Onsdag i sidste uge blev der afholdt den årlige generalforsamling i Købmandsgruppen Flauenskjold A.M.B.A.
Formand Poul Lyhne aflagde bestyrelsens beretning, hvilket gav anledning til en del debat i kølvandet på butikkens økonomiske situation.
Regnskabet for 2024, der som tidligere nævnt, udgør et ikke ubetydeligt underskud, blev fremlagt.
Bestyrelsen forklarede årsagerne til resultatet med faldende omsætning og øgede personaleudgifter i forbindelse med bestyrerskifte samt generelt øgede omkostninger.
Revisionsfirmaet BDO blev genvalgt som revisor.
Til bestyrelsen var der genvalg til Jette Madsen, og nyvalg til Daniel Amby Riger, der afløste Niels Neergaard. Lis Olesen blev valgt som suppleant. Herudover består bestyrelsen af Poul Lyhne, Kaj Pedersen og Anette Larsen.
Under eventuelt fortsatte debatten om købmandsbutikkens fremtid. Der var enighed om at borgerne bliver nødt til at støtte bedre op, hvis vi skal bevare en købmandsbutik i Flauenskjold.
Det kunne i øvrigt oplyses, at der er nytegnet 9 andele i 2025.
Slutteligt takkede formand Poul Lyhne bestyrelsen, butikkens ansatte samt ikke mindst de frivillige for deres store indsats i det forgangne år.
Traditionen tro afholdt Flauenskjold Borgerforening Sankt Hans fest ved Europa Søen.
Efter den netop afsluttede byfornyelse fremstår området smukt og indbydende. Formand Michael Brücher bød velkommen.
Årets båltale stod borgmester Mikael Klitgaard for. Han lagde i sin tale særligt vægt på vigtigheden af, at vi her ved midsommer stopper op og sætter fokus på det nære og det lokale. Sammenhold i de små samfund er særligt vigtigt i en tid med krig og ødelæggelser verden over.
Som det ses på billedet af bålet var det en blæsende fornøjelse, men et pænt antal borgere havde alligevel fundet vej til søen denne mandag aften.
Traditionen tro holdt Borgerforeningen i Hjallerup Sankt Hans i Anlægget trods dårligt vejr.
Alle havde klædt sig på til det lidt kølige vejr med risiko for små regnbyger: Børnene morede sig inden båltændingen med leg på hoppeborg og på legepladsen. Borgerforeningen havde opsat telt, hvor der kunne købes kaffe, te, øl og sodavand. Desuden var der mulighed for at købe vafler og pølser.
Borde og bænke var opstillet foran scenen, hvor man hyggede sig med de købte varer fra Borgerforeningens telt. Formanden for Borgerforeningen Anders Lykkegaard bød velkommen, og det omdelte sangblad blev taget i brug med sangene: Danmark nu blunder den lyse nat og Vi elsker vort land.
Dennis Kvesel holdt Sankt Hans-talen som noget nyt på scenen og ikke ved bålet. Han sagde blandt andet: ”Jeg har aftalt med Borgerforeningen, at årets tale skal handle om fællesskab. Sloganet #noget vi gør sammen – eller som da jeg havde noget med markedet at gøre –”Hjallerupånden” er begge udtryk for: fællesskab, samvær og tryghed.
Vi lever i en tid, hvor verden ofte føles usikker. Der er krig i Europa, og der er uro og splittelse mange steder. De sociale medier skubber os længere væk fra hinanden, selv om de lover at forbinde os,” fortalte Dennis Kvesel og fortsatte: ” Så midt i alt det, kan man godt længes efter et sted, hvor man føler sig tryg, hvor man hører til, hvor man bliver set og mødt, som den man er. Her i Hjallerup har vi noget særligt, noget, der er bygget op af ildsjæle, af foreninger, af naboer, af familier og tilflyttere – ”Hjallerupånden”. Den mærker vi, når vi samles. Vi løfter i flok og er villige til at give en hånd med – ikke fordi man skal, men fordi man gerne vil. Her møder vi hinanden med respekt – på tværs af alder, baggrund og livssyn, uanset hvor længe, man har boet her.” Dennis Kvesel sluttede: ”Vi hylder vores sammenhængskraft – den usynlige lim, der gør, at Hjallerup ikke bare er en samling huse, men det bedste sted at leve. Tak til alle, der gør Hjallerup til noget særligt. Pas godt på hinanden. God sommer!”
