betoner denne særlige tid.
1. søndag i advent: Her bydes december velkommen med en spejdergudstjeneste i Hellevad Kirke, som afrunder dagen efter julemarkedet i Klokkerholm Hallen. Spejderne fra Dannerhøj Gruppen bærer fane og levende lys ind i kirken, og Klokkerholm Koret medvirker med korsang. Koret indleder desuden med at synge et udvalg af sange cirka et kvarter, før gudstjenesten begynder.
2. søndag i advent: Som traditionen byder, inviteres der til juletræ og -hygge for hele alle i Ørum Kultur- og Forsamlingshus efter adventsgudstjenesten i Ørum Kirke. Menighedsrådet og kirkens frivillige serverer varme æbleskiver og gløgg, og gad vide om, der kommer et besøg af en herre, der har travlt i december måned? Der vil desuden være underholdning før børnene, og harmonikaen spiller op til dans omkring juletræet til Højt fra træets grønne top og Nu’ det jul igen.
3. søndag i advent: Denne søndag kan du opleve De ni læsninger i Hellevad Kirke. Det er en musikgudstjeneste, hvor der gennem ni bibeltekster fortælles om syndefaldet, Guds udvælgelse og frelse, sådan som den udspilles i den bibelske historie. Traditionen med de ni læsninger stammer fra England, hvor den blev holdt første gang i 1918 i Kings College Chapel i Cambridge. I England holdes de ni læsninger juleaften, men i Danmark er det blevet en tradition at holde dem i adventstiden.
Tirsdag den 12. november kunne Hjallerup Kulturhus igen invitere byens borgere på spisning og fællessang.
Der var tilmeldt 168 borgere, som ønskede at deltage i det efterhånden populære arrangement. Nordjyske Bank havde igen doneret 100 spisebilletter, men de var hurtigt opbrugt. Kulturhusets telefoner tog imod de øvrige interesserede, men måtte også her sætte en begrænsning. ”Vi var rigtig kede af at måtte melde udsolgt til en snes borgere, men der var ikke plads til flere. Vi dækkede op til så mange, vi kunne være i Huset. Det er rigtig dejligt, at byens borgere har taget så godt imod vores nye initiativ med at spise sammen og slutte af med fællessang og kaffe.
Menuen denne gang skulle være en julemiddag med flæskesteg, brunede kartofler og rødkål. Senere til kaffen kom risalamande med kirsebærsovs. Vi fik meget ros for vores hjemmelavede mad.
Heldigvis er mange frivillige klar til at give en hjælpende hånd. Hele Fondsbestyrelsen er også trukket i arbejdstøjet, så vi sammen kan lave en hyggelig aften, hvor vi snakker med både bekendte og nye borgere i byen,” fortæller Gitte Hansen, der er formand for Fondsbestyrelsen og fortsætter: ”I 2025 fortsætter vi med samme koncept med to aftener i foråret den 4.-februar og den 8. april og to aftener i efteråret, som vi ikke har sat datoer på. Nordjyske Bank har lovet at sponsere 100 billetter til hver af de fire gange.” Der var stor ros for de smukt pyntede borde, som Allis Hansen havde været med til at kreere. Der var rigtig efterårsstemning med et snert af jul.
Kirkens organist Ulrika Jensen stod for fællessangen efter middagen sammen med Johannes Hove, som sang for. ”Vi har valgt et varieret repertoire fra Højskolesangbogen, hvor både viser, efterårssange og adventssange indgår. Vi fornemmer, at fællessangen skaber hygge, glæde og samhørighed, som mange sætter stor pris på. Vi vil gerne deltage også i det nye år, så meget vi kan,” udtaler organisten.
Blandt publikum fortalte Kirsten Hajslund: ”Jeg har været med flere gange, og maden er jo helt fantastisk, ikke mindst i aften med flæskesteg og tilbehør. Det er flot, at Nordjyske Bank vil sponsere billetter hver gang, så alle har råd til at være med. Jeg holder også meget af fællessangen, som løfter stemningen og giver et sammenhold på en speciel måde. For mig er det en stor glæde at deltage. Jeg beundrer så hurtigt vi alle har noget på tallerkenen og kan sætte os til bords. Det er godt tilrettelagt, og det er en fornøjelse at deltage,” udtaler Kirsten Hajslund.
Formand for Ældrerådet i Brønderslev Kommune Inger Møller Nielsen.
Opgaverne omfatter bl.a. seniorboliger, ensomhed og pleje af de ældre – såvel privat som på plejecentrene.
Ældrerådet i Brønderslev Kommune ser med nogen tilfredshed på vedtagelsen af budget 2025 på ældreområdet. Vi beholder rengøring hver 14. dag, vi beholder heldigvis klippekortet, som er den lille ekstra goodwill borgeren har i forhold til selv at bestemme, hvad en ekstra ½ time om ugen skal bruges til. Selvfølgelig er der også en bekymring på, om det hele bare bliver ”smurt lidt tyndere ud”, idet vi bliver flere ældre – også i den ende af skalaen, hvor der er brug for hjælp siger formand for Ældrerådet Inger Møller Nielsen.
Udfordringer på plejecentrene
Ældrerådet har en bekymring omkring kommunens plejecentre. Der er en stram økonomi tilknyttet centrene, hvilket bevirker et stort pres på både ledelse og medarbejdere. Vi er bekymret for, at det udløser stort sygefravær og dårligt arbejdsmiljø, fortsætter Inger Møller Nielsen. Set i lyset af ovennævnte, og at vi ikke kan rekruttere medarbejdere til området – samt at vi kommer til at mangle uhyggelig mange medarbejdere frem til 2030, skal give panderynker hos vores politikere.
Seniorboliger og ensomhed
Vi har i Ældrerådet indset, at der skal etableres egnede seniorboliger – bofællesskaber o.l. På dette område er det et langt og sejt træk, at komme igennem til beslutningstagerne. Men vi presser fortsat på, fordi vi kan både se, høre og konstatere, at der er brug for boliger i vores kommune, som er egnede til, at seniorer kan blive gamle, siger Inger Møller Nielsen. Derudover har vi en forpligtigelse til også at koncentrere os om den stigende tendens til ensomhed blandt ældre borgere. Her har vi set fra flere undersøgelser, at forskellige boformer kan være med til at afhjælpe ensomheden. Så vi forsømmer ikke en eneste lejlighed til at fortælle vore politikere, at vi har et område her, som de burde se lidt mere alvorligt på.
Stormøder for seniorer
For kommunens seniorer har Ældrerådet afholdt to stormøder i Brønderslev og Dronninglund. Det var rigtig fine møder med stort fremmøde og en absolut aktuel dagsorden omkring: seniorboliger – pårørende samarbejde – tyveri på nettet – undgå at falde. Møderne blev rundet af med et nærværende og muntert foredrag om ”kunsten at blive ældre”. 600 borgere overværede stormøderne, og efter evalueringen at dømme, har alle haft en super god oplevelse, slutter formand Inger Møller Nielsen.
Er der noget, man kan være helt sikker på, så er det et nyt frisk pust af gode historier fra landsdelen samlet i endnu et årsværk af Vendsyssel Årbog, som hvert år siden 1915 er blevet udgivet af Historisk Samfund for Vendsyssel.
Dette år er heller ingen undtagelse med sit indhold af en række interessante artikler fra landsdelens historie, fortalt af folk med evnen til at gøre fortiden til spændende læsning baseret på faktuelle oplysninger.
Ni gode historier finder du i dette års udgave, bl.a. historien om Østervrå Kro, grundigt gennemarbejdet af Jørgen Peder Clausager. En historie om et lokalt og centralt samlingssted midt i Vendsyssel, der mildest talt førte en broget tilværelse med et skiftende antal ejere og bevillinger, der går og kommer. I dag er kroen for længst revet ned, og erstattet af et flot byggeri, der rummer Østervrå Bageri. Du finder historien om kroen ca. midt i årets udgivelse, og lad os så tage fat fra begyndelsen.
Bogens redaktør Hans Nielsen beskriver så glimrende bogens indhold i sin pressemeddelelse, som kommer her i uddrag.
Vi begynder med vildsvin. Årets modtager af Klitgaard-prisen historiker Jakob Ørnbjerg bidrager med en fornøjelig og særdeles veldokumenteret artikel om vildsvin og jagten på dem i Vendsyssel bl.a. i skovene ved Hals.
Marinbiolog Jørgen Nørrevang Jensen har skrevet en beretning om det helt specielle bundgarnsfiskeri, der startede så småt ved Skagen i 1890’erne, og nåede sit højdepunkt i midten af 1940erne, hvor Sønderstrand var spækket med 155 bundgarnsstader.
Besættelsestiden skal vi også forbi i Jens Lunds beretning fra Asaa om ”Da Petersgaard blev besat af tyskerne”, en fortælling fortalt ud fra et gammelt fotoalbum og en gæstebog.
Erik S. Christensen har, i anledning af byens 500-års købstadsjubilæum, kastet sig over Sæby som turistby og specielt om Dansk Folkeferies indtog i 1952.
Den flittige skribent, Simon Jacobsen, er atter på spil i spalterne, denne gang handler det om familien Skeels sommerliv i Pirupshvarre nær Blokhus. I artiklen er indkapslet Inger Elisabeth Iuels erindring om lange, solrige sommerdage, hvor børnene kunne lege fra morgen til aften uden at blive forstyrret af Snapchat og Tik-Tok.
Den private redningsbåd ”Hjælperen” i Frederikshavn får sit velfortjente portræt skrevet af Asger Møller Nielsen, der i sin barndom i Klyngen var nærmeste nabo til redningsbåden, der også fungerede som fastelavnsbåd.