Alle roste talen og var enig i talens indhold. Hjallerup er en god by at bo i. Flere hyggede sig endnu et stykke tid, inden kulden blev for voldsom.
En gammel realklasse fra 1975 på Hjallerup skole kunne i år fejre jubilæum. Gennem de mange år har klassen været sammen hvert femte år. Dog var året 2020 en undtagelse, hvor alle var ramt af de mange corona-restriktioner.
Søndag den 22. juni var 14 ud af 20 elever mødt op på Hjallerup kro kl. 12 til frokost. Derefter gik turen til Østermarken, hvor Sigrid Aaen bød på kaffe og kagedessert. Der blev udvekslet mange minder og set fotos fra skoletiden på Hjallerup skole. Der var billeder fra deres tur til Bornholm, Samsø og Østrig og mange andre minder. To af lærerne fra deres skoletid var mødt op: Kaj Steen, som var klasselærer, og deres engelsklærer Steen Jørgensen. De fleste af de gamle elever bor stadig i Nordjylland. Alle deres gamle lærere var inviteret, men kun to kunne komme. Skoleinspektøren på det tidspunkt var Jens Østergaard, som er død for adskillige år siden. Det blev et hyggeligt gensyn og et håb om at kunne mødes igen om fem år.
Mandag den 16. juni afviklede Dronninglund Rotary Klub sit sidste klubmøde i klubåret 2024-2025. Det foregik i Hou, hvor klubmedlemmer med pårørende var samlet i tipien på havneområdet for bl.a. at markere ”høvdingeskifte” med virkning fra klubåret 2025-2026. Afgående præsident, Anders Nielsen, overdrog ved denne lejlighed præsidentkæden til næste præsident, Kaj Frederiksen. Præsidentens rolle er at agere leder på klubbens møder – hver mandag – og i øvrigt at varetage ledelsesopgaver såvel internt i klubben som i forhold til omverdenen.
Ud over at skifte præsident hvert år roteres der i sammensætningen af de enkelte udvalg og formandsposter – med det formål at give plads til nye idéer og at udvikle det enkelte medlems viden, kompetencer og engagement i forskelligartede opgaver.
Afgående præsident kom i sin afskedsberetning ind på de mange aktiviteter, som har præget klubåret:
Klubmøder med spændende foredrag, virksomhedsbesøg og temadrøftelser
Drøftelse af diverse erhvervsemner samt afvikling af erhvervsprisuddeling
Afvikling af ungdomsudvekslingslejr sommeren 2024
Salg af frøposer med henblik på at skaffe midler til understøttelse af lokalt trængende familier
Donationer til diverse trængte grupper på globalt plan – ”SOS Børnebyerne”, ”Skyggebørn”, diverse katastrofehændelser
Teatertur samt lokale spis-sammen og musikarrangementer
Afgående præsident benyttede samtidig lejligheden til at takke for godt samarbejde i klubben i løbet af året og understregede, at det for ham er meget vigtigt, at klubbens medlemmer synes, det er både sjovt og spændende at deltage i det netværk, som klubben også består af – samtidig med at medlemmerne vedkender sig et humanitært og samfundsmæssigt ansvar globalt og lokalt.
Kommende præsident, Kaj Frederiksen, anførte i sin tiltrædelseserklæring, at det for ham er væsentligt at bevare fokus på missionen med Rotary organisationen:
At samle engagerede og motiverede mænd og kvinder i et netværk, der er kendetegnet ved høje etiske standarder, og som tjener til deres udvikling både personligt, samfundsmæssigt og professionelt.
I tilknytning hertil tilkendegav Kaj Frederiksen, at Rotary skal være et attraktivt erhvervsnetværk, hvor vi som medlemmer deler en passion for både samfundstjeneste, venskab og gode oplevelser.