Lokalhistoriker Hugo Kristensen fortæller om tjenestepigens dystre karriere i skikkelse af Elsabeth Marie Nielsdatter, der fik en del prøvelser gennem livet – tilmed også en tugthusstraf.
I balladen om redningsvæsenet i Løkken er der drama og ikke udelukkende til søs. Bølgerne gik også højt på landjorden, som udsprang i en langvarig strid mellem en skudehandler og toldinspektør.
Årbogens sidste artikel er skrevet af Thorbjørn Pedersen, som fortæller om fodboldens magi i Skagen Østerby i 1950’erne, om svævefly og om det drama, der kan opstå, når man fylder bygas i dragtposer og sender dem til vejrs.
Vendsyssel Årbog slutter som sædvanlig med spændende rapporter fra arkiver og museer i Vendsyssel om deres virke, og man kan læse referater fra generalforsamlingen i Historisk Samfund samt fra den vellykkede kulturhistoriske udflugt til Fyn og Lolland.
Hos Team Østvendsyssel, der er et fodboldsamarbejde mellem Hjallerup, Dronninglund og Asaa, glæder man sig i disse dage over klubbens U19 årgang, der har kronet eftersårssæsonen med hele to oprykninger.
Hvor flere klubber har svært ved at holde sammen på de unge spillere, når muligheden byder sig for at kunne spille seniorfodbold, har Team Østvendsyssel haft det modsatte problem. Klubben råder således over ikke mindre end 36 kontingentbetalende spillere i alderen 16-18 år, og cheftræner Thomas Borup glæder sig over et meget aktivt fremmøde til holdets træningsaftener.
Udover Thomas Borup er Jacob Kolind og Felix Fischer tilknyttet som hjælpetrænere, Ruddi Andersen er holdleder og Thomas Møller er tilknyttet som team-manager. Bortset fra Felix, der er ungtræner på grund af en skade, så er der udelukkende tale om forældretrænere, der har formået at samle drengene efter endt folkeskole/efterskole ved at tilbyde drengene et seriøst fodboldtilbud. Alle spillerne er udstyret med nyt personligt spiller- og træningstøj, hvilket har kunnet lade sig gøre efter flotte sponsorater fra Scantruck, Kristian Rytter samt Bjerre&Knudsen.
Thomas Borup hæfter sig ved en efterårssæson, hvor begge hold er rykket op i hhv. Liga 1 og Liga 2, uden røde kort og uden afbud til nogle af kampene.
”Vi har mange drenge til træning hver gang, og det skaber en sund og naturlig konkurrence, hvilket også afspejles i, at vi vinder de to sidste og afgørende kampe med hhv. 8-0 og 7-0, de her drenge er altså dygtige fodboldspillere. Dog skal man huske, at fodbold skal kunne passes ind mellem skole, kærester og fritidsjob, derfor er der plads til alle her hos os,” slutter Thomas Borup.
Dronninglund Golfklub har afviklet sit årlige medlemsmøde i forbindelse med golf sæsonens afslutning.
Omkring 80 medlemmer brugte en aften til at høre fra bestyrelsen og til at drøfte ”rigets tilstand” hos klubben. Formand Heidi Selmer Pedersen begyndte med at opfordre medlemmerne til at støtte klubben med et bidrag / en gave på. Der er behov for 100 medlemmers ydelse for at klubben kan få en momsrefusion. Disse penge må ikke indgå i den daglige drift, men skal bruges til ekstra goder til gavn for klub og medlemmerne.
Herefter gennemgik Heidi Selmer Pedersen et udpluk af klubbens vedtagne 3 årige strategi som har fokus på at være en af de mest attraktive golfklubber i Nordjylland, at være konkurrencedygtig med fokus på bredden og at være økonomisk i balance. Klubbens kasserer Jeannette Würtz kunne oplyse, at der forventes et år i balance og at der er kommet rigtig mange flere sponsorer til i år, midler fra fonde og flere greenfee spillere. Kassereren havde også et lille yderst velment pip til de medlemmer der har en eller anden form for gæld til klubben. Det er rigtig meget tidskrævende at kontakte disse medlemmer og få pengene i hus. Og det betyder, at der fra 2025 vil blive tale om to former for betaling af kontingent, sagde kassereren. Nemlig at betale for hele året eller betale månedsvis via PBS. Desuden vil alle former for ydelser fremover skulle betales forud.
Der har været afholdt en familiedag med stor succes idet der var totalt booket op med godt 50 deltagere som også gav en del nye medlemmer.
Efter bestyrelsens orientering var der en god og konstruktiv debat og der fremkom mange gode forslag til aktiviteter for medlemmer og for kommende medlemmer.
Som afslutning kunne formanden fortælle, at der er indgået en aftale med ”Mogens Madglad” så der vil fortsat være en god og aktiv café i klubhuset.