Tiltrædende præsident redegjorde for, at han allerede sammen med den kommende ledelsesgruppe i klubben har haft lejlighed til at fremlægge og drøfte sine strategi- og handlingsplaner for det kommende klubår. I samme forbindelse fremhævede Kaj Frederiksen, at han ønsker en tæt, løbende dialog med sine bestyrelseskolleger samt med de enkelte udvalgsformænd – og med klubbens medlemmer i øvrigt. Samtidig anførte Kaj Frederiksen, at han ser frem til i klubben at få afprøvet, hvorledes en netop revideret – forenklet – organisationsplan med dertil hørende ændrede vedtægter vil bringes til at fungere.
Sidst – men ikke mindst – anførte den nyvalgte præsident, at han meget gerne ser flere deltage i klubbens aktiviteter enten som gæster ved klubbens forskellige møder og arrangementer eller som medlemmer. Et af klubbens væsentlige mål i det kommende klubår er således at udvide medlemsskaren – og gerne med flere kvinder!
Søndag d. 29. juni er der DM i landevejscykling. Ruten kommer forbi Dronninglund Storskov, og derfor inviterer frilandsmuseet Dorf Møllegård til cykelfest.
Museet giver gratis entré hele dagen, og hvis vinden tillader det, så vil både vindmølle og vandmølle køre. Slikhytten fra Dorf kommer forbi med deres pølsevogn, og Ka’FeeN Frk. Bast sælger både kolde og varme drikke, samt is fra hendes kaffevogn. Dagen igennem vil der også være middelalderunderholdning fra Rødder og Vinger.
Juniorfeltet, damefeltet og herrerne kommer forbi Dorf Møllegård og Storskoven. Herrefeltet kommer blandt andet via Dorfgade og skal efterfølgende tre gange passere Storskoven via Storskovvej.
Onsdag den 18. juni blev beboerne på Plejecentret Stengården hentet i veteranbiler, sammen med Kirkens gå-med-venner og en del af plejehjemmets personale, for at køre en tur rundt i Hjallerup og omegn og til endestationen, som var Mekanisk Museum.
Til turen havde Stengårdens personale forberedt mad og drikke inklusive kaffe til alle.
Ved ankomsten fik beboerne en rundvisning på museet, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål og få forklaring på typer af maskiner og anden historie om brugen af dem. Ud over det var der en privat udstilling af forskellige slags værksteder, hvor man kunne se effekter fra både smedjeværkstedet, tømmerværkstedet, tandlæge- og skomagerudstyr og meget andet spændende. Beboerne fik også fortalt om en igangværende restaurering af Pastor A.C. Laiers gammel veteran-Opel bil, som fortsat er under kyndige hænder.
Det var nypudsede og klargjorte veteranbiler, der blev kørt af dygtige chauffører, og alle nød turen i de flotte gamle veteranbiler.
Efter hyggeligt samvær gik turen igen tilbage til Stengården i veteranbilerne, hvor frokosten og middagssøvnen ventede.
Det er ifølge Karsten Knudsen fra Kirkens frivillige gå-med-venner og Rasmus Mose Bach Sundby fra personalet på Stengården blevet en tradition at tage denne tur først på sommeren.
Stengårdens personale og Kirkens gå-med-venner glæder sig allerede til igen at komme på besøg og tage turen til Mekanisk Museum i veteranbiler næste år.
”Vi vil altid kunne varmt anbefale andre at tage turen dertil for at se Museets flotte udstillinger”, lød det samstemmende fra Karsten Knudsen og Rasmus Mose Bach Sundby.
Det skete lørdag efter en overbevisende sejr på 6-1 over Østervrå. Flauenskjold startede ellers lidt skidt i den vigtige oprykningskamp og kom da også bagud 1-0 efter ganske få minutter. Men som halvlegen skred frem overtog hjemmeholdet mere og mere af spillet og Tobias Lex og Lasse Johnsen havde da også bragt Flauenskjold foran 2-1 inden pausen, og i 2. halvleg var der ingen tvivl om udfaldet. Kasper Gilbak og tre gange Christian Kjeldsen udbyggede føringen i en flot 2. halvleg.
Glæden var stor og propperne på guldøllene blev hurtigt knappet op til tonerne af ”We are Champions”.
Oprykningskampen var kulminationen på tre dages festivitas på stadion.
Torsdag var der oldboys kamp mod Tårs på programmet. Kampen blev vundet af Tårs med 2-1, og begge hold hyggede sig med øl og pølser efterfølgende.
Fredag var der først ”Bydysten”, hvor otte hold dystede i forskellige konkurrencer. Efterfølgende var der inviteret til fællesspisning i teltet, som 110 børn og voksne havde taget imod. Temaet var ”stop madspild”, idet den lokale købmand havde fundet forskellige varer frem, som var tæt på sidste salgsdato. Frivillige havde tilberedt varerne til et kæmpe ta’ selv bord. Prisen var 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn. Omsætningen fra salg af madbilletter tilfaldt selvfølgelig købmandsbutikken. Tiltaget må siges at være en stor succes.
Serie 5 sluttede fredag aften med at besejre lokalrivalerne fra Dybvad/Hørby med hele 9-0.
Lørdag stod den på børnefodboldstævne med deltagelse af ti hold, og med medaljer til alle.
Der var også udendørs jumping-fitness, hvor der i den grad blev hoppet og svedt igennem af 10 gæve kvinder.
Damefodboldholdet vandt med 2-1 over gæsterne fra Voerså, og pigerne agerede efterfølgende heppekor til herrernes kamp.
Lørdag aften sluttede selvfølgelig med et brag af en fest i teltet med deltagelse af 120 mennesker.
Alt i alt en særdeles vellykket sommerfest på Nordturn Arena i Flauenskjold.
Efter mange fantastiske år som ejer af Kontur i Hjallerup – med bøger, legetøj, vin, tobak, pakker og meget mere – er det blevet tid til at give stafetten videre. Pr. 1. juli 2025 er butikken solgt.
”Det har været en utrolig rejse,” fortæller Bjarne Holm Hansen. ”Da jeg overtog butikken, var den under 50 m² – i dag rummer den hele 350 m² butik og lager. Med en voksende pakkeshoppen har vi haft dage med over 1.000 udleveringer! Heldigvis har jeg haft et dygtigt og dedikeret personale ved min side – og heldigvis fortsætter det med de nye ejere.”
”Det, der har gjort størst indtryk, er de mange trofaste kunder og de gode snakke hen over disken. Jeg er dybt taknemmelig for den opbakning og loyalitet, jeg har mødt gennem årene – både fra jer kunder, fra samarbejdspartnere og fra det lokale erhvervsliv.”
Bjarne fortsætter som ejer af Kontur-butikken i Dronninglund, medejer af butikken i Sæby – og som kædedirektør for over 60 Kontur-butikker landet over. ”Så jeg er bestemt ikke helt gået på pension endnu,” tilføjer han med et smil.
De nye ejere glæder sig Fra den 1. juli er det Marianne og Søren Fristrup, der tager over i butikken i Hjallerup.
Vi er utrolig glade og stolte over at få lov til at overtage Kontur i Hjallerup. Det er en veldrevet butik med stærke værdier, loyale kunder og et fantastisk team, som vi ser meget frem til at blive en del af. Vi vil gøre vores bedste for at videreføre butikkens gode ånd – og samtidig udvikle den med nye idéer og tiltag. Vi glæder os til at hilse på både gamle og nye kunder og blive en aktiv del af byens handelsliv, udtaler Marianne og Søren Fristrup.
Royal Run vokser hele tiden og i år deltog omkring 98.000 i løbene landet over. Årsagen hertil er, at vi alle – børn, unge og ældre har meget mere fokus på udelivet og naturen. Samtidigt er der fokus på fællesskab og hygge samtidig med konkurrencen. På samme måde oplever vi det i Dronninglund Golf siger Steen Christensen fra bestyrelsen. Vi havde besøg af omkring 75 børn, unge og ældre som ville vide mere og prøve golfens finurligheder. Efter en kortfælles introduktion, blev der lavet hold som fik undervisning i golfens udfordringer af vores dygtige træner Jens Meto, fortsætter Steen Christensen. Efter samtale med flere af de nye, kunne vi konstatere at det at være ude i naturen, at være sammen med familie og venner, at kunne spille golf med alle uanset niveau var nogle af udsagnene.
Vi håber, at rigtig mange fik lyst til at komme tilbage og få sig et golfkørekort og et rigtig godt medlemstilbud, slutter Steen Christensen.